En ubehagelig eftersmag
Det er forbi, vi skal ikke giftes! råbte Freja.
Vent, hvad er der sket? Henrik blev helt forvirret, alt var jo fint!
Fint? Freja fnyste, jo, fint nok bare hun tav et øjeblik, mens hun febrilsk prøvede at finde ord. Men til sidst sagde hun bare sandheden dine sokker stinker! Jeg kan ikke gå rundt og indånde dem resten af mit liv!
Sagde du virkelig det? udbrød Frejas mor, da Freja fortalte, hun ville hæve vielsesattesten, det er altså vildt!
Hvorfor? trak den tidligere brud på skuldrene, det er jo rigtigt. Sig nu ikke, du ikke selv har bemærket det.
Jo, selvfølgelig indrømmede moren, men det er jo ydmygende. Jeg troede, du elskede ham. Han er en fin fyr. Og sokker det kan da løses.
Hvordan? Lære ham at vaske fødder? Skifte sokker? Bruge deodorant? Mor! Hører du dig selv? Jeg ville jo giftes! For at gemme mig bag en mand, ikke adoptere en stor dreng!
Men hvorfor nåede du så langt med ham? Hvorfor søgte du vielsen?
Det var dig, mor! Henrik er så god og rar, ham kan jeg virkelig lide. Dine ord, ikke? Og så de her: Du er ved at være 27 nu må du altså få giftet dig og give mig børnebørn. Hvorfor? Er det ikke sådan?
Jamen, jeg troede bare, du var sikker, Freja. Det virkede jo seriøst sagde moren, og ved du hvad, jeg er faktisk glad for du er eftertænksom; du tog en beslutning. Men det med sokker der stinker det virker voldsomt. Slet ikke som dig.
Jeg gjorde det med vilje, mor. Klart og tydeligt. På hans sprog. Så der ikke var nogen vej tilbage
***
I starten syntes Freja, Henrik var komisk og lidt klodset. Han gik altid i de samme jeans og T-shirt. Han kunne ikke tale filosofisk om Hammershøi, men han kunne snakke om gamle film i timevis, og så lyste hans øjne.
Han virkede afslappet og tryg at være sammen med.
Det var netop den ro, Freja faldt for, efter at være træt af dramatiske forhold og jagten på den eneste.
Efter to måneder med biografture og cafeer, spurgte Henrik genert:
Har du lyst til at komme med hjem? Jeg laver flæskesteg til dig. Har selv stegt den!
Invitationen var så hjertelig, så hjemlig, at Freja mærkede sit hjerte slå dobbelt. Og selv stegt det ramte hende lige i hjertet.
Hun sagde ja
***
Freja brød sig ikke om Henriks hjem.
Der var ikke beskidt, men overalt herskede rod, smagløshed og en slags forladthed. Vægge i en grå nuance uden billeder, en slidt sofa med bare én skæv pude. På gulvet lå stabler: papkasser, bøger, gamle blade. Et par sneakers midt på. Og luften: tung, støvet, en lugt af indelukkethed.
Rummet lignede mere et sted man venter på at forlade, uden nogensinde at komme afsted.
Hvad synes du om min borg? Henrik spredte armene, stolt uden det mindste blusel. Han så slet ikke noget mærkeligt omkring sig.
Freja tvang et smil frem; hun kunne virkelig lide ham, og ville bestemt ikke skændes.
De gik ud i køkkenet. Det var akkurat lige så trist: bordet havde et støvlag, vasken var fyldt med beskidte tallerkener og kopper med sort belægning, og på komfuret stod en gammelt gryde. Frejas blik landede på elkedlen.
Gad vide hvilken farve den havde engang? tænkte hun.
Stemningen faldt helt til jorden.
Freja lyttede distræt til Henrik, der ivrigt fortalte historier, så hun skulle grine. Men da han rakte hende en tallerken flæskesteg, nægtede hun hun var på kur
Tanken om at spise noget, der var tilberedt her, kunne hun slet ikke rumme.
Senere hjemme analyserede Freja sit besøg.
Ved første øjekast var det småting han bor jo bare alene og har ikke styr på hjemmet. Og hvad så?
Men bag denne uorden så Freja noget andet, ubegribeligt stort hvordan kunne man leve sådan? Ikke fordi han var doven, men fordi han syntes det var normalt!
Det efterlod en ubehagelig eftersmag
***
Senere kom Henrik på besøg hos Freja. Han friede officielt, og gav hende en ring. De søgte om vielse. Familien begyndte at planlægge brylluppet.
At være brud var selvfølgelig skønt men når Freja var alene og tænkte på Henrik, der altid ville gøre hende glad, stegte sin flæskesteg og fortalte vittigheder, blev hun ved med at se elkedlen af ukendt farve!
