Den forsvundne bagage
Kufferten vejede ikke, som den burde.
Karen opfatter det allerede ved bagagebåndet i lufthavnen i Aalborg. De vante tolv kilo er pludseligt blevet til noget andet tungere, mere kompakt, med en mærkelig fordeling af vægten. Men den grå skal ligner sig selv: hardcase plast, fire hjul, én ridse på venstre hjørne. Karen tager fat i håndtaget og begiver sig mod udgangen.
Aalborg Lufthavn lugter af kaffe og våd granit. Bag panoramavinduerne siler martsregnen ned ikke feriefølelse, tænker Karen, og det med kommunal grønplanlægning som undskyldning for at tage fra København til Aalborg, det er måske godt nok, men man jubler ikke ligefrem.
Hun er 31 år. Juniorforsker ved Dansk Institut for Byliv, en lejet etværelses på 28 kvadratmeter, bøger i stabler op ad væggen. Moren i Odense ringer hver søndag og spørger: “Nå, og hvad med dig ingen?” og Karen svarer trofast: “Mor, jeg har travlt med arbejde.” Som om det var hele forklaringen.
Taxaen til hotellet tager 20 minutter. Chaufføren spørger til ferien. “Arbejdsrelateret”, siger Karen. Han nikker, for det havde han regnet ud.
Hotelværelset er lille, men pænt og rent, udsigt til en grå stribe fjord. Plasticblomsten i vindueskarmen ligner en pelargonie men er syntetisk. Kufferten lander på sengen, klik med låsene og så åbner hun.
Karen fryser midt i bevægelsen.
Indeni kufferten ligger der herretøj.
En groft strikket sweater mørkegrøn, lugter af noget grønt, ikke parfume. Helt klart ikke hendes størrelse: skulderen næsten halvanden gang bredere end hendes egen. Jeans. Sneakers i plasticpose, størrelse 43. En mobiloplader, hun aldrig har ejet. En lille pose frø med udenlandsk tekst sikkert noget botanisk. Og en notesbog, tykkere, med læderomslag og elastik rundt om.
Det er ikke hendes kuffert. Karen sætter sig på sengekanten, målløs, og ser på det fremmede tøj. Grå hardcase, fire hjul, ridse på det samme hjørne. Men det er nogen andens bagage. Nogen har taget hendes ting bøger, konferencenederdel, laptop med præsentation, billedet af moren i ramme. Hun har fået hans.
De første fem minutter sidder hun bare. Så ringer hun til lufthavnen. Telefonsvareren byder hende velkommen i køen. Karen venter i elleve minutter, så bliver der svaret. En dame i den anden ende noterer rejsedata, bagagemærke og beder hende vente. “Vi ringer tilbage,” lover hun.
Karen lægger telefonen og ser igen på notesbogen. Den ligger øverst, som var den lagt fint der, til sidst. Læderet er slidt i kanterne, elastikken slap og træt.
Hun ved godt, hun ikke bør. Andres ting og tanker, det føles som at lytte ved døren eller stirre ind ad vinduerne om aftenen. Ikke i orden. Men hun rejser sig, går rundt i værelset, hælder vand i et glas, drikker. Ser igen på notesbogen.
Venstre skulder, altid lidt lavere på grund af den tunge arbejdstaske, rækker frem. De slanke fingre, glatte efter berøring med laptoppen, rører ved omslaget. Læderet føles blødt og varmt.
Til sidst åbner hun bogen.
***
Hånden, der har skrevet, skriver med bue mod venstre, store, runde bogstaver med lange haler. Ikke hidsigt; omhyggeligt, reflekterende. Mennesket bag skriver sikkert, men ikke hurtigt.
Første indførsel starter uden dato.
“Aarhus. Gik op ad Mølleparken i morges. Byen under mig ligner en kæmpe have, som ingen har klippet. Træerne gror mellem husene, buskene kryber op på altanerne. Tegnede en platan ved indgangen til banen. Stammen som et landkort over en ukendt ø: lyse pletter, mørke øer. Sad i tre timer, til jeg frøs.”
Karen vender side.
“København. Tegnede et baobabtræ i Botanisk Have. Ikke ægte, selvfølgelig det var en bonsai. Men dens rødder ligner, at den vil stikke af. Et stort, seriøst træ i miniature. Måske er jeg sådan.”
Hun smiler. For første gang hele dagen.
