Den Fjerne Sommerhus
For et år siden købte familien Nielsen et sommerhus. Da Peter fyldte halvtårsalderen, følte han en stærk længsel efter et fritidshus. Hans barndom på landet mindede ham om det gamle familiehjem og havearbejdet.
Det lille hus var beskedent, men velholdt. Peter malede det træklædte hus, reparerede hegnet og skiftede den småslidte haveport.
Der var jord nok til kartofler og nogle grøntsager, men frugthaven var skuffende: kun få træer og ingen buske, bortset fra et lille hjørne med hindbær.
“Bliv ikke bekymret, skat, vi får det hele på plads med tiden,” sagde Peter og gik i gang med arbejdet.
Mette gik travlt mellem bedene, bifaldende sin mands planer.
På den ene side var naboerne venlige, selv om de sjældent kom, holdt de deres grund i orden. Men på den anden side var der total forladthed. Hegnet hang skævt, og alt var overgroet af højt ukrudt.
Ukrudtet var en rigtig plage for Nielsen-familien hele sommeren.
“Peter, det er utåtligt, det ukrudt breder sig ind i vores have, det vil snart overtage hele grunden,” klagede Mette.
Peter greb sin hakke og gik i gang med at udrydde ukrudtet. Men det var umuligt at slippe af med, og det kom altid tilbage.
“Mette, se lige her, deres pæretræer bliver gode i år,” bemærkede Peter, mens han kiggede over på naboens overgroede have.
“Og det abrikostræ er helt enestående,” svarede Mette og pegede på et træ, der lovede en rig høst. Nogle grene strakte sig endda ind i deres have.
“Jeg ville ønske, vi kunne minde disse ejere bare én gang,” sukkede Peter. “Måske kommer de for at høste.”
Om foråret havde Peter ikke kunnet modstå og havde vandet naboens træer med sin vandslange det ville have været trist at se dem lide i varmen.
Men nu gav det ukrudt ingen nåde.
“De kunne da i det mindste have slået græsset én gang i løbet af sommeren,” brokkede Mette sig.
Da de næste gang ankom til sommerhuset, blev Nielsen-familien overrasket over abrikoshøsten. I denne del af landet var det ikke unormalt, mange dyrkede dem, men på en forladt grund…
“Nej, nu slår jeg deres græs,” besluttede Peter. “Jeg kan ikke holde ud at se dette sted kvæles af ukrudt.”
“Se, Peter,” sagde Mette og pegede på de tunge abrikosgrene, der hang ned i deres have.
Peter hentede en lille stige. “Lad os høste dem, før de rådner. Ingen har set skyggen af ejerne.”
“Men det er jo deres,” sagde Mette forsigtigt.
“De går alligevel til spilde,” svarede han og begyndte at plukke de modne frugter.
“Så lad os plukke hindbær til børnebørnene,” foreslog Mette. “Du har slået græsset, så det er en fair byttehandel for arbejdet.”
“Det ligner, vi kunne høste det hele. Ingen tager sig af dette sted. Det ligger op ad vores grund som et forladt barn, ingen bekymrer sig om det.”
(Ved inspiration af kunstneren Jens-Peter Mikkelsen)
På arbejde, under en pause, sluttede Peter sig til en samtale mellem kollegerne. Chaufførerne stod i en rundkreds og delte livserfaringer.
“Der er nogen, der sniger sig ind i min have, så snart jeg vender ryggen til. De har allerede rystet mine træer to gange,” klagede Niels Hansen, der nærmede sig pensionen.
Da Peter hørte det, følte han sveden bryde frem på panden. Han mindedes, hvordan han og Mette for nylig havde plukket abrikoser og pærene lovede også en god høst.
“Hvor ligger dit sommerhus?” spurgte Peter, næsten bange for svaret.
“Det er derovre i kolonihaveforeningen ved Roskilde.”
“Åh,” sukkede Peter. “Vores ligger højere oppe.”
“Sandt nok, hos jer modner alt altid lidt før,” indrømmede Niels. “Hos os kommer alt senere, men de stjæler alligevel. De har endda gravet nogle kartofler op. Jeg overvejer at sætte en fælde.”
“En fælde kan give dig problemer,” sagde en af mændene. “Det kan sende dig i fængsel.”
“Men er det tilladt at stjæle?” protesterede Niels.
Da Peter kom hjem, blev han overvældet af skyldfølelse over, at de havde høstet hos naboerne. Selv om det ikke var Niels’ grund, føltes det forkert.
Som barn var det anderledes. Han havde løbet i andres haver et par gange, men det var kun for sjov.
Men her var det naboer, hvis abrikoser de havde plukket. Og de havde også kig på pærene.
Selvfølgelig havde Peter plantet unge træer, der med tiden ville vokse. Men det abrikostræ hos naboerne… det var synd at lade det gå til spilde.
“Ingen kommer,” forsøgte Mette at berolige ham. “Hvis de ikke kom hele året, kommer de ikke nu.”
“Men jeg føler mig som en tyv,” bekymrede Peter sig.
“Skal jeg smide abrikoserne ud?” spurgte hans kone. “Faktisk har jeg allerede givet halvdelen til børnene,” tilføjede hun som undskyldning.
“Lad det nu være, det er for sent nu.”
Så tilbragte Nielsen-familien sommeren med at pleje naboens grund og holde ukrudtet nede. De holdt øje med pærene, i håb om at se de rigtige ejere dukke op.
Men da frugterne endelig faldt til jorden, samlede Mette nogle af dem op i sit forklæde.
Om efteråret, efter at have ryddet op på sin egen grund, kastede de et sidste blik på nabojorden. Selv hegnet så ud til at klage, som om det bad om at blive rettet op.
Ved porten lå en bunke skrot, rester af en midlertidig bygning rådne træstykker, glasskår og stykker af stof. Men selv her prøvede nogle sene blomster at gro.
__________________
Den vinter, da Peter tænkte tilbage på sommerdagene, følte han en sød nostalgi for sommerhuset.
Da foråret kom, og de første græsstrå viste sig, tog Nielsen-familien afsted igen.
“Tror du, ejerne kommer tilbage i år?” spurgte Mette om den forladte grund.
Peter sukkede. “Stakkels have, og træerne… sådan en skam.”
Da det var tid til at pløje jorden, hyrede Peter en lokal landmand til at udføre arbejdet.
Hele tiden kunne han ikke lade være med at kigge over på nabojorden. De havde allerede fjernet det høje græs for at forhindre spredning, men det ville også være godt at pløje den jord…
“Hør, min ven, hvad hvis vi også pløjede nabogrunden? Jeg betaler,” tilbød Peter.
“Men Peter, hvad laver du
