Den ubekvemme hustru
Astrid svævede langsomt op til overfladen af smerte og lyde, som om hun var på vej op fra bunden af en dyb brønd.
Astrid Sørensdatter, du er ved at vågne. Vi kan se det på apparaterne. Prøv at åbne øjnene, en fremmed stemme lød dæmpet og fjern.
Hun forsøgte at lystre, men øjenlågene føltes tunge som bly. Kroppen var fremmed, og hver muskel smertede, som var den blevet knuget og vredet. Der lå en tyk, klistret smerte over det hele. Insektsummen i ørerne.
Sygehusduften skarp, næsten metallisk af sprit og medicin ramte hende med det samme. Uforveksleligt.
Sådan, stemmen rungede nu tæt ved hende. Du trækker selv vejret, det er godt.
Med besvær fik Astrid blinket øjnene op, kun for straks at skære ansigt i skarpt lys. Alting var tåget, udvisket, som akvareller i regn. Hvidt loft, hvide vægge, en eller anden slange førte væske ned i hendes hånd.
Henover hende bøjede sig et ansigt, furet af dybe rynker. Strenge øjne under buskede, grå øjenbryn granskede hende. Hvid hat, mundbind trukket ned under hagen.
Hvor er jeg Hendes stemme var svag, nærmest som tørre blade i vinden.
Du er på intensiv, svarede manden roligt, mens han justerede noget ved apparaturet ved siden af sengen. Rigshospitalet.
En ulykke mumlede hun. Der var en ulykke
Et minde blinkede og forsvandt: solskin, vejen, hun kørte men hvorhen?
Ja, du havde en trafikulykke. Husker du noget?
Jeg var på vej til hospitalet for en undersøgelse. Min mand og jeg ville prøve IVF. Vi havde haft svært ved at få børn
Det er korrekt, nikkede lægen. Jeg er din behandlende læge, overlæge Preben Rasmussen. Du kom ud for et slemt trafikuheld.
Bevidstheden klarnede bid for bid. Med den kom frygten snigende.
Min mand Ved han det? Er han okay?
Ja, han ved det, Preben Rasmussen slap stemmen endnu strammere. Han kom aldrig til skade. Han var slet ikke med dig i bilen.
Astrid kneb øjnene sammen, samlede spredte minder. Det passede. Thomas skulle først direkte fra arbejde og møde hende på klinikken hun kørte alene.
Hvor længe har jeg været her? sagde hun, mærkede angsten krybe i sig.
Lægen så bort og trak tungt vejret. I stilheden hvinede maskinernes piben ekstra højt.
Du skal samle kræfter. Men du bør vide: det jeg siger nu, vil chokere dig.
Sig det, hviskede Astrid.
Ulykken skete for længe siden. Du har været i koma meget længe.
Længe? Hvor længe? En uge? To?
Du har været i koma i tre år.
Astrids verden styrtede sammen, sortnede for hendes blik.
Nej hviskede hun. Det kan ikke passe. Du må tage fejl eller også er det en ond spøg
Tre år, gentog Preben Rasmussen. Svær hjerneskade, talrige knoglebrud. Vi var tæt på at give op. Dit liv hang i en tynd tråd.
Hun så ned på sin blege hånd under dynen. Sin krop. I live men tre tabte år.
Du var heldig, stemmen mildnede en anelse. Du har en sjælden blodtype. Vi havde ikke nok blod men din mand, Thomas, han havde den rette. Han gav alt, han kunne. Din helt. Hans blod reddede dig.
Hans ord vred sig ind i Astrids bevidsthed. Thomas Blod Hun burde føle lettelse, men i stedet gnavede noget koldt og forkert dybt i hende. Hun var næsten sikker på, at Thomas og hun havde forskellige blodtyper.
Men kræfterne slap op. Hun sank hen i medicintung dvale igen.
Da hun næste gang blinkede øjnene op, var der roligere i stuen. Maskinernes bippende lyd blev nærmest beroligende baggrund. En silhuet stod ved sengen.
Den velkendte, let bitre duft af hans parfume. Hendes mand.
