DEN DER MARTS
Marts er ikke bare en måned det er den årlige stresstest af sjælen.
Især når ens kærlighed er lige så mærkelig som vejret udenfor: enten forår, verdens ende, eller måske bare en slatten sky har smurt det hele ind i grå.
Kærligheden mellem Ole og Ane begyndte i marts, hvilket forklarer det meste.
Andre par mødes i en hav af blomstrende kirsebærtræer, men de her to stødte ind i hinanden, da Ole kom til at sprøjte Ane til med smeltevand fra en pige-vandpyt.
I stedet for at blive ked af det, sendte Ane et præcist svirp af en halvt smeltet snebold mod hans forrude og Ole svor, der var en fortovsflise gemt i sneen.
Det var kærlighed ved første ricochet.
Marts i København betyder, at romantik foregår i gummistøvler.
Skal vi tage en tur ud?
hviskede Ole sødt i telefonen.
Jeg har ikke en båd, påpegede Ane tørt.
Jeg bærer dig, lød hans svar.
Deres dates var mest træning til specialstyrker et slags parkour over plaskende søer af vintergrød.
Ole bar heroisk Ane over søerne af slud, mens hun holdt paraplyen op over ham, som konstant forsøgte at blæse mod Århus sammen med de sidste håb om tørre fødder.
Du ved, sagde Ole filosofisk og klaskede med højre støvle det er dybde i følelserne!
Vi ligner de der to ænder i parken.
Ænderne fløj til varmere lande i oktober, Ole.
Vi er mere som to distræte pingviner, der har misset Antarktis.
Deres mærkelige kærlighed kom til udtryk i små ting.
Dyb kærlighed i marts er ikke en ring i et glas champagne (den ville alligevel indeholde et isterning), men den sidste halvdel af Pinex hot delt to.
Det er til dig, sagde Ole højtideligt og rakte hende en halv pose gul pulver.
River den fra mit hjerte.
Hvorfor er der pels fra katten på den?
Det er garnish for immunforsvaret.
Ane betragter ham i en fjollet hue med pompom, rød næse og et skørt blik og tænker: Det er dét.
Det berømte fejl i universets kode, der på mystisk vis har flettet to sammen, som kan grine på trods af feber (en mand med feber kan jo nærmest få bedemandsfolder i hånden).
Det mest romantiske øjeblik kom først ved månedens slutning.
Solen tittede endelig frem, og alle de hemmeligheder vinteren skjuler under sneen blev synlige.
Byen lignede kulissen til en film om oprørske ejendomsfunktionærer.
De stod på broen.
Vinden susede med 30 meter i sekundet og prøvede at rive Oles jakke af ham.
Ane, råbte han over forårens larm, jeg vil sige Du er som Som den første vintergæk!
Lige så bleg og dukker op midt i papir og skrald?
sagde Ane og rettede sit tørklæde, som havde snoet sig tre gange rundt om hendes hoved.
Ole stammede.
Nej Lige så stærk.
Selvom det er den forpulede marts, er du stadig her.
Endda efter jeg tabte din telefon ned i en snedynge, som viste sig at være en vandpyt.
Ane så på ham, nyste (i takt med sporvognen, der kørte forbi) og lo.
Fint, super-gæk.
Lad os komme hjem.
Jeg har købt et kilo citroner, fundet en opskrift på gløgg hvis vi overlever på søndag, erklærer jeg vores kærlighed for kulturarv.
De vimsede afsted forbi isbjerge på fortovet.
Kærlighed helt til knæene præcis så dybt vandet stod i deres opgang.
Men det var ligemeget.
For i den der marts gælder det ikke, hvor rene dine sko er men hvem du holder i hånden, mens I begge glider mod april
Der gik endnu et år.
Ny den der marts.
Byen blev igen kulisse til Vandverden, produceret for tre kroner.
Ole og Ane stod foran den enorme vandpyt, der natten over havde indtaget hele gården.
Naboerne klamrede sig håbefuldt langs hegnene, og en pensionist stirrede desperat mod himlen ventende på enten en redningshelikopter eller en fredsdue med en grøn gren.
Ole, sagde Ane og kiggede på sine helt nye hvide sneakers, købt i et moment af nøje optimisme.
Vi er jo voksne nu.
Vi har lån, jobs og et årsregnskab.
Vi kan ikke bare
Det kan vi, afbrød Ole.
Bag ryggen trak han frem to knaldgule gummistøvler med glade ænder på.
Købte dem i går.
Din størrelse.
Ane sukkede.
Det var præcis den dybe kærlighed, hvor du ikke kun kender hinandens skostørrelse, men også graden af vilje til at gå ned med flaget.
Fem minutter senere stod de midt i vandpølen.
Vandet klukkede lystigt, solen skinnede i beskidte isflager og de forbipasserende kiggede på dem som hvis de var undsluppet fra et virkelig venligt, men meget lukket, institution.
Ved du hvad, sagde Ane og sprang, så naboskabets fine pelshue fik et stænk.
Det er den bedste forårsstart.
Det er kode Gul And, svarede Ole alvorligt.
Universet prøvede at drukne os i depression, men vi har uigennemtrængelige hæle.
De stod midt i det forårs-kaos pudsige, våde men helt synkrone.
En vældig mærkelig kærlighed, forstået kun af folk, der kan finde bunden dér, hvor andre kun ser mudder.
Ole trak hende ind til sig, og solen bagte så tilpas, at der begyndte at dampe fra deres jakker.
Vi brænder, konstaterede Ane.
Nej, smilede Ole.
Vi er bare endelig varmet op til den rigtige temperatur.
Den marts forstod de det vigtigste: hvis livet giver dig vandpytter køb de mest farvestrålende støvler og lær at danse i dem.
Den berømte marts måned