Onsdag. Jeg sidder i DSB-toget ud mod Nordsjælland, på vej til kolonihaven. Kupeen er næsten tom. En ældre kvinde træder ind og sætter sig ved siden af mig hun har en fletkurv med sig, sikkert fyldt med redskaber og kaffe som os andre på vej mod vores små grønne frirum. Hedvig, hed hun. Hun mindede mig overraskende meget om min afdøde hustru, som plejede at tage denne tur sammen med mig. Siden hun blev syg, har jeg nærmest undgået haven. Stilheden og tomheden derude føltes for overvældende.
Da toget rullede ind til Hillerød station, vendte Hedvig sig mod mig og sagde med et smil, der gik lige gennem marven: I dag bliver det rigtigt godt vejr. Vi får masser af tid til at nå det hele. Nøjagtigt de ord brugte min hustru altid, når vi stod af toget sammen. Jeg frøs et øjeblik, men nikkede og lod os glide ind i samtale vi snakkede om den magre høst, den lange isvinter og håb for næste forår.
Vi fulgtes hen til busholdepladsen, og jeg gik og undrede mig over, at jeg aldrig havde mødt hende før. Vi skiltes snart, og jeg travede ned mod min kolonihave. Da jeg så lågen, så jeg tydeligt, hvordan ukrudtet havde taget over i de måneder, jeg havde været væk. Men det korte møde med Hedvig havde givet mig et skub. Jeg mærkede lysten til at tage fat igen, og gik i gang. Med mullen under neglene og sved på panden gravede jeg rækker op og rev brændenælder op. Da jeg satte mig på bænken med min leverpostejsmad og en kop varm kaffe, nød jeg at se de gamle påskeliljer og de første røde Filippa-æbler, som hang under min kone Marias yndlingsæbletræ.
Mit humør steg betragteligt, og jeg mærkede hvor meget jeg havde savnet at komme her. Da jeg senere gik på svampejagt i skovbrynet, føltes det som at slippe for noget tungt, jeg havde båret længere end jeg ville indrømme. Jeg besluttede mig for ikke at sælge haven lige foreløbig.
På hjemturen stødte jeg igen på Hedvig i toget. Vi delte et æble og lo over vores mere eller mindre heldige eksperimenter i haven. Hedvig sagde, at det aldrig er for sent og at der er glæde og mening i at holde hænderne beskæftiget med jorden. Da jeg steg af, havde solen fået himlen til at gløde. Jeg mærkede en tilfredshed brede sig, og savnet efter Maria føltes mindre tungt. Dagens møde havde vist mig, at livet fortsætter og at nye mennesker kan bringe gammelt håb til live igen.
