**STEDFAR ONKEL BJARNE**
Onkel Bjarne var mærkelig på den gode måde. Klodset som en bjørneunge. Lav af vækst, fyldig, med krøllet hår. Små, blåøjne, klare som salmiak. Han bar briller, og hans ansigt havde altid et barnligt, glad og næsten naivt udtryk.
Lasse var bange for mænd. Han frygtede dybe stemmer og pludselig latter. Hvis nogen rakte hånden frem mod ham, helt som til en voksen, selvom han kun var seks, gemte han sig øjeblikkeligt bag sin mor.
“Liselotte! Hvad er der galt med din lille livvagt?” grinede de voksne.
Men Lasse var ikke fej. Han havde engang forsvaret naboens datter, Mette, mod tre større drenge, da de tog hendes bold på gaden. Han stillede sig blot foran hende og sagde fast:
“Rør hende ikke! Hun er en pige. Hvis I vil have problemer, så kom efter mig!”
Og drengene gik.
“Nå, se den lille kriger!” sagde de blot.
Mette tog hans hånd bagefter og sagde: “Lad os blive venner!”
Og da katten klatrede op i træet, var det Lasse, der fulgte efter. Heldigvis så hans mor det fra vinduet og skyndte sig ud. Nabohjælp kom til, og både drengen og killingen blev reddet ned. Katten fik de lov til at beholde og kaldte den Tulle.
I børnehaven var Lasse den modigste, den dygtigste. Han blev sat som eksempel for de andre. Men mænd frygtede han stadig.
Det begyndte, da han var to. Da hans far råbte så højt og truende mod hans mor. Så stor og smuk. Mørkhåret, mørkøjet, stærk. Folk vendte sig efter ham på gaden. Erik var et ideal. I udseende, ikke i sind. Lasse kunne ikke huske en eneste gang, hans far havde taget ham op, krammet ham, trøstet ham eller holdt om ham.
“Hold op med at tud! Du er ikke en tøs. Drenge græder ikke! Du skal ikke vokse op til at være en vatnisse. Du sover alene i mørke, ingen eventyr før sengetid. Gem den bløde bamse væk—du er ikke en pige! Tabte du dit legetøjsskib? Så får du ikke mere, klodshans. Gå ud. Gå en tur. Forstyr mig ikke. Hold mund.” Sådanne ord hørte Lasse fra den mand, han engang elskede højest.
Meget senere fandt han ud af, at han var et uønsket barn. At hans far aldrig havde ville giftes med hans mor, men at bedsteforældrene havde tvunget ham.
“Han elsker dig, lille Lasse. Måske vil tiden ændre ham. Han er bare sådan. Som han er,” strøg moren ham over håret.
Men tiden gik, og intet ændrede sig.
“Du skulle have ventet, til jeg selv ville have et barn! Fordømte humanist! Nu har vi fået denne ynkelige, forkælede tudeånd,” skreg faren.
Han kunne ikke lide noget ved Lasse. Og drengen vænnede sig til det. Faren var ofte væk. Og så en dag forlod han dem helt. Han lovede at sende penge, men ville ikke se sin søn. Ikke sådan en som Lasse. Måske en anden gang.
Lasses mor var smuk. Hun havde langt, honningfarvet hår og store øjne. For Lasse lignede hun en havfrue. Hun arbejdede hårdt.
En dag kom hun hjem med onkel Bjarne. Han var hendes chef og havde tilbudt at køre hende, da hun bar store poser.
“Hej, lille mand. Jeg er onkel Bjarne. Jeg kom lige forbi. Hvis det er upassende, går jeg igen. Jeg har… kager til dig. Og denne her, en gammel flyvemaskine—min bedstefar gav mig den. Din mor sagde, du kan lide teknik. Og så en nussekanin. Se, den er blød og sjov, næsten som den rigtige!” sagde onkel Bjarne med blid stemme.
Han fumlede ved døren. Lasse stod tavs. Frygten sad stadig i ham.
“Det er okay, Liselotte. Jeg går. Drengen vil nok hellere være alene med dig,” sagde onkel Bjarne og lagde pakkerne fra sig.
Hans gang var klodset, som en bjørns. Lasse smilede pludselig og løb efter ham.
“Bliv! Bliv her, onkel!”
Onkel Bjarne løftede ham op. Han duftede af barbersprit, boller og hjem.
“Du er så smuk, dreng! Åh, så dejlig! Når du bliver stor, bliver alle pigerne forelskede i dig! Liselotte, se ham dog! Sådan en har jeg aldrig set!” jublede onkel Bjarne.
Fra den dag kom han ofte på besøg. Han kunne sidde på gulvet i jakkesæt og lege med Lasse. Læse for ham. Når moren var træt, lavede han mad. Han kunne alt. Supper, frikadeller, tærter. Lasses far havde aldrig rørt en gryde. Han sagde, det var kvindearbejde.
“Hvorfor laver du mad, onkel Bjarne?” spurgte Lasse forsigtigt.
“Jeg elsker det, lille Lasse. Jeg kommer fra en stor familie, den ældste. Mine forældre var altid travle, jeg måtte passe de andre. Og så er det bare hyggeligt! At lave noget med kærlighed til sine egne. Din mor er træt efter arbejde—lad hende hvile,” svarede onkel Bjarne.
“Men du er også træt. Du har også arbejdet,” sagde Lasse.
“Jeg er stærk, det går nok. Om sommeren tager vi til sommerhuset—der er smukt. Der er en frø i brønden. Jeg viser dig den. Vi fisker. Plukker margueriter til din mor!” Onkel Bjarne krammede ham.
Lasse klyngede sig til ham. Han ønskede kun én ting—at onkel Bjarne aldrig forsvandt.
En måned senere mødte de faren. Tilfældigt. Han var med en dame og stod svajende.
“Hvem er det? Har du allerede fundet en ny, Liselotte? Hurtigt arbejde! Kunne du ikke finde bedre end denne klods?” grinede faren.
Hans følgesvend fnisede.
Onkel Bjarne tav.
“Far, det er onkel Bjarne. Vær ikke ond mod ham!” sagde Lasse.
“Hvad? Sig det igen, dumme knægt! Er din stemme endelig kommet? Hvad er det for en onkel Bjarne?” Faren greb onkel Bjarne i jakken.
“Lad ham være! Far, ikke gør ham ondt!” skreg Lasse og klyngede sig til farens ben.
Efter den dag tog bedsteforældrene Lasse oftere med sig. De skældte moren ud. Skældte onkel Bjarne ud. Sagde, at faren var den eneste rigtige. Onkel Bjarne var ingenting.
Lasse prøvede at tale med onkel Bjarne om det.
“De har ret, min dreng. Han er din far. Du skal respektere ham. Måske skulle jeg ikke have…” Onkel Bjarne rystede på hovedet.
“Nej! Det ville ikke blive bedre! Bliv hos os, onkel B”Og selv efter alle disse år, når vinden hvisker gennem træerne ved hans grav, føler Lasse stadig, at onkel Bjarne er der, klar til at give ham et kram og sige med sin varme, blide stemme: ‘Alt er godt, min dreng.'”
