– Rikke, kan du høre mig? – Thomas stemme lød rolig, næsten forretningsagtig, som fortalte han om noget ligegyldigt, som at der ikke var mere rugbrød i køkkenet.
Rikke stod ved vinduet og kiggede ud på gården. Ude i hjørnet groede en gammel hyld, som hun plantede for treogtyve år siden, det år de flyttede ind i huset. Hylden havde vokset sig bred, selvsikker. Af en eller anden grund kom Rikke pludselig til at tænke på det netop nu.
– Jeg hører dig, sagde hun stille.
– Jeg vil bare have, du forstår det rigtigt. Det betyder jo ikke, alt er skidt. Sådan gik det bare.
Hun drejede sig om. Thomas sad ved bordet med hænderne foldet foran sig, som til et forretningsmøde. Enogtres år gammel, høj, velklædt, med den der rankhed, som mænd får, når penge ikke længere er en bekymring. Seksogtyve år havde hun kendt det ansigt. Hun vidste, hvordan han rynkede brynene lige før en vigtig samtale, hvordan han trommede med fingrene, når han var anspændt. Han trommede ikke nu. Det var mærkeligt.
– Sådan gik det bare, gentog hun. – Er det alt?
– Rikke, lad nu være.
– Hvordan lade være?
Han rejste sig, gik lidt frem og tilbage i det rummelige, lyse køkken. De havde selv valgt inventaret fra Italien otte år tidligere. Rikke havde brugt lang tid på at diskutere farverne. Hun ville have cremefarvet; Thomas insisterede på hvidt. Det endte med, hun gav sig. Det var ofte sådan.
– Jeg skylder dig ikke nogen forklaring, sagde han. – Men jeg giver dig en, fordi jeg har respekt for dig.
– Respekt.
– Ja. Vi har haft et godt liv. Vi mangler ikke noget. Børnene er voksne. Jeg vil undgå ballade.
Noget tungt lagde sig over Rikkes bryst. Ikke smerte, mere en særlig form for bedøvelse, som når noget alt for stort langsomt synker ind.
– Du tager afsted, sagde hun. Hun spurgte ikke, bare sagde det.
– Jeg tager afsted, bekræftede han. – Ikke for altid. Jeg har brug for lidt tid.
– Tid, gentog hun igen. Hun bemærkede, at hun havde gjort det flere gange nu. Som om hun skulle flytte hans ord et andet sted hen, for at forstå dem.
Thomas kom hen for at tage hendes hånd. Hun trak sig en anelse væk. Han så det.
– Bliv ikke vred, sagde han.
– Jeg er ikke vred.
– Rikke…
– Jeg er ikke vred, Thomas. Jeg tænker bare.
Han blev stående lidt, nikkede, så forlod han køkkenet. Hun kunne høre ham rumstere i soveværelset, skabet der gik op og i. Han samlede nogle ting sammen. Ikke det hele, kun noget. Ikke for altid, havde han sagt. Udenfor begyndte fuglene i hylden allerede at hakke i de røde bær. Det betød en tidlig vinter, havde hendes mor sagt. Moren var død for syv år siden, og stadig tænkte Rikke ind i mellem, at hun skulle ringe. Og så huskede hun.
Hun var otteoghalvtreds.
***
Veninden Gitte mødte op næste dag uden forvarsel, ringede først ude fra opgangen.
– Luk op, jeg står nede foran.
– Gitte, jeg er ikke klædt på.
– Så kom i tøjet. Jeg venter.
Gitte Hansen havde Rikke kendt siden studietiden. Syvogtredive års venskab, hvis man skulle regne det efter. Gitte var larmende, direkte, og ikke bange for at træde over nogen grænser. For tre år siden havde Gitte selv forladt sin Anders, grædt længe, så pludselig stoppet og startet en lille hobbyforretning. Butikken gav ikke meget, men til gengæld ro, og Gitte sagde, at hun følte sig friere end længe.
De sad i køkkenet. Gitte havde krammet Rikke helt uden omsvøb, og det stak i øjnene på Rikke, men hun græd ikke.
– Fortæl, sagde Gitte og hældte te op.
– Du ved det vel allerede.
– Vil høre det fra dig.
