Hjemmets ånd
Mads, er det dig, der har gjort rent i gården? spurgte Birgitte blidt og lagde hånden på sin søns skulder.
Drengen rykkede forskrækket sine høretelefoner af. Monstrene på skærmen bankede stadig løs på hinanden, men Mads så dem ikke længere.
Hvad, mor?
Jeg spurgte, om du har været hjemme længe?
Lige kommet.
Hvem har så gjort rent i gården?
Hvor skulle jeg vide det fra? Måske Mille?
Birgitte trak på smilebåndet. Hendes treårige datter var nu nok fuld af gå-på-mod, men den slags havde Mille ikke kræfter til endnu.
Den var sjov!
Så må det have været nissen!
Haha, ja, selvfølgelig. Sludrechatol. Gå hellere over til farmor og hent Mille hjem. Hun har sikkert glemt tiden. Jeg laver aftensmad imens. Er du sulten?
Ja! Vi fik rundstykker med drengene i kantinen, men det var efter anden time. Mor, hvornår får vi egentlig tidligst undervisning igen?
Ved det ikke, skat. Skolen er stadig for fyldt, så der er ikke nyt.
Nå, men så kan man da sove længe, sagde Mads og forsøgte, som altid, at finde noget positivt.
Birgitte kyssede ham på hovedet, gav ham drillende et lille træk i øret, da han forsøgte at undslippe hendes kærlige berøring, og gik ud i køkkenet.
Teenagere…
Tretten år. Føler sig næsten voksen, men… Hver gang hendes læber strejfede hans mørke, stride hår, der lignede farens til forveksling, stivnede han stadig lidt.
Børnene var meget forskellige. Mads, mørkhåret, blåøjet, høj lignet sin far, Søren, som to dråber vand. Ikke kun udseendet. Også stædigheden, hjælpsomheden, venligheden begyndte Birgitte at ane hos sønnen. Måske havde han ikke ryddet op i gården, men opvasken var han i hvert fald færdig med og køkkengulvet skinnede endnu fugtigt. Hvor finder man ellers sådan en hjælper? Måske når Mille vokser til.
Mille var Birgittes lille mirakel. Næsten ti års venten og kun et spinkelt håb. Komplikationer efter Mads’ fødsel var tæt på at tage alt. Men selv det lille håb var nok til, at Birgitte og Søren fik en datter. Lys som en kamille. Fint lyst hår, blå øjne som Mads. Helt sin mor, Birgitte. Mild som en kattekilling klamrede sig ofte til både mor og storebror.
Millemus, hvad laver du?
Så blev værelset straks fyldt med barnligt smil. Ingen i verden kunne smile sådan som hendes datter. Det vidste Birgitte med sikkerhed. Nu endnu mere…
Smilet glædede og smertede hende. Farens smil. Sørens. Og Søren var der ikke længere…
Det skar hende dybt, men hun måtte holde stand. For børnenes skyld.
Hendes mand var redder slukkede brande, reddede folk. Også en familie ude ved fjorden… Mor, far og tre børn. Han vendte tilbage for at hente bedstemor. Hun ville ikke forlade dyrene, og til sidst var det for sent. Flammerne lukkede sig om dem.
Birgitte mærkede noget var galt, før nogen ringede. Hjertet blev tungt. Hun rev Mille, der allerede protesterede, fra sig og råbte til sin svigermor, der var kommet for at hjælpe med babyen:
Mor, tag hende! Jeg skal ringe!
Så kørte hun mod Falck-stationen i nabobyen uden at mærke, hvordan hendes bluse blev gennemblødt af mælken, og hvordan hænderne rystede af kramper.
Hvordan hun holdt ud dengang, ved kun Gud. Hvordan hun ikke gik i stykker…
Børnene hjalp. Mads forlod hende ikke et øjeblik.
Mads, kom så, du skal sove nu! hendes svigermor, Elsebeth, hang selv i tovene, men holdt Birgitte oppe. Hun tvang hende til at spise og drikke, bar Mille ind til amning.
