**”Den Defekte Far”**
Så længe jeg kan huske, har mor og jeg levet i en evig cyklus. Tidligt om morgenen tog hun afsted for at arbejde – fejede gaderne i vores kvarter i Aalborg. Til frokost kom hun hjem med en plastikflaske vodka i hånden. Klokken otte om aftenen lå hun og snorkede bag sin lukkede dør – træt, beruset, forsvundet ind i søvn.
Heldigvis havde vi hver vores værelse. Jeg kunne i det mindste lave lektier i stilhed.
Der var dage, hvor mor ikke drak. Så ryddede vi op sammen, bagte wienerbrød, lo. Jeg elskede de øjeblikke. Jeg troede, hvis jeg bare var flink og gjorde mit bedste, ville hun også ønske flere sådanne dage. Men næste morgen var det altid det samme – vodkaen, tavsheden, de tomme øjne.
Da jeg var tre år, var alt anderledes. Mor arbejdede i en købmandsbutik, og far var buschauffør. Jeg husker en sommerdag: vi gik i parken, asfalten smeltede af heden, og far købte is til os. Hans kugle faldt på jorden – og blev straks opslikket af en stor, lurvet hund. Vi grinede til tårerne strømmede. Mor delte sin med ham.
Så brød det pludselig af. En fremmed mand kom til vores dør med en nyhed: far var omkommet i en ulykke. Bussens bremser svigtede, og for at redde passagerne styrrede han ud i en grøft og tog stødet selv.
Efter det gik mor i stykker. Hun begyndte at drikke. Mistede sit job. Fik arbejde som gadefejer. Livet blev til overlevelse.
Da jeg blev fjorten, dukkede han op – onkel Bo. Smuk, ædru. Jeg forstod ikke, hvad han så i mor – selvom hun stadig så godt ud, slank, ansigtet ikke helt ødelagt. Senere viste det sig: han havde bare ikke noget sted at bo.
Men hans ankomst virkede som magi på mor – hun holdt næsten op med at drikke, lavede mad, smilede. Han var ikke omsorgsfuld, men i det mindste drak han ikke og slog os ikke. Det måtte være nok.
Et halvt år senere fortalte mor mig, at hun var gravid. Og af en eller anden grund lagde hun beslutningen – om at beholde barnet eller ej – over på mig. Jeg husker, hvor glad jeg var. Jeg håbede, barnet ville bringe hende tilbage til livet. Jeg drømte om at gå med barnevognen, om at få en lillesøster. Jeg var sikker – det ville blive en pige.
Mor lyttede med strålende øjne. Og onkel Bo så ud til at blive glad. Sagde, han “altid havde ønsket sig et barn.”
Men efter et par uger begyndte han at ændre sig. Tavs, surmulen. Mindre og mindre penge til mad, senere hjemme. Mor var i sine egne drømme og lagde ikke mærke til noget. Men jeg var bange.
En aften blev mor kørt til fødeafdelingen. To timer senere ringede onkel Bo til hospitalet.
“Hallo, er Nielsen fødigt? En dreng? Godt. Hvad sagde I?” Hans stemme gik i stykker, ansigtet fortrak sig. Han lukkede telefonen. Satte sig tavs.
“Hvad er der med mor?” Jeg greb hans ærme. “Sig det!”
Han så på mig med et underligt ligegyldigt blik og hvæsede:
“Lise har født en defekt. Drengen er underudviklet. Det der vil jeg ikke have. Jeg er allerede blevet for længe. Jeg har en anden kvinde – ikke en fattig, drukkenbolt, men en normal en, med lejlighed, med penge. Uden ‘defekte’ børn. Sig til din mor, hun ikke skal regne med mig.”
Han rejste sig og begyndte roligt at pakke. Jeg stod bare og så vores liv gå i stykker.
“Du… du er et kryb!” røg det ud af mig. “Det er dit barn! Hvad skal vi gøre nu?! Du kan ikke bare forlade os!”
Han grinede hånligt. Så på mig med en ulækker blik:
“Du er alligevel smuk, når du er vred. Men for ung endnu…”
Jeg vaklede tilbage og smækkede døren til mit værelse i, rystende af skræk. En time efter smækkede yderdøren. Han var væk.
Det var den mørkeste nat i mit liv. Jeg tudede ind i hovedpuden, forestillede mig, hvordan mor ville tage svigtet. Jeg bebrejdede mig selv – det var mig, der havde overtalt hende til at beholde barnet.
Årene gik. Ni lange år. Jeg blev voksen, gift. Min toårige datter, Sofie, legede i stuen. Og Mille – den lillesøster – var blevet en klog, lys pige. Vi levede i kærlighed og varme.
Den søndag morgen ringede det på døren. Sofie og Mille løb for at åbne. Jeg ville råbe: “Spørg, hvem der er!” – men nåede det ikke.
I døren stod en ubarberet, pukkelrygget mand i en slidt jakke.
“Er Lise hjemme?” knurrede han.
Jeg kiggede nærmere og genkendte ham knap – onkel Bo. Bare nu – gammel, slidt, ingensteds hjemme.
“Jeg tænkte… Det er jo min søn. Jeg… besluttede at komme tilbage. Jeg er jo faren alligevel… hvor er Lise? Drikker hun igen?”
Jeg så på ham med iskold ro.
“Lise bor her ikke. Og du har ingen søn. På fødeafdelen fortalte de dig fejlagtigt om en anden kvinde – Nielsen. Mor fødte en pige. Sund. Smuk. Det her er Mille, forresten.” Jeg så på søsteren. “Nå, Mille, har du brug for sådan en ‘far’?”
Mille trak på skuldrene, som om hun frøs. Svarede roligt:
“Jeg har allerede en far. Far Magnus. Den sødeste og mest rigtige.”
Hun tog Sofie i hånden og gik ind i værelset.
“Hørte du det?” hviskede jeg. “Troede du, dit flugt ville knuse os? Det modsatte skete. Mor faldt ikke tilbage. Hun passede Mille, blomstrede. Og så mødte hun Magnus – en god mand. De bor i nærheden. Og ja, han blev vores rigtige far.”
“Emilie, hvem er der?” lød det fra badeværelset.
“Ingen, skat. Bare… ingen,” råbte jeg tilbage.
Og i det øjeblik, hvor jeg skubbede ham ud af døren, mærkede jeg det pludselig – en lettelse. En lysere følelse. I ni år havde jeg stadig ventet på, han ville dukke op. Nu satte jeg en punktum. Og der ville ikke være nogen skygge mere i vores hjem.