Rikke fortalte, kort og uden de store detaljer. Thomas havde sagt, han tog afsted. Ikke for altid. Han havde brug for tid. Hun havde ikke spurgt, hvem han gik til. Ikke fordi hun ikke anede det. Men hvis hun spurgte, gjorde hun det virkeligt, og så længe hun lod være, kunne usikkerheden blive ved at ligge og skvulpe.
– Du spurgte ham ikke, hvem? Gitte kiggede skarpt på hende.
– Nej.
– Rikke…
– Hvad?
– Du ved det godt, ikke?
En pause. Udenfor lo nogen, nogen snakkede. Livet fortsatte i sin egen takt, uanfægtet.
– Jeg ved det vist godt, sagde Rikke. – Hendes assistent. Signe. Hun er toogtredive.
Gitte var stille lidt.
– Har det stået på længe?
– Jeg ved det ikke. Et år? Måske mere. Jeg lagde mærke til noget. Men jeg lod være med at tænke på det.
– Hvorfor?
Rikke stirrede ned i sin kop. Fine kopper, fra det stel, de havde hentet i Prag for en ti år siden. Det havde været en god tur. Dengang havde Thomas stadig grinet, stadig holdt hende i hånden på Karlsbroen.
– For hvis jeg tænkte over det, blev jeg nødt til at gøre noget, sagde hun til sidst. – Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg har ikke arbejdet i seksogtyve år, Gitte. Forstår du? Først børn, så hus og så gik tiden bare.
– Han sørgede for dig.
– Ja. Jeg tog mig af børnene, huset, hans forældre, da de blev syge. Jeg var hun lavede en pause, – en del af hans liv. En vigtig del. Troede jeg.
– Tror du ikke, det var rigtigt?
– Jeg tror, jeg var en bekvem del. – Det var sagligt, ingen bitterhed, kun konstatering. – Jeg var sådan en, der ikke lavede bøvl. Accepterede alt. Hvidt køkken, ikke creme. Sommerferie i fjeldet frem for Spanien. Middag klokken otte, ikke syv. Alting, som han ville have det.
Gitte så stille på hende, uvant tavs for en gangs skyld.
– Er du vred? spurgte hun til sidst.
– Ikke endnu. Måske bliver jeg det.
– Og nu?
Rikke tænkte sig om. Stemmerne ude fra gården var forstummet. Hylden stod på sin plads.
– Nu prøver jeg at huske, hvad jeg selv kan lide, sagde hun sagte. – Udenfor alt det her. Udenfor hans verdensorden. Og jeg synes faktisk, det er svært at komme i tanke om. Det føles mærkeligt.
Gitte lagde sin hånd over Rikkes. Sagde ingenting. Og det var præcis det, der var nødvendigt.
***
Tre dage senere ringede datteren. Marie boede i Aarhus med mand og børn. Fireogtredive. Hun havde altid været fars pige, hurtig i replikken, praktisk af sind.
– Mor, far har sagt det. Hvordan har du det?
– Jeg har det fint.
– Mor… Fint er ikke et svar.
– Marie, jeg mener faktisk, jeg har det fint. Jeg tænker bare.
– Hvad tænker du på? – Den dér bestemte tone, der altid kom, når hun allerede havde valgt nogen side, bare ikke sagde det endnu.
– På alt muligt.
– Far siger, det er midlertidigt. At I bare har brug for lidt
– Marie, afbrød Rikke, roligt men bestemt. – Jeg vil ikke snakke om det gennem dig. Hverken dig eller Peter. Det her er mellem mig og din far. Okay?
Pause.
– Okay, sagde Marie. Hun sagde det blidere: – Er du alene?
– Ja. Jeg har det godt.
– Skal jeg komme og være hos dig?
– Nej, det behøver du ikke. Når jeg har brug for det, siger jeg til.
Rikke lagde røret og blev bare siddende i stolen. Sønnen, Peter, boede i København. Han havde ikke ringet. Typisk. Peter havde altid undveget svære samtaler og dækket sig ind i arbejde og travlhed. Mor, du ved jeg har et projekt.
Hun forstod ham.
