Rigtige kvinder
– Line, hvor er du henne?! Kom nu med agurkerne! Hvor længe skal jeg vente?
Min stemme lød nok allerede lidt utålmodig ude fra køkkenet, men Line havde hænderne fulde. Hun var optaget med omhyggeligt at lægge øjenskygge på venstre øje, indimellem stoppede hun for at beundre resultatet af børsten, som var dyppet i en ny, uhyrligt dyr mascara. Hendes venstre øje var blevet næsten dobbelt så stort på grund af det der nye look, som hendes veninde Signe havde sagt kun var til fine selskaber. Grænsen til det lidt skræmmende var nået, men Line syntes slet ikke, hun var færdig.
Hun havde altså ikke tid til at holde øje med de agurker, der lå og trak i badeværelset.
Alt det skyldtes, at min kone, Line, for bare en uge siden blev mødt af et helt uventet forslag fra min side midt i hverdagsmaden:
– Jeg vil have, at du bliver en rigtig kvinde!
Så rakte jeg hende mit Dankort med hele årets opsparing.
Line blev fuldstændig paf man kunne næsten se det på hende.
Det første, hun tænkte, var selvfølgelig at hidse sig op. Nå ja, hvis jeg havde kunnet spare lidt op bag hendes ryg, havde jeg måske også snydt med at overføre hele lønnen, eller hvad? Tanken trak hurtigt flere bekymringer med sig, og hun nåede knap nok at åbne munden, før hun satte sig tungt på køkkenstolen og glemte alt om den suppe, der næsten kogte over på komfuret.
– Hvad pokker mener du: en rigtig kvinde?!
Det var… Ja, det var næsten ubærligt. Hun havde lyst til at råbe, ja måske endda at smadre det fine stel, hun lige havde fået i gave af sin svigermor for nyligt stellet Line havde drømt om, siden hun var ganske ung. Ikke at hun nogensinde havde turdet håbe på det. Men svigermor gav hende det bare sådan! Og da Line sad med tallerkenerne og fik tårer i øjnene, havde svigermor bare grinet:
– Åh, Line! Hvor kan du dog være fjollet. Jeg skal nok gøre alt for dig bare I har det godt!
Hvorfor svigermor gjorde det sådan, forstod Line aldrig helt, men spørgsmålet udeblev. Svigermor krammede først Line, så sin søn og kyssede børnebørnene på begge kinder, inden hun tog hjem, som hun altid gjorde hun brød sig ikke om at være væk for længe. Dyrene og huset skulle jo passes.
Line sagde ikke et ord imod hende. Hun kørte børnene ud til hende i weekenderne, passede på, at de opførte sig ordentligt, og havde altid en lille gave eller gestus med sig for at glæde hende, der uden kritik havde taget Line ind i familien.
Line kunne jo ikke ligefrem prale med en skandalfri fortid. Hvis selv familien nogle gange havde blikke at sende, hvordan skulle det så ikke gå med en for Line egentlig fremmed kvinde, som hun kun havde set én gang før brylluppet? Den gang jeg tog hende og hendes lille søn med hjem til min mor, stod hun længe uden for bilen, begyndte at hviske:
– Måske skulle vi lade være? Hvad skal jeg sige til hende? Og hvad siger hun til mig? Hun smider os sikkert bare ud selvfølgelig gør hun det!
– Hvorfor tænker du sådan? spurgte jeg.
– Da jeg fødte Mikkel, smed min egen tante mig ud. Sagde, jeg skammede familien ud og ikke var værd at have i huset! Tror du, din mor tager imod mig med åbne arme? Med barn på armen? Åh, du er så naiv, Thomas!
– Du kan jo vente og se, svarede jeg. Måske overrasker hun dig.
Line havde bestemt ikke lyst til overraskelser. Men med porten til gården foran sig måtte hun samle Mikkel op og gå tøvende efter mig.
Min mor, Karen Møller, overraskede da også Line. Hun hilste lidt køligt, men så rakte hun bare ud:
– Vil du ikke give mig ham? Jeg lægger ham ind hvor han kan sove. Drengen er jo helt udmattet efter turen.
Line forstod ikke selv hvorfor, men hun gav bare min mor den sovende dreng. Han åbnede øjnene, mumlede lidt, og kastede sig om min mors nakke, der begyndte at nynne en vuggevise, hvorefter han faldt i søvn igen.
Siden da kaldte Mikkel hende bedstemor Karen ved første lejlighed, og hun tog det uden protest noget, som hurtigt sikrede hendes plads i Lines hjerte.
Line fik sin søn tidligt lige da hun var fyldt atten. Hele landsbyen vidste allerede alt for meget om, hvem faderen var; for snakken gik lystigt om, hvorvidt Jens Mortensen for en gangs skyld ville tage ansvar, eller bare var ude på ballade som sædvanligt. Jens havde det værste ry i området, og Line gik helst langt uden om ham.
Desværre var Jens stædig og indsmigrende. Han kunne altid sige lige det, en pige havde brug for at høre, og var han ikke heldig med det søde, kunne han gå over stregen. Pigerne tav som regel bagefter.
