Det hvide frakke
Majken havde boet på børnehjem siden hun var fem. Hun vidste egentlig ikke helt hvorfor, bare at mormor en dag ikke vågnede, og mor blev ved med ikke at komme hjem. Så kom fremmede hænder, afskallede vægge og den evige duft af kogt kål på gangene. I starten græd hun om natten, men efterhånden holdt hun op. Hun levede barestille, pligtopfyldende, som om hun håbede, at flid kunne udløse noget ægte.
Af alle børnehjemmets rum holdt Majken mest af gymnastiksalen. Den var stor med knirkende gulvbrædder og solstriber gennem støvede ovenlysvinduer helt oppe under loftettiltrækkende på en måde der fik den lille, overfyldte sovesal nr. 8 til at føles som en bittelille, grå boks i forhold. Når hun fik den spændstige orange bold til at dunke i takt mod gulvet glemte hun alt det besværlige. Slog bolden én ind, følte hun sig næsten lykkelig. Kun “næsten”rigtig lykke hørte hjemme i en familie, mente alle børnene, et sted i hjertet bag et forhæng man måske engang kunne trække til side og blæse ud i grin.
Majken var hurtig, hoppede højt, og bolden lystrede hendes mindste vink. Den søde pædagog, Lise Rasmussen, sagde en dag: “Du har temperament til sport, Majken. Jeg ringer til en træner, måske kan vi få dig ind i en rigtig basketballklub?”
Det lykkedes.
Fra hun var tolv gik hun fast til træning. Først kom hun på bydelens hold, så byens. Ved finalen i regionens sportsstævne blev hun minsandten kampens bedste spiller med 32 point til sit team.
Da hun fik sin medalje, smilede sportsudvalgets formand, Henrik Lindberg, til hende: “Tillykke, du har en stor fremtid foran dig, pige!” Majken kneb næsten en tåre, men han legede bare, at det var børne-lykke i blikket. Da han en time senere så hende forlade hallen alene, standsede han bilen.
Majken, står der ikke nogen og venter på dig?
Nej, jeg bor på Børnehjemmet Solhøjen. Det er fire stoppesteder med bussen.
Undskyld, det vidste jeg ikke. Jeg hedder Henrik. Skal jeg køre dig hjem?
Det blev Majkens allerførste biltur, og hele vejen havde hun det mærkeligt godt.
Hvem har ansvaret for dig dér?
Lise Rasmussen, pædagogen.
Må jeg hilse på hende?
Ja, men hun møder først i morgen tidligt.
Så snakker jeg med hende i morgen.
Majken spekulerede meget over, hvad den rare mand mon ville tale med Lise om, men hun turde ikke spørge.
Dagen efter, efter skole, kaldte Lise hende ind på kontoret.
Henrik spurgte, om du manglede noget særligt. Men du mangler jo ikke så meget, altså bortset fra ja, et ordenligt frakke, sagde jeg, for du vokser for hurtigt. Børnetøjet passer dig ikke mere, du må have noget fra voksenafdelingen. Han spurgte om din størrelseog se nu her, sagde hun og satte en papirsindpakket pakke foran Majkenskal vi ikke prøve?
Majken så lamslået på, mens Lise lukkede pakken op: Ud kom en snehvid frakke med smal talje og ravgule knapper. SÅ pæn og så anderledes end alt hvad Majken før havde haft på. OG ny! Ingen andres navn skrevet med sprittusch i foret som alt andet der kom fra lageret.
Hold da op, Majken, sådan et frakke har jeg kun set på film! Hvilket vidunderligt gave! Prøv den lige og drej en omgang!
Tøvende mærkede Majken foret mod sin hudførst koldt, straks efter lunt. Ligesom et usynligt kram. I spejlet så hun sit rødblussede, smilende ansigt rammet ind af den lækre frakke, der sad perfekt over hendes stærke skuldreog det generede hende ikke engang, at den gamle, falmede nederdel og røde T-shirt falmede lidt ved siden af.
Det er ikke det hele! sagde Lise og rakte hende endnu et sammenfoldet papir med et lille billede på.
Hvad er det?
En plads på Hyldeholm Efterskoles sommerlejr! På første hold, det var Henrik der fik det til dig. Kan du tænke dig det?
Den nat vendte Majken og drejede sig længe. Hovedet summede af billeder fra de forgangne dage: Sejr, medalje, turen i bil med Henrik, lejrbilletter og selvfølgeligdenne fantastiske nye frakke, som ventede på hende i skabet. Lidt efter sneg hun sig op, svøbte sig i frakkenhun havde døbt den Frakkefrøkenog gik ud i gangen. Udenfor dryssede de første forårsregndråber ned, men for første gang ville hun faktisk ønske at vinteren havde varet lidt længere.
