Karen blev gift som 20-årig, og som 22-årig fik hun sit første og eneste barn. Hun var aldrig særlig glad for børn. Da hendes søn blev født, overdrog Karen og hendes mand ham til bedstemoderens omsorg. De sendte hende penge hver måned, omkring 500 kroner, og levede livet som de ville. Efter to år døde bedstemoren, og de måtte tage sønnen hjem igen. Karen blev vred på sin søn og lod ham ofte passe sig selv. Hun sendte ham tidligt i vuggestue for ikke at skulle se ham for meget, og derefter direkte i børnehave. Da han kom i skole, blev han drillet.
Han kunne hverken læse eller skrive. Skolen prøvede flere gange at få forældrene til at komme til samtale, men Karen havde aldrig tid. En dag kom hendes mand dog til skolen. Lærerne benyttede lejligheden og fortalte ham om sønnens problemer og opførsel. Da han kom hjem, slog han sønnen med et bælte. Da drengen var færdig med skolen, sendte Karen ham i arbejde på en fabrik. Der mødte han sin kommende hustru, og med tiden fik fabriksledelsen tildelt dem en lille lejlighed i Aalborg. Da Karen fik børnebørn, var hun også ligeglad med dem.
Af og til sendte hun et par hundrede kroner til børnebørnene ved juletid. Tiden kom, hvor Karen skulle pensioneres. Hun ville gerne holde en stor fest. Derfor kontaktede hun sin søn: “Jeg har overført nogle penge til din konto. Tag Marie med, køb mad og lidt pynt. Vi fejrer min pension hjemme hos jer.” “Ja, mor.” Sønnen og hans kone sendte deres børn til bedsteforældrenes sommerhus for at gøre klar til fest. Da alt var klart, kom Karen. Hun var tilfreds. “Fint nok, nu må I smutte i køkkenet.
Gæsterne kommer snart, og vi skal tage imod dem. I må vente til vi sidder alene, når de er taget hjem.” Sønnen og svigerdatteren gjorde som Karen sagde og gik i køkkenet. Gæsterne spiste, drak og dansede hele natten. Da de var taget hjem, trådte Karen ind i køkkenet og sagde: “Der er én kage tilbage, del den mellem jer. Jeg har det ikke godt, vi tager hjem nu, jeg magter ikke at sidde med jer.” Sønnen blev dybt såret. En uge senere ringede Karen: “Søn, jeg skal opereres. Kan du komme med nogle ting? Jeg sender en liste.” “Nej, vi tager på ferie med Marie. Du må ringe til far. Farvel.” På den måde lærte Karen, at verden ikke altid drejer rundt om én selv, og det er vigtigt at give andre opmærksomhed og omsorg, hvis man ønsker at modtage det tilbage.
