Den eneste mand i familien
Om morgenen, mens de sad ved morgenbordet, kiggede ældstedatteren Signe op fra sin telefon med et drømmende glimt i øjet og spurgte:
Far, har du set dagens dato?
Nej, hvad er der særligt ved den? sagde Henrik og tørrede smør af kinden med en serviet.
Signe vendte skærmen mod ham, så han så talrækken: 11.11.11. Altså, 11. november 2011, tre ellevetaller på stribe.
Det er jo dit lykketal, far! Tre på én gang. I dag bliver en fantastisk dag for dig.
Ja ja, hvis dine ord bliver til honning, så skal jeg nok spise det hele, fnisede Henrik og tog en slurk kaffe.
Det står også i mit horoskop, tilføjede Alma, lillesøsteren, uden at hæve blikket fra sin mobil. I dag får skorpioner en vidunderlig, livslang gave og et glædeligt møde.
Hold da op. Det kunne være, der er en ukendt slægtning, der har efterladt os en million, sådan som i de amerikanske film, sagde Henrik sarkastisk.
Milliarder, far, du tænker for småt, grinede Signe.
Hm, hvad ville vi så bruge alle de penge på? Købe en villa i Toscana? Yndlingsyacht i havnen i Skagen?
Hvad med en helikopter, far? sagde Alma og lod tankerne flyve.
Ingen problem, skat, der kommer en helikopter til dig. Signe, hvad vil du have?
Jeg vil være med i en film i Bollywood med Salman Khan!
Det skal du nok få. Jeg ringer til Amitabh Bachchan personligt så fikser vi den… Nå, piger, nok dagdrømmeri, vi har skoletasker, der venter.
Øv altså, sukkede Alma dybt. Bare et minut mere at drømme…
Det må I altid, smilede Henrik og rejste sig, i det han skyllede teen ned. Men bare husk skolen venter.
Senere på aftenen gled dette morgenbillede ind i Henriks hoved, mens han pakkede rugbrød og spegepølser fra supermarkedet i indkøbsposerne. Dagen havde ikke været specielt heldig. Der var kommet ekstra arbejde, stress og en træthed helt ind i knoglerne. Han havde ikke mødt nogen spændende mennesker, og vidunderlige gaver var der heller ikke skyggen af.
Heldig som en flyvefisk, der styrter over Paris, tænkte Henrik grinende, mens han skubbede vognen mod sin slidte gamle Folkevogn, der havde holdt familien kørende i tyve år.
Ved bilen cirklede en lille dreng en gådefuld, drømmeagtig skabning i laser og to forskellige sko: en tennissko i blå, og en gammel sort gummistøvle. På hovedet en forvasket, vildt skæv elefanthue med det ene øre næsten brændt væk.
Hr… jeg er sulten… har De lidt brød…? snøvlede drengen med en næsten uhørlig dirren.
Sætningen lød som en replik fra et gammelt dansk eventyr. Heller ikke det slidte udseende den brugte elefanthue, den snusende stemme ramte Henrik, men derimod den lille tøven i stemmen. Som i en teatralsk drøm, der afslører mere end den gemmer. Henrik mærkede straks, at drengen spillede en rolle, en slags maske; hele optrinnet forekom ham mystisk og alligevel udvalgt til netop ham.
Lad os se, min ven, hvad du gemmer på. Han trak på smilebåndet. Pigerne elsker at spille detektiver, det her bliver deres gave.
Brød gør ingen mæt. Hvad siger du til varm oksesteg, nye kartofler, rødkål og fynsk æblekage?
Bare et sekunds overraskelse, så spændte drengen kroppen, og Henrik anede et lyn bag det messy pandehår.
Sådan ja, mindre teater, mere sandhed. Vi fortsætter
Hvad svarer du, ja eller nej?
Ja hviskede drengen.
Ud med sproget så. Hold lige det her, bad Henrik og rakte ham en pose, idet han længselsfuldt lod nøglerne rasle ekstra længe. Falske vagabonder forsvandt gerne, så snart de fik mad i hænderne. Men ikke denne han stod som sømmet til asfalten, poser fast i hånden.
