Den gamle kuffert
Mette stormede ud ad døren og smækkede hækken så hårdt i, at hunden i skuret begyndte at gø. Igen var hun kommet op at skændes med bedstemor. Det var altid det samme: “Vand blomsterne,” “Hjælp mig med syltetøjet,” “Læg den telefon fra dig.” Som om der ikke var andet at tage sig til for en 18-årig om sommeren!
“Mette! Kom tilbage med det samme,” råbte Ellen Margrethe efter hende. Men barnebarnet var allerede på vej ned ad den støvede landevej uden så meget som at vende sig om. Der var ingen steder at gå hen, men hjem ville hun allermindst.
Hun nåede frem til søen og satte sig ved bredden, hvor hun så solen langsomt synke bag træerne. Vreden boblede i hende: på sine forældre, der var taget til Sverige for arbejdet og efterladt hende; på bedstemoren, der i stedet for at lade hende tage til København havde trukket hende med til denne afkrog. Mette var allerede optaget på universitetet, et nyt liv ventede – og her sad hun og slæbte rundt på syltetøjsglas.
Næste morgen bankede bedstemor på hendes dør:
“Mette, hjælp mig lige, vil du? Vi skal have nogle glas ned i kælderen. Jeg kan ikke bære dem ned ad trappen selv.”
Med et suk rejste Mette sig, vaskede sig og gik med. Glassene var tunge, og trappen var gammel. Hun måtte gå flere gange. Lige da hun skulle til at gå op for sidste gang, fik hun øje på en støvet, medtaget kuffert i kælderhjørnet.
“Bedstemor! Hvad er det for en kuffert derhenne?”
“Det aner jeg ikke… Din bedstefar har sikkert efterladt den. Jeg har ikke været i kælderen siden han døde.”
Nysgerrigheden greb Mette. Uden at lytte til bedstemorens protester trak hun kufferten op i lyset. Stoffet var falmet, og låsen var rusten.
“Læg den nu til side,” mumlede Ellen Margrethe. “Vi ved jo ikke, hvad der er i den.”
Men Mette var allerede i gang med at rode gennem gamle skjorter, fotografier og nogle løse papirer. Nederst lå der et nydeligt kuvert. På det stod der: “Til Karen. Tilgiv og forstå.” Hun genkendte håndskriften – det var bedstefars.
“Må jeg?” spurgte barnebarnet og så på bedstemoren.
Hun nikkede. Mette begyndte at læse. Brevet var fyldt med følelser. I det bad bedstefar Jens en vis Karen om tilgivelse. Han skrev om, hvor højt han havde elsket hende, og hvordan han havde ødelagt alt med sit mistro. Datoen viste 1969. Bedstemoren blev bleg.
“Det… er ét år efter vores bryllup,” hviskede hun.
“Måske skal vi ikke grave i det her,” sagde Mette blidt.
“Nej. Nu er jeg nødt til at vide det. Hvor er det sted, han skriver om, ‘hvor jeg ødelagde hendes drømme’?”
Sent om aftenen bad bedstemoren Mette om at finde billetter til en by nær Viborg.
“Gør det bare. Jeg skal se den gade.”
Næste dag sad de to i toget. Turen var lang, og hele vejen talte bedstemor. Om ungdommen, om hvordan hun mødte Jens, og hvordan hun giftede sig med ham af kærlighed. Og alligevel, et sted indeni, havde der altid været en lille tvivl om, om han virkelig var fuldt hendes.
Da de ankom, tog de en taxi til adressen i brevet. Huset var et pænt, gammelt træhus. Mens de stod ved porten, lød der en stemme bag dem:
“Søger I mig? Fra pensionistforeningen?”
De vendte sig om. Foran dem stod en kvinde på omkring firs, robust og med klare øjne.
“Goddag. Undskyld, kender De til Karen Nielsen?” spurgte Ellen Margrethe.
“Min datter,” smilede den ældre dame. “Men hun har boet i Aarhus i mange år.”
“Kender De Jens Sørensen? Jeg er hans enke…”
Kvinden inviterede dem indenfor. Hun præsenterede sig som fru Hansen. Hun fortalte, at Jens engang havde arbejdet der i byen. Karen, hendes datter, var sygeplejerske på det lokale hospital. De var forelskede og skulle giftes, men nogen spredte et rygte om, at Karen var ham utro. Jens troede på det – og forlod hende. Karen kunne ikke tilgive ham, men elskede ham stadig. To år senere skulle hun giftes med en anden. En måned før brylluppet kom der et brev fra Jens. Men fru Hansen åbnede det, læste det – og sendte det tilbake.
“Jeg ville have, at hun skulle starte et nyt liv. Og jeg fortryder det ikke. Hun er lykkelig. Hun har det godt. Og du, Ellen, har også levet et godt liv. Så det var måske meningen.”
Mette og bedstemor gik tilbage i tavshed. Bedstemoren havde tårer i øjnene.
“Men hvis hun havde tilgivet ham…?” hviskede hun senere på hotelværelset.
“Bedstemor, historien kender ingen ‘hvis’,” svarede Mette blidt. “Du var hans kone. Han elskede dig. Og du elskede ham.”
Ellen Margrethe nikkede, krammede sin barnebarn og smilede for første gang i lang tid.
