Blå strømper
Lisbet, vil du tage min vagt i morgen, ikke? Min svigermor har fødselsdag. Jeg skal hilse på hende.
Men I fejrede jo hendes navnedag for en måned siden? Lisbet løftede blikket op fra kassen med kartotekskort.
Åh Lisbet, lad nu være! Det ene er navnedag, det andet fødselsdag! Men jeg har virkelig brug for det, forstår du? Det er jo ikke svært for dig, vel? Ingen børn, ingen mand! Helt alene! Undskyld, det mente jeg ikke
Johanne slog hånden for munden, men det var for sent. Lisbet vendte sig væk, nikkede farvel og forlod læsesalen.
Upassende, det der Johanne trak på skuldrene og kiggede forsigtigt hen på Birthe.
Med hende kunne man ikke sludre for sjov. Birthe lod sig ikke narre. Hun havde sagt fra med det samme. Hun var bibliotekar og mente, at også oplyste mennesker må kunne forsvare sig selv. Lisbet blev bleg af hendes overvejelser, men Johanne grinede ofte hjerteligt.
Se nu, Lisbet, det er altså ikke alle bibliotekarer, der går rundt som blåstrømper, som dig! Se på mig, eller Birthe. Man skal da leve! Og du? Løber frem og tilbage mellem bibliotek og hjem. Rører ved halstørklæder og katte gammel jomfru! Undskyld min ærlighed, men hvem skal ellers guide dig på rette vej? Hvorfor er du sådan? Du er jo egentlig smuk! Røde kinder og alt det der. Men din glæde ser man sjældent Ikke sandt, Birthe?
Birthe plejede at tysse på Johanne, når snakken gik for vidt.
Nu stopper du! Skal du være forbillede? Du har haft flere mændeskaber end jeg kan tælle, og hvad har du fået ud af det? Nu bor du med din Mads. Han slår dig eller render med andre, som vinden blæser, og du altid så utrolig pæn. Vil du lære os andre om livet, måske?
Til gengæld har jeg en mand! Og børn! Men Lisbet, hvad har du? Endnu en firbenet ven? Dine katte overtager snart dit hjem, og du flytter snart ind på biblioteket! Lisbet, hvorfor får du ikke bare et barn selv? Ja, måske ingen mand, men dine forældre var vist ikke fattige, de efterlod dig da noget. Et barn kunne du godt opfostre alene, og så var du ikke helt alene.
Efter den slags ord holdt Birthe sig ikke tilbage, og Johanne løb sin vej med en eller anden undskyldning, mens Lisbet gik bagerst i læsesalen for at skjule sine tårer.
Hvorfor netop hende? Hvilken skyld havde hun? Først blev hendes far syg, så hendes mor. Næsten femten år med sygeforløb: pleje, vask, arbejde Hvilken privatliv? Hvem gider sådan et liv? Det blev aldrig til noget. Lisbet så sig i spejlet: ingen skønhed, men heller ikke grim. Almindelig. Grå øjne, rolige træk, den fyldige fletning klippet af da moderen døde, nu kort hår det var mere praktisk.
Ellers så almindelig, som navnet antyder. En gennemsnitlig kvinde. Uden dårlige vaner. Uden store udsigter. Det var heller ikke noget, hun tragtede voldsomt efter. Når hun så sig om, blev hun nærmest bange for, hvad der udspillede sig i venindernes hjem.
Tag nu Johanne. Ja, hun var gift, men prisen? Hele provinsbyen vidste snart, at hendes mand havde en ny familie. Voldsomme skænderier fulgte af forsoninger, dramaer, der blev bysnak. Johanne sagde, at folk altid ville sludre så kunne de lige så godt se, hvordan tingene reelt faldt ud. Hun havde intet at skamme sig over, hun var den retmæssige hustru, punktum.
