Familiejuvelen
Nej! Mor, lad nu være med at overtale mig! Jeg gør det altså uanset hvad!
Katrine, hvorfor? Kan du ikke forklare mig, hvorfor du overhovedet skal det her?
Fordi han kommer ind på værelset før mig! Fordi jeg ikke kan holde ud at se mig selv i spejlet! Fordi jeg aldrig får et ordentligt liv! Ingen mand, ingen børn. Mor, forstår du da slet ingenting?! Katrine begyndte at græde, imens hårbørsten fløj hen over værelset og ramte den forskrækkede Holger.
Puden, som Holger energisk kradsede i og hørte på skænderiet fra sin plads oppe på reolen, var sirligt broderet af Katrine selv som gave til farmor. Men en stor strid i familien havde delt dem i to uforsonlige lejre, og puden nåede aldrig sin modtager. De smukke roser på fløjlstøjet var nu til glæde for Katrine selv og udsat for den frække kat Holgers brutale angreb.
Katten Holger var kommet ind i hjemmet takket være Katrine, og hun følte sig forpligtet til at opdrage det vilde væsen, hun engang havde reddet fra nogle drenge i nabolaget. De havde plaget den arme killing for sjov, for hendes ejer var der jo ikke nogen til at beskytte den. Men de havde undervurderet Katrine. Hun virkede skrøbelig og blid præcis som hendes mor ønskede sig det men Katrines far havde nu haft andre ambitioner for sin datter. Derfor havde Katrine sort bælte i karate og mange pokaler, der stod og samlede støv på bogreolen, hvilket fik hende til at sukke tungt hver gang hun skulle gøre rent.
Sportens mange trofæer kom hende til gode den dag på legepladsen, og drengene forduftede i en vis fart med ømme ribben, mens Katrine blev ejer af en lille, skaldet killling med et frygteligt, bart halestump. Langsomt forvandlede killingen sig til en tyk, selvsikker københavnerkat, der mente, Katrine var dens personlige ejendom, og at hun sagtens kunne nøjes med at klø ham bag øret af og til.
På den dag, hvor Holger officielt blev en del af familien, kom Katrine hjem fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, vred og nedtrykt. Forberedelserne til den musik-konkurrence, hun skulle deltage i, gik ikke som håbet. Hendes fingre, normalt dygtige og føjelige på klaveret, nægtede pludselig at makke ret især når hendes studiekammerat Emil trådte ind i øvelokalet.
Emil, som Katrine havde kendt næsten lige så længe, som hun kunne huske sig selv først fra folkeskole, så på musikkonservatoriet var pludselig blevet en fremmed og ubegribelig størrelse. De havde ikke set hinanden i et par måneder: sommerferie, hans rejse til familien i Aarhus. Da de så hinanden igen, føltes det hele for Katrine mærkeligt, og da Emil gav hende et hurtigt kram uden videre, mens han fortalte historier til de andre, frøs Katrine fast næsten svimmel af lykke. Selv om hun normalt ville have vredet sig fri og på spøgefuld vis slået Emil på skulderen, havde hun ingen lyst denne gang. Hun ville bare stå der, længe, længe, med hans hånd på skulderen og mærke glæden kilde.
Selvfølgelig, da Emil styrtede videre med en bunke noder, råbte op om en ny komposition og satte hele auditoriet i sving, skældte Katrine sig selv ud: Tosset pige – hvordan kunne du finde på sådan noget?
Men den underlige følelse nægtede at forlade hende. Hun begyndte at opsnappe glimt af sin prins, og lod straks blikket glide væk, så snart han så på hende.
Det var både pinefuldt og vidunderligt. På den ene side ville hun så gerne tale med ham om det. På den anden side var hun så bange, at hun mistede al føling i fingrene ved tanken.
Katrine led.
Fortælle nogen om sine følelser, det turde hun ikke. Hun var sikker på, at hendes mor ikke ville forstå hende eller det bildte hun sig i hvert fald ind og det gjorde egentlig ingen forskel. Mod til at sige det højt havde hun ikke.
Forholdet til moderen, Bodil Mikkelsen, var svært. De elskede hinanden inderligt, men begge havde temperament og hver sin stædighed. Det betød, at de måtte anstrenge sig for ikke at gøre hinanden ondt. Det lykkedes ikke altid og så blev der stille. Huset blev tavst ingen råb, ingen smækken med dørene, bare lukkede døre og en væg af tavshed.
Kulturel udryddelse, plejede farmor, Amalie, at sige, før familien blev splittet. Helt utroligt dumt!
Katrine var enig, men hun kunne ikke ændre traditionen og blev derfor ved med at føre den videre dog gik hun næsten altid forrest for at forlige sig igen.
Hun vidste med sikkerhed, at hendes mor elskede hende højt, næsten sygeligt. For Bodil var der intet og ingen, der betød mere end Katrine.
Men denne store kærlighed blev også en slags kvælende lille klokke: Katrine fik aldrig lov at være mere end hjemme, til timer på konservatoriet og enkelte familieskovture eller ferier. Hun havde aldrig været i spejderlejr, sjældent legede hun med skolekammerater og fik kun venner gennem mødrenes netværk børn, der ofte mere slog hende, drillede eller pillede hovedet af hendes tøjdyr.
