Hemmelighenden
I et lille lokalsamfund, der nærmest lignede en landsby, boede der engang en pige ved navn Ragnhild. En dag tog hendes mor, der troede på alverdens overtro, datteren med til byens kloge kone.
Den gamle kvinde lagde kortene ud og sagde:
Din Ragnhild vil blive lykkelig. Alt skal nok falde på plads for hende. Men jeg ser ingen mand i hendes nærhed.
Ragnhild var vel ti år dengang. Ordene fra den sære gamle kvinde brændte sig fast i hendes sind, selvom barnet ikke forstod deres fulde betydning.
Årene gik. Ragnhild voksede op og blev en flot, høj pige. De unge mænd i landsbyen kunne dårligt tage øjnene fra hende. Hun lod sig bejle til hist og her, men ingen fik lov at komme hende nær på alvor.
Hun tog ikke til København som de fleste andre, efter skolen, selvom hun sagtens kunne have gjort det med sine karakterer. I stedet blev hun på byens mejeri som arbejdende. Der gik rygter om, at hun havde et forhold til en af lederne, men ingen havde nogensinde set dem sammen udenfor arbejdet.
Kvinderne på mejeriet sagde ofte til de nye piger:
Pas på, Ragnhild, bliv nu ikke hængende her. Pludselig er livet gået, før du ved af det. Var det ikke bedre at rejse til byen? Med dit udseende ville de snuppe dig på stedet.
Men Ragnhild smilede blot og svarede ikke.
En dag rygtedes det pludseligt i landsbyen: Ragnhild er gravid!
Snart diskuterede alle, hvem der kunne have gjort Ragnhild, byens smukke pige, med barn. Man gættede og spekulerede, men ingen vidste, hvem faderen var.
Hendes mor tog ikke lang tid om at bestemme sig:
Så fik du det, som du ville! Skammeligt! Nu må du klare dig selv du kan ikke regne med mig. Du har sat mig i pinlige situationer, nu må du også klare at finde et sted at bo. Du har en måned.
Godt, mor, svarede Ragnhild roligt. Jeg skal nok klare mig. Men kald mig ikke hjem igen sidenhen.
To uger senere havde Ragnhild købt et lille hus med alt inventar. Folk sagde, hun havde været heldig de gamle ejere var flyttet til Aarhus, deres børn solgte huset for en slik. Hvor Ragnhild fik selv det beskedne beløb fra, forblev et mysterium.
Derefter skete der små mirakler. På få måneder var huset gjort i stand og blev helt moderne. Der kom et nyt stakit op, og i haven dukkede en frisk gravet brønd op. Nogle mænd kom og fik hurtigt alt i orden.
Snart så naboerne vogne komme med pakker af hvidevarer og fine møbler til hende. Ragnhild gik rundt og smilede, glad og tilfreds, uden spor af skam over sin situation.
Da efteråret kom, fødte hun den første søn, Anders. På gårdspladsen stod nu en flot blå barnevogn. Ragnhild kom hurtigt ovenpå igen. Hun blev endnu smukkere og bar altid pæne klæder, gik rank gennem byen, fuld af liv.
Hjemme havde hun hænderne fulde: lille barn, lidt havejord der skulle passes, brændeovn skulle tændes, handleture i Brugsen, vasketøj, alt sammen alene. Men hun klagede aldrig og havde altid været vant til at arbejde fra barnsben.
Naboerne begyndte at hjælpe til, når de så hvor arbejdsom og godhjertet hun var. Nogle gange holdt de øje med Anders, hvis Ragnhild skulle et ærinde. Hvorfor ikke hjælpe?
Med haven gav de også en hånd mændene lavede nye bede, kvinderne hjalp med at luge lidt. Men det meste klarede Ragnhild selv.
Omtrent da Anders fyldte to år, kom en nabokone løbende med store øjne til en anden:
Har du set det?
Hvad?
Ragnhild venter sig igen!
Nej, det tror jeg ikke på.
Jo, kom selv og se!
Igen begyndte byen at snakke. Hvem var denne gang faderen? Alle spekulerede, men ingen havde set hende sammen med nogen.
Ragnhild lod sig ikke distrahere af sladderen. Livet gik sin vante gang. Snart blev der opført en lille sauna i haven, og midt i alting lagde gasfolkene en ekstra rørledning ind til hende. I køkkenhaven kom et nyt moderne drivhus op af glas ikke billigt.
Hvor får den enlige kvinde dog alle de penge fra? sagde folk i landsbyen. Det må næsten være en stor chef, der er hendes skytsengel. Men heller ikke denne gang afsløredes Ragnhilds hemmelighed.
Snart stod den blå barnevogn i gården igen, og nu fik Anders en lillebror, Søren. Og to år efter endnu én, Mads.
Tre sunde drenge fødte Ragnhild, og ingen vidste, hvem fædrene var.
Nogle grinede hånligt af hende og kaldte hende alt muligt. Andre beundrede hende dybt, for børnene var altid velplejede og raske, og Ragnhild selv rørte ikke øl og arbejdede nat og dag.
Nogle pegede fingre og brugte Ragnhild som skræmmebillede for egne døtre.
Hendes mor forstod hende ikke og skammede sig. Hun havde ingen kontakt til sine børnebørn.
Men Ragnhild gik stadig rank gennem byen, uden at skænke andres meninger en tanke.
Tiden gik. En dag rullede en flot hvid bil op foran hendes lille hus. Ud steg mejeriets direktør, Herr Henriksen, med en kæmpe buket blomster. Han gik ind hos Ragnhild, og snart stimlede naboerne sammen ude foran.
Hvad mon der sker? Hvorfor besøger Herr Henriksen Ragnhild midt på dagen? Og med blomster?
Folk vidste, at direktøren havde mistet sin hustru året før efter mange års sygdom. Han havde selv plejet hende til det sidste.
Da Ragnhild fulgte sin gæst ud, stod der så mange folk, at hun nærmest blev forlegen. Men Herr Henriksen tog hende ind til sig, kyssede hende åbent foran alle og sagde højt:
Ragnhild har sagt ja til at blive min kone. Vi og vores sønner byder hele byen til bryllup!
Der blev bumstille. Folk måbede først dér gik det op for dem, hvor meget hendes drenge egentlig lignede Herr Henriksen
Så begyndte lykønskningerne at strømme ind fra alle sider.
Efter et flot, festligt bryllup flyttede Ragnhild og børnene ind i direktørens store hus. Hele byen hjalp med at flytte hendes få ting.
Og året efter kom så den længe ventede datter til verden
Ja, tænk sig, hvad der kan komme ud af en spådom og hvad folk kan tage fejl.
