Anden svigermor
I dag noterede jeg igen, hvor stille jeg har lært at gå her på klinikken, mens jeg tørrer støv af med mine slidte hænder. Jeg hedder Johanne, og jeg bærer stadig min arbejdsjakke, da jeg forsigtigt kigger ind på kontoret hos Ejgil Bjerregaard, der ejer Estetisk Klinik Lykke. For ikke at gøre ham irriteret, hvisker jeg nærmest:
– Jeg har hørt, der er en ledig stilling som massørassistent.
Ejgil ser strengt op på mig. Man kan mærke, han er i dårlig humør netop fordi han lige har fået besked om, at nogle vigtige investorer er sprunget fra. Hans pande er dybt rynket.
– Tror du virkelig, en rengøringskone som dig kan massere vores kunder?
– Jeg har taget onlinekurser. Og jeg har skrevet et CV, – siger jeg genert og rækker ham et skrøbeligt, krøllet ark papir.
I samme øjeblik kommer hans højre hånd, Lars, ind. Ejgil vrider sig af irritation og råber:
– Lars! Hvorfor render rengøringsfolkene rundt her, hvor og hvornår de vil? Få hende ud af mit kontor. Hun tror, hun skal være massør! Ud med hende og sørg for, hun holder sig langt væk fra mig fremover!
Uden at vente, river han arket itu og smider det ved mine fødder.
Jeg må knibe læberne sammen og bøje mig for at samle de sølle stumper op. Tårerne stikker bag øjnene. Lars griber mig hårdt under armen, trækker mig forbi både kollegaer og patienter og ind i redskabsrummet.
Der, helt ude ved en gammel rød brandslukker, sænker jeg mig ned og bryder sammen.
Jeg er stadig ny på klinikken. Jeg drømte aldrig om at gøre rent, men lønnen her var bedre end nogen steder før. Og Ejgil Bjerregaard havde ry for at være en mand, der havde kæmpet sig op fra ingenting.
Det var sandt: Ejgil voksede op på et børnehjem. Han kendte hverken mor eller far og ledte forgæves efter dem, men formåede trods alt at uddanne sig til kirurg, åbne sin egen klinik og lokke kendte københavnske skuespillerinder til for store penge. Priserne steg hvert år, og han levede efter sine egne regler.
Det var netop det, der fik mig til at gribe chancen da jeg hørte om jobopslaget.
Jeg har drømt om at blive massør. Læst alt, jeg kunne finde, gennemgået den praktiske del så godt som muligt på egen hånd. Men jeg mangler et officielt diplom. Jeg forsøger at spare sammen, men efter min mand stak af og tog alle vores penge og lod mig stå alene med lille Signe ja, så var det endnu sværere.
Senere fandt jeg ud af, at Rune min eksmand faktisk havde en kriminel fortid, og han har snydt sig gennem livet. Skilsmissen trak ud, han mødte aldrig op. Jeg holdt ud alene, for Signes skyld, og min mor, Karen Margrethe, hjalp hvor hun kunne.
Der var mange steder, hvor man ikke ville ansætte en enlig mor. Vi tre mig, Signe og min mor bor stadig i en lille etværelses. Nogle dage har vi nærmest kun min mors folkepension at leve af. Karen Margrethe er en ukuelig optimist, tidligere gymnast, stædig og stærk, og har altid taget sig kærligt af Signe, så jeg kunne finde arbejde.
Senere tog jeg et billigt massagekursus, og det certifikat havde jeg printet ud de stumper Ejgil smed på gulvet.
Jeg tørrede tårerne bort, gik i gang med gulvvasken, mens folk så skævt til mig og hviskede. Hjemme var der heldigvis gode nyheder: Signe havde vundet en tegnekonkurrence i børnehaven. Hun havde virkelig talent, og jeg sørgede altid for, at hun fik de bedste farver, jeg kunne undvære penge til. Hun gik til forberedende tegneundervisning og det gav mig altid håb.
Da spanden blev for tung for mig, kom Arne pedellen hen. Han var den eneste, der ikke så ned på mig. En mild, ældre mand, der diskret lo lidt ad Ejgils forfængelighed.
Arne gjorde mig aldrig fortræd, tværtimod. Om søndagen sagde han, jeg skulle tage et stykke hjemmebagt kage, eller trøstede mig med et venligt ord. Det var faktisk ham, der havde givet mig modet til at prøve at række ud efter den mulighed på klinikken.
Da jeg så ham i døren, begyndte jeg igen at græde.
– Ssh, lille pige, tingene vender igen, – sagde han beroligende og strøg min skulder.