Men ikke Line.
Da hun engang kom sent hjem fra byen efter at have besøgt sin tante, måtte hun vandre de sidste kilometer hjem gennem markerne, for bussen kørte ikke længere.
Jens gamle Lada indhentede hende.
– Line, hvorfor går du her alene i mørket? Kom nu, jeg kører dig hjem!
– Glem det, Jens. Jeg går selv, sagde Line, men for sent…
Hun kom hjem med rifter på kjolen og tårer i øjnene. Uden at gå ind til sin syge mor gik hun direkte i bad, skrubbede sig og prøvede at glemme Jens klamme hænder og kys. Hun græd og hadede sig selv for at have været uforsigtig, og hun ville for alt i verden skjule det for sin mor, som lægen havde advaret ikke kunne klare det mindste chok.
Line var på femte måned, da hendes mor døde stille i søvne. Hun stod alene tilbage, uden rigtige nærmeste, for hendes tante ville intet have med hende at gøre.
– Ja, det er din egen sag. Regn ikke med mig! Hvorfor gik du ikke direkte til politiet? Så var du blevet gift, og så havde alle syntes, det var i orden. Men du? Nej, Line, mig tager du ikke med i faldet!
Line, svag og udmattet, opfattede ikke engang først, hvad tanten sagde. Men da det gik op for hende, at hun stod helt alene, gik hun til politiet.
– Åh, Line, hvorfor sagde du ikke noget før? Nu skal han nok få, hvad han har fortjent!
Jens røg ind at sone.
Da Line begyndte at tale, opdagede man, hvor mange børn Jens havde sat i verden syv i alt! Mødrene havde holdt det skjult, men efterhånden kom flere sandheder frem.
Jens mor forbandede Line, da dommen faldt, ønskede både ulykke over hende og drengen.
Men Line havde naboernes opbakning. Samme nat blev Jens familiehytte overhældt med tjære, og snart måtte de flytte væk.
Line fødte til tiden en sund, stærk dreng, som ingen kunne forbinde med Jens. Han lignede sin mor og morfar med næse og ører, og mormors brune, krøllede hår.
Naboerne hjalp med alt tøj til lille Mikkel, vugge, mad. Line brugte de penge, hun havde fra sin mor, omhyggeligt, velvidende at livet som alenemor var hårdt.
Men knapt var hun faldet til ro, før også hendes onkler bankede på, sammen med den evigt sure tante.
– Line, du må flytte. Huset er os brødres forældrenes. Nu har vi besluttet, at vi deler og sælger. Din mors del får du selvfølgelig, men hvad du så gør, må du selv finde ud af.
Line regnede lidt på det. For de penge kunne hun kun få noget elendigt i landsbyen om overhovedet. Så hun måtte overveje at flytte til byen, hvor hun ikke kendte nogen, og man ikke hjalp hinanden som på landet.
Tanten gav hende ikke et eneste venligt ord, men Line lod det glide af. Mikkel ville hun nok skulle forsvare alene, men hun var ikke den, der gav op!
Næste dag dukkede den flinke betjent, Søren, op.
– Line, jeg har hørt, der er en enke i nabobyen, som gerne vil leje halvdelen af sit hus ud. Jeg har snakket med hende, og du skal bare tage ud i weekenden på min regning. Så ser du på det, og så kan du tage stilling.
– Tusind tak! sagde Line, og smilede for første gang i flere dage.
Hos fru Anna Clausen, som hun lærte hurtigt at kende, faldt det hele på plads.
– Du, Line, jeg er nem. Bare her er ro, ellers gider jeg ikke noget vrøvl. Og vil du arbejde, hjælper jeg gerne lidt med den lille. Måske kan jeg også hjælpe dig ind som assistent hos min veninde hun mangler netop én i butikken.
– Det lyder perfekt, Anna!
Det blev sådan, at Line begyndte hos kiosken, hvor vi mødte hinanden første gang, da jeg handlede ind til min mor. Hun pakkede varerne for mig, og før vi så os om, havde hun fortalt halvdelen af sin livshistorie til mig. Normalt var hun ikke så snakkesalig, men her var det ikke til at stoppe.
Jeg stod bare og lyttede og blev ramt lige i hjertet af Lines søde stemme og vildkirsebærbrune øjne.
Jeg kom dog ikke straks tilbage til butikken hvordan skulle jeg forklare hende, at min egen fortid var fortvivlende? At min kone var stak af midt om natten, efterlod mig med to børn? At min mor også havde hænderne fulde med min syge far og ikke kunne hjælpe? At sønnerne af og til vågnede og ledte efter en mor, de knapt kunne huske?
Jeg turde ikke tage hul på samtalen men jeg lurede i nærheden af butikken i dagevis.
Line glemte mig til gengæld ikke. Hun undersøgte mig via Anna, så da jeg endelig kom tilbage, var hun allerede på forkant.
– Hvor gammel er din ældste? spurgte hun smilende fra starten.
– Han bliver tre om tre dage.
– Og den lille?
– Han fyldte et år sidste uge.
– Så gammel som min Mikkel altså.