Rikke gik rundt i lejligheden. Fire værelser, rummelig gang, to badeværelser. Alt pænt, alt hvor det skulle være. Hun havde altid sørget for det. Rigtige planter i vinduerne, ikke plastik. Gardinerne fulgte årstiden. I køkkenet duftede der beroligende; hun lavede selv små poser med lavendel, som hun lagde i skufferne.
Hjemmet var smukt. Men på én eller anden måde fremmed.
Nej ikke fremmed. Mere som et museum, hvor alle ting er rigtigt placeret, men ikke siger noget om den, der bor der.
Hun standsede ved bogreolen. På midterste hylde stod hendes egne bøger. Ikke mange. Gaver for det meste. Kogebøger. Nogle romaner. En slidt digtsamling fra skoletiden. Hun tog den, bladrede, læste et par linjer. Noget i hende rørte på sig, stille.
Hun havde ikke læst digte i tyve år. Der havde aldrig været tid.
***
Thomas ringede ugen efter. Hans stemme lød lidt undskyldende, men også med den dér hårdhed, der siger, der ikke kan ændres noget.
– Rikke, vi skal have talt sammen.
– Sig frem.
– Jeg synes, vi skal mødes.
– Fint. Hvornår passer det dig?
Pause. Han havde nok regnet med tårer. Bebrejdelser. Spørgsmål. Hun gav ham intet af det.
– I morgen kl. 14? Jeg kommer hjem.
– Fint.
Han kom præcis kl. to. Det var så typisk Thomas. Punktlighed var hans stolthed. Hun satte vand over, ikke for hyggens skyld, men for at have noget at tage sig til.
– Du ser godt ud, sagde han, da han satte sig.
– Tak.
– Rikke, jeg vil ikke have, du tror…
– Thomas, lad nu være. Hvad vil du sige?
Han tav, stoppet af hendes tone.
– Jeg vil skilles, sagde han stille. – Rigtigt. Vi er voksne. Det nytter ikke at trække tiden.
– Fint.
– Fint?
– Jeg vil ikke stå i vejen.
– Rikke. – Han så på hende med det blik, hun plejede at tolke som omsorg, men nu læste anderledes. – Jeg skal nok sørge for dig. Du får lejligheden. Jeg betaler dig penge. Du skal ikke mangle noget.
– Du betaler mig penge, gentog hun. Hun hørte sin egen gentagelse. Måske var det blevet en vane.
– Nå ja. Du har jo ikke arbejdet. Du skal have noget at leve for.
Kedlen peb. Hun rejste sig uden hast, lavede te.
– Thomas, sagde hun, mens hun stillede kopperne. – Kan du huske, da din mor var syg? Jeg tog hen til hende hver uge i tre år, gav hende medicin, købte ind, talte med lægerne. Du havde travlt.
– Det kan jeg selvfølgelig.
– Og da Marie skulle have nummer to med graviditetskvalme. Jeg boede hos dem en måned. Lavede mad, vaskede, stod op om natten til den store.
– Rikke, hvad vil du sige?
– At det lyder, som om du gør mig en tjeneste, når du siger jeg betaler dig penge. Som om jeg aldrig lavede andet end at leve for dine penge.
Han åbnede munden. Lukkede den igen.
– Det var ikke dét, jeg mente.
– Jeg ved præcis, hvad du mente. At du gerne ville være den gode. – Hun satte sig overfor. – Jeg er ikke vred, Thomas. Men jeg vil ikke lade som om, du gør mig en tjeneste. Begge ved vi, det ikke passer.
Han sagde intet længe. Noget i hans ansigt blev mindre sikkert.
– Du har ændret dig, sagde han.
– På en uge?
– På den uge, ja.
Hun tog sin kop, nippede til teen, kiggede ud. Ude fodrede den gamle dame i blåt, hun så hver dag, men ikke engang kendte navnet på, de store brevdueflokke.
– Med hensyn til pengene, sagde Rikke. – Jeg vil have min del af det hele – men jeg vil ikke have, at du giver mig lommepenge. Jeg vil ikke sættes i den rolle.
