Den fattigste gamle dame i kvarteret fandt 300.000 kroner; da hun gik for at returnere dem, sagde ejermanden, at der “manglede” over 100.000, og forvirret måtte hun tage i banken for at låne pengene til at dække forskellen.
Fru Mette, som boede i den sidste hus i gaden, var elsket af alle. Enke siden hun var ung, med børnene flyttet langt væk, levede hun alene i et gammelt, utæt hus og klarede sig med nogle lejede marker og ved at samle flasker og pap for at sælge dem.
En morgen, mens hun samlede øldåser langs en kanal, så hun en lædertaske ligge på jorden. Da hun åbnede den, fandt hun en tyk bunke sedler; et hurtigt overslag viste omkring 300.000 kroner. I hele sit liv havde hun aldrig holdt så mange penge. Hænderne rystede, og hjertet hamrede. Men tanken om, at “hvad der ikke er ens, skal man give tilbage,” fik hende til at pakke pengene omhyggeligt sammen og skynde sig til herr Mikkelsenden rigeste savværksejer i området.
Da han så pengene, talte han dem hurtigt og rynkede panden:
“Hvad mener du med 300.000? I denne taske var der over 400.000. Hvor er resten? Giv mig de manglende penge!”
Fru Mette stivnede, stammede forklaringer, men han insisterede på, at der manglede penge. For ikke at blive set som en tyv, måtte hun bide tænderne sammen og tage et hastelån i banken på over 100.000 kroner for at “fuldføre” det, han påstod. I kvarteret begyndte folk at hviske: nogen forsvarede hende, andre tvivlede.
Tre dage senere, ved daggry, fik en høj lyd alle til at løbe ud på gaden. Foran fru Mettes hus stod 10 blankpolerede biler, hver med åbne døre og fyldt med gaver, hvidevarer og endda kuverter med penge. Fra en af bilene steg en mand i jakkesæt, med fugtige øjne, og sagde med rørende stemme:
“Mor! Jeg har ledt efter dig i 20 år… Jeg er den dreng, du tog hånd om og opdragede, da jeg blev efterladt. Nu er jeg kommet for at takke dig for alt.”
Før han nåede at afslutte, dukkede en anden skikkelse op bag ham: ingen andre end herr Mikkelsen, bleg og skælvende, mens han så, hvordan denne “søn” sendte ham et smil fyldt med mening…
Herr Mikkelsen tog et skridt tilbage, men kunne ikke få et ord frem. Mandens blik var ikke længere varmt, men koldt som stål.
“Kan du huske mig?” spurgte han langsomt, hvert ord tungt som bly. “For år siden, da min adoptivmor bar mig i sine arme, tog du hendes families jord fra hende og tvang hende til at bo i en hytte ved kanalen.”
Naboskabslarmen bredte sig ned ad gaden, og alle øjne hvilede på herr Mikkelsen med forbløffelse og harme.
Manden vendte sig mod fru Mette igen, med ømhed i blikket:
“Mor… nu har jeg succes, og jeg vil sørge for, at du aldrig mere skal lide. Disse 10 biler, fyldt med gaver og penge, er til digvælg, hvad du vil. Og det nye hus… jeg har købt det på byens bedste grund, klar til, når du siger ja.”
Fru Mette, med tårer i øjnene, strøg den søn over kinden, som hun havde opdraget siden han var en forladt baby.
Så vendte han sig mod herr Mikkelsen:
“Og din gæld… er ikke i penge, men i ære. For tre dage siden beskyldte du min mor falsk for tyveri og tvang hende til at låne 100.000 kroner for at betale dig. Jeg har købt den gæld i banken. Nu er det dig, der skylder.”
Han viste et dokument med herr Mikkelsens navn og gældenmed en skyhøj rente, den samme, han plejede at pålægge de fattige i området. Herr Mikkelsen blev hvid som et lagen, knæene rystede.
“Jeg vil ikke have dine penge,” sagde manden med alvorlig stemme. “Jeg vil have, at du går fra hus til hus i dette kvarter, fortæller sandheden om min mor og beder hende om tilgivelse for alles øjne.”
Herr Mikkelsen sænkede hovedet. For første gang rystede den mægtige savværksejer foran mængden.
Så lød fru Mettes stemme, blid men fast:
“Jeg har ikke brug for, at du giver mig noget tilbage. Jeg vil bare have, at du husker: penge kan man altid tjene igen, men når man mister sin værdighed… er der ingen måde at købe den tilbage på.”
Hendes ord gjorde gaden tavs. Herr Mikkelsen stod som forstenet, mens sønnen trykkede sin mors hånd og førte hende mod huset under bifald, der gjal
