Dagbog, lørdag
Morgenen i dag begyndte helt forfærdeligt for mig og Mikkel. Vi forsov os begge to vækkeuret ringede aldrig, og pludselig fløj vi rundt i lejligheden for at gøre os klar til arbejde og samtidig få vores søn, Viggo, gjort klar til børnehaven.
Mikkel! Kan du hente Viggo senere? råbte jeg fra soveværelset, mens jeg balancerede med bukserne i den ene hånd og tasken med skiftetøj til Viggo i den anden.
Ja, ja! Hvor er mine nøgler?! lød det fra stuen.
Jeg har ikke set dem! snerrede jeg tilbage, lettere frustreret, mens jeg ledte efter min mobil. Endelig fandt jeg den og løb ind til Viggo, som lå på gulvet og legede med sine biler, helt upåvirket af morgenens kaos.
Til børnehaven gik det stærkt jeg tror, vi var der på fem minutter. Mens jeg forsøgte at lyne Viggos jakke op, satte lynlåsen sig fast, og lige dér begyndte Viggo at småpive.
Mor, jeg vil ikke i børnehave græd han, knugende små hænderne.
Jeg knælede ned foran ham, prøvede at lyde rolig: Viggo, skat, vi har så travlt men det bliver sjovt i dag. Du får jo lov at lege med Otto og de andre
Overtalelsen hjalp ikke. Viggo blev stående, utilfreds og nærmest halvgrædende. Pædagogen, fru Birk, dukkede op med det venligste smil, tog ham forsigtigt i hånden og sagde beroligende til mig:
Bare rolig, Line, vi tager os af ham. Viggo, kom med ind til vennerne.
Lettet over at slippe, men samtidig overvældet af endnu en bølge af stress, tjekkede jeg uret. For fanden, hvor jeg er forsinket, mumlede jeg, mens jeg hurtigt forlod garderoben og greb min taske for at finde telefonen og ringe til min kunde. Jeg rodede i tasken, men blev mere og mere forvirret, da jeg ikke kunne finde numrene det lignede slet ikke min mobil. I farten havde Mikkel og jeg byttet telefoner. De fordømte matchende covers og irriterende identiske adgangskoder.
Perfekt mumlede jeg surt og prøvede at finde ud af, hvordan jeg kunne få fat i min kunde. Jeg måtte ringe til min egen telefon og bede Mikkel videresende nummeret.
Men imens begyndte telefonen at vibrere. En besked poppede op på skærmen og jeg så uvilkårligt med det samme:
Simon: “Hva så med hende fra fitness? Gav hun dig sit nummer?”
Blodet frøs i mine årer. Jeg læste og genlæste beskeden, så åbnede jeg tråden og begyndte at scrolle.
Simon: “Så du fik charmeret dig ind alligevel?”
Mikkel: “Jeps, fik nummeret. Vi aftalte weekenden hjemme hos mig.”
Ordene hamrede i hovedet. Denne weekend. Jeg skulle alligevel køre Viggo hjem til mor og overnatte hos hende
Jeg sank næsten sammen ved synet af beskeden. Nej, det vil jeg ikke vide hviskede jeg, hjertet knugede sig sammen i brystet. Afskyelige, ens covers
Hele min verden begyndte langsomt at vakle. Resten af dagen gik jeg rundt med noget, der mest mindede om en knude i maven. Hver eneste lille ting mellem Mikkel og mig hans blik, hans almindelige gestus føltes anderledes. Der var stadig tre dage til lørdag, men jeg begyndte allerede nu at gå i cirkler indeni hvad skulle jeg gøre? Jeg prøvede forgæves at overbevise mig selv om, at jeg måtte have misforstået noget eller læst forkert. Alligevel hørte jeg bare hans ord for mit indre øre: “Denne weekend. Hjemme hos mig.
Mikkel lod ikke til at bemærke noget. Han var sit sædvanlige jeg: hjælpsom, omsorgsfuld, snakkede om dagen, lavede aftensmad og puttede Viggo om aftenen. Når jeg kiggede ind i hans øjne, søgte jeg svar på spørgsmål, jeg ikke turde sige højt. Ingen antydning af skyld. Det skræmte mig endnu mere.
Onsdag aften så vi film sammen. Han lagde armen om mine skuldre, præcis som han plejede. Jeg måtte virkelig anstrenge mig for ikke at bryde grædende sammen mod hans bryst. Alt føltes uægte og hult. Genkendelige bevægelser var pludselig mistænkelige, som om han bar rundt på en for mig nordisk hemmelighed.