Jeg bliver hos mor! Mads rystede på hovedet og lagde sin lille hånd mod Birgittes kind. Farmor, hvorfor er hendes hænder så kolde?
Det meste husker Birgitte kun stykvis som glimt. Også pakningen af tingene hvordan hun i hast smed legetøj og børnetøj ned i taskerne.
Jeg kan ikke blive her længere… Hele tiden venter jeg, at Søren smækker døren op som altid og råber: “Jeg er hjemme!”
Nemlig, Birgitte! Lad os tage hjem til mig et stykke tid så finder vi ud af det.
Nej, ikke til jer… Undskyld. Alt minder også om ham der. Jeg tager i mormors hus.
Men Birgitte! Huset har jo ikke været brugt i årevis!
Jeg skal bare have ryddet op. Og I er jo tæt på. Jeg kan ikke klare det uden jer.
Hvor skulle jeg ellers gå hen? Du er alt, jeg har…
Nej, mor. Vi må ikke begynde at græde igen! Der er så meget, der skal gøres. Pas Mille, så pakker jeg færdig. Og Mads skal også have noget at spise, han spiser snart slet ikke mere. Sidder kun sammen med mig, og jeg har ingen appetit.
Det går ikke! Elses stemme fik strenghed. Du er moren! Hvis du holder dig oppe, skal børnene nok klare det. Hvis ikke, hvordan skal det så gå? Birgitte, jeg kan ikke klare det alene min alder og helbred tillader det ikke. Pas på dig selv!
Birgitte tog sine svigermors hænder, kyssede dem hurtigt og pakkede videre. Ud herfra! Så hurtigt som muligt! Lykkens tid i denne lille lejlighed kan ikke genskabes, og at gå rundt mellem vægge, der har set og åndet kærlighed det er uudholdeligt…
Mormors hus tog ikke venligt imod hende. Birgitte følte hun havde svigtet huset, glemt det for det nye liv. Hun gik gennem rummene, lod fingerspidserne glide hen over væggene, tørrede støv af mormors kommode, stadig dækket af hendes broderede dug, og slog vinduerne op for at lade den kolde efterårsluft strømme ind.
Mor, tag børnene. Jeg kommer om lidt og ammer Mille.
Kan du klare det alene?
Selvfølgelig…
Men Birgitte blev ikke længe alene. Efter en halv time lød døren i baggangen, og på dørtrinnet stod Stine hendes veninde og gamle klassekammerat.
Kunne du ikke bare sige, du kom? Typisk stolthed! Hvor er kludene?
Stine var altid effektiv, en rigtig snakkesaglig søster, men villig til at gøre alt for sine nærmeste.
Birgitte tørrede sæbe af hænderne og gav veninden et akavet kram.
Hej…
Hej! Hvor er børnene?
Hos mor.
Så lad os komme i gang! Bliver du, eller vil du overnatte hos hende?
Nej, jeg bliver her.
Nå, så lad os trække i arbejdstøjet.
Stine så sig om efter en spand.
Stine! Birgitte udbrød, mens hun stirrede på veninden.
Hvad? Åh, det… Ja, sådan går det.
Hvornår?
Februar. Hvorfor ser du så forskrækket ud? Jeg er jo gravid, ikke syg.
Hvem er faren?
Som om du ikke ved det! Stine greb en klud og tørrede vindueskarmen. Føj, hvor her er snavset!
Rasmus? Men han…
Ja, han tog til udlandet. Jeg bliver vist enlig mor. Birgitte, lad os tale om det senere. Jeg skal nok fortælle alt.
Kommer han tilbage?
Rasmus? Nej. Han har brug for frihed. Hans valg. Men jeg får mit barn, Birgitte søn eller datter, hvem ved…
Birgitte vidste, hvad det betød for Stine. Hun var blevet droppet af sin første mand, blevet kaldt ufrugtbar. Hele hans familie vendte hende ryggen, syntes, Oskar, hendes eksmand, “havde trukket nitten”. Stine græd engang, prøvede at forsvare sig, men gaf til sidst op. Blev skilt.
Bedre ingen mand end en, der ikke tager dig i forsvar.