– Rikke, jeg…
– Lad mig sige til ende. – Hun stillede koppen. – I seksogtyve år har jeg holdt hus, ikke været umulig, ikke krævet mere, end du kunne give. Jeg har taget mig af alt. Jeg droppede min karriere, for du sagde: Rikke, hvad skal du med teateret? Jeg klarer os. Og jeg sagde ja. Det gjorde jeg. Jeg fortryder det ikke. Men lad os kalde det, hvad det var: Det var et job. Og jeg lavede det godt.
Der blev stille. Thomas så ned i bordet.
– Jeg har aldrig sagt, du lavede noget forkert, sagde han lavt.
– Du sagde bare, du ville sørge for mig. Som om jeg var et barn. Jeg er otteoghalvtreds, Thomas.
Han rejste sig. Gik hen til vinduet, stod der længe. Hylden udenfor stod rød og rolig.
– Du har ret, sagde han stille. – Du har ret, Rikke.
Hun forstod knap hvad han sagde.
– Lad os gå til advokaterne. Uden ballade, sagde han.
– Jeg er indforstået.
Han tog sin frakke. Ved døren vendte han sig.
– Rikke jeg… – han gik i stå.
– Lad være, sagde hun. – Lad nu bare være. Gå.
Han forsvandt. Hun blev siddende længe, smsede så til Gitte: Vi har snakket. Jeg bliver skilt. Alt er ok.
Gitte svarede straks: Godt gået. Kom forbi butikken i morgen. Jeg har fået nye broderigarner ind. Du kunne jo altid lide at sy.
Rikke smilede. Hun havde faktisk elsket at brodere. Engang for mange år siden.
***
De næste to uger føltes mærkelige. Ikke dårlige, ikke gode. Som om nogen havde løftet hende ud af rammen og lagt hende frit på bordet. Nu var der ingen ramme men ingen retning heller.
Hun tog hen til Gittes butik, Tråd og Sting, et lille lokale i stueplan. Det duftede af garn og træ. Rækkerne af garn, broderistof, trærammer. Rikke lod hænderne glide over alting. Mohair. Bomuld. Silketråde. Noget tøede op indeni.
– Prøv her, sagde Gitte og rakte hende en ramme med groft stof. – Det er for begyndere. Men du må gerne tage en sværere.
– Jeg kan det jo godt.
– Kunne! For tredive år siden.
– Det glemmer man ikke.
– Vi får se, smilede Gitte.
Rikke købte stof, tråd og nåle. Hjemme satte hun sig ved vinduet, betragtede mønsteret. Så begyndte hun. De første sting blev ujævne. Hun trak dem op. Begyndte forfra. Langsommere. Mere fokuseret. Snart kunne fingrene huske.
Hun syede i tre timer uden at mærke tiden.
Det var mærkeligt. Men rart.
***
Peter ringede sidst i oktober. Nu var der gået halvanden måned siden samtalen med Thomas.
– Hej mor. Hvordan går det?
– Fint. Hvad med dig?
– Også fint. Mor, jeg ville altså Far sagde, du havde sagt nej til støtte. Er det rigtigt?
– Ikke helt. Jeg sagde nej til at modtage lommepenge fra ham ikke til min halvdel.
– Det er vel praktisk. Du arbejder jo ikke, du skal have penge til at leve for.
– Peter, jeg er otteoghalvtreds, ikke ottiy. Jeg kan klare mig selv.
– Hvad vil du så lave?
Godt spørgsmål. Hun havde tænkt over det. Teaterstudiet, hun droppede for at blive gift, var langt væk nu. Det blev ikke aktuelt igen. Men hun havde altid elsket sprog. Var god til fransk engang. Så spændte på at prøve det igen.
– Det ved jeg ikke endnu, svarede hun ærligt. – Men jeg skal nok finde på noget.
– Hvis du har brug for hjælp, så sig det.
– Det gør jeg, sagde hun. Så blødere: – Peter, du er et godt menneske. Men lad være med at redde mig. Jeg har ikke brug for det.
Han sagde ingenting et øjeblik.
– Okay, mor. Ring.
Efter samtalen fandt hun sin gamle ordbog og notesbøger frem. De lå gemt bag uldtrøjer. Skriften var ung og fast nærmest ukendt. Som skrevet af en anden kvinde.
Det var det måske også.
