Blåstrømpe
Anna, kan du ikke tage min vagt i morgen? Min svigermor har fødselsdag, og jeg er nødt til at komme forbi og sige tillykke.
Men var det ikke hendes navnedag sidste måned? spurgte Anna, mens hun kiggede op fra boksen med registre.
Anna! Hvorfor hænger du dig sådan i alting? Det var navnedag, det her er fødselsdag! Jeg har brug for det, forstår du? Og dig, hvad er dit problem? Ingen børn, intet at rive i… Du er jo helt alene! Åh, undskyld Det mente jeg ikke
Irina slog hånden for munden, men skaden var sket. Anna vendte sig tavs om og nikkede bare først farvel, før hun smuttede ud af læsesalen.
Pinlig situation sukkede Irina og sendte hurtigt et blik i retning af Lise.
For Lise fandt sig ikke i noget. Lise, bibliotekar eller ej, sagde altid sin mening, og hun ville have sagt nej på stedet. Anna blev ofte skræmt af Lises synspunkter, mens Irina grinede, så tårerne løb.
Se nu bare, Anna, det er ikke alle bibliotekarer, der er sådan nogle blåstrømper som dig. Se på mig eller Lise! Det er sådan, man skal leve! Dig? Du smutter hjemmefra til biblioteket og tilbage igen i et raskt tempo. Halstørklæder, katte Gammeljomfru! Tilgiv min ærlighed, men hvem skal ellers fortælle dig sandheden? Hvorfor er du sådan? Du er jo flot, hvis man kigger nærmere! Frisk og sund. Men altid lidt sørgmodig Er det ikke sandt, Lise?
Lise satte straks Irina på plads, når hun begyndte den slags taler.
Slap lige af! Du skal ikke bruge dig selv som forbillede. Du har haft mænd nok til at tælle som samlekort, og hvad har du fået ud af det? Du bor med din Viggo, og han skifter mellem at slå dig og rende fra dig, alt imens du tror, du kan lære andre livet!
Men jeg har da en mand! Og børn oven i købet! Og Anna har hvad? En kat mere? Snart bor hun i biblioteket sammen med misserne. Anna, hvorfor vælger du ikke bare at få barn selv? Dine forældre var jo ikke fattige, du kunne nemt have klaret det selv. Så var du i det mindste ikke alene.
Sådan skred samtalerne ofte, indtil Irina hurtigt løb sin vej, hvis Lise blev for barsk, og Anna listede ned bagerst i læsesalen for at gemme tårerne.
Havde Anna fortjent alt det? Kunne hun gøre for, at det var blevet sådan? Først var hendes far syg, så moren, og i femten år handlede alt om pleje, vasketøj og opgaver. Hvem havde der været tid til? Ikke de store udsigter. Anna betragtede sig selv lidt trist i spejlet ikke decideret smuk, heller ikke grim. Rette træk, mørke øjne, en tyk fletning, som hun klippede af efter morens død og nu gik med kort hår. Nemt at have med at gøre.
Ellers helt almindelig Anna. Ingen dårlige vaner, ingen større fremtidsplaner.
For at være ærlig, havde hun aldrig været særlig ivrig efter det. Når hun så, hvordan det gik hjemme hos veninderne, blev hun kun skræmt.
Tag nu Irina – godt nok gift, men til hvilken pris? Hele byen vidste, Viggo havde en anden familie. Skænderier og forsoninger var efterhånden hverdag, og det skjulte de ikke. Lad folk snakke, så slipper vi for rygter, sagde Irina altid. Anna forstod ikke, hvorfor man ville bruge al sin tid på sådan et forhold, hvor var selvrespekten? Hvorfor ikke stikke næsen lidt op? Men bøgerne, hun elskede at dykke ned i, havde ikke meget med virkeligheden at gøre det vidste Anna alt for godt. Man kan kun være stolt, hvis man har arvet en villa og lidt penge. Ikke hvis man står alene med to børn, sin biblioteksløn og en syg mor. Så hun dømte ikke Irina, men forsøgte at forstå.
Når det virkelig brændte på, stillede Irina nemlig altid op. Hun havde lært at give sprøjter og drop, så da Anna ikke kunne finde en hjemmesygeplejerske til moren, dukkede Irina bare op igen og igen uden at ville have en eneste krone.
Kom nu, Anna! Vil du fornærme mig? Put de penge væk! Jeg bor jo på opgangen, det er da ikke svært for mig. Og du skal ikke føle dig skyldig! Du er lidt mærkelig, virkelig! sagde Irina, blandet kærligt og bestemt.
Anna blev rørt og prøvede at gøre gengæld; Irinas børn og hun selv gik med tørklæder og vanter strikket af Anna. De hvide vanter med dompapper, som Anna havde brugt næsten en måned på, turde Irinas datter kun have på til særlige lejligheder.