– Jeg skulle aldrig have prøvet, – hikstede jeg. – Nu er det hele bare værre.
– Ejgil var heller ikke sig selv i dag. Prøv igen senere, – sagde Arne forsigtigt.
– Jeg har fået besked om, aldrig at komme derop mere, – svarede jeg og sank. – Hvorfor drømte jeg overhovedet om at klatre op ligesom ham? Jeg troede han var et menneske men han er bare stolt af sit diplom og aldrig glemt, hvor han kommer fra.
Arne trak blot på skuldrene. Jeg samlede rengøringsudstyret sammen og gik hjemad, mens jeg bekymrede mig om endnu en måned, hvor pengene ikke slå til. Signe ønskede sig et dyrt stykke legetøj, men hvor skulle jeg finde pengene?
Hjemme var alt anderledes. Min mor, Karen Margrethe, sad med blanke øjne. Mit hjerte blev uroligt hun er stærk som en sten, så når hun græder, er der sket noget stort.
– Mor, hvad er der sket? spurgte jeg ængsteligt.
– Åh, det er ikke noget, svarede hun, prøvende at vifte det bort.
– Mor fortæl nu sandheden, bad jeg.
Hun begyndte at græde.
– Jeg har været til lægetjek i forbindelse med teatret. De fandt noget skidt jeg skal opereres. Ellers har jeg måske kun et år tilbage. Ventelisten er lang. Jeg har ikke råd til privat behandling. Undersøgelserne skal egentlig laves i København vi mangler udstyr i vores landsbyhospital. Det hele koster… Nå, men måske er min tid bare kommet.
– Mor, lad nu være, – jeg sprang op. – Vi finder på noget.
– På din rengøringsløn? Og min pension? lo hun tørt. – Nej, Johanne. Der kommer ikke nye bukser ud af den gamle lap.
Jeg lå søvnløs hele natten og gennemgik mulighederne. Om morgenen havde jeg besluttet: jeg bliver nødt til at prøve at tale med Ejgil igen uanset konsekvenserne.
Men den dag blev jeg ikke engang lukket ind i klinikken. Jeg fik besked på, at jeg var fyret grundet besparelser. Fik tre måneders løn med almindelig sats og blev sendt hjem.
Arne insisterede på, at jeg tog hans telefonnummer. Imens tænkte jeg bare: hvad nu? Én måned med udbetalinger, hvad så bagefter?
Opgive ville jeg ikke. Jeg fortalte hurtigt min mor, at jeg selv havde sagt op, og gik i gang med at søge jobs. Uden uddannelse var lønningerne små alle vegne. Pludselig så jeg et stillingsopslag: plejerske søges. Intet krav om uddannelse, men man skulle kunne lave mad, gøre rent og hjælpe i hjemmet.
Jeg sank en klump. Det var næppe mere ydmygende end at vaske klinikgulve, så jeg sendte en ansøgning. De ringede allerede efter en time: jobbet kom gennem et bureau, og klienten var en rig, ældre kvinde.
De bad mig møde op med arbejdspapirer. Snart sad jeg foran Trine fra bureaet, der tog imod til samtale.
– Jeg vil sige det, som det er, – sagde Trine køligt. – Kunden er svær. Du bliver den tiende, vi sender ud. Ingen holder ud ret længe.
Jeg spændte. Jeg sagde ikke noget.
– Du kender sikkert navnet: Emma Madsen-Lyng, tidligere operasangerinde, et kendt navn på Det Kongelige Teater. Kapriciøs men rig. Hun skulle være efterladt store midler af sine tilbedere.
– For mig betyder det ingenting, – hviskede jeg. – Jeg har ikke rigtigt et valg.
– Hvis du har børn, så husk at fru Lyng ikke tåler børn. Eller dyr. Hun kan selv gå med rollator, men ønsker helst at blive kørt rundt i kørestol. Jeg har advaret dig. Prøvetid: tre måneder. Klarer du det, får du kontrakt og fordoblet løn.
Jeg nikkede tavst. Selv min kommende prøveløn var dobbelt så høj som tidligere mit håb om at redde min mor fik nyt liv.
Allerede næste morgen skulle jeg begynde. Klokken syv.
Om aftenen søgte jeg på nettet efter hende. Der dukkede gamle avisudklip op billeder fra ti år tilbage af en mørkhåret, stolt og ikke ligefrem smilende dame. Men virkeligheden overraskede endnu mere.
Døren blev åbnet af en vagt. Emma Lyng boede i en kæmpestor, flot villa i hjertet af Aarhus. Jeg havde kun hørt historier om sådanne hjem. Indretningen var overdådig jeg følte mig helt lille, mens jeg tog det hele ind.