Tak, min ven, jeg kan virkelig ikke løbe i dag, tænkte Henrik lettet, da han endelig fik bilen pakket og lukkede døren op for drengen.
Værsgo, unge mand. Karet venter. Kartoflerne koger snart, og der bliver plads til dig.
Drengen sukkede uforståeligt, med et fjernt blik, næsten som om han flød ind i bilen. Turen mod landsbyen var tavs, snegleagtig, som i slowmotion. Henrik havde i årevis boet herude med sine piger, efter at have arbejdet som smed på værket i Svendborg. Ingen nær familie kun pigerne, som han elskede over alt. En sårbarhed fyldte ham ved mødet med forældreløse og hjemløse børn; hvor tit havde han ikke taget dem med hjem, vasket, mættet og hjulpet på fode, indtil socialrådgivere satte deres hæl ned. For Henrik var det vigtigste ikke mursten og penge, men kærlighed. Sociale myndigheder talte altid om børnens tarv, men overså hjertets trøst.
Drengen sad tavs og trykkede sig sammen, næsen gemt under huen, som en lille fugleunge. Henrik følte en brise af gamle minder drengens ensomhed mindede ham om dengang, han selv var barn i et plejehjem uden for Odense og kun havde én sand familie: de børn uden forældre, som han engang var én af.
Måske har jeg dømt dig for hårdt, lille ven, tænkte Henrik, mens de nærmede sig landsbyen. Du virker hjemlig, ikke kras og barsk som gadedrenge. Kan være du bare er bange. Vi skal nok finde ud af det. Hjemme venter varme, mad og måske fortæller du selv.
Pigerne stod allerede på trappen som et par sultne katte sprang de mod bilen, hev dørene op, slæbte alle poser ind.
Far, hvem er det? spurgte Signe mistænksomt, da hun opdagede drengen.
Det? Det er dagens gave fra horoskopet! Indrømmet, den er lidt flosset om kanterne, svarede Henrik smilende.
Fantastisk, far, sagde Alma, der nu helt tæt stirrede nysgerrigt på drengen under huen. Måske du har byttet ham for én fra Brugsen?
Nej, det er vores helt egen gave… Han hang fast i min fod på parkeringspladsen jeg kunne ikke slippe af med ham.
Har han et mærkat? spurgte Signe teatralsk.
Ingen prismærke, ingen navn, kun et eventyr.
Forkert, far, sagde Alma, med et stort suk. Du har fået et reklameret eksemplar Man må aldrig sige nej til en gave, men!
Drengen stivnede ved ordstrømmen, bange for at blive smidt ud igen. Signe mærkede det straks, lagde armene om ham, gloede ham i ansigtet.
Hov! Hvem bor derinde, hva? sagde hun drillende.
Drengen svandt endnu mere ind i sin blåstribede jakke ingen lyd.
Abonnenten er uden for netværk, mumlede Signe og trak ham med ind.
Inde i køkkenet udvekslede pigerne ordløse blikke med far. Først da Henrik gav signalet fem fingre, kun fem minutter ad gangen, så pigerne fik lov at bruge deres sædvanlige metode: godt og ondt politi.
Alma, tag nu gaven ind, vi må undersøge hvad det er for en mærkelig, gående genstand, du har slæbt hjem, lo hendes søster.
Pigerne slæbte drengen ind mellem sig som en kludedukke. Drengen vred sig lidt, mumlede uforståeligt.
Far, han klirrer indvendig! grinede Alma.
Måske er der en løs skrue? Eller er kontakten faldet ud? sagde Signe i samme toneleje.
Så må jeg have mine værktøjssager med ud fra garagen, svarede Henrik, mens han satte kursen mod bilen for at parkere den.
Efter lidt tid kom Alma rendende:
Far, han lyver!
Hvordan ved du det?
Nemlig, jeg lugtede til ham. Han lugter ikke af gaden han lugter af bolledej! Kan du gætte hvad dette er? sagde hun og rakte hånden frem. Lugter du det?
Henrik duftede og skrabede lidt på den sorte plet.
Sminke?