De er alt for fine til skolen! Hvad hvis jeg mister dem?
Efter at have beundret hendes arbejde, foreslog Irina, at Anna skulle åbne en netbutik med alt det fine håndarbejde.
Det skal nok blive populært!
Anna tøvede, men fejede til sidst idéen bort.
Jeg kan ikke nå at strikke så meget.
Så få de gamle damer fra opgangen med! De sidder jo og keder sig, så kan de da få lidt ekstra oveni pensionen, og du slipper for så meget arbejde!
Skørt nok, så blev det en succes. Irina havde vist et kommercielt talent, hun aldrig havde udfoldet. Hjemmesiden kom op, bestillingerne begyndte at tikke ind ikke i overflod, men nok til at Anna mærkede forskellen, og de ældre damer i opgangen fik også lidt ud af det. Nu sad de hver aften på bænken, alle med strikketøj og hæklenåle, mens Anna og Irina lagde planer for næste kollektion.
Det her mønster så jeg forleden, Anna! Tante Karen lavede næsten samme serviet. Bare et par ændringer, så bliver det smukt!
Anna gik i gang. Efter nogle uger havde Irina en ny nederdel, og Anna kunne lægge en ny vare op på sitet.
Det blev aldrig mange penge, men Anna begyndte at føle sig lidt som en businesswoman. Måske var hun alligevel ikke helt uduelig.
Lise grinede lidt af de to initiativtagere, men når der var brug for det, hjalp hun. Lise kunne lave det yndigste kniplinger, men tiden var knap.
Det lærte jeg af mormor. Det er utroligt, hvad man får brug for i livet.
Lises arbejder blev det dyreste på Annas side. Irina sagde aldrig noget, når Lise sad med sit kniplingsarbejde i læsesalen og overlod til Anna og Irina at passe læserne. Veninderne vidste godt, hvor vigtigt det ekstra indtægt var for Lise.
Lises mand forsvandt kort efter tvillingernes fødsel. Han var altid lidt kunstneragtig, søgte konstant efter et større formål i sit liv, som han bare aldrig fandt sammen med Lise. Så Lise gjorde det hun skulle hun havde arbejdet, og hendes forældre ude på landet hjalp hende, så godt de kunne med alt fra kartofler til æg. Ferie og fridage var næsten altid i landsbyen der var ikke så meget at gøre. Når børnene skal klares, må fornøjelser vente.
Børnene var fantastiske. Anna tænkte ofte, at hvis hun kunne være sikker på, hendes egne blev lige så dejlige, havde hun fulgt Irinas råd for længst.
Men at få barn alene turde hun alligevel ikke. Hvad skulle der ske, hvis hun døde? Børnehjem? Det var ikke rimeligt bare at føde i ensomhed for at have nogen hos sig. Så hellere katte og strikketøj!
Anna vidste ikke, at hele bestyrelsen Irina i front forlængst var begyndt at lede efter en mand til hende. Danske småbyer har ikke så mange ledige mænd, og alle muligheder blev overvejet uden held. Så rådet tav stille, og kun Irina glemte sig ind imellem og kom til at sige noget, hun fortrød bagefter.
Men en dag, ganske uventet, blev der alligevel fundet en kandidat.
Efter endnu en af Irinas taler, tørrede Anna tårerne væk og gik med til at tage den vagt. Hun tænkte, at hun kunne gøre det meste færdigt allerede om aftenen, og så var der tid til websiden næste dag. Hun havde lovet at tage billeder af et vidunderligt, hvidt kniplingsbryllupsdress, opfundet og syet af Lise, som skulle lancere netbutikken.
Det er fantastisk, Lise! Du har virkelig talent!
Tak! Sig det til mine drenge, de var tæt på at klippe det i stykker i går, jeg måtte sidde oppe hele natten og rette det, men nu kan ingen se det.
Anna gik og spekulerede over, hvordan hun bedst kunne beskrive det smukke kjole på hjemmesiden, da hun var på vej hjem.
På trapperne standsede hun pludselig op. Midt i den velkendte larm hørte hun noget, hun knap nok troede sine egne ører.
Hjælp
De fleste beboere i Annas gamle opgang var pensionister. Nogle havde familie, andre var alene dem kendte Anna alle sammen. Hun havde passet Annas forældre, da de blev syge, og mange af de gamle damer hjalp stadig Anna med arbejdet.
En af dem, Frk. Madsen, havde engang været matematiklærer og var mormorens veninde. Hvordan har du det, Anna? spurgte hun altid, når de mødtes. Anna, der ellers aldrig delte sit privatliv, havde fået gode råd af hende.
