Du, jeg vil fortælle dig noget, der er så dansk og rørende, at jeg stadig kan mærke det, når jeg tænker på det.
Det hele startede sådan her: Boller i karryen var simpelthen perfekt den aften. Signedu ved, sådan et rigtigt dansk navnhavde smagt på sovsen tre gange undervejs og nikket tilfreds hver gang. Løgene var saftige, kødet havde simret længe, og hun havde givet det et ekstra skud karry og æble helt til sidst, lige som mormor altid sagde. På bordet stod stearinlys og den fine hvide lærredsdug, som Signe kun tog frem, når noget var særligt. Femten år. Ifølge hende var det altså specielt værd at fejre.
Udenfor blev det mørkt. Oktober i Odense, det er gråvejr, fugtigt, og luften dufter af våde blade og bilos. Signe rykkede lidt på gaflen, rettede dugen ved hjørnet, selvom den allerede lå perfekt. Hun stod bare lidt i køkkenet, og lyttede til uret over køleskabet, der tikkede.
Morten kom hjem lidt over halv ni. Hun hørte ham rode med døren, smide indkøbsposen på gulvet, og tænde lyset i entreen.
Nå, hvad har du lavet? råbte han, stadig i jakken, kinderne røde af kulde.
Kom ind, vask hænder, sæt dig ned, sagde Signe med det der lidt trætte smil. Der er boller i karry, ovnstegt kylling, og jeg har lavet salat.
Morten smed jakken over den nærmeste stol, kiggede sig omkring.
Hvorfor har du tændt stearinlys?
Det er da vores bryllupsdag, Morten. Femten år, svarede hun.
Han sagde ikke noget, gik bare ud og vaskede hænder, satte sig tungt. Signe øste op, satte tallerkenen foran ham. Hun havde endda været på torvet og købt ekstra god fløde til sovsen, for Morten elskede det.
Han tog en skefuld, smagte, og sagde: Den er lidt sur.
Signe satte sig stille overfor.
Synes du? Jeg syntes ellers, den var ret god.
Min mor laver den altså bedre. Hendes sovs smager bare rigtigt. Godt og fedtet, du ved, sagde han og rodede i sin tallerken.
Spis nu, mens det er varmt, sagde Signe stille.
Morten drejede på tallerkenen. Hvorfor har du dækket op med den hvide dug? Du spilder jo bare.
Det gør jeg ikke, jeg passer på.
Min mor bruger altid den røde dug til fødselsdagdet er både praktisk og pænt, sagde han.
Signe så på stearinlysene. Flammen flakkede lidt, fordi Morten rykkede rundt.
Morten, begyndte hun roligt, det er altså femten år i dag, vi har været gift.
Sådan er det jo, sagde han bare.
Du sagde ikke noget, da du kom ind.
Han kiggede på hende, som om det var det mærkeligste krav i verden. Hvad skulle jeg sige? Tillykke? Det er jo ikke ligesom at have fødselsdag.
Det havde bare været rart, måske…
Det skovlede han væk med hånden: Det er femten år, hvad så. Hvor er kyllingen?
Hun rejste sig, hentede fadet. Den var flot, sprød og duftede af timianaltid med timian, sådan kunne han bedst lide det.
Den er tør, sagde han efter første bid.
Den kom lige ud af ovnen, Morten.
Så har den været i for længe. Min mor pakker altid kyllingen ind i stanniol, så den bliver saftig.
Signe tog lidt selv. Udenfor passerede en bil og træk et lysbånd hen over loftet.
Har du besøgt din mor i dag? spurgte hun.
Jeg var lige forbi efter arbejde. Hvorfor?
Bare… nysgerrig.
Han kiggede igen på dugen. Ærligt talt Signe, det er ikke smart med den hvide dug. Min mor, hun ved, hvordan det skal gøres: rigtigt porcelæn, ordentligt skåret brød, mørkt dug. Se på det brøddu har skåret kæmpe stykker.
Signe lagde stille gaflen fra sig, ikke vredt, bare forsigtigt ved siden af tallerkenen. Hun kunne mærke noget i sig, der strammede til og så gav slip igen. En slags knyttet næve inde i brystet.