Thomas.
Han trådte frem i halvmørket: Den samme markerede næse, den viljestærke kæbe, det glinsende mørke hår. Men i blikket lå nu noget hun aldrig før havde set: kulde, næsten foragt.
En sygeplejerske en rund kvinde, omkring de halvtreds, med bløde, trætte øjne gik stille rundt. Astrid mente hun hed Kirsten.
Thomas bøjede sig tæt ned: hans ånde føltes som is.
Hej, skat, hans stemme var lav, glat. Han talte kun til hende. Dejligt at se dig igen.
Og han smilede skævt.
Mens du har ligget her i tre år og snorksovet med drop, har jeg overtaget arven.
Astrid forstod ikke straks.
Hvilken arv?.. Hvad mener du?.. Ordene sad fast i munden.
Arvepapirerne, Astrid. De dokumenter du så venligt skrev under på, lige før dinudflugt, han trak på skuldrene. Kan du ikke huske? Du har altid skrevet under uden at læse. Fuldmagt. Alt sammen.
Jeg jeg forstår ikke
Tak for det, hans stemme blev giftig. Jeg havde aldrig troet din naivitet skulle blive til så stort et kup.
Et minde dukkede op: hospital, smerte, Thomas over båren.
Skat, underskriv lige, lød hans stemme dengang. Det er samtykke til operation. Formalitet.
Hendes rystende hånd havde underskrevet en stak papirer, uden at læse.
Din fars gamle firma, forklarede Thomas nu. Kan du huske, Søren Andersen testamenterede dig sit transportfirma? Skidt, du kiggede aldrig i det. Men jeg fik det til at vokse. Meget. Nu er det mit. Alene mit.
Hans smil var triumferende.
Og nu er det hele mit.
Hun stirrede; isende rædsel truede med at lamme hende mere end nogen skade. Det var ikke den Thomas, hun havde giftet sig med.
Du kunne ikke stemmens brist.
Det kunne jeg, sagde han koldt. Og jeg gjorde det.
Han rettede på manchetten og nikkede til Kirsten:
Hold øje med hende, Kirsten.
Astrid lukkede øjnene, lod som om hun sov. Hun orkede ikke at se mere på ham. Tårerne sved mod hendes tindinger.
Thomas skridt forsvandt, hårdt mod fliserne. Han forlod hende; efterlod hende i mareridtet.
En varm hånd dappede forsigtigt hendes kinder.
Ro på, skat, ro på, Kirsten hviskede Lad være at spilde kræfterne. Han er ikke det værd.
Tak, mumlede Astrid, kæmpede for at holde gråden væk.
Senere, da Kirsten skiftede bandage, lænede hun sig ind til Astrids øre:
Hold ud. Du er stærk. Hvis du kan overleve dette, kan du klare alt. Mænd som ham findes alt for mange af. Få det bedre først så bliver alt godt.
De almindelige, men venlige ord fra sygeplejersken blev hendes første lille stråle håb.
Kirsten
Ja, søde?
Lægen sagde at Thomas gav blod.
Kirstens ansigt blev hårdt.
Hvem sagde det?
Preben Rasmussen.
Hun rystede på hovedet, irriteret.
Hør, hun sænkede stemmen, selv om de var alene, din Thomas gav ikke så meget som en bloddåbe. Han kender ikke engang sin egen blodtype. Jeg var på vagt den dag. Spurgte ham tre gange han viftede bare af.
Men lægen
Han blev nok misledt. Eller instrueret. Du forstår? Kirsten stønnede træt. Din mand elsker at spille helt. Han fortalte alle, han havde reddet dig. Og Preben Rasmussen er en dygtig læge, men dårlig med papirarbejde. Han noterer bare, hvad han får besked på.
Så hvor kom blodet fra?
Fra blodbanken. Fra en anonym donor, sagde Kirsten fast. Du var heldig.
Hun lagde en hånd på Astrids skulder.
Du skylder ham intet ikke engang livet. Forstået?
Astrid nikkede. Alt var falsk. Hans heltedåd var et spil ligesom kærligheden.