– Hvad glor du på? Kommer du for at stjæle? lød en skrap stemme.
I midten af hall’en holdt en eksklusiv motoriseret kørestol. I den sad en ganske lille, udtæret, gråhåret kvinde, nærmest som en fugleunge, men med stål i blikket.
– Godmorgen, fru Lyng, – mumlede jeg.
– Tal tydeligt! Ikke noget med at mumle! afbrød hun. – Hold hænderne synligt! Og husk overtrækssko jeg har specialbehandlet gulv. Dér de ligger i spanden. På med dem nu, vi skal have morgenmad.
Jeg trak overtræksskoene på og fulgte efter hende.
– Børst mit hår. Og vær nu forsigtig! Ikke DÉT børste, herregud hvor DUM kan man være fjern hårnettet, og så tager du parykken, børster den.
– Undskyld, jeg forstod det ikke helt, – undskyldte jeg.
– Åh, man sender kun klodsmajorer her! På hvilken fabrik laver de jer? Giv mig te nu! Jeg tørster!
Jeg gik i køkkenet.
– LØB IKKE! skreg Emma. – Du tramper så gulvet ryster! Gå forsigtigt!
Hun gennemså teen kritisk, holdt stålglassene mod lyset, som om hun ledte efter gift. Pludselig snerrer hun og kaster den varme te i hovedet på mig.
– Du puffede til min albue. Din egen skyld.
Jeg tog en dyb indånding.
– Hvor kan jeg tørre det af?
– Der er personale-badeværelset ved indgangen, – sagde hun, stadig skarpt. Tilføjede så: – Ingen svar til mig?
– Hvorfor? svarede jeg roligt. – Jeg begynder at glæde mig til at se, hvad du ellers finder på.
– Ha. Gå så da. Tag et håndklæde og hent pyjamas i gæsteværelset. Dit tøj i vask.
Jeg gjorde, som hun sagde. Resten af dagen brugte Emma på at ydmyge og teste mig efterhånden gik det op for mig, at det var præcis det en test. Jeg sagde ingenting, fandt mig i det og forventede, at hendes fantasi nok løb tør.
Hen mod aften blev Emma træt og mildnede lidt. Jeg lavede blid massage før jeg gik, og hun faldt tungt i søvn.
Dagen efter var det en yngre vagt, der tog imod.
– Hvad har du dog gjort ved hende? Hun sov som et barn helt til nu, sagde hans smil.
– Ikke andet end massage, – svarede jeg.
Den morgen begyndte Emma straks at kritisere mit tøj og sagde, jeg aldrig ville finde en mand, når jeg ikke brugte makeup. Jeg smilede og fortsatte.
Hun forlangte, jeg arrangerede tid til manicure, iklædte sig en japansk badekåbe og bad om at blive kørt i sit “boudoir”.
Efter frokost og manicure fik vi gæster: en ældre, rank herre, Ove, hendes gamle ven. Emma var pludselig høflig og anstændig.
Om aftenen spurgte hun køligt:
– Hvad lavede du med mig i går før jeg sov?
– Massage, svarede jeg sagte.
– Er du uddannet i det?
– Kun selvlært.
– Bliv ved, – sagde hun nådigt. Jeg gjorde det. Hun sov godt igen.
Tre måneder fløj. Jeg fik kun én fridag om ugen, så Signe så jeg sjældent men med min løn kunne moren nu endelig lade være med at arbejde.
Forholdet til Emma ændrede sig. Hun målte mig op, testede min tålmodighed. På et tidspunkt spurgte hun:
– Hvordan klarer din familie dit arbejde?
– Jeg har kun mor og datter, – svarede jeg ligefrem. Det med børn, huskede jeg jo, var følsomt her.
– Hvor gammel er din datter? Er hun interesseret i noget?
– Seks, hun tegner fantastisk, svarede jeg.
– Tag hende med næste gang, – nikkede Emma.
Så begyndte Signe at komme med nogle gange. Hun sad ofte i et hjørne med sine farver. På et tidspunkt tegnede hun et portræt af Emma og ligheden var så slående, at Emma straks lod det indramme og hænge op.
Vores forhold blev nærmest familiært. Jeg stoppede med at frygte for at miste jobbet.
Emma havde en særlig slidgigt, hvor operationer ikke hjalp. Ved smerter tilbød jeg massage og indimellem hjalp det lidt. En aften bad hun mig og Signe om at overnatte og vi fik gæsteværelset.