Ak, hvor trist, at børnene ikke kunne blive gode venner, bemærkede Svend, far til Søren, som var den værste bølle, og forsøgte at trøste Katrine. Men hendes fine fornemmelse varslede, at det var tomme ord.
Bodil! Knæk nu det barn! sagde Amalie, farmor. Giv hende et valg! Tager du det fra hende nu, vil hun resten af livet føle sig utilstrækkelig!
Amalie, du skal ikke gøre mig forvirret! Katrine er stadig kun et barn! Hvilket valg har hun? Jeg bestemmer så længe, jeg har ansvaret!
Bare det ikke trækker for længe ud, så dit barn til sidst tror, hun er din ejendom
Hvorfor netop denne samtale brændte sig fast, vidste Katrine ikke. Men hver gang moren begyndte at presse for meget, sagde hun:
Mor! Jeg er altså ikke din ejendom!
Det kunne Bodil bestemt ikke lide.
Tal for dig selv! Du skal bruge din egen forstand!
Og det gør jeg!
Så blev huset stille igen.
Efter den store familiestrid havde Katrine ikke længere kontakt til farmor Amalie. Hvem der havde ret eller skyld i bruddet, forsøgte hun ikke at tænke på. Alle havde skylden på en måde.
Farmor Amalie, der havde tordnet efter mormoren: Du burde have passet på dit helbred under graviditeten! Følsom sjæl Pjat! Du skulle have tænkt på mere end dig selv!
Og moderen, der havde haft voldsomme følelser under graviditeten med det næste barn. Hun kunne græde om natten og råbe:
I forstår mig jo ikke! Kan I da slet ikke have medlidenhed!
Hverken Katrine eller faderen vidste, hvad der mentes med medlidenhed de gjorde, hvad de kunne og gik forsigtgt rundt men det hjalp ikke. Hun mistede barnet sent, og skylden blev aldrig omdelt retfærdigt. Amalie talte ud, som hun plejede, til ingen nytte.
Skal du forsøge igen, skal du bruge en ordentlig læge, Bodil! Hvorfor spørger du aldrig mig om råd? Stolthed, måske Men nu må du tage dig sammen og være mor og kone! Du har allerede et barn. Gør dig umage med hende!
Den samtale endte med et blodtryk så højt, at Amalie blev kørt på hospitalet. Bodil tilgav aldrig svigermoren.
Katrines far forsøgte at forlige kvindernes skænderier, men to stærke hoveder kan ikke tvinges til forlig. Så han opgav og ventede bare på, tiden ville læge.
Det trak ud. Katrine savnede sin farmor, men kunne ikke gå imod moderen, der havde haft det meget svært og holdt sig tættere end nogensinde til Katrine.
Hun havde kun farmors gamle foto, gemt i sin yndlingsroman, hvor hun i smug kiggede på det.
Hvordan kunne fotografen have fanget farmoren sådan, at denne familiejuvel i familien Mikkelsen næsen næsten blev til ingenting? Når Katrine så i spejlet, var det denne markante næse, hun så, ikke vidunderlig smuk, nærmere umådeligt stor.
Den er da kæmpe! En veninde fra folkeskolen, Cecilie, som Katrine ikke havde set i årevis, så betaget på næsen. Undskyld, men det ligner jo Pinocchio! Bliver det ikke svært med kærester? Ej, seriøst, Katrine, har du aldrig prøvet at kysse? I din alder? Vildt!
Hvordan hun holdt sig, vidste Katrine ikke. Hun havde lyst til at ruske Cecilie i håret.
Hvem var hun til at sige sådan? Ikke engang en ven. Hun boede nu i Spanien, kom kun sjældent hjem. Mødet var arrangeret af Bodil i sidste øjeblik, mod Katrines vilje.
I har ikke set hinanden i så mange år! sagde Bodil.
Og sådan kunne det have fortsat! Hvad skal det gøre godt for?
Det er vigtigt, Katrine! Til dig!
Katrine takkede moderen i tankerne, med alle de pæne gloser hun kunne finde. Men en beslutning modnedes i løbet af snakken med Cecilie. For første gang tog Katrine et voksent valg:
Jeg skal have lavet en plastikoperation!
Nej! Bodil stirrede rystet på Katrine. Det vil jeg ikke tillade! Hvorfor?
Lad nu være, mor. Far har allerede givet mig lov. Sådan bliver det!
Du må ikke hviskede Bodil.
Resten af samtalen endte med, at både mor og datter græd, og Bodil flygtede ud af værelset.
Men sidst på natten kom løsningen. Bodil ringede til Amalie og bad om hendes hjælp.
Næste dag fløj Katrine til Bornholm, hvor farmor nu boede i et lille hus nær Svaneke.
Bodil kørte selv Katrine i lufthavnen. Hun hviskede i krammet:
Man begår helt utrolig mange dumheder i livet, min pige! Og mister det, man kunne have beholdt Begå ikke mine fejl, og husk: Jeg elsker dig. Mere end selve livet, og mere end hele verden tilsammen.
