Den høje tjener kom løbende og tilbød at fjerne killingen. Men den to meter høje mand løftede den grædende, pelsede lille fyr og satte ham på nabostolen: — En tallerken til min katteven! Og det bedste stykke kød! – Lad os tage noget dristigt på, næsten som unge nymfer, og gå på en fancy restaurant. Vise os frem og vurdere mændene… Sådan erklærede en af de tre veninder – direktør for en prestigefyldt og dyr privatskole. Hendes stilling forpligtede, så hun havde altid de rette, kloge ord klar. De “nymfer” var 35 år. Det, mente de, var den perfekte alder til korte nederdele og bluser, der fremhæver, snarere end skjuler, deres fortrin. Dyb udskæring, fejlfrit makeup – fuldt kampklar. Restauranten matchede stilen: prangende, eksklusiv og meget dyr. Men det var intet problem. Bordet blev reserveret, de satte sig godt til rette og begyndte straks at fange beundrende blikke fra mænd og misbilligende fra deres damer. Samtalerne drejede som altid om det vigtigste – mænd. Drømme, forventninger og krav blev vendt. Hver ventede på sit ideal: høj, veltrænet, attraktiv og selvsagt velhavende. En, der bærer én på hænder, opfylder ethvert ønske, aldrig plager med snak og aldrig kræver husholdningshjælp. Og hvis han ovenikøbet er af fin slægt – helt perfekt. – Bare ikke som de dér… Veninderne kiggede på hinanden og nikkede mod et selskab bestående af tre muntre, lettere buttede mænd med lidt hårtab. På deres bord stod øl, chips og stakke af bøffer, mens samtalen drejede sig om fodbold og fiskeri. Latteren var høj, oprigtig og helt uceremoniel. – Forfærdeligt. – Så tacky. – Usj. Dommen var entydig: Uplejede, grove, uden skyggen af adel og totalt uegnede for sådanne elegante damer. Og så skete der noget, der øjeblikkeligt ændrede stemningen. Ind i restauranten trådte HAN – en mand, nyligt ankommet i den nyeste røde Ferrari. – Grev Coburg-Kolde fra Saksen! – annoncerede tjeneren ved indgangen. Veninderne skød rygraden – som jagthunde, der fik fært. Høj, atletisk, med nobelt gråt hår og en perfekt siddende habit, der viste sin pris. Diamantmanchetter og kridhvid skjorte fuldendte looket. – Åh… – Hold da op… – Mmm… Udskæringerne lænede sig endnu mere frem, blikkene blev mere direkte. – Dét dér er en mand, – hviskede én. – Grev, lækker og millionær, – tilføjede den anden. – Jeg har i øvrigt altid drømt om Bahamas… siden jeg var barn. Den tredje sagde ikke noget, men hendes blik talte for sig selv. Inden ti minutter blev damerne inviteret over til grevens bord. De gik med værdighed og et strejf af foragt for de andre, især gruppen med øl. Greven var charmerende, begavet selskab, fortalte om sit gamle slægtsnavn, slotte og kunstsamlinger. Konkurrencen voksede mellem veninderne – kun én ville få invitationen til resten af aftenen. Stemningen blev løsnet lidt af maden: hummer, fade med havfrugter og ældgammel, kostbar vin. Damerne spiste, sendte greven lange blikke og drømte nu om mere end bare restauranten. Kinderne glødede, og de var smukkere end nogensinde. Greven var i hopla – han jokede, fortalte historier fra overklassen, og veninderne var ligeglade med, hvad han egentlig ville. Restauranten havde en lille have. Duften fra salen var fristende og nåede derud. Snart dukkede der – nærmest svævede – en lille grå og sulten killing op. Den smuttede mellem bordene og satte sig ved grevens fødder, tydeligvis håbefuld. Forgæves. Grevens ansigt blev forvrænget af væmmelse. Uden tøven sparkede han killingen væk. Den røg flere meter og ramte stolebenet ved det “øl-bord”, hvor de tre mænd sad. Stilheden var larmende. – Jeg hader de beskidte, slægtløse dyr, – erklærede greven højlydt. – På mit slot har jeg kun racerene hunde og de fineste heste. Tjeneren skyndte sig at love: – Vi ordner straks, undskyld… Men én af mændene var allerede oppe. Stor, næsten to meter, rød i hovedet og med knyttede næver. Vennerne prøvede at holde ham tilbage. Han sagde ingenting, løftede killingen op og satte den på stolen. – En tallerken til min pelsede ven! – dundrede han. – Det bedste kød. Lige nu! Tjeneren blev hvid i ansigtet og løb mod køkkenet. Applaus bredte sig. En af “nymferne” rejste sig tavs, nærmede sig kæmpen og sagde: – Flyt dig. Og bestil et glas whisky til en dame. Greven tabte mælet. Et minut senere sluttede de to andre veninder sig til dem, skænkede greven et hånligt blik. De forlod ikke restauranten sammen. Ét selskab talte nu tre – mand, kvinde og grå killing. Tiden gik. I dag er den første veninde gift med den selv samme kæmpe – ejer af et stort investeringsfirma. De to andre giftede sig med hans venner, kendte advokater. Bryllupperne blev holdt samme dag. Nu har de tidligere “nymfer” et helt andet liv: bleer, madlavning, rengøring. Og næsten samtidigt fik de alle døtre. For stadig at kunne nyde yndlingsrestauranten, sender de mændene til fodbold eller fisketur i weekenden, hyrer barnepige og mødes – for at tale om kvindeting. Om mænd. Og grev Coburg-Kolde fra Saksen blev et år senere anholdt. Stor retssag – han viste sig at være en ægteskabssvindler, der bedrog godtroende kvinder. Rigtige mænd er heldigvis noget helt andet. Jeg taler om de tre – med maver, lidt hårtab, uden glamour eller pral, men med ægte ædelmodighed. Sådan er det. Ellers er det slet ikke.