Fredag aften, da vi havde lagt Viggo, stod jeg længe og stirrede ned i køkkenvasken og lod hånden glide frem og tilbage under vandet. Mikkel kom bagfra og krammede mig.
Du virker trist i dag. Alt er okay? spurgte han blidt.
Jeg frøs et øjeblik, men prøvede at smile. Ja, bare træt i dag, svarede jeg.
Han kyssede mig forsigtigt på håret og sagde: Jeg forstår.
Den nat lå jeg længe vågen og tumlede med tankerne. Da han endelig var faldet i søvn, listede jeg ud på badeværelset, lukkede døren og lod bruseren overdøve mine stille hulk. Hvorfor? Hvorfor, Mikkel? Ingen svar i natten, kun mine egne tanker, der slog knuder i hjernen.
Forvirringen og smerten truede med at vælte mig skulle jeg konfrontere ham? Lade som ingenting? Flytte ud? Jeg vidste kun én ting: I morgen måtte jeg se normal ud igen. Sætte masken på. I morgen afsløres alt.
Lørdag morgen kørte jeg Viggo hjem til min mor i Hillerød. Alt føltes forkert, jeg følte mig anspændt og mekanisk.
Går det godt, Line? spurgte min mor straks, da jeg kom ind.
Jeg sendte et nervøst smil og lød alt for munter: Ja, jeg har bare travlt. Ville lige overraske Mikkel og så kyssede jeg Viggo farvel og gik hurtigt ud igen. Hvis jeg blev længere, ville alt bryde sammen for mig.
På vejen hjem blev jeg ved med at køre rundt i mistanken. Tænk nu, hvis det bare var en uskyldig vensnak? Eller at hun slet ikke mødte op? Eller hvis jeg bare havde misforstået beskeden?
Jeg håbede nærmest, at jeg ville tage Mikkel på fersk gerning, samtidig med at jeg ønskede mig inderligt, at det hele bare var et spøjst tilfælde. Jeg længtes efter at trykke på reset og glemme alt. Bare have den familie, vi havde bygget op.
Da jeg kørte op foran blokken i Brønshøj, blev jeg siddende længe i bilen. Genkaldte alle de gode øjeblikke Mikkel, der laver sjov i køkkenet; turene med Viggo i Søndermarken; aftenerne med Netflix og varm kakao. Vores familie var så lykkelig. Nu føltes det, som om hvert minut i bilen forlænger min tryghed, før resten kollapser.
Med rystende hænder gik jeg op og stod et øjeblik foran døren. Så stak jeg nøglen i, drejede langsomt og trak vejret dybt, før jeg gik ind. Lejligheden var mørk undtagen det svage lys fra køkkenet. Jeg kunne høre dæmpede stemmer nogen lo og talte sagte. Min puls hamrede så hårdt, at jeg var sikker på, de kunne høre det.
“Det er nu,” tænkte jeg. “Nu sker det.”
Med tøvende skridt gik jeg ind ad gangen alt virkede uvirkeligt, som at gå gennem tåge. Jeg kunne næsten ikke kontrollere mig selv.
Mikkel? Hviskede jeg, min stemme lød fremmed.
Så højere: Mikkel!?
Jeg stod nu helt i køkkenet og der så jeg dem. To skikkelser. Men Manden var ikke min mand. Det var Simon, Mikkels bedste ven.
Simon vendte sig, så overrasket ud og begyndte straks at forklare:
Line! Det er ikke som du tror Jeg havde bare ikke andre steder at gå Hvor skulle jeg ellers tage hende med hen? Hjem til min mor ærligt talt?
Hans ord prellede af. Jeg stod bare dér og stirrede, ude af stand til at samle tankerne. Havde jeg virkelig troet, at alt var tabt? Pludselig trillede tårerne stille ned af min kind, samtidig med at jeg et øjeblik smilede.
Det forstår jeg godt, Simon hviskede jeg og mærkede alt for meget på én gang. Jeg tager afsted igen.
Med rolige skridt gik jeg ud i natten, hvor den kølige luft ramte mit ansigt så skarpt, at det næsten gjorde ondt. Jeg ringede med rystende hænder til Mikkel.
Hej sagde han, og jeg kunne ikke finde ord.