Morten, du hører da selv, hvad du siger, ikke?
Han kiggede op, irriteret.
Hvad? Jeg siger bare, din mad er ikke som min mors. Det er da ikke fornærmende.
Du kommer hjem, siger ikke tillykke, kritiserer maden, kritiserer dugen, skærer brødet, kyllingenjeg har stået og lavet mad i tre timer, Morten.
Ja, og? Det er jo din opgave.
Signe var stille et øjeblik.
Din opgave, gentog hun, som om hun smagte ordet.
Ja. Du arbejder ikke, du laver mad. Jeg tjener pengene. Hvad er problemet?
Og at vi har været gift i femten år, det er bare… en ligegyldighed?
Ej Signe, slap nu af. Skal jeg sidde og recitere digte for dig? Min mor siger altid, det handler om orden og rutiner, ikke alt det følelsesfis.
Stearinlyset blinkede. Signe rejste sig, tog sin tallerken og gik hen til vinduet. Hun stod lidt og så på de våde tage, de gule vinduer, det store kastanjetræ i gården, hvor bladene næsten alle var faldet.
Så vendte hun sig om.
Morten, pak dine ting.
Han så op.
Hva?
Pak dine ting og gå. Er du sød.
Han gloede, som om hun talte russisk. Så lo han, kort og hårdt.
Mener du det?
Ja.
Over lidt sovs og en dug?
Nej, ikke derfor.
For hvad så? Fordi jeg snakkede om min mor?
Det er ikke sjovt, Morten.
Er du såret? Kom nu, Signe. Sæt dig ned, kom nu.
Nej.
Han ventede vist på skrig, kasten med døre eller tårer. Men hun var bare stille. Hun anede ikke selv, hvor dét rolige kom fra.
Du mener det faktisk, sagde han forsigtigt.
Ja.
Stilheden lå tung, uret tikkede. Stearinlysene brændte.
Over én samtale, begyndte han.
Efter femten år af de samme samtaler. Gå nu, Morten. Tag hvad du har brug for, resten kan du hente senere.
Han stod lidt endnu. Så gik han ind i soveværelset. Hun hørte ham rode i garderoben. Signe blev i køkkenet og så på de små bevægelige ildflammer. De brændte støt, uden at flakke.
Da han kom ud med tasken, blev han stående i døren, kiggede på bordet, den hvide dug, boller i karry, det grove hjemmebagte brød.
Du fortryder det, sagde han.
Måske. Hej, Morten.
Døren smækkede, låsen klikkede. Hun blev siddende, lyttede til ekkoet af hans skridt på trappen.
Så pustede hun stearinlysene ud og vaskede op. Resten af maden røg i køleskabet. Hun havde ikke appetit.
Lejligheden duftede af stegte løg og en anelse fugt, sådan som det gør i oktober, når varmeapparaterne stadig kun er halvlunkne og folk luftet ud på trappen.
Signe gik i seng halv elleve. Hun sov ikke med det samme, lyttede til fjernsynet inde ved naboen og tænkte bare: Tænk, jeg græder ikke. Det havde hun ikke regnet med.
***
Hanne, Mortens mor, smækkede døren op, nærmest før han havde trykket på ringeklokken. Hun havde ventet, det vidste han.
Morten, kære! Hun slog hænderne sammen og kiggede på tasken. Hvad i alverden er der sket?
Hun smed mig ud, sagde han kort.
Hvem? Signe? Jamen, det sagde jeg jo, det sagde jeg! Hun slap ham ind og susede straks ud i køkkenet. Kom, jeg har netop lavet suppe til dig. Den gode kartoffelsuppe med kylling.
Han satte sig. Der duftede som i alle ældre kvinders hjem: lidt af mølposer, lidt af medicin og så konstant af madlavning.
Moderen snakkede uafbrudt ved komfuret.
Man kunne mærke det fra starten, hun var ikke god for digsådan lidt kold, Signe. Ikke? Man kan jo se, at der aldrig kom børn. Det er ingen tilfældighed, Morten. Prøv her, jeg har skåret brødet.
