Det var ikke deres rigtige mor, de fem… Men hvem ville kunne se det?
Egon mistede sin kone. Hun kom sig aldrig efter den sidste fødsel.
Sorg eller ej, fem børn blev tilbage. Den ældste, Niels, var ni. Ivar var syv. Tvillingerne Esben og Lasse var fire. Og den yngste, den længe ventede datter, Lærke, var kun tre måneder gammel.
Der var ingen tid til sorg, når børnene bad om mad. Men om natten, når alle sov, sad Egon på køkkentaburetten og røg…
Først prøvede Egon selv at klare det. Hans svigerinde kom engang imellem og hjalp lidt. De havde ingen andre familie. Hun tilbød at tage Esben og Lasse, så det blev lettere for ham. Senere kom der to fra kommunen.
De foreslog at sende alle børnene til et børnehjem. Men Egon ville ikke give sine egne børn væk. Hvordan kunne man give sine egne børn til fremmede? Og hvordan skulle han leve efter det? Selvfølgelig var det hårdt, men hvad kunne han gøre? De voksede langsomt, og en dag ville de være voksne.
Nogle gange nåede han at tjekke de ældstes lektier. Lærke var den største udfordring, selvfølgelig. Men her hjalp Niels og Ivar, hvor de kunne.
Sygplejersken, Nina Jensen, kom ofte forbi og passede på dem. En dag lovede hun Egon at sende en barnepige. Det var for hårdt for en mand at passe en baby. Hun sagde, det var en flink, hårdtarbejdende pige. Hun arbejdede som sygeplejerske på hospitalet.
Hun havde ingen egne børn og var ikke gift. Men hun havde hjulpet med at opdrage sine søskende, da hun kom fra en stor familie i en naboby. Sådan kom Lise ind i Egons hjem.
Hun var lille, stærk og med et rundt ansigt, en gammeldags fletning ned til livet. Og hun var tavs. Hun sagde ikke et ord for meget. Men pludselig forandrede alt sig i Egons hus. Huset skinnede hun vaskede og gjorde rent.
Børnenes tøj blev lappet og vasket. Hun nåede at passe Lærke, lave mad og holde styr på alt. I skolen og børnehaven bemærkede de straks en forskel. Børnene var rene og pæne, knapperne var ikke længere syet med sort tråd på hvidt stof, og ærmerne var ikke slidte.
Engang blev Lærke syg og fik feber. Lægen sagde, hun ville komme sig, hvis hun blev passet godt. Så Lise sad oppe om natten ved hendes side og lagde sig aldrig selv. Hun plejede pigen tilbage til sundhed. Og på en eller anden måde blev hun bare i Egons hus…
De yngste begyndte at kalde hende mor, de savnede en mors kærlighed. Og Lise var ikke nærig med kærlighed. Hun roste dem, kærtegnede dem og holdt om dem. Selvfølgelig, de var jo børn…
De ældste, Niels og Ivar, var først forlegne og kaldte hende ikke noget. Men efterhånden begyndte de at kalde hende bare Lise. Hverken barnepige eller mor bare Lise. For at huske, at de havde haft en rigtig mor. Og hun var næppe gammel nok til at være deres mor.
Lises egne famil