At falde i søvn der føltes som at bo i et eventyrligt gammelt hus. Alt havde historie.
Næste dag havde Emma det bedre. Hun spiste med Signe, mens jeg blev sendt til kontoret for at gøre rent. Imens faldt jeg over et gammelt, gulligt album. Da jeg var færdig, bragte jeg det ind til Emma.
– Fru Lyng, må jeg kigge?
– Åh, det var tider, – smilte Emma. – Lad os se.
Vi sad omkring bordet. Først billeder fra Emmas barndom. Pludselig udbrød Signe:
– Hey det er jo mormor! Vi har det billede hjemme!
Jeg stirrede, og det var rigtigt. Unge udgave af Karen Margrethe min mor.
– Hvor har du det billede fra? hviskede jeg.
Emma kneb øjnene sammen og studerede mig.
– Er du Karens datter? Ja, nu kan jeg se det! Sikke en gammel tosse, jeg er. Jeg har hele tiden tænkt, jeg kendte dig, nu kan jeg se hvorfor
– Kender du min mor? fortsatte jeg forundret.
– Hah, selvfølgelig, – Emma lo. – Hun var min bedste veninde som ung. Vi boede i samme baggård, gik til gymastik sammen, dansede, sneg os ud fra træning. Hun fik en flot træner, Jesper. Vi blev ovre ham. Han blev min første mand og jeg beholdt hans navn, selv om ægteskabet knækkede efter tre måneder.
– Hvorfor ses I ikke mere? spurgte Signe ganske ligetil.
– Man bliver voksen, – sukkede Emma. – Din mormor tabte sin plads på holdet på grund af ulykkelig kærlighed.
Jeg kunne mærke, jeg ikke kendte hele historien. Jeg begyndte at tænke på, hvordan jeg kunne arrangere, de to gamle veninder kunne mødes igen.
Lejligheden opstod, da Emma insisterede på, at jeg og Signe overnattede igen. Dagen efter skulle Signe faktisk til tur med børnehaven så jeg bad min mor komme og hente hende.
Mor dukkede op i sin gamle, laprede vinterfrakke. Emma var ved at gøre sig klar til natten, men kom dog rullende i kørestolen til hallen, mens jeg hjalp Signe med tasken.
– Hvem er det? Jeg ventede ingen, sagde Emma skarpt.
– Hej, Emma, – sagde min mor, og så koldt. – Jeg skal ikke sige, jeg er glad for at se dig.
– I lige måde, – fnes Emma. – Det ser ud til livet har været hård ved dig.
– Ikke hårdere end ved de fleste, – svarede min mor. – Jeg har da datter og barnebarn. Du har fremmede til at tage dig. Har alle dine ægtemænd hjulpet dig?
– Du fik aldrig nogen sådan, – sagde Emma. – Jeg ved da godt, du stadig bruger dit pigenavn.
Mor så blødt på hende.
– Åh, Emmely Jeg fulgte altid med i dine bedrifter var stolt over, at en pige fra vores gård blev berømt. Og jeg gjorde dig aldrig ondt. Kan du huske telefonopkaldet for fem år siden?
Emma blev bleg.
– Da du var ved at skrive huset over på en charmeur fra teatret. Men jeg overhørte, han pralede om, at han ville sende dig på plejehjem. Så jeg ringede og advarede dig, med ændret stemme.
– Det var dig? udbrød Emma stille.
– Jeg kunne aldrig hade dig, – sukkede min mor. – Du har altid været sårbar og kunstnerisk. Men den gang kunne jeg ikke lade dig falde.
Emma sænkede blikket.
– Du reddede mig, – sagde hun lavt. – Han havde virkelig vundet mig over. Men jeg hyrede en detektiv takket være dit opkald.
– Godt gået, – sagde min mor. – Nå, vi må hjem Signe skal i seng.
– Bliv! Hvordan bor du nu? prøvede Emma.
– I en lille lejlighed, – svarede min mor. – Ikke som her… men det går.
– Så er det afgjort! Flyt ind her. Jeg har værelser nok, og Signe skal have sit eget børneværelse. Ingen diskussion! Vi har meget at snakke om vi to gamle har ikke hele tiden tilbage.
Min mor satte sig helt overvældet:
– Åtte måneder tilbage…
– Hvad mener du? hviskede Emma. – Hjertekrampe?
– Ja, og ingen penge til operation, – sagde min mor træt. – Helse kan ikke købes.
– Vi flytter. Punktum. Og jeg skylder dig og jeg har for længst fortrudt Jesper.
