Som ung pige begyndte Mette at arbejde som sekretær i en byggeafdeling. Hun kunne ikke begynde at studere efter skolen, fordi hendes far var meget syg, og hendes mor var allerede død – hun gik bort under fødslen. Faren havde opdraget hende alene. I skolen havde Mette dog lært fransk, og hun elskede sproget. Hun tog ekstra kurser i gymnasiet og forbedrede sig konstant. Hun håbede, det en dag ville blive nyttigt.
**Ubesvaret og hemmelig kærlighed**
Første gang Mette så sin chef, Anders Mikkelsen, standsede hun helt af. Han kom ind på kontoret en morgen, hilste høfligt, lod blikket hvile et øjeblik på den nye medarbejder og gik derefter ind på sit eget kontor.
“Hold da op,” tænkte hun forvirret, “han er virkelig smuk.” Men så kom hun til sig selv: “Hvad bilder jeg mig ind? Anders Mikkelsen er min chef, ældre end mig og gift.”
Han var en mand i fyrrerne, stolt, velbygget, med en blød stemme, blå øjne og et charmerende smil. Da han kaldte hende ind på sit kontor for at give instrukser, kunne hun ikke lade være med at stirre på ham, druknede i hans blik og nød hans stemme. Men hun samlede sig og nikkede bare.
Da hun kom ud fra kontoret, sank hun ned på en stol og måtte trække vejret dybt.
“Nej, det her kan ikke passe. Jeg er her for at arbejde. Chefen er gift, og alle siger, han elsker sin kone, Lise, højt.”
Anders var virkelig gift og så ingen andre end sin Lise. De havde ingen børn, men han elskede hende inderligt, og følelserne var gensidige. Kvindelige kolleger sladrede dog:
“Hvad ser vores chef overhovedet i den kedelige mus? Hun er ikke smuk, klæder sig tarveligt og har ikke givet ham børn. Mens han – han er en rigtig flot mand.”
De havde på en måde ret. Lise var en almindelig kvinde, klædt i enkel tøj, og sammenlignet med sin mand så hun, mildt sagt, ikke særlig imponerende ud. Men for ham eksisterede ingen andre kvinder end Lise. Alle havde prøvet at friste ham, men han forblev kold og uimodtagelig.
Mette hørte på rygterne og elskede ham i stilhed. Hun drømte om, at han en dag ville lægge mærke til hende og forstå, hvor højt hun holdt af ham.
“Vi skal være sammen, og jeg vil føde hans børn. Selvfølgelig vil jeg ikke ødelægge hans ægteskab, men jeg kunne godt tænke mig at få et barn med ham. Åh Gud, hvor elsker jeg ham!” Sådanne umulige drømme forfulgte hende konstant.
For Mette blev Anders hendes eneste, uopnåelige drøm. Men han bemærkede hende knap nok og behandlede hende bare som en dygtig medarbejder. Dog gav han hende engang blomster – på hendes fødselsdag. Og det gjorde hende bare endnu lykkeligere.
**Et tilfældigt møde**
Tyve år gik. Pludselig så hun ham på gaden og genkendte ham knap nok. Gråhåret, haltende, med en gammel mands usikre gang. Intet var tilbage af den smukke mand fra dengang. Hjertet hamrede i hendes bryst, munden var tør, benene føltes tunge. Men han lagde ikke mærke til hende og gik bare videre.
Hun ville løbe efter ham, holde om ham og fortælle ham, at hun stadig elskede ham. Men hun kunne ikke bevæge sig. Hun stirrede efter ham og bemærkede ikke engang, at hun talte højt:
“Gud, hvad er der sket med ham? Fortjener han virkelig det her?”
“Han har været helt knust siden Lise døde for to år siden,” hørte hun en stemme og så en ældre dame. “Han er min nabo – jeg hjælper ham nogle gange. Han bor alene og drikker sin pension væk. Jeg skælder ham ud, men han kan ikke stoppe. Og han er slet ikke gammel, kun 62.”
Mette var helt ude af den, og den ældre kvinde lagde mærke til det:
“Kender du ham?”
“Ikke rigtig,” sukkede hun og gik videre.
Resten af dagen kunne hun ikke glemme det møde. Hun kunne ikke sove, lå bare med lukkede øjne, mens alle minder flimrede forbi som en film. Pludselig vendte hele hendes liv sig. Den eneste kærlighed i hendes liv var kommet tilbage. Han havde altid været den eneste for hende.
**En lykkelig forretningsrejse til Frankrig**
Mette havde nu arbejdet som Anders’ sekretær i næsten tre år, uden nogensinde at røbe sine følelser. Hun elskede ham i stilhed, uden håb. Men en dag sagde han:
“Mette, vi skal på forretningsrejse til Frankrig, og jeg ved, du taler flydende fransk. Vi har forhandlinger, og jeg forstår ingenting. Så gør dig klar.”
Han anede ikke, hvor lykkelig han gjorde hende, eller hvor vildt hendes hjerte bankede. Hun tænkte kun på, at de skulle være alene sammen.
Forhandlingerne gik godt, og inden hjemrejsen foreslog Anders:
“Lad os fejre den succesfulde aftale med en middag. Du har gjort det fantastisk.”
De sad længe på restauranten. Anders blev beruset – han drak normalt ikke, men i aften var der bare glæde. Mette hjalp ham tilbage til hotelværelset og lagde ham i sengen. Pludselig greb han hendes hænder og trak hende tæt på sig.
“Tak, min skat, tak,” hviskede han og kyssede hende begærligt. Hendes hjerte smeltede.
Hun kunne ikke modstå, ville ikke, og følte sig som om hun faldt i et dybt hul. Selvom hun vidste, det var forkert, kunne hun ikke stoppe det. For hende eksisterede intet andet end ham – kun de to!
Der var flere kærtegn, og hun modstod ikke, selvom han kaldte hende “Lise.”
“Lise, min elskede, min pige,” hviskede han.
“Han tror, jeg er hende,” tænkte hun bittert.
Smerten skar igennem hende, men hun accepterede det. Da han faldt i søvn, så hun på ham og følte en underlig lykke. Ved daggry listede hun sig ud og gik til sit eget værelse.
**En pinlig morgen**
Næste dag bankede Anders på hendes dør, flov og forlegen.
“Undskyld, Mette. Undskyld for det, der skete mellem os. Det var en fejl. Du må forstå… det skulle ikke være sket,” mumlede han og undgik hendes blik.
Hans ord brændte i hende, men hun tog sig sammen.
“Det er okay, Anders. Jeg er også selv skyldig. Ingen skal nogensinde høre om det.”
“Tak, Mette. Du reddede mig. Jeg skylder dig, og jeg skammer mig sådan…”
**Et ventet mirakel og en opsigelse**
Da de kom hjem, burde livet have vendt tilbage til normalen. Men Mette kunne ikke glemme den