***
Advokaten, Claus, var rolig, ældre herre. Han lyttede, stillede spørgsmål, nikkede.
– Jeres fælles formue deles fifty-fifty. Lejlighed, sommerhus, konti. Det handler om, hvordan I vil dele.
– Jeg vil beholde lejligheden, sagde Rikke. – Han har selv tilbudt det.
– Så skal han have kompensation.
– Eller sommerhuset.
– Ja, sådan kan det gøres. Er I forsonlige?
– Helt uden ballade.
Claus løftede blikket.
– Det sker ikke tit.
– Jeg ved det.
– Jeg går i gang. Det tager cirka en måned.
Hun gik ud på gaden. En stille novemberdag, gråvejr og lav himmel. Hun gik længe bare rundt. Ballerup var hendes by. Hun var født her, mødte Thomas her, blev boende. Hun kendte dens baggårde, hvor man fik det bedste brød, hvor vildæblerne groede, hvor dompapperne kom om vinteren.
Det var også hendes. Noget småt, men ægte.
Hun satte sig på en café. Beskeden, med træborde og et roligt klientel. Hun bestilte kaffe og æblekage. Sad og kiggede udover gaden. Tænkte ikke på noget særligt. Bare var. Kaffen var varm, folk smilede, hun lod tiden gå.
Og mærkede, hvor længe det var siden, hun bare havde siddet et sted. Uden planer, uden at opfylde andres behov.
Ved bordet ved siden af sad to kvinder på hendes alder, grinede over et eller andet. Den én havde skriggrøn uldsjæl, den anden sjove, runde briller. Rikke betragtede dem længe. Tænkte sån skal dét mærkes. Man lever. Griner. Vælger sine egne sjaler.
Hun drak færdig, efterlod drikkepenge og gik ud.
***
I december ringede Marie. Lydende var nu mere rolige.
– Mor, jeg kommer til nytår. Alene. Uden Mads og børnene. Må jeg?
– Selvfølgelig. Og de andre?
– De tager til hans familie. Jeg sagde, jeg ville hjem til dig. Pause. – Mor, jeg tog fejl i starten. Jeg troede, jeg skulle hjælpe jer, får det hele på gled. Og så forstod jeg det var ikke mit valg at tage.
– Marie…
– Nej, nu lyt. Jeg frygtede, du ville gå i stå, ikke klare dig. Far har jo altid ordnet alt. Og du, du har… været lidt usynlig. – Hun tøvede for at finde ordet.
– I skyggen? foreslog Rikke.
– Ja. Men du gik ikke i stå. Og det… det har forandret noget for mig.
– Hvad har forandret sig?
– Jeg tænker mere på, hvad jeg selv vil. Ikke bare hvad alle andre vil. Jeg ved godt, det lyder egoistisk.
– Det gør det ikke.
– Virkelig?
– Virkelig. Det hedder at kende sig selv.
De snakkede en time mere. Om børn, arbejde, Maries drøm om at tegne, noget hun altid havde udskudt. Rikke lyttede og følte noget varmt og nært. Ikke stolthed noget andet. En slags genkendelse. Som at se et glimt af den, hun gerne selv vil være.
***
Marie kom den niogtyvende. Hun havde vin, ost og fjollede sutsko med. De pyntede juletræet mens gamle sange fra YouTube spillede. Marie lo ad Rikkes besvær med teknikken, og Rikke lo med.
Det føltes rigtigt.
Til nytår kom også Gitte. Hun bragte hjemmebagte horn og syltede agurker. De sad omkring bordet, drak vin, snakkede. Ikke om Thomas. Om rejser, ønsker, muligheder. Gitte ville til Grønland, Marie ville til Syden, Rikke sagde: Jeg vil til Paris.
– Paris? Gitte løftede brynet.
– Jeg læste fransk i min ungdom. Vil se, hvad der sidder fast.
– Alene?
– Måske. Eller med nogen. Vi får at se.
Marie så på sin mor. Længe. Så smilede hun.
– Du har ændret dig, mor.
– Du er den anden, der siger det.
– Første var far?
– Ja.
– Hvordan lød det?
Rikke tænkte sig om.
– Som en anklage. Som om jeg ikke overholdt spillereglerne.
