Den Bortløbne Brud
Jens steg af toget, vinkede farvel til konduktøren og gik mod den gamle, ens-etagers station. Indenfor var der ét stort rum med billetboder, aviskiosker og drikkevarer langs væggene, mens midten var fyldt med rækker af sammenløbede metalstole. Til venstre for døren lå en lille cafe med en rund kvinde bag disken. En håndfuld mennesker ventede på deres tog.
“Ung mand, kan du ikke spare hundrede kroner? Jeg mangler til billetten,” sagde en kvinde af ubestemt alder, der nærmede sig ham. Hendes ansigt var rødt, og makeupen var klattet. En stank af billig vin slog ham i næsen.
“Hvad med en sandwich i stedet?” foreslog Jens og tog hendes arm for at føre hende mod cafeen, men hun rev sig løs.
“Slip mig! Man skulle tro, du var ordenlig,” råbte hun, så hele hallen hørte det. Samtalerne standsede kort, alle øjne vendte sig mod dem, før de igen kiggede væk, og larmen fortsatte.
“Skrid ad…” Kvinden vaklede væk.
Jens smilede skævt og gik hen til cafedamen.
“Godt du ikke gav hende penge. Hun tigger her hver dag. Faldet dybt. Og engang var hun så smuk. Sådan noget kærlighed gør ved folk.” Kvinden sukkede og rystede på hovedet. “En kop kaffe og en tebolle, måske?”
“Nej tak. Jeg skal til Birkely. Hvor standser bussen?”
“Den sidste bus til Birkely er kørt i dag. Næste er klokken halv seks i morgen tidlig.” Cafedamen så hans skuffelse. “Men der er altid nogle fyre, der kører taxa om aftenen. De tager dog en høj pris.”
“Tak.” Jens greb sin store sportsbag mere solidt og gik mod udgangen.
Udenfor blev det hurtigt mørkt. Han fandt sin telefon frem, ringede til et nummer og holdt den til øret, men ingen svarede.
Pludselig bremsede en sølvagtig Dacia ved siden af stationen, og en pige løb forbi ham ind i bygningen. Hun virkede vagt bekendt… Men hvorfra? Han havde aldrig været her før. Jens gik tilbage indenfor. Pigen talte med cafedamen. Han nærmede sig.
“En kop te, måske?” spurgte cafedamen.
“Nej tak, tante Mette. Jeg skal videre.” Pigen vendte sig og bumpede ind i Jens. “Undskyld, jeg så dig ikke.”
Hans blik mødte to blå søer og to smilehuller i fyldige kinder, og han tænkte straks, at han aldrig havde set noget smukkere.
“Ah, forresten—Bo skal til Birkely. Bo, giv den unge mand et lift,” sagde cafedamen.
Pigen studerede ham et øjeblik.
“Farvel, tante Mette. Kom så,” sagde hun og gik mod udgangen.
Han nåede lige at følge med. Bo åbnede passagersiden og trak en stor pose ud.
“Lad mig hjælpe,” rakte Jens hånden frem.
“Nej, den indeholder slør og blomster,” smilede hun, og smilehullerne dansede. “Åbn bare bagdøren i stedet.”
Hun placerede posen på bagsædet og vendte sig mod ham. “Hop ind.”
“Vent… Er du Bente? Nu ved jeg, hvorfor du virkede bekendt. Du er endnu smukkere i virkeligheden,” sagde han, men da hun så forvirret ud, tilføjede han hurtigt: “Jeg skulle til Stefan og din bryllup. Vi gjorde værnepligt sammen. Men han mødte mig ikke, og han svarer ikke.”
“Han har hans polterabend i aften.” Smilehullerne dukkede op igen.
“Jeg har set dig på billede—Stefan viste mig det,” tilføjede Jens.
Bilen snoede sig gennem en smal skovvej. Lyset fra forlygterne jog mørket tilbage, ind mellem træerne.
“Er du ikke bange for at køre alene gennem den mørke skov?” spurgte Jens.
“Næh. Og jeg gør det sjældent. Men i dag kunne Stefan ikke følge med til byen.”
“Findes der ingen blomster i Birkely?”
“Jo, selvfølgelig. Men det her er brudebuketten. Jeg ville have noget specielt.” Hun holdt øjnene på vejen.
“Det gik hurtigt, det bryllup. Kun et år siden han kom hjem fra værnepligten.” Jens følte, han stak næsen for langt frem.
“Vi aftalte det før han tog afsted. Når han kom tilbage, skulle vi giftes,” svarede Bente muntert.
Hans blik blev hængende ved hendes smilehul.
“Så gifter du dig på grund af en aftale? Ikke af kærlighed?” spørger han stille.
“Også af kærlighed,” svarede hun, uden at mærke hans bedømmende tone.
De kørte lidt i tavshed.
“Du kører godt,” brød Jens stilheden.
“Stefan lærte mig det i gymnasiet. Hvor skal du hen i Birkely? Til hotellet?”
“Det tror jeg,” nikkede han.
“Ved du hvad? Jeg kører dig direkte til cafeen, hvor polterabendet er. Så kan du finde Stefan der,” foreslog hun.
“Det er lidt akavet at tage ind med en stor taske.”
“Jeg tager den med hjem til mig. Du henter den i morgen. Så til cafeen?” Hun kastede et hurtigt blik på ham.
“Så til cafeen,” smilede han.
Han stirrede ud på det mørke, der flygtede for lyset, mens han huskede et helt andet foto, han havde set hos Stefan…
“Hvem er det?” havde han spurgt og peget på en flot rødhåret pige med et drømmende blik.
“Kan du li’ hende?” Stefan havde grænset. “Glem det.” Og rev billedet til sig.
“Bente er smukkere,” havde Jens sagt.
Stefan svarede ikke. Men om aftenen i kasernen fortalte han om alle pigerne før værnepligten. “Bare vink, og de kommer løbende,” pralede han.
Stefan var en fin fyr, men hans pralen irriterede Jens. Han følte med Bente. Stefan ville snyde hende, ødelægge hendes liv… For en måned siden ringede han pludselig og inviterede til bryllup. Hvorfor ikke mødNogle år senere stod Jens på stranden med Bente og deres lille datter, og mens bølgerne skyllede ind mod sandet, vidste han, at det bedste han nogensinde havde gjort, var at lade det tog køre væk med dem den dag.
