«Fremmed gæst»
I starten af mobiltelefonens æra var vi nygifte. Vi flyttede ind i et splinternyt rækkehus i Brønshøj. Lejlighederne i byggeriet var imponerende, virkelig lækker planløsning det var til at tabe kæben over. Vi følte os heldige. Men trapperummet delte vi med naboer, der hurtigt viste sig at have en lidt sær attitude. Jeg var stadig ung, men meget bestemt. Arbejdede som afdelingsleder i en mellemstor virksomhed, vant til respekt fra alle sider. Min mand kaldte mig kærligt Fru Rasmussen, som en slags joke.
En morgen, hvor jeg var på vej ud, mødte jeg vores nye underbo, men hun sagde hverken godmorgen eller hej. Jeg besluttede straks, at jeg heller ikke ville hilse på hende! Det var teatralsk fornærmet, og jeg lagde ansigtet i de helt rette alvorlige folder.
Så kom dagen for vores indflytterfest! Familie og gamle venner kom for at fejre det nye hjem. Snart var latteren så høj, at tiden fløj og klokken blev vist lidt over normen. Lidt over 23.30 bankede naboen på. Jeg åbnede døren, og han sagde med overlegent blik: Det er sent nu. HAN sagde det til MIG! Tænk sig! Og det på en lørdag, klokken knap halvtolv! Han beklagede sig endda over, at hans kone havde ondt i hovedet og bare ville sove.
Efter den aften gad jeg ikke engang kigge i deres retning, selv hvis vi gik ud ad døren samtidig til opgangen! Min mand smilede stadig og hilste høfligt jeg nægtede pure. De skulle vide, hvordan man omgås ordentlige folk! Stolt og nærmest uforsonlig!
I måneder efter stødte vi slet ikke på hinanden. Men en isnende aften vendte vi hjem, og ved døren til opgangen stod en yngre kvinde. Hun så lettet ud, da hun fik øje på os: Jeg er søster til jeres underbo, er kommet helt fra Aalborg og har ventet i tre timer. Må jeg stå i entreen det er så koldt i opgangen! Udenfor rasede en snestorm, så grenene knækkede.
Vi lod hende komme ind. Jeg spurgte, lettere mistroisk: Er du ikke herfra? Hvor er din taske? Hun forklarede, at hun havde sat kufferten i garderoben på stationen, fordi hun håbede, hendes svoger ville hjælpe næste dag det var alt for tungt selv i sådan et vejr.
Jeg gik ind i stuen og brummede til min mand: Hvis de ikke engang henter en søster, der er rejst så langt i dette vejr, er hun måske ikke søster alligevel måske er det en fupmager, som vi selv har sluppet ind. Mistænksom og urokkelig!
Vi satte os til aftensmad, men jeg kunne ikke slippe tanken om hende ude i entreen. Gik over til kighullet, så hende stå helt tæt op ad den kolde væg. Min mand kaldte på mig sulten men jeg kunne ikke spise. Alt drejede sig om den fremmede gæst.
Min mand foreslog at invitere hende ind til bordet. Jeg protesterede: Hvorfor skulle vi invitere en fremmed ind i vores hjem? Alligevel bar jeg en stol ud til hende og sagde skarpt: Hvorfor hentede din søster dig ikke? Hun svarede forsigtigt: Jeg ville give hende en overraskelse. Hun skal snart føde og har haft en svær graviditet. Jeg kom for at hjælpe og tage mig af babyen. Jeg svarede ikke havde hun virkelig været gravid? Det havde jeg da ikke bemærket!
Hvert femte minut tjekkede jeg kighullet. Kvinden sad stille og tålmodigt og ventede på stolen. Min mand sov hurtigt, men jeg lå søvnløs billedet af hende ville ikke forsvinde. Tænk, hvor krævende det er at rejse hertil hun måtte være dødtræt.
Klokken nærmede sig midnat, jeg sprang op, iførte mig morgenkåbe og gik bestemt ud. Nu er det nok! Du skal sove inde hos os! Hun blev helt forfjamsket, prøvede at afslå, men jeg insisterede. Rakte hende morgenkåbe og håndklæde og sendte hende i bad. Da hun kom ud, beordrede jeg hende til at spise lidt aftensmad. Redte op i gæsteværelset og sagde godnat. Pludselig var jeg omsorgsfuld en helt anden side af mig selv.
Jeg skrev en seddel til naboen: Din søster sover hos os. Vær venlig ikke at banke før 6:00.
Klokken otte ringede det på døren. Udenfor stod naboen, opløst i lykke! Det viste sig, at hans kone havde født en sund dreng midt i den stormfulde nat. Forstår du vi har fået en søn! Hans glæde smittede, og jeg mærkede et varmt sus indeni det var næsten, som om glæden også var min egen. Noget stort og lyst var sket.
Snart var mor og baby hjemme igen, og naboen strålede af taknemmelighed over, at jeg havde givet hendes søster ly den nat.
Nogle gange tror vi, at vi kender os selv og forstår andre. Vi dømmer, diskuterer, gnaver og skændes. Men så opstår et øjeblik, hvor vreden forsvinder, og hjertet åbnes. Det var netop en fremmed gæst, der lærte mig det.