Oskar giftede sig hurtigt igen og det viste sig, problemet var slet ikke Stines. Den nye kone fik Oskar i behandling et år senere fik de en søn og året efter en datter.
Stine var faktisk lettet. Hvis hun ikke var gået, var der ikke blevet plads til nye relationer eller det famlende håb, der nu voksede inden i hende. Rasmus var smuttet, da han fik nyheden, men det betød ikke noget nu. Stine var ikke længere den ulykkelige pige, der sænkede blikket for hånlige bemærkninger.
De to gjorde rent til det blev mørkt. Men det var det hele værd. Huset åndede, knirkede og vågnede til live.
Stine satte sig tilfreds ved bordet, mens Birgitte lavede te betænkte sig over, hvor hurtigt alting gik.
Var det ikke her, de løb ind og snuppede nybagte fastelavnsboller for at ræse ned til fjorden, mens mormor råbte efter dem:
Skarnsknægte! Vil I ikke spise rigtigt?
De svarede altid bare: “Vi er tilbage om en time!”
Den time gled over i aften, til de så mormor i haven, når heden lagde sig, og tavst tog en rive og hjalp til. Hvordan skulle en kvinde klare sådan et hushold med job? Mormor var mejerimedarbejder på en gård.
Hun havde meget at tage vare på. Birgitte var hendes ældste barnebarn. Birgittes mor døde i barselssengen, og faderen ville ikke have barnet, forlod byen og overlod pigen til mormor. Da faderen stiftede ny familie, flyttede mormor og Birgitte lidt med til byen, men vendte snart hjem. Den treårige Birgitte forstod ikke hvorfor.
Mormor døde, da Birgitte var atten. Hun havde lige mødt Søren og var så opslugt, at hun ikke så, hvor hurtigt mormor svandt ind. Først da hun hørte et støn om natten…
Bedste, hvad er der?
Tre måneder havde de. Tre måneder til at få sagt det vigtigste. Alt for lidt…
Men mormor nåede én sidste ting. Hun bad Sørens mor, Elsebeth, om at tage Birgitte til sig, da hun lå i sengen. Hvad hun sagde, ved Birgitte ikke, men siden havde hun haft en “ny mor”.
Må jeg? spurgte Birgitte forsigtigt før brylluppet, og Elsebeth nikkede.
Hun havde aldrig været god til at åbne sig for nogen før. Nu var Elsebeth der, lyttede og rådede hende, næsten som mormor.
Birgitte havde aldrig skændtes med sin svigermor der var ikke noget at skændes om. Kun støtte og vilje til at hjælpe rigtige råd og kærlighed. Sådan nogle er sjældne, vidste hun.
Hun forstod, at familie ikke altid behøver at være blodsbeslægtet. Da mormor døde, dukkede hendes far, stedmor og hendes svigermor op fra byen.
Godt hus. Sundt og solidt. Kunne sælges med fortjeneste.
En fremmed, høj dame gik rundt i haven og rystede på hovedet.
Alt er forfaldent! Det skal shine op, så man kan sælge det.
Hvem skal købe? Birgitte vågnede op, rystede.
Hun havde gået som i trance hele ugen efter mormors begravelse, spist lidt, når Elsebeth prøvede at tvinge noget i hende, stoppede op midt i rengøringen som for at lytte håbede stadig, mormor trådte frem fra baghuset og mumlede surt:
Har du løbet nok? Kom så og vask glas. Vi skal forberede vinteren.
Hvem køber? stedmors mor trak på skuldrene i stroptop med blege skuldre; Birgitte blev pludselig dårlig. Dem, der skal købe huset!
Birgitte kunne ikke svare; hun styrtede bag laden og vendte bleg tilbage, hvor Elsebeth allerede var.
I kan godt tage hjem nu.
Og hvem er DU, der bestemmer her?
Huset er Birgittes. Med skøde. Og testamentet på bankbogen er også i orden. Papirerne har jeg selv hjulpet med. Nu har I ikke noget at gøre her mere. I vil plyndre en forældreløs!
Birgitte blev reddet fra skænderiet af Elsebeth, der trak hende ind og smed hende på sengen.