***
Husk skiftetøj og sportssko, læste Lise op dagen før lejrturenog husk, der skal stå overgangsfrakke, så det skal du altså tage med, Majken, pludselig står det på listen.
Hun nikkede uden at forstå hvorfor man skulle bruge frakke om sommeren. Men hun kunne alligevel ikke drømme om at efterlade den i hjemmets fællesskab, hvor alt hurtigt blev væk.
På Hyldeholm Lejrens første dag blev hun straks lagt mærke til. De andre piger gik i lette jakker, moderne cowboy-vest eller bløde hættetrøjer. Majkeni frakke. Hun kunne ikke presse den ned i sin rygsæk, der var allerede fyldt op med basketballbolden, så hun beholdt den bare på.
Går du med mormors look? drillede slanke Birgitte fra nabosengen.
Farfars! råbte én.
Vinter? Det var i februar, vi er i juni nu, sagde en fra vinduet.
Hun må være kommet med rener fra Nordjylland!
Læg af, sagde Majken lavt men bestemt og sendte dem et blik der fik dem til at holde mund. Frakken hang hun omhyggeligt bag sin seng og gik en tur ud.
Skør tøs, hviskede én, da døren lukkede.
Mens Majken gik rundt så hun spisesalen, scenen til shows, fodboldbanen, og en halvgammel volleyballbane hvor nettet hang slapt. Basketbanen var tætbevokset med græs, og der var kun ring i den ene kurv.
Hvad laver jeg her? tænkte hun tungt for sig selv, men rystede det hurtigt af. Hun skulle nok klare tre ugerhun havde sit frakke, sin bold, og de der piger kunne rende henne. Ensomhed føltes velkendt.
Næste dag var der lejrbål og diskotek. Majken elskede musik, men dans trivedes hun ikke med, så hun sad for sig selv på den gamle bænk i akaciebuskene og lappede stemningen ind.
Inden sovetid fortalte de andre piger rædselshistorier og plothuller fra amerikanske filmnogle havde VHS derhjemme. Majken lå helt stille og lod som om hun sov. Hvad skulle hun bidrage med fra børnehjemmetlidt om at gemme brød under hovedpuden? Eller om hvordan hver voksen-dame blev undersøgt med et håbefuldt blik: måske hende?
Da volleyballholdet manglede en spiller, råbte lejrlederen: Majken, du er jo sportsbarn! Kom og prøv!
Hun prøvede, selvom volley ikke var hendes gebetdet føltes underligt at skulle slå til bolden og ikke må gribe den. Holdkaptajnen, Frida, var stærk og køn og havde fletning.
Du må slå, ikke gribe! Det her er ikke basket, råbte Frida.
Men bolden føltes fjollet let, og hendes smask røg langt ud af banen.
For lang og ranglet, lo Frida, gå du hellere op til nettet til blokkene!
Slukøret gik hun væk efter få fejl, hentede sin orange basketbold, rev ukrudt op på banen og begyndte målbevidst at skyde i den enlige kurv.
Dagene gik i de sædvanlige lejr-tjanser; morgenløb, rengøring, mad, forberedelser til Stjerneskudtalentkonkurrence og alt det der ellers hører til sommerlejr.
Majkens yndlingsstunder var filmaftenerne. Hver anden dag blev plakaten hængt op i kantinen, og om aftenen rullede filmmanden apparatet ind, alle stimlede sammen. Majken satte sig altid på bagerste række, tryllebundet af eventyr på storskærmen med sørøvere, vikinger og vilde cowboyhelte.
Resten af aftenerne sneg hun sig hen på basketbanens ujævne fliser og dunkede alene, mens andre hyggede i kredse. Men frakken hang altid loyalt ved hendes side.
Hun gik ikke til fest. Da de andre pyntede læber og gik i farvestrålende tøj mod festpladsen, smuttede hun i skyggerne.
En aften hørte hun hvisken bag hækkendet var Frida og en dreng fra første hold, der smuttede væk sammen. De troede de var alene, lige til tre lokale drenge svingede henover plænenhøje, lidt bralrende, med cigaretter bag øret. De satte kurs mod parret, og drengen forsvandt straksFrida blev efterladt, stakåndet og sårbar.
Åh, hvor har vi dog fået besøg af en københavnersnude i miniskirt! Kom du kan få en rundtur, små-lokkede de og kredsede om hende. Frida råbte noget, men musikken var for høj til at nogen hørte.
Majken tøvede ikke: Ud af skyggerne, rank og hurtig, stillede hun sig ved Frida.
Skrid, ellers banker jeg jer, hvislede hun.
Drengene bakkede et øjeblik, overraskede over den hvide frakke der pludselig stod foran dem som et spøgelse. Men så blev de flabede igen.
Hey, her er sgu veninden til dig, Anton! Høj, smart og lækker!