Lisbet forstod hende ikke. Hvorfor bruge al sin energi på sådanne forhold? Hvor blev respekten for sig selv af? Hvorfor ikke vælge stolthed? Men bøgernes verden så tæt på Lisbets hjerte havde sjældent meget med virkeligheden at gøre, og det vidste Lisbet godt. Stoltheden lå for langt væk, når man havde to børn, et bibliotekarløn og en syg mor. Lisbet dømte aldrig Johanne, forsøgte bare at forstå hende. Ikke at det lykkedes, men så bed hun sig ikke mere i sine ord. Det vigtigste var, at i alvorlige situationer var Johanne altid der. Da Lisbet ikke kunne finde en sygeplejerske til sin mor, kom Johanne om aftenen for at hjælpe, stak sprøjter, og lagde forbindinger uden at tage imod en krone. Og kom igen hver tredje måned efter lægens anvisninger.
Vil du fornærme mig nu? sagde Johanne, så snart Lisbet stak hende penge. Pak dem væk! Hvad tror du, jeg vil? Det er jo ikke svært for mig. Det er godt, vi bor ved siden af hinanden. Du ringer bare på, så er jeg der. Kom nu, penge? Det er for galt!
Lisbet blev flov, tårerne pressede på, hun undskyldte og forsøgte at give lidt igen. Johannes børn fik halstørklæder, huer og vanter hun havde strikket. Johannes datter bar kun vanter med dompapper til højtider, for de var for fine til skolebrug.
De er så flotte! Tænk hvis jeg tabte dem.
En dag rådede Johanne Lisbet til at sælge sine kreationer på nettet.
Man vil da købe alt, hvad du laver!
Lisbet tænkte lidt over det, men slog idéen hen.
Jeg kan kun lave så få. Det er alt sammen håndlavet.
Så engagér damerne fra vores opgang! De sidder jo alligevel nedenfor om aftenen. Det ville være en god pensionistforøgelse.
Utroligt nok, så kom der gang i salget. Måske havde Johanne sans for handel, hun aldrig helt havde fået brugt. Siden steg ordrerne stille roligt, og både Lisbet og kvarterets ældre damer blev glade for den lille indtægtskilde. Nu sad strikkeklubben udenfor på bænken med strikkepinde, og Lisbet og Johanne diskuterede kommende modeller.
Se lige, det her er fra sidste modeuge! Tænk, faster Gunhild viste mig sådan en her dug. Hvis vi ændrer lidt, bliver det til en super nederdel.
Lisbet gik straks igang, og efter et par uger havde Johanne en ny nederdel, og webshoppen fik et nyt billede.
Der blev ikke rige penge af det, men det hjalp. Lisbet følte sig som en slags forretningskvinde. Måske var hun ikke så ubrugelig endda.
Birthe lo lidt af deres projekter, men hjalp somme tider til. Hun kunne lave de flotteste kniplinger. Tid havde hun dog aldrig nok.
Min bedstemor lærte mig, det ville være nyttigt.
Birthes håndarbejdede kniplinger var de dyreste varer butikken solgte. Og Johanne sagde aldrig et ord imod, når Birthe sad med nålen og overlod noget papirarbejde til veninderne de vidste alle, hvorfor det tog tid.
Birthes mand forsvandt kort efter, at hun fik tvillinger. Han var af den drømmende type, søgte sig selv, men fandt ingen ro hos Birthe, selvom hun prøvede. Han malede lidt, forsvandt ofte, påstod at det handlede om kunst og familie. Birthes ældste datter så kun sjældent sin far, kendte ham næsten kun som onkel.
Mor, onkel Poul er kommet.
Faderen blev rasende over den bemærkning.
Vil du ydmyge mig foran mit barn? Hun skal vide, hvad jeg gør for hende!
Birthe sagde ikke meget til at begynde med, men til sidst havde hun fået nok.
Hvad har du egentlig gjort for hende?
Om det skyldtes de to små sønner eller bare træthed, forsvandt Poul for alvor, straks tvillingerne var kommet til verden, større og stærkere end ventet.
Birthe sørgede ikke længe over tabet. Hun havde job og sine forældre i landsbyen, de hjalp, så godt de kunne. De var ældre, men drev stadig bit gård, og weekend og ferier brugte Birthe nu på landet. Alt for børnenes skyld.
Sagt skal det, at Birthes børn blev særdeles vellykkede. Når Lisbet så på dem, tænkte hun, at hvis hun var sikker på at få så gode børn, havde hun taget Johannes råd uden betænkning.
