Mette havde for længst opgivet at tro på mirakler. Seks år var gået siden skilsmissen. Seks endeløse vintre, forår, somre og efterår. Hendes datter havde for et år siden giftet sig og flyttet til København, ringede sjældent, og samtalerne handlede kun om “mor, alt er fint.”
Men ingen spurgte, hvordan Mette havde det. Hun var kun toogfyrre – en alder, hvor kvinder blomstrer og lærer at trække vejret igen. Men hvem havde brug for den blomstring, når der ikke var nogen at dele den med?
Hun kunne alt – lave lækker mad, sylte agurker og tomater så naboerne løb i mundvand. Altanen var fyldt med konservesglas som en udstilling af hendes ensomhed. “Jeg kan da ikke rådne op i fire vægge, så flot som jeg er!” spøgte hun med veninderne. Og de svarede: “Rådn ikke! Søg! Se, hvor mange mænd der er derude!”
Og én af dem hviskede: “Prøv et partnerbureau. De finder den perfekte match. Det hedder noget smukt – ‘Den Bedste Mand’.”
Mette fnøs skeptisk: “Det er da latterligt. Som i en butik – prøv, pas på, returnér!” Men så tænkte hun på sine toogfyrre år og de gamle ur på væggen, der tikked som evigheden. Og så tog hun afsted.
En kvinde i en ildrød jakke og hjerteformede briller mødte hende.
“Vi tager det alvorligt,” smilede hun. “Vi finder kandidater, udlejer dem i en uge. Vil du beholde ham? Hvis ikke – så giv ham tilbage.”
“Udlejer? Ligesom?” grinede Mette.
“Ja! Han bor hos dig. Så ser du med det samme, om han er den rette. Vi sparer dig tid. Ingen sindssyge mænd – vi tjekker dem grundigt.”
Uventet følte Mette en gnist. De valgte fem mænd. Hun betalte. Den første skulle komme allerede i aften.
Hun tog sin grønne kjole ned fra skabet – “håbets farve,” som mor plejede at sige. Iførte sig øreringe med krystal fra en gammel parfumeboks. Hjertet hamrede, et sted mellem forventning og frygt.
*Ding-dong!* Døren ringede. Mette kiggede i kighullet. Roser. En kæmpe buket. Hjertet fløj. Hun åbnede døren. Manden var lige så flot som på billedet, iført jakkesæt, med et selvsikkert smil. De satte sig til bordet – salater, kød, lagkage…
Han smagte på salaten og rynkede panden.
“For salt.”
Kødet.
“Sejt.”
Vinen.
“Hvad er det for noget billigt lort?”
Så rejste han sig, gik rundt i lejligheden og granskede alt med en kritikers blik.
“Møblerne er lidt tarvelige. Køkkenet skal renoveres.”
Mette tog buketten og rakte den roligt tilbage.
“Jeg kan ikke lide roser. Farvel.”
Den nat græd hun en smule. Det gjorde ondt. Men der var stadig fire tilbage.
Næste aften dukkede den anden op. Han lugtede af alkohol.
“Allerede i gang med at fejre bekendtskabet?” spurgte Mette forsigtigt.
“Åh, hold op! Tænd for TV’et, der er kamp!”
“Se det derhjemme,” svarede hun tørt og smækkede døren.
Den tredje kom dagen efter. Ikke nogen skønhed, beskidte støvler, en slidt jakke. Mette ville have sendt ham væk med det samme, men besluttede at give ham mad – af høflighed.
Han spiste hurtigt, nynnende af velbehag. Rosede hver en ret. Da han smagte syltede agurker, udbrød han:
“Det her er et mesterværk, kvinde! Så godt har jeg aldrig smagt!”
Det klirrende ur på væggen tiltrak hans opmærksomhed.
“Hvad er det for en larm?”
Snart stod han på en taburet med en skruetrækker. Femten minutter senere tikked uret perfekt. Mette så på ham og tænkte: “Der er han. Min mand. Måske ikke flot – men han kan lave ting. Den tredje – et heldigt tal.”
Om aftenen kom hun ud af badeværelset i sit yndlingsundertøj med roser. Han… sov allerede. Iført tøj. På siden. Snorksovede som en traktor i frostvejr.
Mette kæmpede mod snorken hele natten – med puder, vendinger og tavse forbandelser. Sov ikke et minut. Om morgenen:
“Nå, skal jeg komme med mine ting i aften?”
“Nej. Undskyld. Du er sød… men nej.”
Den fjerde var som fra en gammel film – skæg, guitar, et fritågligt blik. Tændte en smøg på køkkenet, fintede aske ned i en plante.
“Jeg siger det med det samme: jeg elsker frihed. Ring ikke hundrede gange, spørg ikke hvor jeg er. Og forresten – jeg elsker kvinder.”
“Og går også efter andre, hva?” spurgte Mette.
“Selvfølgelig! Er jeg da ikke en mand?”
Efter han var gået, luftede Mette køkkenet hele aftenen. Det dunkede i hovedet som efter en brandert. Livet var suget ud af hende. Hun gad ikke engang tage opvasken. Sov som en sten.
Om morgenen – solskin. Stilhed. Ingen skridt, stemmer, lugt af en fremmed krop. Kun Mette, en kop kaffe og spurvene udenfor.
“Hvor er det dejligt at være alene…”
Så ringede telefonen:
“Mette Jensen! Det er bureauet ‘Den Bedste Mand’. Den femte kandidat kommer i dag. Stol på os – han er den rette!”
“I kan bare slette mig!” råbte hun i røret. “Slet mig fra systemet! Den bedste mand er den, der ikke eksisterer!”
Og med sådan en lettelse, med et ægte lykkeligt grin, rev hun gardinerne til side som om hun åbnede en ny morgen for sin frihed.