Lev, som du vil, Anna. Det er ikke alle, der skal synes ens. Du får ikke menneskers skæbne ændret ved at føje andres regler.
For to år siden var Frk. Madsens mand død, og Anna gav hende en lille hjemløs kat.
Se, han er også alene. Hvad siger du, Frk. Madsen?
Hun tog katten, og det var næsten tydeligt, at den gav hende ny livskraft. Børge, som hende navngav ham, krævede frisk fisk hver morgen, så var der ikke tid til at hænge med hovedet.
Men nu kom hjælpen kun fra Anna Hun styrtede ned og bankede på hos viceværten, fru Henriksen.
Fru Henriksen! Der er sket noget!
Fru Henriksen havde som sædvanligt alle de ekstra nøgler og tøvede ikke et sekund. På få minutter var døren oppe, og Anna fandt Frk. Madsen bevidstløs på badeværelsesgulvet.
Hun kom langsomt til sig selv, men kunne ikke rejse sig. En brækket hofte, og arme der ikke ville makke ret. Ingen andre havde hørt råbet kun Anna Hun handlede hurtigt, ringede ambulance, sørgede for det hele.
Efter nogle måneder på hospitalet, kom Frk. Madsen hjem, men Anna tog hende til sig hun var vant til at passe syge, og Irina kom straks forbi med sprøjter og drop.
Ingen skal dø på min vagt. Nu skal du blive rask.
Først protesterede Frk. Madsen, men gav sig snart. Hun så, at Anna gjorde det af venlighed.
Hjemme blev der nu fortalt anekdoter, huset vrimlede med katte, og især Børge herskede blandt Annas egne hittekatte, og de tumlede rundt som et uroligt selskab.
Livet begyndte at forandre sig.
En aften, der lød det på døren.
Irina, er det dig? Anna trykkede pause på filmen, hun så med Frk. Madsen og rejste sig.
Men det var ikke Irina. Foran hende stod en stor, mørk mand med skæg og et stramt blik. Lædervest og slidte jeans langt fra de mænd, Anna var vant til at se.
Øhm, hvem søger du?
Goddag, bor Frk. Madsen her?
Ja hvorfor?
Jeg vil hilse på hende.
Anna tøvede, men i samme sekund sprang Børge hen til ham.
Nå, Børge! Hej med dig!
Hans ansigt blev genkendeligt varmt, da Børge gned sig op ad ham. Anna smilede og lod ham komme ind.
Frk. Madsen lyste op, da hun så ham.
Søren, min dreng! Hvad bringer dig her?
Er på vej til Samsø på motorcykeltræf. Jeg måtte forbi og hilse på. Har ikke hørt fra jer længe.
Beklager, der har været lidt at se til. Søren, det her er Anna mit hjertes betroede ven.
Det var mærkeligt, men man kunne straks se, Søren faldt for Anna. Frk. Madsen så det straks og gjorde, hvad hun kunne for at gøre deres møde lidt længere.
Søren blev i to dage, og det gode indtryk blev kun bedre. Efter et par uger var han tilbage og nu var han Annas forlovede.
Søren, vi kender jo ikke hinanden ret godt Er det ikke hurtigt? Anna så på ham, som om hun ikke helt troede det.
Vi er voksne mennesker, Anna, behøver vi at spørge om lov?
Irina og Lise sukkede begge to dybt, men sagde ikke mere.
Nå, Anna jeg spørger ikke, om du elsker ham. Vi er ikke børn længere. Men er han en ordentlig mand?
Hvilken alder, hentyder du til? Anna smilede, og Irina tav og kiggede på hende.
Ja, hvad skulle man sige? I går en grå mus, i dag en hel dronning! Kærligheden gør mærkelige ting.
Jeg sagde også noget dumt før, Anna. Undskyld, og vær lykkelig! Lise, kjolen skal vel tages af nettet?
Jeg har allerede gjort det, blinkede Lise. Så du behøver ikke tænke på brudekjole.
En sådan bryllupsfest havde byen ikke oplevet. Da motorcykelkortegen tøffede gennem byen, stik alle hoveder ud ad vinduerne.
Hvem bliver gift?
Anna, bibliotekaren! Kan du tro det!
Godt for hende, hun er en god kvinde. Er manden okay?
Han virker flot og ordentlig
Og tre år senere hjalp Søren Frk. Madsen ud af bilen ved hospitalet og blev straks forvist:
Søren, mægt dig ikke, jeg kan selv! Hent din søn!
Anna retter på sin nye kjole, syet af Lise, ordner håret, og siger til fotografen:
Tag nu billedet, så alle kan være med!
Og fotografen må arbejde hårdt for at få plads til alle Irina med familie, Lise med børn, hele den strikkende vennekreds og fru Henriksen i spidsen.
For gode mennesker, dem skal man samle på i stort tal.