– Og nu?
– Nu lyder det som ros.
Gitte løftede sit glas.
– For kvinder, der bryder spillereglerne.
De skålede. Fyrværkeriet begyndte. Rikke kiggede ud i natten og mærkede, at for første gang i mange år var det hendes eget hendes nye begyndelse.
***
I januar meldte hun sig til franskkursus på en privat sprogskole. Gruppen var broget: to unge, en midaldrende kvinde, en ældre herre, Lars, der ville læse Balzac på originalsproget.
– Det er lovværdigt, sagde underviseren, en ung fyr ved navn Mads, lettere forbløffet.
– Alt, man gør for sig selv, er godt, sagde Lars rank.
Rikke nikkede tavst.
Fransk var svært. Struktur og grammatik gled væk, artikelrod, fejl hvert andet øjeblik. Det var uvant. Hun havde ikke prøvet noget nyt længe.
Efter tredje lektion standsede Mads hende.
– Rikke, du har en smuk udtale. Hvorfra?
– Læste fransk som ung.
– Bliv ved. Det har betydning.
På vej hjem tænkte hun over det. Smuk udtale. Det var hendes. Alt for længe havde ingen haft brug for det.
***
Skilsmissepapirerne blev underskrevet i februar. Ingen overflødige ord, hos advokaten. Thomas så træt ud. Hun følte sig det fornemmede hun på hans blik anderledes, end han havde forventet.
– Hvordan har du det? spurgte han i opgangen.
– Fint.
– Oprigtigt?
– Ja.
Han så længe på hende. Hans blik rummede noget, hun ikke kendte. Ikke skyld, ikke fortrydelse. Mere vildrede. Som om han fik noget andet, end han troede.
– Er du startet til noget? Gitte nævnte noget.
– Franskkursus. Og akvarelmaling.
– Maler du nu? Det har du da aldrig?
– Ikke før. Nu gør jeg.
Han nikkede. Tog frakken på. Ved døren standsede han.
– Rikke… jeg… han brød af, som sidst i lejligheden.
– Thomas, sagde hun. – Du er et godt menneske. Vi passede bare ikke sammen. Eller gjorde, men på hver sin måde. Lev jeres liv.
Han så på hende et par slag. Så var han væk.
Hun stod stille. Bag glasdøren lå gaden, sne, folk på vej. En helt almindelig dag. Efter seksogtyve års ægteskab var det forbi. Hun havde troet, det blev dramatisk men det var stille. Bare stille.
Hun gik ud. Duften af sne og noget friskt. Hun kiggede op mod himlen. Snefnuggene sjaskede bløde mod huden.
Hun gik en omvej hjem. Langsomt, gennem parken.
***
Akvarelmaling var sværere end fransk. Farverne løb, blev sjappede, papiret bulede. Underviseren, Kirsten, en frisk kvinde i halvtredserne, så på Rikkes forsøg uden skældud.
– Du vil styre det, sagde hun. – Det virker ikke. Akvarel vil have tillid.
– Hvad vil den have?
– At du slipper. Læg vand, farve … og giv slip.
Rikke prøvede. Det gik dårligt. Så lidt bedre. Hendes værker var skæve, uperfekte men hendes. Hendes blå pletter. Hendes træer.
En dag standsede Kirsten ved hylden. Rikke havde forsøgt sig med et motiv: hylden udenfor. Røde bær, sorte grene, gråt lys.
– Det er ægte, sagde Kirsten.
– Det er sjusket.
– Men ægte er ikke nødvendigvis pænt.
Rikke så på billedet. På maleriet var hylden forvandlet. Ikke, som den så ud, men som hun mærkede den.
Det var en vigtig forskel.
***
Om foråret kom Marie med familien på ugebesøg. Om aftenen sad mor og datter i køkkenet, mens Mads så tv og børnene sov.
– Er du lykkelig? spurgte Marie.
– Det er et svært spørgsmål.
– Hvorfor?
– Før vidste jeg, hvad lykke var. Et godt hjem, god familie. Nu… ved jeg det ikke. Jeg har det godt. Det er ikke det samme.
– Hvad er det?
Rikke tænkte.