– Trækker du virkelig gamle Jesper ind igen? grinede min mor. – Vi tager hjem, men taler om det i morgen.
– Min chauffør kører jer. I morgen flytter I. Johanne hjælper med flyttekasser.
Den nat sov Emma ikke. Hun spurgte mig ud om mors sygdom, vores ungdom, alt det liv, hun syntes havde været forspildt.
En uge senere blev villaen omdannet budene slæbte tapetprøver, møbelkataloger, tekstiler. Emma tog det hele særdeles alvorligt.
Om aftenen sad de to gamle veninder over te og livshistorier. Da flytningen og lidt maling var færdigt, annoncerede Emma pludselig:
– Karen, jeg har vist dine journaler til en læge. Operationen er om to uger. Lægen er ung, søn af en stor professor. Prøv at lade være med at flirte for meget.
– Har du skaffet en plads? spurgte min mor målløs. – Hvorfor?
– Jeg betaler. Penge følger ikke med i graven, – lo Emma. – Operation, pleje, det hele for sent at sige nej. Johanne passer dig, Signe lader jeg blive her. Efter massage føler jeg mig jo virkelig bedre.
To uger senere lå mor på et eneværelse på byens bedste privathospital Bispebjerg i Aarhus. Lægen, Valentin Sørensen, ung, søn af en landskendt professor, men han havde valgt sin egen vej. Han var ligefrem og venlig. Da han så, hvordan jeg tog mig af mor, sagde han en dag:
– Man ser sjældent så stærk kærlighed i en familie. Din mor er heldig. Det bliver din mand, børn, også.
– Jeg har kun Signe, – svarede jeg, rød i kinderne.
– Det er jeg sikker på, – smilede Valentin. – Jeg blev gift for tidligt hun ville have rigdom og status. Da jeg flyttede til Århus og ind i en lille lejlighed, gik det i stykker.
– Du finder din kvinde. Det gør du, – sagde jeg stille.
– Måske har jeg allerede fundet hende, sagde han og kiggede ud af vinduet.
Jeg fangede mig selv i at se på Valentin med nye øjne han var slet ikke den smukke snydetype Rune, men han var stærk og værdig, og vigtigst: han forstod at rumme mennesker.
Mor brugte en uge på at komme sig, og Emma klarede sig imens selv og underholdt Signe, som nu kaldte hende Bedste. Emma lod som om, alt var godt, men om aftenen stivnede hendes muskler mere og mere trods massage.
En aften sagde Emma:
– Johanne det er tid til, du stopper med at være hushjælp her.
– Har du fundet en anden? blev jeg forskrækket.
– Nej, din fjollede pige, grinede Emma. – Jeg vil have at du uddanner dig til massør. Rigtigt med diplom og hele molevitten. Kan du klare det?
– Ja! Men det er dyrt.
– Jeg bliver din gode fe, sagde Emma. – Og så har jeg nemlig min egen massør hjemme! Jeg betaler for uddannelse og ekstra kurser. Skuff mig ikke.
Jeg sagde ja aldrig har jeg været tættere på at realisere min drøm.
På kurset underviste Henrik, en anerkendt manuel terapeut. Han pegede mig hurtigt ud som talentfuld. Da jeg fik mit diplom, spurgte han:
– Kender du spaen Vanilje?
– Ja, alle vil gerne arbejde dér! smilede jeg.
– Det er min spa. Vil du starte hos mig? Vi satser på genoptræning efter operationer. Du har styrke og nænsomhed præcis det, vi leder efter.
Jeg nikkede, mens lykken truede med at bryde ud af øjnene.
Henrik betalte ovenikøbet for de første videreuddannelser. Snart arbejdede jeg på Vanilje. Mit skema var fleksibelt, så jeg kunne passe min mor, Emma og køre Signe i kunstskole.
Efter et halvt år kom folk ikke alene for at blive masseret af ejeren men af Johanne.
Mine følelser for Valentin udviklede sig først som ven, så som mere. Han var godt i gang på hospitalet, men begyndte at drømme om et liv udenfor. I weekenderne gik Valentin, Signe og jeg i cirkus, børneteater eller i skoven.
Mor begyndte endda igen at arbejde lidt på teatret, men Emma blev mere og mere sengeliggende. Hendes smerter voksede, massage hjalp næsten kun kort.
Valentin henviste flere og flere patienter til mig til genoptræning. Samtalerne mellem os blev dybere.
Han var nu ofte i vores hjem som nu reelt var Emma Lyngs villa, men som føltes som vores. Emma sagde en dag:
– Pas på, Valentin! Du må aldrig såre mine piger.