Skiverne var snorlige, tynde, lige som Hanne altid gjorde det. Morten så på demunderligt nok, han kom til at tænke på, hvordan Signe altid skar store klodser.
Mor, sagde han træt, kan vi lade være nu?
Jamen, jeg siger bare sandheden! Femten år spildt, hverken børn eller et rigtigt hjem. Spis nu.
Suppe var altid varm, kraftig, lige som hun sagde. Han spiste i stilhed.
De første dage flød sammen. På arbejde, hjem, spise, tv med mor. Hanne stod op før ham, lavede frikadeller eller karbonader, og når han kom hjem, sagde hun: Du skal spise ordentligt, du er helt grå i ansigtet.
På tredjedagen havde hun allerede pakket hans taske ud og lagt hans skjorter sammen.
Du skal have den blå skjorte på, den klær dig. Den grå er bare kedelig, sagde hun.
Jeg kan bedre lide den grå.
Det er da lige meget, den blå er pænere.
Morten sagde ikke mere, spiste, ryddede af. Hun fortalte om naboen Frants nede fra tredje, som også havde fået sig en ny kone, og der var altid et lille stik til Signe gemt i historierne.
En uge senere syntes moderen, hans sko var ved at falde fra hinanden.
Vi skal i Salling og købe nye sko lørdag.
Mor, mine sko fejler ingenting.
Nu må du holde op, Morten, så du da under dig selv noget pænt til fødderne.
De gik afsted. Hun valgte brune sko med spænde, ikke sorte, som Morten selv ville. Han prøvede dem på uden protester.
Se, hvor godt de sidder! sagde hun.
Jeg kan faktisk bedre lide de sorte, mor.
Du siger nu ikke noget, vi tager de brune. De klær dig.
Sælgeren smilede svagt. Han kiggede sig i spejletmidt i fyrrerne, i nydelige sko, men han manglede glød.
Han købte dem alligevel.
Om aftenen fortalte hun gamle minder: hvordan han var som lille, hvor svært hun havde haft det som enlig mor, og hvordan Signe aldrig havde sat pris på det. Han nikkede bare.
Indimellem mindede han sig selv om den hvide dug, de stearinlys, Signe satte frem. Han kunne ikke helt forstå, hvorfor hun havde gjort sig så umage, hvorfor de femten år skulle fejres.
Men han tænkte over det.
Og han tænkte mærkeligt nok også over, at hun ikke havde grædt, ikke råbt, bare været stille. Det ro gjorde ham urolig.
Efter den første måned satte hans mor en dagsorden, uden at kalde det sådan: Tirsdag har jeg bestilt tid hos lægen til dig, torsdag skal vi til moster Karen, fredag skal du ikke komme for sent, jeg har bagt kage.
Fredag blev han forsinket på grund af et møde, ringede dog hjem fra bussen. Hun snakkede løs, mens han stirrede ud på den novembermørke by.
Kagen var lækker, alt var pænt, men Morten kunne mærke et tryk i brystet, som om luften var lidt for tung at hive helt ned.
***
De første uger efter, at Morten flyttede ud, gik Signe rundt i en slags tåge. Hun gik på arbejde, lavede mad til sig selv og gik tidligt i seng. Om aftenen var stilheden tungestførst skræmmende, så blev den bare… stilhed.
Hendes barndomsveninde Birgit ringede hver anden dag: Sig nu, Signe, er du okay? Skal jeg ikke kigge forbi? Signe svarede, at det gik helt fint, men Birgit dukkede op alligevel første lørdag, havde vin og småkager med. De sad i køkkenet til klokken to om natten. Signe fortalte om stearinlysene, borddugen, og Mortens mor med sine regler, og Birgit sagde nogle gange stille: Sikke en klaphat, og det hjalp lidt.
Du gjorde det rigtige, sagde Birgit til sidst. Helt rigtige.
Jeg er bange alligevel, indrømmede Signe.
Det går over, du skal bare vænne dig til det nye.
Senere på aftenen stod Signe lidt i stuen og kiggede på de gamle tunge mørkeblå gardinerdem Morten selv havde valgt, fordi de lukkede alt lys ude. Hun havde ikke tænkt over dem før. Nu tog hun dem ned næste dag.
