**Dagbog**
I dag sad jeg og tænkte på gamle dage, mens jeg sad her på plejehjemmet. Der var en gammel dame i min opgang, fra lejlighed nummer treogtyve. Åh, hvor var hun upopulær. Ingen vidste rigtig, hvad hun hed hverken fornavn eller mellemnavn. Og ærligt talt, ingen gad heller ikke spørge.
Hun var så lille, gråhåret, med tykke briller, hvor plastre erstattede buerne grå og snavsede. Hun gik stille, skrabede med fødderne i slidte gamle sko med huller i tæerne. I hånden havde hun altid en netpose, og bag hende løb en lille hund så lille, men den gøede som en vagthund. Den gøede af alle, der kom forbi hendes dør, og der var mange besøgende, for der var tre ting, der generede nabolaget.
Først: fjernsynet. Det brummede fra morgen til aften, og på højeste lydstyrke. Andet: kakerlakkerne, der kravlede fra hendes lejlighed ud i hele opgangen. Og tredje: den kvalmende, ubehagelige lugt, der hængte i luften, selv i elevatoren og på trappen.
Det irriterte folk til tårer. De kom og brokkede sig, spurgte: “Hvornår stopper det her?” Men den gamle dame kiggede på dem med sine smalle øjne, smilede som et barn og sagde bare:
“Lige om lidt, lige om lidt”
Og så blev det stille. Men ikke længe, for det startede forfra igen.
Ved I, hvad hun hed? Ellen Margrethe. Hun var næsten femogfirs. Sidste år var hun meget syg en forkølelse, der næsten gjorde hende døv. Hun ville gerne have et høreapparat, men pengene var der ikke, og ventelisten var lang. Hendes pension var en slat hun skulle betale for varme, medicin og mad til hunden, Mille hendes eneste solstråle.
Mille var hendes eneste rigtige ven. Hun kom til hende for mange år siden, da manden døde, og børnene og familien nej, der var ingen. Ellen gik hjem fra butikken i regnen og så en lille hvalp i skraldespanden beskidt, rystende, så ensom. Hun ville gå forbi, for hun kunne knap stå selv, men hvalpen fulgte efter. Sådan blev de sammen, og Mille blev hendes hele verden.
Lejligheden den var som et heksehus: beskidt, stinkende, og kakerlakkerne løb overalt. Men Ellen lagde måske ikke mærke til det eller ville det ikke. Og naboernes klager blev kun værre som en kamp uden håb.
Så kom Lise en ny nabo, skilt, med et barn. Hun flyttede ind med lettelse og lod lugten og kakerlakkerne være til at begynde med. Men da hun en aften så to kakerlakker løbe over køkkenbordet, gik det op for hende. Så besluttede hun at gøre noget ved det.
Men det interessante var, at naboen fra tredje sal fortalte hende om Ellen Margrethe. Om historien med fjernsynet, kakerlakkerne og lugten. Lise følte med den gamle dame, for hun vidste, hvordan det var at være alene. Så hun besluttede at hjælpe.
Og så begyndte et nyt liv: Lise og hendes søn, Emil, begyndte at besøge Ellen, hjælpe med indkøb, lege med Mille. Den gamle dame var så glad for ikke at være alene, og Lise og Emil fik en ny familie.
Lugten forsvandt langsomt, kakerlakkerne også, og fjernsynet blev sat lavere. Men så begyndte sladderen folk sagde, Lise ville tage lejligheden. Men hun var ligeglad det vigtigste var, at hun kunne give Ellen lidt varme.
Næsten et år gik. En dag gik Ellen Margrethe bort. Hun blev sendt afsted stille og roligt, uden støj, som hun nok selv ville have ønsket. Mille blev hos Lise og Emil nu var de en rigtig familie.
Så ja, livet kan være hårdt og uretfærdigt. Men selv i alderdommen, hos dem, alle har glemt, kan der ske et lille mirakel når nogen kommer og giver varme og omsorg. Det er det, der er sand lykke.