Den rappe tjener var straks på pletten og tilbød at fjerne killingen. Men en mand, nærmest to meter høj og med skuldre bredere end en DSB-perron, samlede den pjevsende, lodne krabat op og satte den prinseligt på nabostolen:
En tallerken til min katteven! Og det fineste kød, I har!

Lad os tage noget vovet på, lidt som unge nymfer og så snupper vi en aften på et fancy restaurant, bare for at vise os frem og tjekke mændene ud…
Sådan udbrød én af de tre veninder, direktør for en snusfornuftig og skamløst dyr privatskole i København. Jobbet forpligter jo, så hun havde altid kloge sætninger klar i passende mængder.

De tre “nymfer” var 35 og ganske overbeviste om, at det var den perfekte alder til korte nederdele og bluser, der fremhævede langt mere end de skjulte. Dybe udskæringer, make-up der kunne imponere enhver beauty-influencer hele den danske krigsmaling.

Restauranten, selvfølgelig, var overdådig, snobbet og med priser, så man får lyst til at tjekke sin bank-app først. Men de kunne snildt betale det: bord blev booket, kjoler justeret, og straks begyndte de at fange beundrende blikke fra mænd og sure blikke fra mændenes ledsagere.

Hvad handler venindesnak om? Ja, mænd, selvfølgelig: drømme, krav og alle de idealer, ingen virkelig lever op til. Hver af dem ventede på sit perfekte eksemplar: høj, veltrænet, flot og økonomisk mere velfunderet end den danske stat. Han skulle bære hende som en vikingeskjold, opfylde alle nykker, ikke kværulere og absolut ikke nævne opvask eller børnefødselsdage. Bonuspoint for adeligt blod.

Bare ikke sådan nogle som dérr…
Veninderne kastede et blik og delte et diskret nik mod en bordfuld af tre glade, halvsvedige mænd med begyndende måne på toppen og slet skjult svaghed for Tuborg, chips og en bjergbestigning af bøffer. Al samtale kredsede om AGF og fisketure. Latteren var høj, hjertelig og aldeles ugenert.

Skrækkeligt.
Usmageligt.
Ej altså.
Dommen var fældet: uskønne, grove, absolut uden blå blod og milevidt fra de glitrende idealskikkelser, som veninderne mente, de matchede. Men netop her tog aftenen en uventet drejning.

Ind i restauranten trådte Han en mand, der netop havde parkeret sin ildrøde Ferrari ud for Kongens Nytorv.
Grev Christian Frederik af Rosenkrantz! proklamerede tjeneren ved indgangen.
Veninderne satte sig straks op som jagtglæder ved duften af krondyr.