Det var lidt bøvlet at få dem ned, men bagefter blev rummet meget lysere, også selvom det stadig var gråt og koldt udenfor.
Hun flyttede rundt på sofaen. Fik hjælp af ældre naboen Henning. Pludselig faldt lyset ind på en ny måde, og Signe kunne lide forandringen.
Hun begyndte at sove bedre i anden uge. Ikke fordi alting var fint, men det var bedre end før.
På arbejde var Signe bare Signe, den pålidelige bogholder alle kunne regne med. Chefen, en bestemt og respektindgydende kvinde ved navn Vibeke, kaldte hende ind i slutningen af oktober.
Signe, jeg går på pension næste år. Direktøren overvejer dig til rollen som chef for regnskabet. Vil du ikke tænke over det?
Signe sad lidt: Mig? sagde hun.
Selvfølgelig dig. Du er den mest grundige af os. Sig ja, sagde Vibeke kort.
På vej hjem i bussen tænkte Signe over det. Chefrollen havde hun altid valgt fra. Morten havde sagt det engang: Hvorfor skal du gøre karriere, jeg tjener jo penge? Så havde hun droppet tanken.
Nu sad hun der og tænkte: Hvorfor egentlig ikke?
November gik med små renoveringer. Hun malede væggen i soveværelset lys gul, købte nye lyse hørgardiner, satte en varm, orange lampe op i hjørnet. Flere pelargonier blev købt på torvet til vindueskarmen. Pludselig begyndte det føles som hendes eget sted.
Det praktiske med Morten gik gnidningsfrit gennem advokat. Han brokkede sig ikke, måske fordi hans mor overtog samtalen for ham, måske fordi han egentlig bare var træt.
I december sagde Signe ja til stillingen som regnskabschef. Vibeke gav hende et fast håndtryk.
Du har fortjent det, sagde hun. For første gang smilede hun varmt.
Nytår fejrede Signe hos Birgit i et larmende selskab med børn, hunde og store fade med salater. Det var både fint og lidt sørgmodigtsom nytår ofte er, når man tænker tilbage. Hun drak et glas bobler, kiggede på fyrværkeriet og tænkte: Jeg er i live og faktisk okay.
***
Mortens vinter blev ikke god.
Hans mor insisterede på, at han skulle til lægen, både praktiserende og specialister, fordi du ser dårlig ud, Morten! Lægerne sagde, at alt var normalt, men Hanne så meget skuffet ud, hver gang hun ikke fik noget at bekymre sig om.
Morten blev mere irritabel på arbejde. Kollegaen Jesper stod med ham til frokost: Er der problemer hjemme?
Nej, svarede Morten bare.
Jesper trak på skulderen. Morten stod alene, kiggede ud over en halvmørk industri-gård. Gråt sne, mudder, pletter af olie. Han havde egentlig ikke lyst til noget.
Hjemme ventede Hanne hver aften med varm mad og en plan for næste dag. Hvis han kom sent, ringede hun. Hvis han ikke svarede, ringede hun flere gange, og sendte sms: Jeg er bekymret, Morten, hvor bliver du af?
En aften i februar blev han hængende hos Jesper for at se fodbold og drikke øl. Han var først hjemme klokken halv elleve.
Moderen sad i mørket i køkkenet. Da han tændte lyset, kiggede hun strengt.
Hvor har du været?
Jeg ringede jo, mor.
Trækker ud, sagde du. Jeg fik forhøjet blodtryk. Hvad hvis der skete dig noget?
Mor, sluk nu, sagde han træt.
Spis, jeg har gemt frikadeller. Og husk at tage din mobil!
Han sad og spiste og kiggede i bordet.
Han opdagede, at han hele tiden begyndte at undskyldehvorfor han kom sent, hvorfor han tog den skjorte, hvorfor han ikke ringede.
Han kunne huske, at han før stolt havde sagt til folk: Min mor ved altid, hvad der er rigtigt! Nu lød det mærkeligt, næsten pinligt.