Ingen får lov at gøre dig fortræd. Jeg lover det til mormor. Tag min natkjole. Læg dig. Jeg laver te til dig. Sov lidt. Vi snakker, når du vågner.
Birgitte så først sin far igen til sit bryllup.
Hun havde ikke sendt invitation. Han kom selv.
Der blev drillet med Søren, som Birgitte grinede ukontrolleret over han skulle prøve at svøbe en kæmpe dukke. Pludselig mærkede hun en hånd på skulderen.
Hej, datter…
Hun blev helt befippet, kunne ikke svare. Faren lagde en nøgle i hendes hånd.
Undskyld! Papirerne har Elsebeth. Hun forklarer alting. Bliv lykkelig!
Hun nåede ikke at svare, før han forsvandt.
Lejligheden, faren havde givet hende, var lille og hyggelig to værelser og køkken. Men skulle hun virkelig flytte fra mormors hus?
Her er mere smart for jer, Birgitte. Det er trods alt byen, småt men flere muligheder. Du skal læse videre.
Elsebeth satte sig tilfreds i køkkenet. Det var hende, der havde talt med Birgittes far, forklaret hvad det ville sige at have et voksent barn. Ikke været der, har ikke opdraget hende nu kunne han støtte lidt.
Du SKAL studere. Du har hovedet i behold. Det skal ikke gå til spilde.
Filialen af Aarhus Universitet gennemførte Birgitte. Det var hårdt, men Elsebeth hjalp med børn og mad.
De åndede lettet op, da Birgitte fik job, og Mads startede i børnehave.
Vi skal til Vesterhavet! Søren klappede ørerne sammen og grinede, mens hans piger hvinede af fryd som små børn.
Deres eneste rigtige ferie sammen. Birgitte og Søren svømmede om kap, holdt øje med Mads, der byggede sandslotte med farmor. Om aftenen gik de på den lange mole, mens natten bredte sin stjernehimmel.
En aften blev Søren på stranden for at snurre med Mads i karrusellen, mens Birgitte og Elsebeth slentrede på molen og småsnakkede. For enden skændtes et ungt par, råbte, skubbede og forsvandt diskuterende langs stranden.
Elsebeth sukkede.
Hvorfor dog? Folk spilder deres liv skændes, forsones og mister måske dage. Til ingen nytte…
Hvordan ved du, de finder sammen igen? spurgte Birgitte.
Fordi man kun skændes sådan, hvis man betyder noget for hinanden. Hun løb jo efter ham og græd. Han bliver sur, men tilgiver også, han vendte sig jo igen og igen. Ingen kan give dem den aften og den dag tilbage. Håber bare, natten får dem på rette spor. Hvis ikke… Husk, Birgitte, tiden er kort. Brug den ikke forkert. Så lidt får vi sammen…
Birgitte var dybt taknemmelig for den samtale. Nu kunne hun se, at hun og Søren aldrig spildte tiden sammen.
Da hun fjernede tekedlen fra komfuret, tabte hun den næsten. En skygge gled forbi køkkenvinduet. Hun blev forskrækket. I tusmørket sneg en mand sig i gården.
Først ville hun låse døren og gemme sig, men så huskede hun børnene og Elsebeth er på vej! Hun måtte handle.
Skaftet på den gamle tepotte var varm i hendes hånd. Birgitte gik ud.
Der var mørkt i gården hun havde glemt at tænde.
Hvem der?
Døren til udhuset knirkede. Rædslen pressede hende ind mod væggen.
Hvad vil du?! Jeg råber op!
Skyggen nærmede sig, og Birgitte trak sig tilbage.
Ikke råb, Birgitte. Det er bare mig Andreas.
Hun sænkede hurtigt kedlen, men brændte sig og satte den fra sig.
Hvorfor sniger du rundt, Andreas? Kom dog ind.
Den solide, lave mand så ned, ligesom Mads gjorde, når han havde gjort noget forkert.
Du… undskyld… din dør til udhuset hang. Ville lige fikse den, inden jeg tager i sommerhus i morgen. Ved ikke hvornår jeg er tilbage.
