**Den gamle mand og hans trofaste vagt**
Landsbyen Bjergebakker, der lå indhyllet i skyggen af hundredårige graner og bøgetræer, var langsomt ved at dø hen. Engang havde der været liv og røre, men nu var der kun en håndfuld gamle tilbage, glemt af verden. I gamle dage strålede Bjergebakker: solide tømmerhuse med mørknede tage bar vidne om en tid, hvor lokale håndværkere var berømte for deres seletøj og vogne. Men da maskinerne kom, døde hestetransporten ud, og landsbyen begyndte at forfalde. Skoven omkring var fuld af rigdomme, men om vinteren blev den farlig – sultne ulve strejfede omkring, og beboerne holdt hunde, hvis gøen skar gennem nattestilheden som en advarsel.
I halvtredserne gik pelsværksfaget, der i århundreder havde fødet landsbyen, helt i stå. Bjergebakker blev blot en del af en stor statsejet gård. De gamle mestre blev til hyrder og malkepiger. Den gamle Anders Mikkelsen havde arbejdet som svinepasser hele sit liv. Som tiårig havde han passeret grisunger, og som voksen sørgede han for avlsdyrene, der var kendt i hele egnen. Men i halvfemserne blev gården plyndret, dyrene solgt, og Anders, ligesom de andre gamle, blev pensioneret. De unge flyttede til byen, og landsbyen blev en spøgelsesby. Hans søn solgte køerne og drog afsted med familien, efterlod den gamle mand og hans syge kone Lise i det store hus omgivet af tomme lader. Livet stod stille: køkkenet, den gamle fjernsynsapparat og den evindelige stilhed.
Men en forårsdag ankom Anders’ gamle ven, Jens Sørensen, med en gave – en lille rød pelset klump. “Til din halvfjerdsårs fødselsdag, Anders! Det er en hvalp af en kaukasisk fårehund, renracet, med fantastisk stamtavle. Den vil blive din trofaste ven, klar til at ofre sit liv for dig,” sagde Jens og viste et billede af en kæmpe hund pyntet med medaljer. “Opdrag den, og den vil gøre vor region stolt på hundeudstillinger!” Anders tog hvalpen, der trykkede sig ind mod hans bryst. Han lavede en seng i en papkasse, men hvalpen klynkede efter varme. Lise knurrede: “Nu skal du også til at pusle med en hvalp!” Anders fandt en gammel sutteflaske, fyldte den med mælk og vuggede den lille som et barn. “Den savner sin mor,” mumlede han og ignorerede hendes brok.
Hvalpen voksede hurtigt. De kaldte den Thor – på grund af dens stolte sind. Den anerkendte kun Anders, var sky overfor fremmede og blev snart en frygtindgydende vagt, der forstod sin herre ud af et eneste ord. På et år gik den lille klump over i en mægtig hund, der bevogtede gården mod hønse og gæs, og om natten sov den i Anders’ seng og varmede hans ben.
Men ulykken kom til Bjergebakker. På udkanten begyndte forladte huse at brænde. De gamle koner blev bange og bad Anders og Thor om at patruljere landsbyen. Så blev den gamle mand nattevagt. Sammen med hunden gik de gaderne igennem, og brandene stoppede. Men snart strømmede fremmede til – københavnere, der købte de tomme huse og markerne, hvor kvæget engang græssede. Til vinter stod der pludselig en ny bydel af luksusvillaer, omgivet af en betonmur. De nye ejere hyrede Anders til at vogte deres rigdom.
“Nogen flygter fra landet til byen, andre fra byen til landet,” tænkte Anders, mens han og Thor gik gennem bydelen. “Men vi gamle bliver tilbage – glemt af alle.” Tiden gik, og Lises helbred forværredes. Lægerne anbefalede diæt og insulin, men Anders bemærkede, hvordan hun smuglede slik, som om hun skyndte sig mod enden. I december døde hun stille. Ved begravelsen klagede de gamle koner over, at hun ikke fik en ordentlig kirkelig bisættelse – kirken i Bjergebakker var blevet nedrevet for længst.
Ved sin kones grav lovede Anders at bygge et kapel. Han sparede op, og et halvt år senere tog han til en naboby, hvor der stod et gammelt kapel viet til Sankt Peter. Da han kom tilbage, valgte han et sted, grov et hul til fundamentet og begyndte at bygge. Om efteråret stod et trækapel med et kors på toppen. De gamle koner bragte ikoner, blandt dem et gammelt ikon af Sankt Nikolaus, der havde overlevet de onde tider. Kapellet blev indviet til Nikolaus og blev et bønested for både landsbyboere og sommerhusgæster.
Om vinteren, før jul, blev Anders grebet af uro. Han begyndte at tjekke kapellet oftere. Juleaften, lige da han var faldet i søvn, vækkede en fornemmelse ham brat. Han greb sin riffel og løb ud med Thor. Hunden stormede forud, og et øjeblik senere sprængtes natten af skud. Anders tumlede gennem sneen og nåede frem. Thor lå ved vejkanten, blod sivede fra hans bryst og farvede sneen rød. Den gamle mand faldt på knæ, krammede hunden og græd som et barn. “Thor, min trofaste… Hvorfor?” hulkede han og forbandede skæbnen.
De gamle koner og sommerhusgæsterne kom løbende. “Han græder over hunden, men ikke sådan over Lise,” hviskede en. Pludselig lød et råb: “Ikonet er stjålet! Nikolaus er væk!” Alle løb mod kapellet, men Anders rørte sig ikke. Han strøg Thor og hviskede: “Vi har været igennem så meget sammen… Husker du, da du reddede drengen fra isvandet? Eller da du reddede mig, da jeg var syg?” Thor slikkede svagt hans hånd, og da Anders så, hunden stadig levede, rev han sin skjorte itu, bandagede såret og råbte: “Hent en slæde!”
Hjemme gav han Thor penicillin, lagde vejbred på såret og satte sig ved siden af. “Sov nu, Thor, vi løber endnu,” hviskede han og klappede sin ven. Han smilede, da han huskede, hvordan Thor altid forstod ham. Engang, mens de vogtede en villa, havde han væddet med nogle unge, at hunden forstod menneskelig tale. En fyr havde grinet og sagt: “Nu tager jeg en kniv og skærer den gamle ned.” Thor havde straks kastet sig over ham og holdt ham fast. “Sådan, I har fået jeres lærepenge,” havde Anders grinet.
Et år senere, i nytårsugen, reddede Thor Anders igen. Ved en københavners villa lugtede hunden uraHan genkendte tyven – det samme menneske, der havde skudt Thor og stjålet ikonet, og denne gang blev retfærdigheden ført ud i livet.
