For mange år siden gik der en hjemløs kvinde rundt i København med tre store kufferter. Folk rystede på hovedet ad hende, og i hele seksten år troede alle, at hun var blevet skør. Men sandheden skulle vise sig en dag
Hende som folk talte om hed Karen Johansen, en kvik ældre dame som lige havde rundet de firs. I sine yngre dage havde Karen arbejdet som maskinarbejder på en fabrik, og da hun som 65-årig blev opsagt på grund af nedskæringer, nægtede hun at give op. Hun satte sig på skolebænken igen og uddannede sig til juridisk assistent, for der var stadig krummer i hende. Med håb om at finde arbejde tog Karen toget til København, hvor hun tænkte, at der måtte være brug for en kvinde med hendes erfaring.
Men det var svært for en aldrende kvinde at få foden indenfor i hovedstaden, og hun måtte nøjes med midlertidige jobs. Til sidst slog indtægten ikke til, og hun mistede sin lejlighed. Ofte fandt hun ly i herberger eller på en bænk i Kongens Have, sammenrullet i sin sovepose. Hun fik dog folkepension, men der var noget underligt nogle måneder fik hun kun 2.000 kroner, andre gange op til 6.000 kroner. Karen forsøgte at få klarhed over sagen, men ingen ville rigtigt lytte til en hjemløs kvindes klager.
Karen fattede mistanke om, at der var rod i papirerne. Derfor brugte hun aldrig sine pensionstjek, men gemte dem alle og sendte dem adskillige gange retur til Udbetaling Danmark med nye forespørgsler. Sideløbende førte hun nøje korrespondance og arkiverede hvert eneste brev i sine tre tunge kufferter. Hun havde fire voksne børn, og i al den tid ledte hendes datter, som boede i Odense, efter sin mor i København. Karen ringede kun sjældent til sine børn og sagde altid, at hun havde det fint hun fortalte aldrig, at hun levede på gaden. Datteren bad hende komme hjem, men Karen nægtede; hun ville ikke forlade København, før pengesagen var opklaret.
Efterhånden begyndte folk at tro, at Karen var blevet tosset, fordi hun altid slæbte rundt på sine store kufferter. Alle sagde, at jeg bare slæbte på gammelt ragelse, fortalte hun engang. Men Karen gav ikke op. Hun boede nu på et herberg i seksten år. En dag fortalte Karen sin historie til socialarbejderen Katrine. Katrine fik lov at kigge i kufferterne, og hun blev overrasket over at se, hvor sirligt alle papirerne var organiseret efter dato. Det gik op for hende, at Karen havde ret det offentlige skyldte hende en formue.
Katrine hjalp Karen med at finde en advokat, og pludselig begyndte sagsbehandlerne at reagere. Den 23. august blev der indsat 675.000 kroner på Karens konto. Hendes advokat mente endda, at det ikke engang var det fulde beløb. Karen kunne knap nok tro, at hun endelig var blevet hørt. Hun lejede straks en lille lejlighed og flyttede ud fra herberget med sine kufferter.
I seksten år troede alle, at Karen var blevet gal, og selv hendes datter mistede troen på hende. Hvis ikke Katrine tilfældigvis var kommet ind i hendes liv, havde Karen formentlig stadig siddet ved Hovedbanegården med sine tre kufferter. Hun beviste for alle, at det betaler sig at holde ved og kæmpe for retfærdigheden, selvom ingen tror på én.
