Den dag kom der en kvinde forbi mig, som jeg ikke havde set i fem år. Tamara Nielsen. I vores lille by ved Randers kaldte vi hende bag hendes ryg for “generalfruen” ikke fordi hun var gift med en militærmand, men på grund af hendes holdning og hendes skarpe blik, der kunne skære igennem stål. Hun gik altid med rank ryg og hagen højt, som om hun ikke trådte i vores landsbys beskidte gader, men på et slotsparket. Hun talte sjældent med nogen, et enkelt nik over skulderen var hele samtalen.
Men der stod hun nu på dørtærsklen til min lille klinik. Hun var ikke sig selv. Ryggen var måske lige så rank af gammel vane, men i øjnene lå der en forpint længsel. Hun havde trukket sit brogede tørklæde helt ned over panden, som om hun ville gemme sig.
“Kom ind, Nielsen,” sagde jeg blidt. “Hvad skal du stå derude i kulden for? Jeg kan se, det ikke er en hovedpinepille, du mangler.”
Hun kom ind og satte sig på en lille taburet ved ovnen. Hendes hænder, der plejede at være velplejede, var nu tørre og sprækkede, og fingrene dirrede let. Hun tav, og jeg pressede ikke på. Jeg hældte en kop te til hende mynte og lindeblomst og stillede den foran hende.
“Drik,” sagde jeg. “Det varmer sjælen.”
Hun tog koppen, og tårerne glinsede i hendes øjne. De faldt ikke hendes stolthed tillod det ikke men de lå der, som vand i en brønd.
“Jeg er helt alene, Karen,” sukkede hun til sidst, og hendes stemme var knækket. “Jeg kan ikke mere. Jeg vred min hånd forleden, brækkede den ikke, tak Gud, men den gør ondt, og jeg kan hverken bære brænde eller hente vand. Og ryggen gør så ondt, at jeg knap kan trække vejret.”
Og så flød hendes klage ud som en forårsbæk, grumset og bitter. Jeg lyttede og nikkede, men i tankerne så jeg ikke hendes nuværende lidelse jeg så det, der skete for fem år siden. Huset, der altid havde været det pæneste i landsbyen, fyldt med latter. Hendes eneste søn, Mads, en smuk og flittig fyr, havde ført sin brud hjem. Lise.
Hun var som en stille engel. Mads havde hentet hende i Aarhus. Øjnene klare og tillidsfulde, det lyse hår flettet i en tyk fletning. Hendes hænder var vant til arbejde, selvom de var små. Det var let at se, hvorfor Mads var vild med hende. Men hvorfor Tamara hadede hende det forstod ingen.
Men hadet var der, lige fra første dag. Intet var godt nok. Hun sad forkert, hun så forkert ud. Supperne var ikke røde nok, gulvene ikke rene nok. Kompot “for meget sukker, ødsel!” Haven “du har revet al nælden op, klodsmajor!”
Mads forsøgte i starten at forsvare hende, men gav op. Han var altid været en mormors dreng, beskyttet under hendes vinger. Han vaklede mellem dem som et aspeløv i vinden. Og Lise tav. Hun blev bare tyndere og blegere for hver dag. Jeg mødte hende engang ved brønden, og hendes øjne var fulde af tårer.
“Hvorfor finder du dig i det, barn?” spurgte jeg.
Hun smilede bare bittert:
“Hvor skal jeg ellers hen, tante Karen? Jeg elsker ham. Måske vænner hun sig til mig med tiden…”
Men det gjorde hun ikke. Det sidste strå var et gammelt broderet dug, som Tamaras mor havde lavet. Lise vaskede den uheldigt, og mønstret blegnede lidt. Åh, hvilken scene der fulgte… Råbene kunne høres over hele gaden.
Den nat forsvandt Lise. Stille, uden et ord. Da Mads opdagede det næste morgen, var han ude af sig selv. Han ledte overalt og vendte så tilbage til sin mor med tørre, mørke øjne.
“Det er dig, mor,” sagde han bare. “Du har ødelagt min lykke.”
Og så forsvandt han også. Rygtet sagde, at han fandt Lise igen i Aarhus, de blev gift og fik en lille pige. Men han kom aldrig hjem. Ikke et brev, ikke et opkald. Som om alt var brudt af.
Tamara holdt ud i starten. “Det er bedst sådan,” sagde hun til naboerne. “Jeg har ikke brug for sådan en svigerdatter, og min søn er åbenbart ikke min søn, hvis han vælger en kjole frem for sin mor.” Men hun ældedes pludselig, blev indskrumpet. I sit perfekte, rene hus, lige så sterilt som et operationslokale, var hun helt alene.
Og nu sad hun foran mig, og al hendes stolthed, hele generalfruens facade, var faldet af som ægteskaller. Tilbage var kun en gammel, syg, ensom kvinde. En boomerang flyver ikke af ond vilje den følger bare sin bane og vender tilbage til den, der kastede den.
“Der er ingen, der har brug for mig, Karen,” hviskede hun, og den første tåre trillede ned ad kinden. “Jeg kunne lige så godt hænge mig.”
“Det er synd at sige sådan, Nielsen,” svarede jeg strengt, selvom medlidenhed snørede mig om halsen. “Livet er til for at leve, ikke til at opgive. Lad mig give dig en indsprøjtning, så slipper ryggen. Så må vi se.”
Jeg gav hende indsprøjtningen og masserede hendes ryg med en vellugtende salve. Hun rettede lidt op i skuldrene.
“Tak, Karen,” sagde hun. “Jeg troede ikke, nogen nogensinde ville vise mig venlighed igen.”
Hun gik, men min hjerte var tung. Jeg kunne behandle kroppen, men der er sygdomme, som ingen medicin kan helbrede. Ensomhed er en af dem. Og den eneste kur er et andet menneske.
Jeg tænkte på det i dagevis, kunne ikke slippe det. Til sidst fandt jeg Mads’ telefonnummer gennem en ven i Viborg. Mine hænder rystede, da jeg tastede det ind. Hvad skulle jeg sige?
“Mads, goddag,” sagde jeg. “Det er Karen fra Randers. Har jeg ringet forkert?”
Han tav i et halvt minut. Jeg troede, han havde lagt på.
“Hej, tante Karen,” svarede han endelig. “Er der noget galt?”
“Ja, min dreng,” sukkede jeg. “Din mor er helt alene. Hun knækker sammen. Hun er syg, men vil ikke indrømme det. Du kender hendes stolthed…”
Han tav igen. Jeg hørte Lise spørge ham lavmælt i baggrunden. Og så hendes stemme, stadig blid, men nu fast og sikker:
“Giv mig den, jeg vil tale med hende.”
“Hej, tante Karen! Hvordan har hun det? Er hun meget syg?”
Og jeg fortalte hende alt. Om hånden, om ryggen, om tårerne. Lise lyttede uden at afbryde.
“Tak
