Den grimme bismag
Det er slut, der bliver ikke noget bryllup! udbrød Mette.
Hvad skete der? stammede Nikolaj, alt virkede jo fint!
Fint? fniste Mette, jojo, fint nok Men, hun tav lidt, prøvede at forklare på en pæn måde og sagde så bare sandheden, dine sokker stinker! Jeg nægter at tilbringe resten af mit liv med dem i næsen!
Sagde du det virkelig? gispede Mettes mor, da Mette annoncerede, at hun ville trække ansøgningen tilbage, helt vildt!
Hvorfor? trak Mette på skuldrene, det er jo sandheden. Lad nu være, du har sikkert lagt mærke til det!
Ja, jeg har da bemærket det, indrømmede moren, men det er altså ret pinligt. Jeg troede du elskede ham. Han virker jo som en god fyr. Sokker det kan han da lære!
Hvordan lige? Skal jeg lære ham at vaske fødder? Skifte sokker? Bruge spray? Mor! Hører du dig selv? Jeg ville jo giftes! Ikke adoptere en halvvoksen knægt!
Hvorfor gik du så så langt? Hvorfor søgte I om vielse?
Det er helt din skyld, mor! Nikolaj er så sød, han er rar. Jeg kan virkelig godt lide ham. Dine ord! Eller denne her: Du er jo 27 nu. På tide med bryllup og små børnebørn til mig. Stilheden taler for sig selv, ikke?
Men, Mettemus, jeg troede bare, du var sikker. Jeg synes, I virkede seriøse, sagde moren. Og ved du hvad, jeg er stolt af dig: Du tænkte dig godt om. Men det med sokkerne, det er måske lidt groft. Slet ikke din stil.
Og det var meningen, mor. Det skulle ind med ske. På hans sprog. Så han ikke får håb igen.
***
I starten syntes Mette bare Nikolaj var komisk og lidt klodset. Han rendte altid rundt i de samme jeans og samme t-shirt. Han snakkede ikke om kunst og Picasso, men kunne til gengæld tale uendeligt om gamle film. Hans øjne strålede, når han gik i gang.
Det var nemt og trygt at være sammen med ham.
Og det var egentlig det, der trak Mette, der var godt træt af drama og jagten på den eneste ene.
To måneder med biografer og cafébesøg senere, tog Nikolaj mod til sig:
Skal vi gå hjem til mig? Jeg kan lave hjemmelavede frikadeller. Jeg har selv trillet dem!
Det lød så hyggeligt, at Mette blev blød om hjertet. Selv trillet! der rørte et eller andet inde i hende.
Så hun sagde ja
***
Men lejemålet hos Nikolaj skreg af bachelorliv.
Der var ikke snavset, men rodet på den der typisk, ikke-tilfældigt måde. Grå vægge uden billeder, en gammel og slidt sofa med én kollapsende pude. På gulvet bunker af flyttekasser, bøger og gamle magasiner. Et par sneakers smidt midt på gulvet. Luften var tung og fyldt med støv og en bismag af indelukkethed.
Det lignede mest af alt en venteværelse for en, der er klar til at flytte på et tidspunkt.
Hvad synes du om min borg? Nikolaj bredte armene ud, stolt som en påfugl, uden den mindste flovhed.
Mette tvang sig til et smil. Hun kunne jo godt lide ham, og hun gad ikke skændes.
Så gik de i køkkenet. Det var ikke bedre: Bordet var pudret af støv, i vasken stod mugne tallerkener, kopper med mystisk skum. En grålig gryde pyntede komfuret. Mette fik øje på elkedlen.
Hvilken farve mon den har haft? tænkte Mette.
Stemningen sank til frysepunktet.
Mette lyttede halvhjertet, mens Nikolaj muntert fortalte røverhistorier, bare for at få hende til at grine. Men da han satte en tallerken frikadeller foran hende, nægtede hun blankt. Jeg er på kur, undskyldte hun.
At spise noget, der var kreeret i det køkken, var no-go.
Hjemme igen genbesøgte Mette sit besøg.
Objektivt var det jo bare småting. Han boede alene, og havde ikke styr på den slags. So what?
Men bag roderiet gemte sig noget større og virkelig diffust: Hvordan kan han bo sådan? Og ikke bare af dovenskab han synes vitterligt, det er helt normalt!