Den nat, da maskinernes pippen virkede mest højlydt, lå hun vågen og spekulerede over, hvordan hun kunne tage så grueligt fejl af et menneske. Var elskede Thomas virkelig blevet sådan et koldt, kalkuleret monster?
Netop da trak ét minde frem første gang de mødtes.
Fire år tidligere som et helt andet liv.
Hun løb ned i metroen, regn, trafik, myldretid. På rulletrappen knækkede hælen.
Åh nej sukkede hun og blev stående.
Skoen hang løst. Hun stavrede til perronen som en forpjusket, våd skabning.
Det ligner, at Askepot ikke tabte sin sko, men sit overskud, en stemme med voksdugshumor lød bag hende.
Astrid mødte blikket fra en mand i mørkt, skræddersyet frakke. Han duftede af dyr parfume og af kontrol.
Jeg græder vist snart, indrømmede hun. Jobinterview om femten minuttersådan her
Han vurderede hende kritisk, men ikke nedsættende.
Du får ikke jobbet, konstaterede han kort.
Tak. Det hjalp, hun fnøs.
Jeg er ærlig, han rakte hånden ud. Thomas.
Astrid, svarede hun automatisk.
Kom, Astrid. Du skal ikke tage metroen i dag.
Undskyld?
Jeg kører dig, og vi løser sko-problemet på vejen.
Jeg kender dig jo ikke
Nu gør du, hans smil var farligt afvæbnende. Tænk på det som en investering. International kommunikation, ikke? Du er oversætter?
Ja men
Ikke men. Du har ikke tid til andet end at tage din bedste beslutning nogensinde.
Sådan var Thomas altid dominerende, handlekraftig, løste alt på et øjeblik. Han købte hende et par klassiske stiletter protester ignoreret.
De koster jo en formue, hviskede hun.
Tror du ikke, de betaler sig hjem med din første løn? sagde han let.
Og hun fik jobbet. Senere ringede han:
Hvordan går det med skoene? Gav de held?
Hvordan fik du mit nummer?
Jeg ved alt, lød han lattermildt. Skal vi spise sammen?
Kort tøven så:
Ja.
Sådan blev et uskyldigt ja til en stormflod af middage, blomster, oplevelser. Thomas var generøs, gav hende en hel galakse af opmærksomhed og overraskelser.
Hendes lillesøster Freja iagttog det hele skeptisk og tænkte, at erfaring kommer med hårde lærepenge.
Så mødte Astrid svigerforældrene.
Faren, Kurt Thomasen, streng, ordknap, gammeldags. Hans blik vurderede hende tungt.
Oversætter, brummede han. Ikke rigtigt et arbejde. Kvinder bør tage sig af familie og børn.
Far, sagde Thomas, vi arbejder på det.
I arbejder! For fanden. Vi levede da bare, gryntede Kurt.
Moren, Lise, en mild kvinde, så Astrid varmt.
Jeg har også altid arbejdet med ord, undervist i dansk litteratur, sagde hun stille.
Underviste du? Det har Thomas aldrig nævnt.
Ikke noget at tale om, stak Kurt ind. Lilleskolen, småpenge.
Jeg elskede mit job, indvendte hun blidt.
Hun smilede til Astrid.
Jeg kan se, du elsker sproget. Du forstår at sanse et ords nerve.
Ja, meget, svarede Astrid og mærkede spændingen slippe.
Hun og svigermor talte om bøger hele aftenen. Svigerfaren forblev isnende.
Overfladisk, hørte Astrid ham mumle, da hun gik ud.
Snart krævede Thomas, at hun sagde jobbet op.
Skat, du fortjener bedre. Du skal pryde hjemmet ikke spilde tid på andres kontrakter. Brug din energi på dig selv, velgørenhed, kunst hvad du vil.
Men jeg ELSKER mit job
Du lærer at elske dit nye liv mere.
Hun lod sig overtale. Blev en eksemplarisk værtinde i Thomas’ villa, afholdt selskaber, var ulastelig.