Det gik op for Freja: det var ikke bare en elkedel. Den var et bevis. Den sagde alt om Henriks forhold til hverdagen, livet, sig selv. Og sandsynligvis til hende.
En dag forestillede Freja sig en morgen sammen med ham og blev ramt af angst.
Hun ville vågne, komme ud i køkkenet og finde te, der ikke var drukket, og krummer fra brødet. Og når hun sagde: Søde, vil du ikke lige rydde op?, ville han se undrende på hende, som dengang i sin lejlighed, og ikke ane hvad hun mente. Han ville ikke skændes eller råbe, han ville bare ikke forstå. Og dag efter dag måtte Freja forklare, rydde op, minde ham om det og hendes kærlighed ville langsomt dø af tusind usynlige stik, han aldrig bemærkede.
Mens moren var lykkelig over, at Freja skulle giftes.
***
Giftes
Al den lethed og varme, Freja følte sammen med Henrik, forsvandt, blev erstattet af tung uro.
Freja, spurgte Henrik næsten dagligt, med bekymrede øjne har vi det godt? Elsker vi ikke hinanden?
Jo, selvfølgelig sagde hun, selvom hun mærkede noget knække indeni.
Endelig kunne Freja ikke mere, og talte med sin veninde Mille, lagde alle sine bekymringer frem.
Jamen, hvad så? forstod Mille slet ikke. Støv, en elkedel Min mand efterlader lissom en kampvogn på køkkenbordet og ser det ikke. Mænd opdager ikke sådan noget!
Netop! De ser det ikke, hviskede Freja. Og han vil aldrig se det. Men jeg vil se det! Hele mit liv! Og det vil dræbe mig, langsomt men sikkert.
***
Nej, hun bebrejdede ham ikke. Han havde aldrig løjet for hende. Han var oprigtig. Han boede bare i en anden virkelighed. Hvor en beskidt tallerken i vasken er normalt. For hende var det et tegn på manglende forståelse og ligegyldighed.
Hun vidste, det ikke bare handlede om renlighed, men om at de så verden forskelligt. Den sprække, der var opstået i hendes hovede, ville kun vokse og ende som en kløft imellem dem.
Så det var bedst at stoppe nu, inden hun faldt helt ned og ikke kunne komme op igen.
Det handlede bare om at vente på det rette øjeblik
***
Freja og Henrik blev inviteret til en fest i Frederiksberg.
De kom, smed skoene i entreen
Gik ind i stuen
Den grimme lugt fulgte dem som en skygge.
Freja opdagede det ikke med det samme.
Men da det gik op for hende at det ikke kun var hende, der mærkede det, men også alle de andre gæster blev hun så flov, at hun mest af alt ville synke ned gennem gulvet og forsvinde. Uden et ord styrtede hun tilbage ud i entreen, tog overtøj på og gik.
Henrik løb efter. Fik fat i hendes arm. Hun vendte sig rasende om og snerrede:
Det er slut! Vi skal ikke giftes!
***
Og brylluppet blev aldrig til noget.
Freja mener, hun traf det rigtige valg og fortryder intet.
Henrik
Han forstår stadig ikke, hvad problemet egentlig var. Tænk at sokkerne lugtede. Han kunne jo bare tage dem afMen livet gik jo videre.
Noget ændrede sig hos Freja, da hun trådte ud af drømmen om det perfekte parforhold. Hun opdagede, at friheden ikke føltes tom tværtimod føltes den som et dybt, frisk åndedrag, som at vågne efter en tung regn. Hun fandt en ny glæde i sine rutiner: orden i køkkenet, rene sokker parret i små bunker, og duften af friskbrygget te, hun kun delte med sig selv.
En dag, mens hun gik gennem byen og nød solen, slog det hende, at hun aldrig havde følt sig mere som sig selv. Hun så en kvinde på bænk, grinende med veninder, og for første gang følte hun lysten til at grine med i stedet for at forsøge at passe ind i en andens liv.
Henrik blev en skæbneanekdote, som Freja fortalte med et smil ikke af hån, men som det minde, der havde lært hende at mærke efter. At hun hellere ville sidde alene med en kop te end at glemme sig selv for et kompromis, der lugtede af resignation.
Mille lo: Du vil ende som en katte-dame!
Freja trak på skuldrene. Måske, måske ikke. Hun vidste i det mindste, at hun aldrig mere ville forveksle tryghed med kærlighed, hverdagstræthed med lykke.
Og når Freja engang imellem fandt en sok, der ikke matchede, tænkte hun med et glimt i øjet: hellere det end at leve med en ubehagelig eftersmag.
Sådan sluttede historien ikke med bryllup, men med et valg. En ny begyndelse, som duften af regn efter torden.