I marts kiggede han på værelser til leje, fandt et okay sted tæt på fabrikken. Han fortalte det til Hanne.
Hun begyndte straks at grædeikke højt, bare stille, med ordene: Så du vil ikke bo her mere. Nu forstår jeg.
Så blev han boende.
Nætterne var svære. Nogle gange drømte han om Signe, ikke noget særligt, bare hverdag. Han vågnede op, stirrede op i smertefrit, men tomt loft og tænkte: Hvad laver hun mon nu?
Så overbeviste han sig selv om, at hun sikkert havde fundet en anden. Den tanke gjorde ham irriteret nok.
***
Februar bød på overraskende smukt vejr. Sneen var virkelig hvid og solen skar gennem gaderne. Signe blinkede ud mod lyset og tænkte, at hun endelig skulle købe de solbriller, hun ofte havde ønsket sig. Hun købte et par sarte lyserøde og grinede, da hun så sig i spejlet.
På arbejde gik det slag i slag. Nye opgaver var svære, men hun kunne mærke, at hun voksede. Direktørenen rolig mand ved navn Nielsvar tilfreds, og det anede hun.
Kollegaerne behandlede hende godt. Yngre regnskabsassistent, Trine, så op til hende og kom nogle gange ind med en kaffe. Signe takkede, Trine rødmede.
I marts overtaler Birgit hende til at tage med til fødselsdag hos veninden Karen. Signe havde ikke lystukendte mennesker, smalltalk og alt muligt. Men Birgit pressede: Kom nu, du har godt af det!
Karen viste sig at være virkelig sød, med et hjem fuld af katte og planter. Signe snakkede længe med en kvindelig skolelærer om bøger.
Overfor sad Henrik, en afdæmpet sølvhåret type i grå strik, lyttede mere, talte mindre, smilede forsigtigt. Sidst på aftenen endte de sammen ved vinduet med te. Henrik var ingeniør, arbejdede med gamle bygninger, boede alenehans kone var død af kræft flere år før. Han fortalte det ligeud, ingen selvmelidenhed.
Har du kendt Karen længe? spurgte Signe.
Gennem min gamle ven, faktisk. Men nu er det kun venskab med Karen. Han smilede. Og du kender Birgit fra barndommen?
Vi gik i folkeskole sammen.
Sådan en veninde skal man holde fast ved, sagde han.
Ja, det er vigtigt, svarede Signe.
De udvekslede telefonnumre. Tre dage senere inviterede han hende ud på kaffe, og hun sagde ja.
De mødtes i en lille kaffebar i Vestergade. To timer gik med samtalehun fortalte om skilsmissen, han lyttede bare, uden domme eller forslag. Så fortalte han sin egen historie. Til sidst fulgtes de lidt i det kolde, lune forårsvejr. Han spurgte, om han måtte ringe igen. Hun sagde ja.
Senere kom en gåtur ved åen, så en biograftur, og til april inviterede han hende på middag hjemme hos sig selv.
***
Henrik boede i femte sals lejlighed i en af de gamle gulkalkede ejendomme på Fynsgade. Signe bar på en flaske rødvin og tænkte: Nu kommer jeg ind, og der er sikkert uskønt og rodet.
Hun ringede på.
Han åbnede. Der duftede af æblekage og kardemomme.
Kom bare ind, sagde han, smilende. Jeg røg lidt foran, satte kagen i ovnen. Jeg håber, du kan lide æbler?
Det elsker jeg, sagde Signe.
Lejligheden var ikke perfekt, men rar: bøger og værktøj på hylderne, aviser på køkkenbordet. Hverken poleret eller pæn på udstilling, men fuld af liv.
De lavede mad sammen. Signe snittede tomater, Henrik skar ost. Nogle gange de talte, nogle gange var der bare stilhed. Men stilheden var ikke forkert.
Signe tog sig selv i at vente. Nu kom han vel med en bemærkning om valget af salat eller et kritisk blik. Men det kom aldrig.
De satte sig, han hældte vin op og sagde bare: Tak fordi du kom.
Tre små ord. Ikke mere.
Signe kiggede ned på tallerkenen og mærkede noget lette sig i hende, noget dybt og stille, som hun slet ikke havde vidst, hun stadig bar rundt på.