Den højeste prøvede at gribe hendemen Majken slog først, klodset men kraftfuldt. Frida greb fat i nummer tos hår og skreg. Mellem to sange blev der et slip i diskolarmen, og snart kom der folk løbende. To af fyrene blev straks grebet, tredje forsøgte at løbe men nåede kun ti skridtMajken snuppede sin bold og kastede direkte i nakken på ham, hvorefter han væltede om og blev indhentet.
Sikke et kast, søster, pustede Frida, og forfølgerne forsvandt. Tak, Majken.
Selv tak, sagde hun og samlede sin bold op.
Er du okay? Frida løb op på siden af hende; for første gang uden smil i øjnene.
Helt okay.
Næste morgen efter gymnastik råbte Frida pludselig over hele pladsen:
Søster, kom herover og lær at serve!
Jeg kan ikke, Frida…
Du kan alt! Det lover jeg.
Og inden længe sendte hun bolden over nettet den ene, så den anden vej.
Blødt, Majken! Med fingerspidserne, sådan!
Lidt efter lidt ændrede det hele sig. Ikke med det sammemen det blev noget andet.
***
På forældredagen kom der uventet sne. Store, tunge fnug lagde sig på roserne udenfor kantinen og på dørhåndtagene. Ingen blev dog varmere af den grund.
Forældrene begyndte at ankomme op ad formiddagen. Mellem hovedporten og radiohuset hang en telefonledning, og højttaleren i træet genlød af:
Birgitte Petersen, Mette Aamann, Thomas Laursenjeres forældre er her.
De, der blev råbt op, styrtede ud og kastede sig i arme på mor og far.
Piger, det er altså isnende koldt! sagde Birgitte, da hun blev råbt op. Nå, pyt, mon ikke en trøje er nok.
Pludselig lød en stemme, som sjældent sagde noget i rummet:
Ta min frakke, Birgitte, så fryser du ikke!
Alle vendte sig om og så Majken række den hvide frakke til pigen, der havde kaldt den mormors tøj.
Tak, Maj… Majken.
Sådan gik frakken fra veninde til veninde, blev dækket af fremmede dufte, æbleskiver og bolsjerhver pige bragte noget tilbage: et stykke chokolade, juice, en lille pose nødder. Selvom Majken sagde, de ikke skulle, havde hun til aften et helt lille søndagsbord ved sin natlampe.
Sidste der løb ud var Frida, nu med frakken kastet om skuldrene og en sikker, sportslig gang ud i tusmørket. Majken så længselsfuldt efter hende og tænkte, at hun ville give alt for at nogen også kom for hende.
Hun lagde sig, trak dynen helt opsom da hun var lille og prøvede at skabe sin egen lille hule af tryghed.
Hun vågnede ved at nogen aede hende på skulderen. Søvnigt så hun en kvinde sidde der, tænkte først det var en drøm. Men da hun vendte sig, sad hun der stadig.
Mor? spurgte Majken uden at åbne rigtigt øjnene.
Ja, må jeg være din mor? svarede kvinden blidt.
Og jeg din rigtige søster, det var Fridas stemme.
Majken satte sig op. Kvinden havde åbne, varme øjne som Lise Rasmussen. Hun smilede:
Frida har fortalt så meget om dig, at jeg også er blevet glad for dig. Hun siger, du er verdens bedste pigeog at hun ikke vil tage hjem hvis ikke du følger med.
Sig ja, Majken, be hende, prøv at høre Frida med tårer i stemmen.
Hvad med din far? Må han det?
Han er allerede fan! Ved du hvaddet var ham, der gav dig frakken dengangHenrik fra sportskomitéen! Kan du huske?
Jeg vil gerne, sagde Majken og kastede sig grædende i armene på sin nye mor og søster.
Det syn mødte alle, der kom ind fra aftensmaden.
***
Henrik ventede i bilen, og da han så pigerne og sin kone skinne om kap, vidste han, hvad der var sket. Han sagde, han ville være stolt over at være far til endnu en datter.
Fra den dag var Majken forandret. Hun åbnede slusen til alt det gode indeni og blev fra genert enspænder til livlig stjerne.
Pigerne elskede hendes historie med frakken og hendes mod mod ballademagerne. Hun gemte ikke søndagsgodterne for sig selv, men inviterede til natte-picnic på sin seng med levendelys og alle søde sager delt mellem veninder.
De opfordrede hende til at stille op i Miss Hyldeholm, lærte hende at danse, flette hår og tage kjole på.
Og ugen efter meldte højttaleren: Forældrene til Frida og Majken er ankommet! Hånd i hånd løb de to ud mod grindenmod dem, der ventede med åbne arme.
De, som blev mødt, og de, som tog imodde vidste alle, at netop disse øjeblikke er blandt de allermest lykkelige, man kan opleve.