Den grimme bismag sad fast
***
Senere kom Nikolaj hjem til hende, friede og forærede hende en ring. Så søgte de om vielse. Forældrene begyndte at planlægge bryllup.
Det var hyggeligt at være forlovet. Men når Mette sad for sig selv og tænkte på Nikolaj, som altid ville gøre hende glad stege frikadeller, fortælle dårlige vittigheder poppede billedet af den grå elkedel op.
Den elkedel var ikke bare en elkedel. Det var bevismateriale! Den sagde alt om Nikolajs tilgang til livet, til hjemmet, til sig selv og sikkert også til hende.
En morgen forestillede Mette sig, hvordan livet ville se ud. Skrækscenariet: Hun kommer ind i køkkenet, og der står gammelt te og krummer. Hun siger: Skat, kan du tage det? og han stirrer på hende, akkurat som til lejemålet pænt uforstående. Ingen diskussion, ingen drama. Han vil bare ikke forstå. Og hun vil dagligt skulle pege, vaske op og bede om det. Og langsomt ville kærligheden smuldre til støv og mug.
Mor var selvfølgelig henrykt over, at hun skulle giftes.
***
Bryllup
Al hygge og varme, Mette følte sammen med Nikolaj, dampede langsomt væk og blev erstattet af uro og en slags klæbrig bekymring.
Mettemus, spurgte Nikolaj dagligt, lidt nervøs har vi det ikke godt? Vi elsker vel hinanden?
Jo, svarede hun, med en knudret fornemmelse i brystet.
Til sidst kunne hun ikke mere og betroede sig til veninden, og lagde alle frygter på bordet.
Det var da ingenting! undrede Katja sig. Støv, en elkedel Min mand kan efterlade et helt kampvogn i køkkenet og ikke bemærke noget. Mænd ser ikke sådan noget!
Netop! De ser ikke hviskede Mette. Og han kommer aldrig til det. Jeg kommer til at se det ALTID! Det vil tage livet af mig, en lille skefuld ad gangen!
***
Hun kunne faktisk ikke bebrejde ham. Han var ærlig, han snød aldrig. Han boede bare i en anden virkelighed. Hvor en beskidt tallerken i vasken er helt naturligt. For hende signalerede det manglende forståelse og ligegladhed.
Det handlede ikke engang om rengøring, men om hvordan de så verden. Der var allerede en revne, som med tiden kun ville blive større og til sidst sluge dem begge.
Bedre at stoppe nu end at ende dernede om nogle år.
Hun ventede bare på det rette øjeblik
***
Mette og Nikolaj blev inviteret til fest.
De kom, tog overtøjet af, smed skoene
Gik ind i stuen
En frygtelig odør fulgte i hælene på dem.
Mette forstod først senere, hvor den kom fra.
Da hun så, at hun ikke var den eneste, der opdagede stanken men alle gæsterne så på dem ville hun grave sig ned i gulvet. Uden et ord røg hun ud i gangen, hev sko og frakke på og smuttede med det samme.
Nikolaj styrtede efter hende, fik fat i hende ude på trappen. Men hun vendte sig om og snerrede, med et glimt af had:
Slut! Der bliver ikke noget bryllup!
***
Der blev heller ikke noget bryllup.
Mette mener stadig, hun gjorde det rigtige og hun fortryder intet.
Og Nikolaj
Han fatter stadig ikke pointen. At sokker kan lugte? Han kunne da bare lade være med at have dem påMen en dag, da Mette gik en tur i byen, så hun Nikolaj sidde på en bænk i solen et par friske, farverige sokker strittede frem under benene. Ved siden af ham stod en ung kvinde med det bredeste smil, hun havde set, og sammen grinede de højt af et eller andet, der var gået galt med hundens snor.
Mette stoppede op et øjeblik og mærkede et lille stik af lettelse og glæde for begge parter. Nikolaj ville aldrig høre bismagen, men han ville stadig trille frikadeller og grine sin klodsethed bort, og der var måske en, som ikke så så skarpt på elkedler og sokker, men elskede ham for alt det andet.
Mette trak jakkens krave op om ørerne, vendte næsen mod forårsluften og gik videre, fri og rank, med visheden om at livet var smukkest, når man turde lytte til sin egen sandhed også selvom den stank lidt.
