Jørgen var en gammel ungkarl. Han levede sit liv i fred og ro, og ensomheden generede ham ikke. Han arbejdede som en hest – hårdt og uden klage. Han elskede sit arbejde. Han var vant til at gøre alt perfekt, så der var orden i alt. Men trods mange forhold med kvinder, havde han aldrig mødt den perfekte.
Slutningen af juli det år tog Jørgen på ferie. Han var træt og havde brug for at komme væk fra byen. Han lagde en annonce på nettet.
En kvinde med to børn fra en lille sydjysk landsby svarede. Det var 20 minutters gang til stranden, men helt væk fra turisterne. Hun tilbød et værelse, og hvis han købte ind, ville hun lave mad til ham. Han lod sig friste.
Han kom uden problemer, GPS’en fejlede intet. Huset var gammelt men pænt, værelset hyggeligt, og kvinden var venlig. I haven løb der en lille hund rundt, en chihuahua. Frugterne hang modne på træerne, og to børn på 9-10 år hjalp til med husarbejdet.
Kvinden, Mette, generede ham ikke. Hun spurgte, hvad han havde lyst til at spise, gav ham jordbær og smilede sødt. Jørgen tilbragte dagene på stranden, svømmede, klatrede på klipper, tog billeder og skrev til en gammel ven.
Engang han tænkte: Hvordan kan en 50-årig kvinde have så små børn? Han spurgte til sidst.
*”Mette, er det dine børnebørn?”*
*”Nej,” svarede hun. ”Det er mine børn. Senfødte. Ægteskabet skete ikke, så jeg valgte at få børn alligevel. Og jeg er ikke så gammel – kun 48.”*
Mens de talte, så han nærmere på hende – blid, smilende, behagelig. Han kunne godt lide navnet. Mette. Det lignede hans mors navn. Hun duftede af jordbær og smør.
Vinen var god, aftenerne kølige, og himlen fuld af stjerner. Ingen af dem legede hellige – de var voksne. Om dagen opførte de sig normalt, men om natten listede Jørgen ind til Mette. Derefter smuttede han tilbage, for børnene måtte ikke vågne.
Den lille hund gøede ikke engang på ham. Den kiggede bare listigt, som om den forstod alt. En god hund, sparsommelig – den spiste kun et par skeer mad, men passede grunden godt. Den hed Frodo.
Snart fulgte Frodo med Jørgen til stranden. Den svømmede, rystede sig tør og løb hjem før ham. Men en dag kom Frodo ikke. Jørgen ledte, råbte, skrev plakater og begyndte at hænge dem op.
En nabo sagde, at nogle turister på den anden side af landsbyen muligvis havde taget den. Jørgen gik derhen, men de var allerede kørt – med en lille hund, mod motorvejen.
Jørgen satte sig i bilen og kørte efter. 80 km længere fremme spærrede han vejen. To unge, frække piger steg ud af en Jeep.
*“Flyt bilen! Kan du ikke køre? Vi ringer til politiet!”*
*“Ring bare,” sagde Jørgen. “Men giv mig først min hund tilbage.”*
*“Han har da helt tabt sutten,” grinede den højeste. “Den var hjemløs. Vi reddede den.”*
*“Den har en familie,” sagde Jørgen. “Det er ikke jeres hund.”*
*“Forsvind!” skreg den anden. “Ellers smadrer vi bilen!”*
Jørgen gik rundt om bilen og kaldte: *“Frodo!”* Hunden gøede og hoppede rundt på sæderne. Pigerne greb Jørgen, bandede og ville slås.
En politibetjent kom kørende – stor, svedig og mut. Han tog Frodo.
*“Stille! Hvem hunden løber til, får den. Ingen af jer har papirer på den.”*
Pigerne kaldte: *“Sofus! Pusle! Kom her!”* og viftede med pølse.
Jørgen sagde: *“Kom, Frodo, vi tager hjem.”*
Politimanden satte hunden ned. Frodo løb straks til Jørgen og logrede.
*“Så var den sag klar,” sukkede betjenten.*
*“Hunden er vores!” skreg pigerne. “Vi klager! Vi reddede den fra at løbe løs!”*
Politimanden blev rød: *“Kør nu bare, eller jeg kontrollerer alt – forsikring, brandslukker, førstehjælpssæt. Og bilen er beskidt. Og jeg tjekker lige, om den er stjålet…”*
Jeepen forsvandt hurtigt.
Jørgen takkede betjenten.
*“Tak.”*
*“Det var så lidt. Jeg har selv sådan en lille satan. Trofast race.”*
Jørgen satte sig ind i bilen. Frodo lå på hans skød – lille, varm, blød som velour. Han følte sig godt tilpas, som han ikke havde gjort længe.
Men pludselig blev han trist. Han skulle snart hjem. Til en tom lejlighed. Han tænkte: Kunne han ikke bare tage Frodo med? Tøj? Det var jo bare et par ting. Tanken strejfede ham. Han sukkede og kørte tilbage til Mette.
Den sidste uge var regnfuld, men Jørgen svømmede alligevel. Om natten listede han til Mette, men om morgenen blev han mere og mere trist.
På afrejsedagen skinnede solen. Han pakkede og gav Mette en gave. Han sagde farvel, lod nummeret blive og satte sig i bilen. Han tænkte på, at ferien var forbi, og han skulle tilbage til hverdagen.
Da han kom ud på landevejen, så han Frodo løbe efter. Jørgen accelererede, men hunden løb hurtigere. Snart blev den mindre og mindre, indtil den forsvandt. Han stoppede.
Han gik ud og tændte en cigaret. Hænderne rystede. Han røg den færdig, kiggede ned ad vejen og så en lille plet løbe mod ham.
Han løb. Han bad om, at ingen biler ville komme. Han havde ikke løbet sådan i ti år. Frodo kom løbende, fuld af støv, med tør mund og øjne. Den logrede, men kunne kun nys.
Jørgen tog den op og tørrede den af. Han gav den vand og ringede til Mette.
*“Jeg har din hund. Den løb efter mig. Jeg bringer den tilbage.”*
*“Du må beholde den, hvis du vil. Jeg fandt den for ti dage før du kom. Nogen havde smidt den ud.”*
*“Må jeg virkelig tage den?”*
*“Ja.”*
Så tog Jørgen den med.
Et halvt år senere hørte han et samtale på arbejdet.
*“Ved du, hvem rektoren er gift med?”*
*“En eller anden tilflytter. Hun er almindelig, hans alder, med to børn og en hund.”*
*“Hvad fik hun ham til at gifte sig med hende? Hvis jeg kunne finde den hemmelighed…”*
Jørgen kom til syne.
*“Vi spekuler*”Jørgen smilede og tænkte på den magiske bryg af jordbær, smør og en lille trofast hund, der havde vundet hans hjerte.”*