Men at få et barn for sig selv var Lisbet dog bange for. Ensomheden var allerede tyngende nok, forældrene borte, veninderne havde deres eget. Hvad hvis noget skete med hende? Skulle barnet ende på børnehjem? Nej, så hellere katte og strik! Ansvar kunne man ikke løbe fra.
Lisbet vidste ikke, at strikkeklubben, med Johanne i spidsen, for længst havde besluttet at finde hende en mand. Udvalget i deres lille by var godt nok begrænset, men de søgte. Dog havde de endnu ikke fundet den rette og nævnte helst ikke sagen. Kun Johanne kom til at afsløre lidt for meget og fortrød bagefter sin snakkesalighed.
Men så, helt uventet, dukkede der en kandidat op. Hverken Johanne, damerne eller Lisbet selv kunne have forudset det.
Endnu en dag, hvor Lisbet lod sig overtale til at tage en ekstra vagt. Efter arbejdet greb hun muligheden for at tage fotos af Birthes seneste mesterstykke en snedkereret hvid blondekjole. Den skulle på forsiden af webshoppen.
Det er et bryllupskjole, Birthe! Ualmindelig smuk!
Sig det til mine drenge! De var lige ved at gøre kål på det hele i går. Da jeg kom tilbage havde de klippet i nederdelen med saks. Det var dog så nøjagtigt, at jeg næsten ikke opdagede forbrydelsen. Jeg måtte lappe det hele natten. Nu er det som det skal være.
Lisbet brugte resten af aftenen på at skrive salgstekst til kjolen. Da hun var på vej hjem, hørte hun pludselig svage råb.
Hjælp
Hun lyttede, prøvede at fange lyden igen i trappeopgangens larm. Igen:
Hjælp
Nu var hun ikke i tvivl: Nogen kaldte på hjælp.
Huset var gammelt, mange beboere var ældre. Dem kendte Lisbet. Mange havde hjulpet hendes forældre, nogle var med i hendes strikkeklub. Især tænkte hun på fru Olsson, tidligere lærer og veninde med Lisbets mor. Når Lisbet spurgte til helbredet, svarede fru Olsson altid:
Helbred? Nej, det har jeg ikke haft i tyve år, og lad det blive sådan! Fortæl nu om dig selv.
Lisbet plejede aldrig at fortælle om sit privatliv, men sammen med fru Olsson blev hun altid en smule mere åben og fik kloge råd.
Lisbet, du skal leve, som DU vil. Ikke leve andres liv. Hvem siger, det skal gøres på én måde? Vil du gå i andres tøj? Sidder det godt? Nej, vel? Så hvorfor prøve at passe ind i deres kasser? Gift dig kun, hvis DU vil, ikke andet!
Det beroligede Lisbet måske var hun ikke så forkert endda.
Fru Olsson havde selv været gift næsten halvtreds år, men fik aldrig børn. Hendes børn blev eleverne, der stadig besøgte hende. Hendes mand døde for nylig, og Lisbet havde foræret hende en kat unge, hun fandt på gaden.
Han er også alene. Hvad synes du, fru Olsson?
Kattekillingen fik straks hjemme, og Lisbet var sikker på, det var takket være katten Børge, at fru Olsson stadig hang ved. Hver morgen skulle Børge nemlig have frisk fisk, så madmor måtte på torvet, hvad enten hun havde lyst eller ej.
Sådan levede de. Kat og gammel dame. Holdt sammen og glade for bare at have hinanden. Hjælp bad fru Olsson kun om i nødsfald.
Men denne aften lød råbet om hjælp fra hendes lejlighed.
Lisbet tøvede ikke. Hun ræsede op ad trappen, bankede på formandens dør.
Fru Madsen! Der er sket noget forfærdeligt!
Formanden tøvede egentlig, men da beredskab og politi ikke dukkede op, skyndte hun sig med reservenøglen, hun havde til næsten alle de ældres boliger.
Man ved aldrig
Døren blev åbnet, og forsamlingen i opgangen gyste. Fru Olsson var faldet i badet. Slået hovedet, og kunne ikke røre hænder eller ben. Ingen vidste hvor længe, hun havde ligget, kun at hun da hun endelig fik stemme havde råbt så svagt, at kun Lisbet hørte det.