Hun blader videre. Side efter side. Odense. Göteborg. Bonn. Aalborg. Hver indførelse handler om steder og planter. Mennesket bag rejsen tegner træer. Ingen detaljer om hoteller, restauranter, monumenter kun grønne ting. Stammer, rødder, blade, kroner. Imellem linjerne: skitser hurtige, præcise, levende. En gren med tre blade. En rod, der snoer sig op om en sten.
“Odense. Orange træ midt mellem boderne i gågaden. Sælgerne har hængt poser og prismærker i grenene. Træet må være 200 år mindst. Overlevet alle boder, alle ejere. Prøvede at tegne det, men hænderne rystede af varmen.”
“Ålborg. Blåregn i Limfjordsparken hænger så lavt, at folk dukker sig. Nordjyderne går forbi, turister fotograferer. Jeg stod bare og tænkte: Her er et træ, der er ligeglad med grænser det vokser, hvor det vil. Sådan ville jeg også ønske, jeg var.”
Karen opdager, at der er gået 40 minutter. Mørket breder sig udenfor. Regnen tapper insisterende mod ruden.
Hun bladrer igen.
“Bonn. Gik ind i en forladt park i udkanten af byen. Lindetræerne er så tykke, at tre voksne skal om dem. Rødderne bryder asfalten op. Her gik folk engang tur; nu står kun træerne og jeg. Tegnede én lind. Den stod vagt, lige op og ned, som trofasthed. Sådan ser det ud, at vente på én, der måske aldrig kommer tilbage.”
Karen ser, at forfatteren taler til træerne, som andre taler til gode venner. Åbenhjertigt, uden filter. Det føles sårbart. Hun får lyst til at vide, hvorfor.
Så kommer indførelsen, der gør hende tavs et langt øjeblik.
“Göteborg. To år efter skilsmissen. Var sammen med Mette i fjorten år fra universitetet til det sidste. Hun sagde: ‘Du elsker træer mere end mennesker.’ Måske havde hun ret. Måske elskede jeg aldrig folk så de kunne mærke det. Jeg tror ikke længere på, at jeg finder nogen. Ikke et træ et menneske. Nogen, der forstår, hvorfor jeg tegner rødder.”
Karen lukker notesbogen. Hun går hen til vinduet.
Regnen fortsætter. Over Limfjorden er der kun mørke, ingen lys. Et sted nedenfor klapper en dør, nogen griner unge, glade stemmer, hun ikke kender.
31 år. En etværelses lejlighed. Bøger i bunker. “Så ingen?” Det sidste forhold sluttede for halvandet år siden. Karen bemærkede det næsten ikke, da hun holdt op med at lede. Hun kom bare hjem en dag, satte sig i køkkenet og opdagede, at ensomheden føltes… vanemæssig. Ikke god, men tryg. Vaner kan tage lykkenes plads, hvis man ikke passer på.
Hun begynder at lægge tingene tilbage i kufferten. Og kommer så i tanke om noget.
Brevet.
Det, hun begyndte på i flyet af kedsomhed. Rejsen var forsinket to timer; hun fandt papir og kuglepen frem. Ikke dagbog, ikke note. Noget fjollet, voksne ikke skriver: “Kære fremmede, jeg drømmer om at møde…” Hun løb tør for ord, smed papiret i kuffertlommen og glemte det.
Det stykke papir er nu i hendes kuffert. Som nu er et andet sted hos manden, hvis rejsedagbog ligger på hendes natbord.
Karen sætter sig på sengen. Kinderne blusser.
***
Næste morgen ringer hun igen til lufthavnen.
Bagageservice, du taler med Marianne, stemmen træt, i baggrunden en knasende croissant.
Jeg havde en sag i går. København Aalborg, mærke…
Et sekund. Knas stop. Ja, du er i kø. Vi kontakter dig.
Hvornår?
Der kan gå op til ti arbejdsdage. Nogle gange hurtigere.
Karen lægger røret, ser på kufferten. Hun mangler tøj konferencen starter om to dage, og hendes ene pæne kjole, laptop og sko er nu hos en fremmed i en fremmed by.
Hun går ud i byen. Shoppingcentret er et kvarter væk. Hun køber bukser, bluse, undertøj, mobiloplader. Ved kassen spørger ekspedienten:
Mistet kufferten?
Fået forbyttet den.
Det sker tit i Aalborg. De er alle sammen grå.
Karen nikker. Hun er altså ikke den eneste. Det trøster lidt.
Hun køber tandbørste og tandpasta på apoteket, drikker cappuccino stående på café, fordi bordene er optaget af par. På vej hjem ringer hun til moren.
