Forleden dag gik min mor hjemmefra, som hun plejede. Om morgenen havde hun skrevet til mig for at spørge, om jeg havde fået morgenmad. Jeg svarede “ja, vi tales ved senere” og fortsatte med mit arbejde. Hun var ikke syg, hun var ikke på hospitalet, der var ingen bekymringer, ingen farvel. Bare endnu en almindelig dag. En af de dage, man tænker ikke vil ændre noget.
Klokken 16 ringede en ukendt nummer. Det var vores nabo, Grethe. Hun sagde: “Din mor har været ude for en ulykke.” Jeg spurgte hvor hun var, og hun fortalte mig, hvilken klinik jeg skulle tage til. Jeg gik straks derhen. De fortalte mig, at hun var faldet på fortovet, havde slået hovedet, og de kunne ikke gøre noget. Sådan – uden dramatik, uden sidste ord.
Der var ingen afsluttende sætninger. Ingen kram. Der var ikke tid til at sige noget. Jeg stod og stirrede på en hvid væg, mens de forklarede mig alt om papirer, underskrifter og procedurer. Jeg ringede til mine brødre med en rystende stemme og sagde det sværeste jeg nogensinde har sagt: “Mor er gået bort.”
Det virkelige chok var ikke på klinikken. Det kom, da jeg gik alene ind i hendes lejlighed for at hente hendes ting. Jeg åbnede garderoben, og der hang stadig tøj klar til vask. Hendes sandaler stod ved døren, pungen hang på stolens ryglæn, indkøbene var kun halvt lagt på plads. Alt var sat på pause i det øjeblik livet stoppede.
Jeg tog en af hendes bluser for at putte den i tasken og mærkede duften af hendes sæbe. Jeg stod bare med blusen i hænderne, ude af stand til at gøre noget. Jeg satte mig på sengen og stirrede længe ned i gulvet. Vreden kom til mig.
Så kom de små ting, som gør allermest ondt: at taste hendes nummer af vane og huske, det ikke eksisterer længere, at komme hjem efter arbejde og mangle én, der spørger, om jeg kom godt hjem, at gå forbi hendes opgang og aldrig gå ind. Ingen forbereder dig på denne stilhed.
Alle siger: “Det var hendes tid”, “Gud har en grund”, “Nu hviler hun”. Men jeg føler ingen hvile. Jeg mærker kun tomhed. Jeg mærker, at hun gik på en tilfældig dag, uden advarsel, uden mulighed for at lindre mit hjerte.
Og det, der gør mest ondt, er, at det ikke var et farvel. Det var et brud pludseligt og uden ord. Sådan er livet; det tager ofte uden at spørge, og det minder os om, at vi må værdsætte hvert enkelt øjeblik, vi får, med dem vi elsker.