Senere talte de om børn.
Først et år, så to lægernes dom var ubarmhjertig: barnløshed.
Det er min skyld, græd hun.
Sludder, Thomas krammede, men hans arme var kølige, rutineprægede. Vi får hjælp, det er penge værd.
Astrid længtes efter barnet, håbede så meget, at hun overså kulden og de lange forretningsrejser.
Samtidig blev hendes far, Søren Andersen, alvorligt syg.
Astrid og Freja tilbragte nattevagter ved han sygeseng ingen mor var tilbage, hun døde tidligt af en halsslagsinfektion.
Søren gik fra værkfører til selvstændig. Ikke rig, men fri.
Han gik bort tre dage før sin halvtredsårs fødselsdag.
Bisættelse alt var en tåge. Thomas virkede opmærksom, men talte kun arveforhold.
Fortabt i sorg overså hun det fuldstændigt. Det forstod hun først nu, i hospitalsengen.
Allerede fra første dag havde hendes svigerfar haft ret: hun var blevet en havfrue uden stemme, kønt vedhæng til en velhavende mand.
To døgn gled forbi på hospitalet, som kloner af hinanden. Thomas kom ikke. Da helbredet var stabilt, blev hun flyttet til en firemands stue. Der var larm, madduft og et liv, som dæmpede mørket indeni.
Første dag kom Freja.
Astrid kendte hende næsten ikke den unge studerende var blevet udmattet og voksen på de tre år.
Astrid åh, Astrid Freja kastede sig grædende over hende.
Shhh, Astrid strøg hendes hår. Hvad sker der? Hvorfor ser du sådan ud?
Tre år, Astrid, hulkede Freja. Jeg var så bange for at miste dig!
Hun satte sig, stadig grådlabil.
Astrid, der er dårlige nyheder.
Kan det blive værre? Astrid smilede træt.
Det din mand han han smed mig ud fra huset. Fra fars hus.
Astrid stivnede.
Hvordan smed ud? Det er også dit hjem. Testamentet?
Thomas sagde, det nu er hans. Du havde underskrevet din andel væk. Jeg troede ham ikke, men han havde papirerne. Skiftede låsen. Da jeg kom fra universitetet, stod mine ting i poser ved lågen.
Papirer igen.
Og ikke nok med det han har indgivet skilsmisse.
Astrid tog brevet med rystende hænder.
Hvad skriver han?
Han beskylder dig for utaknemmelighed efter hans heroeske indsats. Han har fortalt alle, han var din redning.
Tænk sig sagde Astrid gråt.
Hvor bor du nu?
På kollegium hos en veninde. Vi har mistet alt, Astrid.
Det må vi se på, hviskede Astrid, mærkede ny stædighed boble op. Nu skal vi nok klare det.
Freja så bekymret på hende, bange for at belastningen blev for meget.
Tiden på hospitalet trak ud som tyk grød, men Astrids unge krop kom sig stædigt.
Thomas viste sig aldrig igen; han holdt sig til beskeder via lægen.
Hun havde for længst indset, at han bare spejdede på EKGet parat til at hun forsvandt.
Efter to uger blev hun udskrevet.
Hun stod uden for hospitalet med sin slidte taske. Alt af værdi var væk, kun lidt tøj lå klar Kirsten havde hjulpet diskret. Astrid afleverede hospitalskitlen og sandalerne, knappede jakken og ringede til Thomas.
Nå, du er ude? lød hans stemme nærmest glad. Fint.
Thomas, jeg har ingen penge. Mine kort
Alt er spærret. Du har været væk i tre år. Beklager. Og for at være ærlig forbered skilsmisse. Jeg venter ikke mere på et spøgelse. Min advokat kontakter dig. Ring ikke.
Han lagde på.
Astrid satte sig på en bænk. Majsol. Tre år borte; tre forår væk.
Kort efter kom Freja med gamle jeans og T-shirt.
Kom med hjem til kollegiet, sagde hun.
Astrid sukkede gravrøst hun følte sig hjælpeløs, som et barn.