Er du fremme? Hvordan er vejret?
Det regner.
Har du husket paraply?
Jeg har mistet min kuffert, mor.
Nej da! Er den stjålet?
Forvekslet i lufthavnen. Jeg har fået en andens.
Moren er stille. Så siger hun:
Tænk, nogen går rundt med dine ting. Jeg gad nok vide, hvad de tænker om dine bøger.
Mor…
Jamen, du har altid hele dit bibliotek med.
Karen fortæller ikke om plante-dagbogen, de til venstre hældende bogstaver, eller notatet fra Göteborg. Hun siger bare: “Det går nok, mor.” Og lægger på.
Hun åbner kufferten igen.
Ikke efter dagbogen; hun leder efter spor navn, kontakt, hvad som helst. I lommen i siden finder hun et visitkort.
“Thomas R. Bæk, Landskabsarkitekt. Rådgivning, projektering, vedligehold.”
Telefonnummer.
Karen skriver til ham på Messenger.
“Hej. Det ser ud til, vi har byttet kufferter i Aalborg Lufthavn. Jeg har din. Grå, med en ridse i venstre hjørne. Din notesbog og visitkort er i.”
Svaret kommer ni minutter senere.
“Hej. Jeg opdagede det først i dag. Det er heller ikke min kuffert, jeg har bøger, notesbog, kjole… Jeg er også i Aalborg. Skal vi bytte?”
“Bare sig hvor og hvornår.”
“Kafe ‘Fjordens Hjørne’ ved havnen, i morgen klokken ti? Jeg har din kuffert med.”
“Perfekt. Vi ses der.”
Karens blik stopper ved sætningen: “Bøger, notesbog, kjole.” Han har åbnet hendes kuffert. Har måske set dagbogen, hun skriver ideer i, måske set billedet af moren. Måske… brevet.
Karen lukker øjnene, forestiller sig ham: siddende på sit hotelværelse, eller sin terrasse, eller i en café, med papiret i hånden. Læsende de ord, hun aldrig havde tænkt, nogen skulle se.
Hun åbner øjnene. Læser dagbogens notat fra Göteborg igen.
“Jeg tror ikke længere på, at jeg finder nogen.”
Og hun selv hun har skrevet “kære fremmede, jeg drømmer om at møde…”. Papiret er nu hos en mand, der tegner træer og længes efter forståelse.
Mærkeligt sammentræf. Grå og identiske kufferter.
Eller måske ikke.
Karen sætter sig ved bordet, åbner dagbogen på sidste side. Efter Göteborg er der flere sider.
“Kolding. Forår. Altanen er så fuld af planter, at naboerne klager. 114 planter jeg har talt. Mette ville sige: ‘Du er tosset.’ Men Mette er væk. Og klage kan kun fikusen. Fikusen holder mund. Verdens bedste lytter.”
Og til sidst:
“Jeg skal til Aalborg. Botanisk Have. Vil se det gamle tulipantræ det siges at være over hundrede år. Min første ferie i to år, hvor jeg ikke skal noget arbejdsrelateret. Det føles mærkeligt.”
Karen lukker dagbogen. Smider den i kufferten. Lukker lynlåsen.
Han rejser til Aalborg for at se et træ. Hun for at holde oplæg om grønne områder. Han tegner planter i fremmede byer. Hun skriver om at gøre byer grønne igen. Og midt imellem bliver to ens grå kufferter byttet om.
Karen lægger sig, sover først sent. Hun tænker på, hvor tilfældigt livet egentlig er. Du arbejder, rejser til konferencer, pakker dine ting, låser dem trygt inde og så sker en lille, mærkelig begivenhed, som åbner en fremmeds liv for dig mere end et års venskab ville.
***
Fjordens Hjørne ligger med front mod vandet, mellem piletræer og lyse lygtepæle. Glasvægge, træborde, duften af friskbagt brød og kanel. Tjeneren arrangerer kopper med sikre hænder.
Karen dukker op tyve minutter for tidligt. Ikke af utålmodighed, bare fordi hun ikke kunne holde ud at vente på hotellet. Hun vælger et bord tæt ved vinduet, kufferten ved siden af, bestiller te. Hænderne ryster lidt, da hun åbner menuen. Fjollet, tænker hun, de skal bare bytte bagage. Ikke andet.
Men indvendig er det ikke “ikke andet”. Det er én hel bog af en fremmeds liv, og den er på mærkelig vis mere familiær end meget hun kender.