Det eneste, jeg fik fremstammet, var det mærkeligste og mest barnlige:
Jeg elsker dig Jeg elsker dig virkelig meget.
Mellem små hulk og underlige latteranfald prøvede jeg at få forklaret noget sammenhængende, men følelserne væltede ud.
Jeg var hjemme Der var bare Simon der hviskede jeg i røret.
Det er klart Undskyld, bliv ikke vred. Jeg er på kontoret kom, er du sød. Ikke blive sur på mig, min skat Du ved, hvordan Simon er. Kommer du?
Ja, jeg er på vej
Jeg løb næsten hele vejen til bilen ville bare hurtigt hen til Mikkel og holde fast om ham.
Senere sad vi to på gulvet i et mødelokale på kontoret med en flaske rødvin mellem os. Jeg lænede hovedet ind mod hans skulder og sad med glasset krammet i hænderne.
Undskyld, jeg lurede på din besked jeg har aldrig gjort det før, mumlede jeg.
Nej, undskyld mig for at trække dig ind i det her, sagde Mikkel stille. Jeg burde bare have fortalt dig det med det samme.
Hvorfor hjalp du ham så?
Fordi han er min ven. Han dummede sig totalt foran hende dagen før.
Hvordan?
Han gik direkte ind i hende og spildte Monster udover hele hende Ødelagde hendes hvide jakke, så hun var blå ned ad armen. Derefter turde han ikke nærme sig hende overhovedet klassisk Simon. “Kan ikke! Tør ikke! Mikkel, hjælp!”
Mikkel lavede grin med hans stemme, og jeg kunne ikke lade være med at le.
Han er bare sådan en tosse Og så tog jeg hendes nummer for ham og fik ham til at fremstå lidt mere charmerende.
Men hvorfor tage hende med herhjem? Han kunne da bare booke et hotel
Du ved godt, hvorfor han stadig bor hjemme hos sin mor For at spare penge. Og så får han frikadeller og rene sokker.
Jaja, Mikkel himlede med øjnene.
Han er så nærig, grinede jeg højt.
Vi har kendt hinanden siden første klasse. Jeg tror, jeg er den eneste, han tør vise den side til
Du ER en god ven, Mikkel!
Jeg rystede grinende på hovedet.
Men hvis de stadig er derhjemme, kan vi jo ikke sove der. Og jeg har ikke lyst til hjem. Lad dem rydde lidt op selv.
Han kyssede mig blidt.
Jeg er altså ikke nærig som ham. Vi fortjener en romantisk aften.
Helt ærligt? Må vi tage på hotel?
Mikkel nikkede, sprang op og løftede mig op på skulderen. Jeg skreg af grin og prøvede at slippe væk, men han holdt godt fast.
Jeg skal nok sørge for, at du kommer helskindet frem, Line!
Jeg lo så tårerne trillede. Tænk at jeg for bare få timer siden følte, at hele min verden var faldet fra hinandenVi kørte gennem byen, vinduerne nede, latteren brusende med sommervinden. For første gang i ugevis føltes alt letsom om der alligevel var et sted indeni os, hvor ingenting kunne trænge ind. Ingen søvnløse nætter, ingen mistanke, kun denne gnist mellem os, som jeg pludselig mærkede igen. Mikkel kiggede over på mig og flettede fingrene ind i mine med et glimt i øjet.
Da vi endelig lå i den for lidt for store hotelseng, med pizza i sengen og bare tæer under dynerne, hviskede han: Vi klarer det altid, os to, ikke?
Jeg nikkede stille og trak vejret dybt, som for at suge øjeblikket ind duften af ham, varmen fra hans skuldre, kærligheden vi stadig turde grine af. Galoperende, kaotisk, men ægte.
Også selvom Simon vælter ind midt om natten? smilede jeg skævt.
Ingen Simon, ingen børn, kun dig og mig, svarede han og kyssede min pande, helt blidt. Lige nu er alt, som det skal være.
Lydene fra byen druknede i vores latter. For første gang i lang tid sov jeg tungt ikke fordi alt var perfekt, men fordi jeg endelig troede på, at vi kunne bære selv de uperfekte dage sammen. Måske var det det, kærlighed handlede om: At turde risikere alt, også frygt og tvivl, men alligevel vælge hinanden igen til sidst.
Og midt i fremtidens tusinde muligheder det uafklarede, det besværlige, livet og hverdagen vidste jeg bare, at i nat var vi hjemme.