Udenfor var det forår, de første grønne blade kom frem. Duften af æbler bredte sig i rummet.
De talte længe. Om børn, barndom, gamle bøger og store projekter med at redde slidte bygninger. Signe tænkte, der var noget unikt og flot ved detat bygge noget op igen.
Da hun skulle hjem, fulgte han hende til døren: Jeg er virkelig glad for, vi har mødt hinanden.
Hun cyklede hjem langs åen med overskud og tænkte: Tænk, man kan bare spise med et andet menneske, uden at være bange.
***
Sommeren kom stille og godt.
Signe og Henrik så hinanden igen og igen, men uden at forcere noget. Lørdage gik til torvehallerne: hun købte grønt, han fisk, og hjemme lavede de mad sammen. Det føltes let, ikke anstrengt.
En morgen i juli blev hun bare. Det var sent, og hun kunne ikke tage sig sammen til at tage hjem. Næste morgen lavede han kaffe og bar den ind til hende, bare sådan, uden alt det store reklamehalløj.
Du arbejder vel senere? spurgte han.
Fra klokken tolv.
Vi kan lige nå markedet inden, kirsebærrene er kommet.
Signe tog koppen i begge hænder. Det var en blå sommermorgen med duften af vasketøj og lyden af måger. Hun fik lyst til at grædeikke af sorg, men fordi det hele på en eller anden måde føltes ret.
Det vil jeg gerne, sagde hun.
Om efteråret spurgte Henrik stille: Signe, skal du ikke flytte herhen? Der er masser af plads, det vil være hyggeligt.
Jeg skal tænke over det, sagde hun.
Hun tænkte i to uger og sagde så ja.
I november flyttede hun ind. Hun lejede sin egen lejlighed ud, tog sine bøger, pelargoner og hørgardiner med. Henrik rykkede rundt på bogreolen, så der var plads til hendes bøger også. De satte dem op sammen: hans tekniske og hendes romaner i skøn forening.
I december giftede de siguden større halløj, bare med Birgit og Henriks ven Søren som vidner. Fire personer på café, og Birgit græd, men sagde: Det er bare af lykke!
I januar stod Signe og kiggede på to streger på graviditetstesten. Hun satte sig længe på kanten af badekarret, følte sig helt stille indeni.
Hun var treogfyrre. Hun havde regnet med, at det ikke blev til børn. Morten ville aldrig rigtigt, eller også havde hun ikke selv villet, og tiden gik. Hun troede, hun var for gammelmen så alligevel.
Henrik sad og arbejdede i stuen, hun gik derind, og han så det straks på hendes ansigt.
Hvad sker der? spurgte han roligt.
Hun rakte testen hen til ham. Han kiggede, lagde armen rundt om hende, sagde bare: Det er fantastisk, Signe. Det er virkelig fantastisk.
Hun gemte sig mod hans skulder og græd hulkende. Ikke trist, bare lettet. Og han holdt bare om hende, sagde: Alt er godt. Alt er godt.
***
April igen, byen lugter af dug og spirende græs. Signe spankulerer ned ad åen med stor mave, Henrik holder forsigtigt om hendes arm.
Det er seks måneder henne. På arbejde er folk glade på hendes vegne. Direktøren siger: Du har pladsen, Signe, ta det roligtvi klarer det. Trine ser på hende med nyt respekt, næsten beundring.
Lejligheden, som de nu siger er deres, er fyldt med små nye ting; babyseng, natskærm, fine bittesmå sparkedragter i kommoden. Signe åbner skuffen af og til, mærker på stoffet og føler, at det hele nu er sandt.
Om morgenen drikker hun te ved vinduet med duft af forårsæbler fra naboens have. Der er ro.
Men nogle aftener, især når Henrik sover, og hun mærker den lille sparke, tænker hun på de år, der gik. Ikke med sorg, mere som gamle sort-hvide billeder: sådan var livet dengang. Måske er det lidt ærgerligt, at femten år gik, uden at hun rigtigt fik det tilbage, hun håbede påeller måske bare ærgerligt for den unge Signe, der så gerne ville lave god mad og dække et festligt, dansk bord.