Hun genkender ham med det samme.
Manden træder ind klokken ti, trækker på en grå kuffert. Høj, mørkegrøn jakke samme farve som sweateren i hans kuffert. Solbrændte kinder, markant stribe hen over næsen solbrillemærke. Han ser sig om, spotter hendes kuffert og går hen.
Det må være Karen? Hans stemme lav, tøvende, som om han vælger ordene med omhu.
Ja. Thomas?
Han nikker, sætter sig overfor. Sætter hendes kuffert ved siden af sin. To grå tvillinger, side om side.
Det er underligt, siger han. Jeg tjekkede jo bagagemærkerne.
Det gjorde jeg også.
Måske var mærkerne forbyttet. Eller vi begge var distræte.
Eller kufferterne har aftalt det indbyrdes.
Han smiler, forsigtigt, næsten skævt. Karen tænker, at han smiler, som han skriver lavmælt, men varmt.
Jeg må undskylde, siger Thomas.
For hvad?
Jeg åbnede din kuffert. Troede det var min. Blev snydt af bøgerne.
Jeg åbnede også din. Det gik først op for mig senere.
Pause. Han drejer skeen i hænderne. Hænderne store, med jord under neglene ikke beskidte, bare vant til planter.
Jeg læste din dagbog, siger han lavt. Noter til artikler. Om byrum, grøn planlægning … Det interesserede mig. Jeg burde ikke …
Jeg læste din, siger Karen.
Han ser op.
Hele?
Ja.
Tavshed. Udenfor vugger Limfjordens bølger. Et barn kaster brød til måger.
Så du har læst om Aarhus, siger Thomas.
Og København. Og baobab-bonsai.
Og Bonn.
Og om lindetræet, der står som trofasthed.
Han ser ned.
Og Göteborg.
Hun nikker. Behøver ikke sige mere.
Du ved ting om mig, jeg normalt aldrig fortæller, siger han.
Og du om mig?
Han tier lidt. Så fisker han det sammenfoldede brev op fra jakkelommen. Karen genkender straks papiret.
Jeg fandt det her i kuffertlommen, siger Thomas. Jeg læste det. Jeg skulle nok have ladet være. Men jeg gjorde det.
Karen ser på brevet. Kindernes rødme igen.
Det er åndssvagt, siger hun. Jeg skrev bare på flyet af kedsomhed.
“‘Kære fremmede, jeg drømmer om at møde en, jeg kan tie sammen med. Ikke fordi der ikke er noget at sige, men fordi alt alligevel er forstået …'” Thomas stopper, uden at læse videre, for det husker han udenad. “‘… Jeg er træt af at forklare, hvem jeg er. Træt af at vælge ord. Jeg vil have, at nogen bare skal kigge på min bogreol og forstå alt. Jeg vil have, at én …'”
Stop, hvisker Karen.
Der knækker teksten, siger han. ‘… vil have at én …’ og så ingen fortsættelse. Du skrev den aldrig færdig.
Jeg anede ikke, hvad der skulle stå.
Det gør jeg, siger Thomas. For jeg ville have skrevet det samme. Bare med træer i stedet for bøger.
Karen ser på ham. På den solbrændte næse, hænderne fulde af jord. På øjnene uden hast.
Du ved alting om min mor, siger hun.
Billedet i rammen. Smuk kvinde. Ligner dig.
Du kender mit arbejde.
Dine noter om grønne områder. Jeg er landskabsarkitekt. Startede læsningen som fagmand, men det blev personligt.
Du ved, jeg er alene.
Jeg ved, du tager på konferencer i en enkelt kjole og har fem bøger med til fire dage. At du har din mors billede med i kufferten, ikke kun i mobilen. At du skriver i hånden, men arbejder digitalt. Og at du skrev et brev til en fremmed, du ikke troede eksisterede.
Karen er tavs.
Og jeg, siger Thomas, tegner træer i notesbøger, blev skilt for to år siden og har 114 planter på altanen, fordi jeg ikke kan holde på folk men planter kan jeg tale med. Det véd du alt om.
Ja.
Så vi kender hinandens liv gennem vores ting. Det er som om vi sprang de første dates over og gik direkte til tredje.
Karen ler, kort og overrasket. Thomas smiler bredere nu.
Jeg kender dig bedre end ønsket, siger han. Eller måske er det det mest ærlige møde, jeg har haft.
Fordi vi ikke valgte, hvad vi viste?