Lisbet sørgede for, at der blev ringet efter ambulance. Derefter besluttede hun, at ingen fortjente at ligge alene. Efter lang tid på hospitalet tog Lisbet sin gamle nabo hjem til sig. Omsorgen var hun vant til. Johanne rystede på hovedet, men kom straks over med nåle og drop, når det var nødvendigt.
Vi skal nok få dig på benene, fru Olsson! Sygdom er forbudt her!
Fru Olsson protesterede først, men så, at Lisbet gjorde det af hjerte.
Der findes ikke mange som dig, Lisbet. Man skulle tro, du selv var en engel.
Langsomt fik fru Olsson det bedre, Lisbet glædede sig nu over ikke at komme hjem til et tomt hus. Alt blev mere muntert: hun lyttede til rapport fra fru Olsson, brød katte-slagsmål, grinede af Børges påfund, for Børge ville bestemme over Lisbets to tilløbere, og balladen var ikke til at tage fejl af. Men når aften roen faldt på, lå Børge lige ved siden af, sikker på pladsen hos sin madmor.
Nu fik Lisbets stille liv pludselig et par danse-tempi, og hun anede ikke hvordan alt kunne ændre sig så hurtigt.
Det begyndte den aften, det ringede på døren.
Mon det er Johanne? Lisbet satte filmen fra sig, hun så sammen med fru Olsson, og gik ud.
En mand stod der. Skægget, alvorlig, slet ikke den type mænd, Lisbet kendte fra byen. Lædervest, slidte jeans.
Hvem søger De?
Godaften. Er fru Olsson flyttet herind?
Og det rager dig?
Jeg vil hilse på hende.
Lisbet gik i stå, men i det samme kom Børge løbende og sprang op ad benet på manden.
Børge! Hej gamle ven!
Mandens hånd klappede katten, hele hans væsen blødte op. Han smilede, så Lisbet straks lod ham komme ind.
Fru Olsson udbrød:
Søren! Min kære dreng, hvor kommer du fra?
På vej til Limfjorden vi samles nogle bikelister derude i år. Ville lige se til jer.
Nåh, undskyld, vi har ikke snakket sammen længe. Og her er Lisbet, min engel og den bedste kvinde jeg kender.
Søren rødmede, bøjede blikket:
Hyggeligt at møde dig
Fru Olsson kendte sine tidligere elever godt, og gjorde hvad hun kunne for at de to kom til at tale sammen lidt længere end høfligheden krævede.
Først tog Søren afsted to dage senere. Men snart efter var han tilbage og Lisbet oplevede, at hun pludselig var blevet forlovet.
Søren, vi kender jo slet ikke hinanden så godt Er det ikke skørt?
Hvem rager det? Vi er voksne. Ingen skal bestemme over os.
Da Lisbet fortalte Johanne og Birthe nyheden, blev der stille.
Lisbet Elsker du ham? Nej, jeg spørger ikke, vi er for gamle til ungdomsromantik. Men er han god?
For gamle? Nej da! lo Lisbet, og Johanne tav og betragtede hende.
I går grå mus i dag: Dronning! Hvad kærlighed kan gøre ved folk.
Der fik jeg sagt for meget, Lisbet. Undskyld. Og vær lykkelig! Birthe, brudekjolen skal vel tages ud af webshoppen!?
Det er ordnet, lo Birthe.
Den bryllupsfest havde Køge vist aldrig set. Et følge af motorcykler kørte gennem byen, folk kiggede forundret.
Hvem er det mon?
Lisbet, bibliotekaren, skal giftes!
Gud, velsigne hende, hun er sådan én god kvinde. Er manden noget værd?
Ser da fornuftig ud
Tre år senere støttede Søren hjælpsomt fru Olsson, da hun stolt steg ud af bilen.
Jeg kan selv, Søren! Gå du ind og hent drengen!
Lisbet rettede sin nye kjole, frisuren, og sagde til fotografen:
Alle skal med! Alle skal være på billedet!
Fotografen blev nødt til at mase hele selskabet sammen på trappen ved fødeafdelingen: Johanne med familie, Birthe og børn, hele strikkeklubben med fru Madsen i spidsen.
For sådan skulle det være, tænkte Lisbet. Der skal være mange gode mennesker i verden.