Kollegieværelset var lille, to senge, bordet fyldt med stof og skitser: Freja læste til tekstildesigner.
Astrid sad i vinduet, bleg og svag. Hele hendes tidligere liv husfrue, villa, gallaaftener virkede pludseligt som kulisser af pap.
Jeg må finde arbejde, erklærede hun.
Du burde hvile! Du er dårligt gående, indvendte Freja.
Hold nu. Lægen sagde, jeg må arbejde. Vi har ingen penge. Jeg kan tre fremmedsprog.
Hun åbnede Frejas gamle laptop, opsøgte en engelsk tekst. Hun forstod alt, som før.
Se, jeg kan stadig, lettet.
Hun åbnede tekstbehandler for at oversætte men stoppede brat.
De fremmede ord kendte hun, men kunne ikke samle dem til en meningsfuld sætning på dansk. Ordene rodede rundt, gled væk som sæbebobler.
Hvad sker der? hun prøvede igen, denne gang på fransk.
Samme. Hun forstod, men kunne ikke udtrykke sig. Som om der var en glasvæg mellem hoved og mund.
Næste morgen tog hun på hospitalet igen.
Preben Rasmussen lyttede, testede og sluttede:
Du har en mild afasi. Hjernen er forslået. Forståelsen er intakt, men udtrykket fejler. Det går over men kræver træning og ro.
Men jeg har ingen tid! Jeg skal arbejde nu!
Vigtigst er at du ikke sætter dig selv under pres, sagde han.
Senere spurgte hun Freja:
Hvis jeg ikke kan oversætte, hvad kan jeg så?
Du har styret et stort hus. Og du laver mad fantastisk, sagde Freja.
Husførelse det er vel også en slags erfaring.
Næste dag gik Astrid til et formidlingsbureau for husholdningspersonale.
Konsulenten så skeptisk på hende.
Erfaring?
Jeg holdt styr på husholdningen i et stort hus.
Husmor. Ikke rigtigt en profession. Andet?
Kvinden så et ar under hendes hårgrænse.
Hvad er det?
Jeg har lige været indlagt trafikulykke.
Hmmm kvinden så skeptisk ud. Du ser ærlig talt ikke rask ud. Vi har brug for aktive. Vi ringer, hvis noget dukker op.
Please Astrid foldede hænderne. Jeg kan arbejde. Jeg er grundig, madhånd, barnepasser.
Måske flyttede hendes bøn noget.
Et midlertidigt job. Men svært. En kirurg, Mads Bæk, mangler en børnepasser til sin 9-årige datter.
Jeg tager det.
Lad nu være det er svært. Tre har givet op på én dag. Hans kone døde for to år siden, også i en ulykke. Han arbejder hele tiden, datteren Maja taler næsten ikke. Prøv hvis I kan holde hinanden ud.
Mads lejlighed på Islands Brygge var stilig og isnende tom.
Mads var høj, stram, mørkegrå øjne. Træt, udhulet af tab.
Du må være Astrid Sørensdatter. De advarede mig.
Han nikkede mod gangen:
Værelset for enden. Maja. Kig på det.
Hun listede ned ad gangen.
Maja?
Intet svar.
Inde i værelset sad en spinkel pige med to tynde fletninger på gulvet midt i en iPad.
Hej Maja, sagde Astrid blødt. Jeg er Astrid. Jeg vil hjælpe dig med lektier.
Ingen reaktion. Maja blev stiv, men så ikke op.
Astrid sukkede. Det ville blive svært.
De første dage blev en prøvelse.
Mads gik, før de vågnede, kom hjem sent. Maja svarede intet. Hun spiste mekanisk og forsvandt igen med sin tablet.
Astrid, der havde oplevet sin egen smerte, mærkede Majas tavse sorg.
Efter tre dage gik hun ind uden at banke.
Maja, nu er det nok tablets, sagde hun blidt men bestemt.
Pigen skulede som et skræmt dyr.
Da jeg var barn, elskede jeg at modellere figurer. Du har vist noget ler?
På reolen stod der en æske med ler. Astrid satte sig, begyndte at forme en borg.