Katrine nikkede, knugede moderen, gik ombord på flyet. Nu skulle hun til Bornholm til farmor det vigtigste lige nu.
Amalie tog imod Katrine så kærligt, at der skulle gå to dage, før de fik snakket alvorligt.
Katrine, hvorfor tror du, din mor pludselig begyndte at tænke rationelt som en voksen kvinde?
Jeg ved ikke måske fordi jeg vil have min næse opereret.
Hvorfor? Du ser dejlig ud. Lidt make-up ville ikke gøre skade, men ellers intet at klage over.
Farmor! Ikke dig også Jeg ligner jo Pinocchio.
Hvem har dog bildt dig det ind?
Folk har da sagt det Cecilie blandt andet.
Katrine bed sig i læben for ikke at græde. Cecilie var jo smuk, havde ingen problemer med fyrene
Dem, der kritiserer andres udseende nedgørende, er ikke værd at lytte til, min pige. Ingen er perfekte! Især kvinder ikke. Hvis du kan finde én kvinde, der virkelig er tilfreds med alt ved sig selv, så kan vi lukke Rekordbogen!
Måske skulle jeg melde mig til med Danmarks største næse? Jeg ville vinde!
Vent lige! sagde Amalie og hentede en stor, støvet fotoalbum med blå fløjl.
Se, Katrine. Alt det her vores familie. Dem, familiejuvelen ikke holdt tilbage. Her er din tipoldemor, som mistede sin mand i storkonflikterne i 1940erne. Hun reddede sit barn ved at betro hende til en nabo, som beholdt både pige og arvestykker. Pigen, min tante Lise, blev kirurg og havde det største hjerte. Før hver operation bad hun om en maske, der passede næsen. Og hun var lykkelig gift med en flot mand til det sidste, selv da han lå syg. Da han døde, plejede hun ham, til hun selv gik bort af sorg.
Hvilken skæbne
Ja, men alle kvinder i vores familie har klaret sig godt. De beholdt altid deres efternavn, for at ære slægten og vores arv. Og alle fandt lykken, fik børn og børnebørn. Det er ikke så ringe!
Amalie fandt en lille udskåret æske i kommoden.
Nu er det tid. Tag denne her. Det er fra Lise til dig. Hun delte sine minder mellem kvindernes slægtslinje.
I æsken lå et par eventyrlige øreringe, som næsten tog vejret fra Katrine.
De er lavet af din tip-tip-oldemor. Hun var guldsmed og elskede liljer, som hun tænkte på sin hustru, Lilian. Nu er de dine.
Farmor! Det er jo en rigtig familiejuvel!
Lige præcis som din næse. Og hvis jeg nu smeltede øreringene om, fordi de ikke fulgte tidens mode? Ville de så stadig have værdi?
Katrine knugede smykket til sig.
Det ville være forkert
Så lad ikke Gud høre dig sige, at han har lavet dig forkert! Alt ved dig er præcis, som det skal være. Fortæl mig nu om Emil denne unge mand, der forstyrrer din nattesøvn. Hvem er han, og hvad laver hans familie?
Farmor! Hvordan ved du det?
Åh, den slags ved farmødre bare Tror du aldrig, jeg har været ung?
Det blev en lang nat. Katrine åbnede sit hjerte, og Amelia lyttede. Katrine kunne nu ånde igen, tænke på konkurrencen og fremtiden uden frygt.
Næste morgen fandt hun farmor pakket og klar.
Hvor skal du hen?
Nu er det tid for at samle stenene op, Katrine. Jeg har lavet mange fejl; den største er, at jeg lod vores familie splintres. Jeg må se din mor.
Amalie var så beslutsom, at Katrine hjalp hende uden protest hun bookede straks en taxa til lufthavnen.
Senere, hjemme med Holger i favnen, lyttede Katrine til de rolige stemmer i køkkenet. Hun længtes efter at sidde med dem, tage mor og farmor i hånden og spørge, om de havde forsonet sig Men hun vidste nu måtte hun ikke forstyrre. Et lille frø af håb var så skrøbeligt og let at ødelægge, men det var begyndt at gro.
Et år senere, med gravid mave og smil, satte Bodil brude-sløret på Katrines hoved, placerede Lilje-øreringen i hendes øre, og spurgte:
Er du klar?
Ja, snart! Jeg skal bare lige pudre familiejuvelen lidt! sagde Katrine med et glimt i øjet foran spejlet.
Hun tænkte tilbage på, hvordan hun første gang spurgte Emil, om alt var, som det skulle være:
Selvfølgelig, Katrine. Du er fuldstændig perfekt! Hvorfor spørger du?
Hans forbavselse var ægte, så Katrine næsten blev svimmel af lykke.
Et lille smil, en gnist bag vipperne, og hendes arme om Emil den unge musiker, netop hjemvendt med førsteprisen fra en international konkurrence.
Det er bare fordi, min elskede. Bare fordi
For i sidste ende er det, der gør os unikke, også det, der gør os elsket. Kun når vi lærer at omfavne vores egen arv og de mærker, historien har givet os, kan vi åbne os for lykken og give plads til kærligheden i vores liv.
