For atten år siden giftede jeg mig med David. Hans situation var trist, og det hele startede med hans ekskone, som forlod ham og børnene og stak af med sin elsker. David og Rakel blev gift for kærlighed. Rakel fødte to dejlige børn. En dreng, som vi kaldte Asger, og en pige, der fik navnet Alberte. Da børnene var fire og tre, blev David fyret fra sit job. Det var en svær tid for familien. Rakel forsøgte at finde et arbejde, så hun kunne tjene nok til, at børnene ikke manglede noget. Men David begyndte at tilbringe sine dage i garagen sammen med sine venner, hvor de delte øl og beklagede sig over livet og politikerne. Rakel var slidt ned. Netop dér begyndte en velhavende mand at vise interesse for hende.
Hun kunne ikke modstå fristelsen og forlod sin mand og børn for at starte et nyt liv med sin nye kæreste. Asger og Alberte stod tilbage alene, og det var naboerne i vores andelsboligforening, som kom børnene til undsætning. De fik noget mad og blev passet på, så godt naboerne nu kunne. David fortsatte sine aftener i garagen og opdagede først alt for sent, at Rakel havde forladt dem. Da det gik op for ham, var konsekvenserne uafvendelige kommunen havde allerede hentet børnene og sat dem på et børnehjem.
Jeg mødte David til et bryllup blandt fælles venner. Jeg havde straks sympati for ham. Vores venskab udviklede sig, og jeg brugte mange kræfter på at hjælpe ham ud af selvmedlidenheden og give ham et nyt syn på livet.
Efter vores bryllup foreslog jeg ham at tage Asger og Alberte hjem fra børnehjemmet. Jeg kan ikke selv få børn, men jeg havde ondt af børnene, og jeg gav dem straks al min omsorg. For mig blev de mine med det samme. Det gik også lige så hurtigt for dem de kom til at holde af mig fra første dag. De næste atten år gik hurtigt. Børnene vidste ikke, at jeg ikke var deres biologiske mor. Men pludselig kom Rakel tilbage i vores liv. Hun kontaktede både Asger og Alberte og fortalte dem, hvem hun var. Asger tog det ret roligt og sagde til hende, at han kun havde én mor mig. Alberte var mere åbenhjertig og valgte at tilgive hende.
Min første reaktion var skepsis jeg kunne mærke bitterheden over Rakels svigt. Alligevel indså jeg, at hun virkelig fortrød og nu ønskede at genopbygge relationen til sine børn. Jeg besluttede mig for at hjælpe hende med at blive en del af børnenes liv igen. Til sidst har jeg lært, at en mor ikke kun er hende, der føder sine børn det er også hende, der bliver, elsker, opdrager og kæmper for dem hver dag. Nogle gange er der plads til mere end én mor i et barns hjerte.