Han var høj, slank, med aristokratisk gråt hår, klædt i et jakkesæt, der sikkert kostede mere end årets julebudget. Diamantbesatte manchetknapper og skinnende, hvid skjorte. Intet mindre.

Oh…
Nej, hvor er han bare…
Nøj…
Udskæringerne fik en perfomanceupdate, og blikkene blev så indsmigrende, at selv statuerne rødmede.

Det dér er en mand, hviskede én.
Greven, smuk, og penge på lommen jeg har faktisk drømt om Bahamas siden jeg var seks!
Den tredje sagde ikke noget, men hendes øjne var (på klassisk dansk vis) meget overbevisende.

Ti minutter senere sad damerne ved grevens bord. De marcherede derhen med elegance, sendte oversnobbede blikke til de andre gæster især chips-trioen.

Greven var galant, underholdende og god til salon-samtaler han fortalte om Rosenkrantz-slægtens slotte, malerier og stamtræer, der var mere indviklet end dronningens julepynt. Veninderne kappedes om hans gunst invitationen til en fortsættelse ville kun lande ét sted.

Bølgerne lagde sig, da serveringen kom: hummer, skaldyrsfade, og vin så gammel, at man fik lyst til at tjekke ID. Damerne spiste, sendte døsige blikke mod greven, og forestillede sig allerede deres liv gift med titel og Ferrari. Kinderne blev rosa, og de var aldeles uimodståelige.

Greven var i sit es vittig, veltalende og blændende elegant. Efterhånden var damerne ret ligeglade med, hvor festen fortsatte.

Til restauranten hørte en lille gårdhave, duftene nåede så langt som ud i natteluften. Og ud sprang pludselig en spæd, grå kattekilling tynd og sulten. Den sneg sig forbi bordene og prikkede på grevens sko, ivrig efter lidt opmærksomhed.

Det var dumt.

Grevens ansigt fortrak sig i aristokratisk væmmelse. Uden at blinke puffede han killingen bort med sin lædersko. Den lille røg hen over gulvet og hamrede ind i bordbenet hos trioen med chips. Stilhed bredte sig som ny vasket sne.

Jeg hader de beskidte, blandingsdyr, sagde greven højt. Hos mig på slottet er kun racehunde og Danmarks bedste heste!
Tjeneren sprang straks til:
Det det ordner vi, vores undskyldninger…

Han ville fjerne killingen, men én af mændene kæmpehøj, rød i kinderne, knyttede næver rejste sig.
Han tog killingen op og satte den på stolen:
En tallerken til min lodne ven! Og det bedste oksekød. NU!
Tjeneren blev kridhvid og løb mod køkkenet. Applausen rullede gennem restauranten.

Én af “nymferne” rejste sig uden et ord, gik hen til kæmpen og sagde:
Ryk dig, og bestil en whisky til damen.

Greven sad lamslået.

Kort efter sluttede de to andre veninder sig til, med et blikspark til greven, der var mere køligt end en vestjysk novembernat.

De forlod restauranten ikke som én stor gruppe, men som en ny alliance: mand, kvinde, killing.

Tiden gik. I dag er den første veninde gift med den kæmpestore mand ejer af et investeringsfirma, som selv Berlingske ville respektere. De to andre giftede sig med hans venner, begge advokater, hvis forsidebilleder hænger på væggene i Nyhavn. Bryllupperne? Samme dag. Fordi hvorfor ikke.

Nu har fordums “nymfer” fået nye liv: bleer, madlavning, rengøring, og næsten samtidig dukkede der små piger op i børneværelserne.

Men for at krydre hverdagen, sender de mændene til fodboldkamp eller på fisketur lørdag aften, ringer til en barnepige og mødes atter til snak om det eneste vigtige. Kvindeting. Mænd.

Og Grev Christian Frederik blev, et år senere, anholdt. Storstilet retssag ægteskabssvindler, der havde charmere og snydt godtroende kvinder fra alle de fine postnumre.

Dem med rigtige hjerter blev heldigvis ikke berørt.

Jeg taler om trioen dem med mave, begyndende måne, og ikke én eneste sløjfe på slipset, men et hjerte af guld.

Sådan går det.

Ellers går det slet ikke.