For nylig har jeg endelig købt mig en lejlighed i København noget jeg nærmest har drømt om, siden jeg første gang indså, hvor mange penge man kan smide ud på dyre kollegieværelser og lejede kælderrum. Jeg glædede mig sådan til at dele den gode nyhed med mine forældre og min lillesøster. Men deres reaktion overraskede mig. Altså, lejligheder i hovedstaden koster jo nærmest en mindre formue, og det tog mig flere år at proppe nok penge i opsparingskontoen. Træt af at flytte rundt fra en halvskør udlejer til den næste og overleve på dårlige radiatorer og tvivlsomme kontrakter, besluttede jeg mig for at tage sagen i egen hånd og købe mit eget. Ja, det krævede et lån, men jeg havde sparet op til udbetalingen, og økonomien kunne lige akkurat løbe rundt. Det betød dog, at familieøkonomien nok ville få lidt mindre kærlighed fra min side en tid.
I næsten fem år har jeg betalt hele min søsters universitetsgebyrer faktisk uden at blinke og sendt hende små lommepenge, hver gang hun havde en krise. Det gjorde jeg, fordi jeg elsker dem, og jeg har altid tænkt, at sådan gør man bare herhjemme; familie hjælper hinanden. Da jeg så inviterede mine forældre og søster over i min nye lejlighed til kaffe og hjemmebag (selvfølgelig), virkede de ikke synderligt imponerede. De troede vist bare, jeg havde lejet mig ind endnu et sted med klassiske skrå vægge og fælles bad. Men da jeg så sagde, jeg faktisk selv ejede lejligheden, blev der ikke just skålet i snaps eller givet store kram. Ærligt talt virkede de mere irriterede end glade.
Og da jeg forklarede, at jeg blev nødt til at skære lidt ned på familiestøtten på grund af lånet, ja, så gik de helt på barrikaderne. Pludselig var jeg egoistisk, og hele deres fremtidsplan var åbenbart ødelagt. Min mor beklagede sig over, at de nu selv måtte grave i deres egne sparepenge for at betale min søsters uddannelse. Midt i det hele krævede min søster, at jeg alligevel holdt mit løfte om at købe hende den spritnye iPhone for du havde jo lovet det. Det slog mig, at de stort set kun dukker op, når de skal have penge eller hjælp og aldrig rigtig spørger, hvordan jeg egentlig har det, eller hvad jeg har lyst til.
Jeg sad der i min nye stue og følte mig nærmest mere forvirret end ked af det. Jeg kunne ikke lade være med at gruble: Hvornår begyndte de at se mig mere som en konto hos Danske Bank end som en datter eller søster? Måske har det altid været sådan, men det føltes virkelig mærkeligt at ende her midt i min drøm af en toværelses, med blandede følelser og ret store spørgsmål om, hvad familie egentlig burde være.