– Line…
– Præsenter mig for dine drenge, så kan vi tage den derfra.
Sådan begyndte det hele.
Vi holdt et lille, stille bryllup, kun for den nærmeste familie. Derefter tog vi til Læsø på sommerferie med alle ungerne, og Line var næsten mere lykkelig end børnene, for hun havde aldrig været væk før.
Den lykke måtte hun også kæmpe for. Først, da ældstesønnen blev syg, og Line boede nærmest på hospitalet i to måneder, mens svigermor tog sig af de små.
Senere, da drengenes mor dukkede op og ville have børnene tilbage. Her satte Line for alvor hælene i. Hun tog til sin gamle betjent for råd, gik hele vejen igennem systemet og blev drengenes mor også på papiret.
Drengenes mor forsvandt ligeså hurtigt, som hun var dukket op. Før dommen engang faldt, var hun væk, og svigermor pussede sin næse, krammede Line og sagde:
– Nu er jeg helt tryg ved, at børnene har det godt!
Årene gik, børnene voksede, og Line forblev den samme altid lidt forsigtig, smilende, men i landsbyen vidste man, at hun var som en kat på solskrænten, mild og rolig, men rør du hendes familie, så forvandler hun sig til en løvinde.
Men altså hvem sagde, hun ikke var en rigtig kvinde?
Hele natten efter at jeg gav hende kortet, vendte Line sig rundt i sengen, stod op flere gange, kiggede sig i spejlet i det blå skær fra natlampen, vendte og drejede sig og kunne ikke fatte, hvad der var galt med hende. Hun ville ikke spørge mig. Hun var fornærmet. Næste morgen sendte hun børnene i børnehave og skole og gik direkte hen til veninden Signe for at få råd.
Signe var ligesom Line lidt fra en anden verden. De blev enige om at læse dameblade for at finde ud af, hvad en “rigtig kvinde” var. Og de lærte, at hun både skulle spise sundt, klæde sig rigtigt, sminke sig rigtigt ja, alt skulle være korrekt. Ellers var man ikke nogen rigtig kvinde, bare et menneske i siden. Hvis man altså overhovedet havde en sløjfe. Det havde Line ikke.
Hun købte ikke nogen sløjfe, men tog alligevel med Signe til Aarhus, hvor hun investerede i en god mascara, en ny natkjole og nogle smukke sko, hun knapt turde tage op af æsken derhjemme, for drengene skulle jo ikke risikere at ødelægge dem.
Vurderingen fra mig var dog, mildt sagt, lunken.
Line var næsten færdig med øjenskyggen, da døren fløj op, og hun stak børsten direkte i øjet. Lige i det øjeblik besluttede hun, at alt det med at være “rigtig kvinde” var opreklameret.
– Hvad laver du, Line? udbrød jeg, da min kone hoppede rundt på et ben og gned sig i øjnene, tårerne løb ned af kinderne.
– Det er din skyld! snøftede hun. Du vil have en kvinde? Hvem er jeg så?
Jeg tog hende i armene, standsede hendes flugt rundt på badeværelset.
– Tag den nu roligt, min skat! Lad mig lige hjælpe dig!
Mens jeg nænsomt vaskede mascaraen af hendes ansigt, sagde jeg sagte:
– Jeg ved godt, jeg er en skvat til at formulere mig, men du må heller ikke lægge mere i det, end der var. Hvis du var i tvivl, kunne du jo spørge!
– Hvorfor gav du mig så penge og brokkede dig over, at jeg ikke var en kvinde? peb hun, men jeg holdt fast i hende.
– Fordi du, i al den tid vi har været sammen, aldrig har brugt penge på dig selv! Du forkæler børnene, forkæler min mor, og selv tager du intet. Det kan jeg ikke have! Derfor ville jeg give dig friheden til at gøre noget kun for dig.
Her begyndte Line at grine, så hun næsten gik i spåner. Ungerne kom stormende, men så snart de forstod, at mor grinede og ikke græd, blev der hurtigt ro på.
Senere samme aften, da børnene var lagt, gik Line ud på terrassen, løftede det rene ansigt mod nattehimlen og lo stille ved tanken om, hvor meget rod hun egentlig havde lavet.
– Så! De sidste er sendt til drømmeland, sagde jeg, satte mig ved siden af hende på trappen.
– Pakkede du dem godt ind?
– Der er styr på agurkerne de bliver i topklasse!
– Godt. Dem får jeg snart god brug for, svarede Line og lagde min hånd på sin mave.
– Ej, mener du det? Er det rigtigt? udbrød jeg og omfavnede hende.
– Hvordan skulle jeg få det sagt? Du har jo travlt enten med agurker eller krav til mig. Hvor skulle jeg dog få dig i tale, mand!
Hun nåede ikke at sige mere, før jeg lagde hånden på hendes kind og kyssede hende.
For det skal en kvinde aldrig glemme og så holdt jeg hende lidt tættere ind til mig, så hun kunne mærke, hvor hun hørte til. Lige ved hjertet. Lidt på skrå. Der, hvor sjælen trækker vejret.