Præcis. En kuffert er et portræt af ens liv. Ikke noget man forbereder til fremmede. Bare det essentielle.
Karen kigger på de to kufferter. Grå, ens, med ridsen i det samme hjørne.
Vil du gå en tur? spørger Thomas. Botanisk Have er lige om hjørnet. Jeg kom faktisk for at se tulipantræet.
Jeg ved det, siger Karen. Det står i din sidste note.
Han nikker, drikker ud, rejser sig.
Skal kufferterne blive her? Hun peger på stolene.
Lad dem stå. De har alligevel meget at tale sammen om.
De forlader caféen. Regnen er stoppet, og havnefrontens ruder skinner i solskæret. Pilene står stille, ikke et blad rører sig. Karen kommer i tanker om lindetræet i Bonn og det at vente.
Fortæl mig noget, der ikke står i dagbogen, beder hun.
Jeg er bange for duer, siger Thomas alvorligt.
Duer?
En fløj ind i vinduet som barn og satte sig i mit hår. Har altid undgået dem siden.
Karen fniser. Thomas smiler.
Og dig? Noget, der ikke ligger i kufferten.
Jeg taler med bøger. Højt. Skændes med forfatteren, hvis han skriver noget dumt.
Hvem vinder så?
For det meste forfatteren. Men jeg giver aldrig op.
De går langs havnen, og Karen føler underligt nok, at hun kender denne mand bedre, end hun har kendt nogen i lang tid gennem hans håndskrift, notater, skitser over træer. Som at læse bogen før man møder forfatteren.
Du skrev, du ikke tror, du finder nogen mere i Göteborg-notatet.
Ja.
Du fandt min kuffert.
Du fandt min.
De bliver stille. Men det er ikke en tung stilhed. Det er stilheden, hun selv skrev om hvor alting er forstået.
Botanisk Have begynder lige bag hjørnet Karen ser hegnet og de gamle trækroner.
Tulipantræet, derovre, peger Thomas. Ser du stammen? Over 120 år gammel. Det har klaret to verdenskrige og alt muligt.
Og står stadig.
Og blomstrer hvert forår, i maj.
Han tager en lille notesbog op ikke den gamle fra kufferten, men en ny. Og et stykke blyant frem. Begynder at tegne.
Karen ser hans hånd arbejde på papiret, skråsikre, hurtige linjer: stamme, grene, bladværk. Han kniber øjnene sammen i lyset.
Må jeg spørge noget?
Selvfølgelig.
Da du læste brevet, hvad tænkte du?
Han løfter ikke blikket.
At jeg gerne ville vide, hvordan det slutter.
Jeg vidste det ikke engang selv.
Måske ved du det nu?
Karen svarer ikke, men ser ikke væk. Solen bryder gennem trækronen og laver små lystegninger i hendes ansigt.
De bliver i haven i timer. Går ad alle stier, stopper ved hvert særligt træ. Thomas forklarer, ikke som guide, men som hvis han præsenterede sine bedste venner for hende. Han tegner, og Karen fortæller om sit arbejde om at gøre betongårde grønne, om stædige embedsmænd, om en ældre mand der alene plantede 23 æbletræer og nu fører sag mod ejendomsadministrationen.
23? Thomas løfter øjenbrynene.
Han gav dem alle pigenavne. De er mere familie end nogen nabo.
Jeg forstår ham. Thomas smiler. Min fikus hedder Arne. Han har klaret både flytning og skilsmisse.
Arne?
Ja, han ligner en Arne: alvorlig, en anelse skæv, men robust.
Karen ler. Hun indser, at på hele året i København har hun ikke talt så frit med nogen. Uden kejtethed, uden at skulle være sjovere eller klogere. Bare to mennesker, der snakker om træer med navne.
De sidder på en bænk under tulipantræet. Mellem dem en halv meters afstand. Ingen af dem rykker tættere.
Du har konference i morgen? siger Thomas.
Ja. Oplæg kl. 12.
Om?
Grønne områders betydning for mental trivsel. Kedeligt.
For nogen. Ikke for mig.
Karen ser på ham.
Vil du komme?
Til en videnskabelig konference?
Om kedelig bynatur og træer.
Det har jeg arbejdet med hele mit liv. Jeg er vant til kedelige arrangementer om træer.
De griner begge. Og det føles ægte. Som i hans dagbog.
De går langsomt tilbage. Thomas fortæller om Kolding, om altanens vinterhave, naboen der vander og bliver til tebesøg, om at han efter skilsmissen blev hjemme i to måneder og først købte billet til Aarhus på et indfald.