Det gik op for Birgitte.
Udhusdøren?
Nu hang det sammen: den rene gård, det reparerede hegn og nye brædder ved saunaen.
Så det er dig, der er min husnisse! Birgitte smilede.
Hvad?
Husnisse! Der passer på huset, hjælper til. Men du drikker ikke mælk fra skålen. Mads mener, vi skal have en kat nissen er ensom. Er du?
Lyset fra køkkenet var nok til at se, at Andreas rødmede.
Undskyld, Birgitte. Jeg burde have sagt det tidligere.
Tak! Men… hvorfor, Andreas?
Han svarede ikke, vinkede bare og kravlede over hegnet uden at kigge på Elsebeth og børnene, der nu stod dér.
Nå, så dukkede han op! Elsebeth lo og gav Birgitte en mælkeflaske. Stil den på køl.
Dukkede op? Vidste du det, mor?
Selvfølgelig! Hele byen ved det. Hemmelighed? Andreas holdt jo af dig, allerede da du så Søren. Har du ikke lagt mærke til, hvordan han så på dig?
Næh…
Jamen dog! Elsebeth rystede på hovedet. Snydt dig selv lidt. Kom, nu putter vi børnene, så får vi os en lang snak.
De snakkede til solen stod op. Birgitte fyldte kanderne op, mens hun lyttede målløs.
Han kom for et år siden og bad om min tilladelse. Mente, du ikke havde nogen nærmere end mig så jeg skullle spørges. Rigtig snu! Ville vinde min gunst!
Og du sagde ja?
Ja, hvorfor ikke? Birgitte, dit liv er foran dig! Børnene vokser op og flytter. Så skal du være her alene og passe på gamle mig? Nej lev! Jeg ved, du elskede Søren. Det gør man kun én gang. Men nogle får lov igen, selv efter smerte. Det er en gave. Måske elsker du ikke Andreas som Søren, men får du ro og varme så er jeg glad! Mads trænger til en mandlig hånd. Vi gør vores, men det er ikke nok. Andreas har længst været hans ven. Ved du, han lærer ham at køre bil?
Nej…
Ikke sagt til dig? Han er forsigtig.
Hvorfor?
Nok fordi han ikke vil træde din Søren for nær.
Pjat!
Tal med Mads. Han holder af Andreas, men er bange for at nogen misforstår. Mille er lille, hun forstår lidt Søren husker hun ikke. Med Mads er det sværere. Og så du…
Hvad mig?
Ingenting! Elsebeth smilede, trak sin kop over. Kom med mere te, jeg er tørstig!
Et år senere giftede Birgitte sig med Andreas. Og året efter kom der flere småfødder til verden.
Se, mor, sikke et vildt hår! sagde Birgitte, da de kom hjem, fjernede barnets huer og strøg det lyse hår, ligesom Milles.
En sand lille husnisse! Elsebeth svøbte den lille og tog ham op. Goddag lille ven, du kan kalde mig bedstemor Dusse.
Mor…
Jeg siger det bare for at holde facaden! Giv mad, jeg går i køkkenet. Hvad skal jeg lave?
Den store, røde hankat som Andreas havde givet Mads, kom ind ad døren, sprang lydløst op på vindueskarmen og betragtede Birgitte og den sove-klare baby. Stilheden sad ved siden af katten, omfavnede den og nød synet. Her var lykken så skrøbelig, så sart og det skulle passes på og værnes om.
Et sted klirrede en teske, Mille slog en latter op, og stilheden gled ned fra karmen, daskede katten kærligt bag øret. Katten rystede hovedet og vaskede sig grundigt nu var familien større.
“Kom bare,” tænkte Stilheden med et smil, “her er flere end nok til at passe godt på dem nu.”
Jeg har lært, at livet går videre, selv når sorgen rammer dybest. De, der elsker os, bliver hos os nogle gange i ny skikkelse. Familie er ikke altid dem, vi tror; nogle gange finder vi dem på uventede steder. Lykken er skrøbelig man skal værne om den, mens man har den.