– Når man vågner, og dagen tilhører én selv. Ikke nogen andens behov eller skema. Bare én selv. Lyder det fjollet?
– Nej, sagde Marie stille. – Ikke spor.
– Tænker du på dig selv?
– Mere nu. Jeg har meldt mig til at male. Ligesom dig.
– Er det rigtigt?
– Ja. Akvarel. Søndag eftermiddag. Mads var skeptisk, nu har han vænnet sig til det.
Rikke kiggede på datteren. Fireogtredive, klog og lidt lukket, altid lidt i skyggen ligesom hun selv engang var.
– Marie, sagde hun. – Du behøver ikke følge mit eksempel.
– Det gør jeg heller ikke. Jeg lærer bare.
– Af mig?
– Du gjorde noget, jeg ikke kan forestille mig. Du gik ikke i stykker. Du blev ikke forbitret, flyttede ikke hjem til os for at blive passet. Du begyndte bare forfra. Som otteoghalvtredsårig.
Rikke var stille længe.
– Jeg vidste ikke, det så sådan ud udefra.
– Det gør det.
– Ved du, hvordan det føles indefra? Skræmmende. For man kender kun halvdelen af sig selv. Efter tredive år ved man ikke engang sin yndlingsfarve.
– Ved du det nu?
– Nu ved jeg det. Blå. Som i akvarellen.
Marie smilede. De sad tavse lidt, så rejste Marie sig og krammede sin mor. Fast. Som Gitte gjorde dengang.
– Mor. Du er sej.
– Det er du også.
***
Om sommeren foreslog Gitte en tur til Sydfyn ti dage med en lille gruppe, arrangeret tur men med albuerum.
– Jeg har aldrig rejst uden Thomas, sagde Rikke.
– Jeg ved det. Det er jo netop derfor.
– Gitte, jeg er ikke til rygsække og telt.
– Der er hytter. Rigtige senge. Skal vi?
Rikke grublede i tre dage. Så sagde hun ja.
Sydfyn var en anden verden. Søer med himmel, fyrretræer som søjler, stilhed der ikke var tom. Fugle, vand, blød vind.
Rikke havde akvarel med.
Hun malede dagligt. Sad ved vandet, så og malede. Hendes billeder var uperfekte. Men ægte. Det kunne hun mærke ikke med hovedet, men et sted dybt i sig.
På fjerdedagen, ved søbredden, mærkede hun noget nyt.
Hun tænkte ikke på Thomas. Ikke mere. Ikke på trods, men fordi hans historie var færdig. Uden bitterhed, uden tilgivelse. Som når en bog er slut. Man lægger den væk, tager en ny.
Det var nyt. Og godt.
Gitte kiggede over skulderen.
– Det er flot, sagde hun.
– Synes du?
– Klart. Det kunne jeg hænge op.
Rikke så på billedet. Stille sø, fyr, morgensol. Snusket men levende.
– Måske gør jeg det, sagde hun.
***
I september fyldte hun nioghalvtreds. Hun lavede middag. Gitte, naboen Lene, to fra hendes malekursus kom. Marie ringede på video under maden børn, børnebørn. Larm, grin og tegnede kort.
Rikke kiggede på telefonen og tænkte: Sådan skal det være. Ikke pænt og stille. Kaotisk, men ægte.
Peter sendte penge via MobilePay og skrev: Tillykke, mor. Vi ses snart. Hun smilede. Peter var Peter.
Gitte rejste sit glas.
– For Rikke. For en kvinde, der i løbet af ét år blev sig selv.
– Jeg har altid været mig, protesterede Rikke.
– Nej, sagde Gitte, – det er først nu.
Rikke sagde ikke imod. Måske havde hun ret.
***
I oktober hængte hun sit fynske akvarelbillede op over sofaen. Før hang der en stor plakat, Thomas havde udvalgt. Noget pænt, men ligegyldigt. Den pakkede hun væk. Nu hang søen.
Hun stod foran billedet. Det så ikke perfekt ud. Men det var hendes.
Måske var det dét, der var værdifuldt: Ikke hvad der er kønt, men hvad der er ens eget.
Hun stod der længe. Så ringede telefonen. Ukendt nummer.
– Hallo?