Vil du bygge slotte med mig?
Hænderne huskede mere end ordene. Maja kiggede under pandehåret.
Det er forkert, mumlede hun.
Hvad er forkert?
Prinsessens tårn skal være højest.
Maja satte et ekstra stykke ler på tårnet.
De arbejdede sammen en time.
Senere, mens de ryddede op, fandt Astrid et gammelt, slidt album under sengen.
Hvad har vi her?
Lad det være! Maja snuppede det til sig. Det er mors.
Din mor? Tegnede hun?
Maja nikkede, slog op på første side.
Ikke billeder men sirlige skitser: eventyrfigurer, træpuslespil, stofdukker. Alt så levende ud.
Sikke smukt, sagde Astrid beundrende.
Det var mere end hobby det var en idé om legetøj særligt for børn, der ikke passede ind.
Logoet på sidste side: en flyvende fugl med en klods i næbet Lisas Atelier. Legetøj til særlige børn.
For særlige børn? spurgte Astrid.
Mor ville lave legetøj til børn som Emil, snøftede Maja. Min ven, hendes venindes søn. Han taler ikke. Mor sagde, de skulle have andet legetøj.
Astrid kiggede længe på tegningerne og lagde mærke til talentet og lidenskaben.
Hun sov ikke hele natten, tankefuld.
Hun besluttede drømmen skulle leve.
Næste aften opsøgte hun Mads i køkkenet.
Sover Maja? spurgte han rutinemæssigt.
Ja men jeg vil gerne tale.
Hun lagde albummet på bordet.
Hans hånd stivnede.
Hvor har du det fra?
Vi fandt det sammen. Det er fantastisk
Læg det. Nu. Det er privat.
Nu tager du fejl, Astrid svarede skarpt. Det er din kones og Majas drøm.
Tal ikke om min kone! Du aner intet om hende.
Måske ikke men din datter kommer til live, når hun ser på albummet.
Maja stod i døren, barfodet, i pyjamas.
Far, hvorfor råber du?
Raseriet i Mads ansigt blev til sorg.
Gå i seng, skat, det
Det er mors album, Maja holdt det tæt. Astrid og jeg vil lave legetøj.
Hun kiggede på sin far med et blik, der brændte.
Han så fra hende til Astrid, sukkede.
Gør hvad I vil, sagde han lavt. Men jeg har ingen penge og deltager ikke.
Han gik.
Astrid opgav ikke.
Samme nat ringede hun til søsteren.
Freja, du er designer. Hjælp os?
Med hvad?
Legetøj til børn med særlige behov.
De arbejdede sammen.
Om aftenen sad de på børneværelset Freja med sin bærbare, Astrid gjorde klar materiale. De købte træ og stof for de sidste kroner.
Først lod Mads som ingenting.
Men en dag hørte Astrid ham i telefonen:
Hej, Marianne. Det er Mads Bæk. Vores barnepige har et underligt projekt legetøj til børn som Lisa drømte om. Kig forbi.
Næste dag kom Marianne psykolog, varm og smilende, med sin søn Emil i hånden, vuggende på stedet.
De lagde en regnbue-træpuslespil foran ham. Han standsede, koncentrerede sig, satte sin første brik på plads.
Marianne begyndte at græde.
Han har aldrig Aldrig gjort det før.
For hende var det et mirakel. For Astrid, bevis.
Marianne blev deres ambassadør. Bragte flere forældre med sig. Snart voksede projektet.
Freja, vi må oprette et firma, sagde Astrid en uge senere.
Virkelig? glædede søsteren sig.
Den aften trådte Mads ind til et usædvanligt syn: Astrid, Freja og Maja i stuen, midt i papkasser og savsmuld, grinende og pakker den første ordre.
Han blev stående i døråbningen.
Astrids øjne mødte hans uden frygt, uden bedende blik. Kun rolig vilje. Og Mads så, for første gang, noget mere i hende end bare en hjælper.
Marianne, du er sikker? spurgte Astrid, mens hun holdt bestillingsformen.