Hun aner ikke, hvordan det går Morten nu. Birgit sagde, hun så ham i Føtex enganghan så ældre ud. Signe trak bare på skuldrene. Hun ønskede ham ikke noget dårligt. Han var nu bare et andet kapitel, ikke længere en del af hendes historie.
***
Morten sad i køkkenet hos sin mor.
Udenfor var der forår, men i lejligheden føltes det som tidløs vinter: mørke tunge gardiner, de samme gamle nips, og duften af kamfer, suppe og noget fjernt og hengemt.
Hanne stod ved komfuret og snakkede.
Morten, du ser ikke godt ud, jeg har sagt, du skal til læge. Ikke den læge på fabrikken, men en ordentlig én, jeg har hørt om én på Rugårdsvej. Jeg ringer og bestiller.
Mor, jeg har det fint.
Det siger mænd altid, indtil det er for sent. Din far sagde også jeg har det fintog se, hvordan det gik.
Morten stirrede ned i sine hænder.
På bordet lå en blåternet dug. Praktisk.
Hun satte tallerkenen foran ham.
Spis, mens det er varmt. Byggrynssuppe med oksekød. Det kan du li.
Det kan jeg godt, sagde han.
Han tog en skefuld. Suppen var god. Det kunne hun altså.
Du, Morten… sagde hun og satte sig. Har du tænkt over det med Gitte ovre fra nummer tolv? Hun er sød, enlig, egen lejlighed. Hun har spurgt til dig.
Mor…
Hvad? Du er femogfyrre! Man kan ikke leve sådan uden en kvinde, det siger alle. Det er ikke sundt.
Jeg har en kvinde, sagde han pludselig. Og undrede sig straks over sine egne ord.
Har du? Hvem da?
Nej, altså, ikke rigtig. Jeg mener bare, at du skal droppe det der.
Hvordan har du tænkt dig at komme videre, når du bare sidder her og glor ned i dyb tallerken? hun rystede på hovedet. Jeg ser det jo, Morten. Du tænker stadig på Signe. Men hun smed dig ud. Sådan nogle kvinder…
Mor, sagde han skarpt, og hun tav.
De sad lidt. Uret tikkede. Udenfor sang en spurv.
Spis, det bliver koldt, sagde hun til sidst. Hvem sørger ellers for dig?
Suppen smagte godt, han kunne ikke sige andet.
Han tænkte tilbage til oktober, kom hjem, var træt og vrissen, og straks begyndte at pege fingre ad klude, mad og duge.
Han havde aldrig forstået, at det slet ikke handlede om dugen. Men nu gik det langsomt op for ham, hvad det egentlig handlede om. Alt for sent.
Han så nu, at det ikke var Signe, der havde bygget et bur omkring hamdet havde han selv. Først hos mor, så i sit ægteskab, nu var han tilbage, hvor han startede. Og han bar buret med sig, overalt.
Smager det? spurgte moderen.
Det smager godt, mor.
Det siger jeg jo! Uden mig, så gik det da helt galt, sagde Hanne, lettet.
Han sagde ikke mere.
Udenfor sang fuglene, aprilsolen sneg sig ind mellem gardinerne. Morten bøjede hovedet over suppen og spiste op.
***
Samme april stod Signe på altanen i deres nye lejlighed og så ud over byens tage i den lave, lune aftensol. Maven var tung, men hun skulle bare ud og mærke duften af fugtig jord og forår.
Inde i stuen snakkede Henrik lavmælt i telefonen om et eller andet arbejde. På køkkenbordet stod to kopper, lamperne lyste blødt.
Signe lagde hånden på sin mave. Den lille sparkede dovent.
Hej med dig, mumlede hun og smilede tyndt.
Det var både lidt skræmmende og vidunderligt. Der var ingen garantier, men alligevel fyldt med stille, ægte lykkesådan som det kun kan føles en dansk forårsaften med frisk luft, varm lampe, og det bankende, forventningsfulde liv, der vokser i én.
Hun blev stående lidt endnu, inden hun gik ind igen.