– Rikke Hansen? Det er Mads fra sprogskolen. Du efterlod dit nummer. Ville bare sige, vi starter samtaleklubaften. Hver onsdag, kun fransk. Kun snakke, ingen grammatik. Er du interesseret?
Hun så på sin akvarel. Søen, tågen.
– Ja, sagde hun. – Skriv mig op.
November kom stille. Rikke gik hjem fra fransk time, med en pose med en fransk roman købt på vejen. Den havde hun valgt bare efter følelse.
Nede ved opgangen stod Thomas.
Hun så ham først, da hun næsten var ved døren. Han stod lidt for sig, vendte kraven op. Han havde tydeligvis ventet længe, nervøs.
– Hej, sagde han.
– Hej, svarede hun roligt. Ingen frygt, bare et ord.
– Jeg må jeg komme op og tale?
Hun tøvede et sekund. – Kom indenfor.
Oppe hængte hun jakken, tilbød ham te. Han sagde nej. Satte sig på sofaen og kiggede på akvarellen.
– Har du malet den?
– Ja.
– Flot.
– Tak.
Han stirrede. Så sagde han:
– Rikke. Jeg det lykkedes ikke for mig.
Hun ventede bare.
– Signe… hun hun var yngre, anderledes. Jeg troede, jeg skulle have noget nyt. I virkeligheden var jeg bare træt. Ikke af dig. Men af mig selv. Min alder. – Pause. – Du spurgte aldrig til noget, aldrig til hvorfor.
– Det var ikke mit ærinde.
– Måske ikke. – Hans øjne søgte hendes. – Du er forandret. Virkelig forandret.
– Ja, det er jeg.
– Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det. Jeg tog dig for givet. Troede, du altid ville være der.
– Thomas, sagde hun blidt, uden sødme. – Hvad vil du med den her samtale?
Han så væk.
– Jeg ved det ikke. Ville bare sige undskyld. Og at jeg ikke forstod, hvad jeg havde.
Stilhed. Udenfor var det efterår. Hyldetræet i gården. Fuglene havde for længst ribbet det. Grenene nøgne, mørke men træet stod stadig. Solidt.
– Jeg hører dig, sagde Rikke. – Tak, fordi du siger det.
– Og er det alt?
Hun så på ham. På manden, der havde været tæt på hende i seksogtyve år, og nu stod så langt fra.
– Thomas. – Hun tog sin bog. En fransk roman. Holdt den i hånden. – Jeg læser fransk nu. Langsomt, men det går fremad. Jeg maler. Jeg har været på Fyn. Jeg går til samtaleklub. Jeg lufter ud hele natten, bare fordi jeg bedst kan lide det. Jeg laver mad, jeg selv har lyst til. – Hun holdt inde. – Jeg er ikke vred på dig. Du har givet mig meget. Hjem, børn, år. Men du har også vist mig hvor længe, jeg ikke levede mit eget liv. Det var også vigtigt.
– Vil du komme tilbage? spurgte han. Underligt. Han forstod vist selv, at det var mærkeligt.
Rikke så på ham. På akvarellen. Søen. Tågen. Hendes træ.
– Thomas, jeg er nioghalvtreds. Og for første gang i evigheder føler jeg, jeg lever. Rigtigt. – Pause. – Hæld du bare te op, hvis du vil. Jeg sætter vand over.
Hun gik ud i køkkenet, satte kæden over, så ud på gården, på den gamle dame i blå frakke, der fodrede brevduerne.
Bag hende var der stille i stuen. Så lød sofaens fjedre. Skridt i døren.
Thomas stod i døråbningen.
– Rikke, sagde han.
Hun vendte sig.
– Svar mig ærligt: Er du lykkelig?
Vandet i elkedlen begyndte at koge, sagte. Hyldetræet stod mørkt og fast udenfor.
– Jeg øver mig, sagde hun. – Jeg øver mig i at være lykkelig. Det er sværere end man skulle tro. Men jeg øver mig.
Han så på hende. Hun så på ham. To modne mennesker i et køkken, der før var fælles, nu bare hendes.
– Det er godt, sagde han endelig. – Det er virkelig godt, Rikke.
Vandet kogte.