BINGO! Sagde Alma. Han har lavet teater smurt sig for at ligne en hjemløs kalv.
Kalv?
Han sagde, han hedder Mikkel. Jeg slog det op: Mikkel betyder ungt kreatur.
Kreatur er godt. Vi opfeder ham, og så
Kom nu, far! Sagen er alvorlig. Jeg er sikker på, at han kun kom for at nærme sig dig. Han har importeret en teaterforestilling Teater for En Mand!
Men hvorfor?
Vi ved det ikke endnu, men Signe er i gang med at lukke ham op. Et minut mere, så har vi udredt Mikkel.
Netop da kom Signe tumlende ud:
Far, har vi noget svovlsyre til overs?
Halv dunk står i garagen, råbte Alma og hentede første den bedste dunk. I forbigående til sin far: Vi er gået over til at løse problematikken med syre og kloak…
Vanvid!
Vildskab, far, smilede hun.
Far, vask hænder der er mad!
I køkkenet sad Mikkel nu på en skammel, stadig fugtig i håret, en rød- og sortstribet T-shirt, slidte jeans, tæerne skjult. Han så langt fra fortabt ud, men begyndte at rette sig op, lettere, rankere.
Vil du spise med, Mikkel? spurgte Alma.
Noget hø til vores lille kalv? spurgte Signe.
Nok nu, sagde Henrik. Nu spiser vi og snakker ikke mere.
Pigerne kiggede spørgende på hinanden. For Henrik var det tydeligt: Mikkel var blevet sig selv. Teateret var væk, blikket var klart. Hvorfor denne mærkværdige forestilling? Hvad er mon meningen her? tænkte Henrik, mens han betragtede drengen.
Snart brød Signe tavsheden:
Far, far? Er du vågen? Vil du have mere at spise?
Tak, jeg er mæt. I er mesterskaber i køkkenet! Hvor længe var jeg væk i drømmeland?
Åh, længe. Vi har nået at blive voksne og har fået børn, sagde Alma drillende. Vores nye kæledyr skal passes ordentligt!
Vi opfeder ham til sommer prisen på tyrekalve stiger, sagde Signe.
Okse! rettede Alma hende.
Nok! udbrød Mikkel, rejste sig, hostede og sagde meget alvorligt: – Undskyld, allesammen, jeg skal fortælle jer sandheden.
Ja, gør det, sagde Alma, men ingen løgne! Jeg kan lugte dem!
Sandheden var mærkelig som en drøm. Drengens rigtige navn var Mikkel Jensen. Han var kun en dag ældre end Alma, også elleve år. Hans far var død i krigen på Balkan, moren fik for tidlig fødsel og overlevede knap, kun lillesøster Solvej blev reddet. De blev fire tilbage, med kun store søster, Sara, lige under atten, som tog sig af sine søskende. Krigen havde tvunget dem til at blive voksne hurtigt. Da Sara begyndte at ændre sig om efteråret blev drømmende og fjern frygtede Mikkel straks det værste. Det viste sig bare, hun var forelsket i Henrik! Hun turde bare ikke fortælle det, bange for at han ville afvise hende, fordi hun allerede havde små søskende. Mikkel besluttede at undersøge Henrik og hans familie, før han gav sin søster væk; han klædte sig ud som hjemløs, så han kunne mærke efter, om Henrik og pigerne var gode mennesker.
I er de bedste mennesker, jeg kender. Henrik, tag min søster, du bliver ikke skuffet. Hun er venlig og blid; I vil elske hinanden. Og Signe, Alma I får den søster, I fortjener!
Henrik blev rørt; tøvende lagde han armen om drengen og tørrede lidt i øjenkrogen.
Far, du troede ikke på horoskopet i morges, men i dag fik du faktisk et nyt bekendtskab og en gave for livet. En stor, skør familie dét er lykke, far, sagde Alma med et blink.
Og uden forklaring missede Henrik resten af den nat sit næste tog til Paris, til virkeligheden, væk fra dette eventyrlige drømmeland, hvor kalve kan være mennesker, gaver pakkes ud som hemmeligheder og lykken tager skikkelse af tre, glade børn omkring et dansk spisebord.
