**Dagbogsnotat – Mødet med en gammel ven**
Jeg sad i mødelokalet og diskuterede arbejdsopgaver med mine kolleger, da min telefon vibrerede på bordet. Jeg var lige ved at ignorere opkaldet, men så genkendte jeg navnet på skærmen – det var min barndomsven fra folkeskolen.
“Undskyld mig et øjeblik,” sagde jeg til kollegerne og gik ud i gangen.
“Hallo?” svarede jeg forsigtigt.
Det var Mikkel. Vi havde ikke været i kontakt i årevis – siden vi gik ud af skolen. Jeg havde skiftet telefon flere gange og troede ikke engang, han havde mit nummer mere.
“Mikkel? Er det virkelig dig?” lød hans stemme, glad og overrasket. “Jeg troede slet ikke, jeg kunne nå dig!”
“Hej, Mikkel. Hvordan går det?” spurgte jeg automatisk, mens jeg stadig var chokeret over at høre hans stemme.
“Fint! Jeg er i København. Ved godt det er midt på arbejdsdagen, men… kunne vi ikke mødes? Det er så længe siden. Hvornår får vi ellers chancen?”
Jeg tøvede. “Okay, jeg har et møde om en time. Hvor skal jeg finde dig?”
“På Hovedbanegården. Jeg står ved hovedindgangen.”
“Bliv der. Jeg finder dig,” lovede jeg og vendte tilbage til mødet.
Jeg deltog, men tankerne kredsede hele tiden om Mikkel. Fem år? Ti? Femten? Siden jeg gik hjemmefra for at studere.
Da jeg parkerede bilen og gik mod banegården, var der som altid proppet med mænd i jakkesæt og turister med kufferter. Jeg spejdede efter ham.
“Mikkel!” råbte en mand pludselig og kom gående mod mig med et bredt smil. Jeg genkendte ham ikke med det første. Vi standsede, målte hinanden et sekund, gav hinanden hånden – og så, uden at aftale det, et knus.
“Gud, hvor ser du godt ud,” sagde han og krammig igen. “Vigtig mand, hva’? Jeg vidste altid, du ville nå langt. Skal vi ikke finde et sted at sidde?”
“Kom,” sagde jeg. “Jeg har bilen. Der er en hyggelig café lige hernede. Er du på forretning?”
“Nej, min svigermor skal opereres. Vi har ventet på en tid i evigheder. Hold da op – er det din bil?” Han gloede på min bil, en stor, sort SUV.
“Ja,” sagde jeg og kunne ikke lade være med at småsmule.
Inde i caféen var der roligt, næsten tomt. En servitrice kom straks hen.
“En sort kaffe til mig,” sagde jeg. “Og til min ven…?”
“Det samme,” svarede Mikkel hurtigt.
“Nej, han får også en bøf med kartofler og en dessert,” afgjorde jeg.
“Du behøver ikke—” begynte Mikkel, men jeg afbrød ham.
“Du har sikkert ikke spist i dag. Og du skal hjem i tog senere.”
Han gav efter. “Okay, tak. Men jeg betalVi sad længe og talte om gamle dage, og da vi endelig sagde farvel, vidste jeg, at venskabet mellem os aldrig ville forsvinde, selvom livet havde ført os vidt forskellige steder hen.
**Moral:** Nogle gange skal man vende tilbage til rødderne for at forstå, hvor man virkelig hører til.