Og så tegnede du?
Altid. Men først i Aarhus begyndte jeg også at skrive. Indtil da var det bare linjer. Pludselig var ord nødvendige.
Karen nikker. Hun kender fornemmelsen: når linjer ikke er nok, er man nødt til at skrive.
Ved Fjordens Hjørne stopper de. Kufferterne står ved stolene, som de blev forladt. Thomas tager sin, Karen sin. Endelig rigtigt.
***
Senere sidder Karen på hotellet med en kold te. Hendes kuffert står ved væggen, endelig hendes egen med bøgerne, dagbogen og konferencens kjole. Hun åbner den, tjekker alt: laptop, oplader, mors billede, fem bøger, notesbogen. Alt ligger der, undtagen det ene brev.
Men på stolen ligger en tegning.
Thomas har givet hende den før de skiltes. Et afrevet blad fra notesbogen. På papiret et træ ikke en tulipan og ikke baobab. Noget ukendt, med bred krone og rødder som stråler.
Hvad er det? spørger Karen.
Et træ til en gård uden grønt, svarer Thomas. Jeg har tegnet det. Det findes ikke endnu men du laver byrum. Måske vil du plante det?
Og han forsvinder. Ikke så meget som et blik over skulderen, men Karen ser ham tøve et kort øjeblik i svinget, som om han næsten vendte sig.
Hun står med tegningen. Tænker, at det menneske, man kan tie sammen med, kan være den, hvor stilheden er alt. Og at den netop har rundet hjørnet. Med hendes brev i lommen.
Hun finder sin mobil.
“Tak for træet. Jeg planter det.”
Svaret kommer hurtigt.
“Jeg mener det. Hvis jeg tegner et gårdprojekt vil du se på det som forsker?”
“Ja.”
“Så må jeg få din adresse i København? Sender plantegninger med posten på papir.”
Karen smiler. Sender adressen. Supplerer:
“Men min postkasse er lille store tegninger må afleveres personligt.”
Svaret falder straks:
“Det noterer jeg.”
Karen lægger telefonen væk. Fra værelset ved siden af flyder lavmælt tv-lyd. En helt almindelig hotelnat. Men noget er forandret, uden hun præcist kan forklare hvad. Hun fanger sig selv i at smile. Bare sådan uden grund. Eller, grunden findes, men den kan ikke forklares til moren i telefonen. “Min kuffert blev forbyttet, og jeg mødte et menneske.” Det lyder som starten på en kiksede film.
Så åbner hun kufferten, finder et blankt a4-ark og kuglepen frem. Samme lomme hvor brevet lå. Det brev som nu er hos Thomas. Han beholdt det. Hun bad ikke om det tilbage.
Karen sætter sig til bordet. Skriver:
“Kære fremmede, jeg drømmer om at møde en, jeg kan tie sammen med. Ikke fordi der mangler ord, men fordi alting er forstået. Jeg er træt af at forklare, hvem jeg er. Træt af at vælge sætninger. Jeg vil bare have, at nogen kigger på min bogreol og forstår alt. Jeg vil have, at nogen…”
Hun stopper. Ser på tegningen af træet, opslået på væggen.
Og tilføjer ét ord.
“Thomas.”
Så folder hun papiret pænt sammen og lægger det tilbage i kufferten. I den samme lomme. Som om alt nu har fundet sin cirkel.
Udenfor bruser Limfjorden. Aalborg i marts lugter af våd jord og forårsløfter, der endnu er langt væk men alligevel nærmer sig. Regnen sluttede før middag, himlen sprækker i rosa mellem skyerne og fjorden.
Karen slukker lyset. I morgen skal hun stå på podiet i kjolen, der tilbragte to dage i en anden mands kuffert, og tale om byens grønne åndehuller. Og måske vil der, i tredje række, sidde én, der tegner træer til byer, der ikke har nogen.
Dagen efter venter en gåtur. Han har lovet at vise cypresalléen på den anden side af byen. Sagde, at cypresserne vokser så tæt, at grenene fletter, så der dannes en grøn tunnel. “Du vil synes om den både som forsker og bare sådan generelt.”
Derefter København. Og Kolding. To byer, to liv. Men nu forbundet af et stykke papir, en adresse, en dagbog, et brev, der endelig er færdigt.
Kufferten står ved væggen. Grå, med ridse. Den samme som i går. Men det omkring den ikke det samme.
Bagagen er fundet.
