**Delte, som jeg kunne**
“Hej, mor.” Mette prøvede at lyde, som om intet var hændt, men stemmen lød alligevel tør og stiv.
“Åh, Mette! Hvad laver du her? Jeg ventede dig ikke i dag,” svarede Hanne Mikkelsen.
Mette stirrede på sin mor. “Ventede dig ikke” ordene borede sig først ind i hendes sjæl, og så gav det genlyd i hendes hoved, igen og igen. *Ventede dig ikke*. Det føltes, som om ingen nogensinde ventede hende mere.
“Hvad står du der og glor for? Kom indenfor, jeg er lige ved at sylte agurker. Er der noget galt? Er der noget med Nikolaj?”
“Alt er fint, mor. Med Nikolaj. Vi har lejet en lejlighed til dem for nu. Mikkel betalte for tre måneder, og så må de selv…”
Mette så på sin mor. Som altid var hun optaget af huslige sysler. Sådan havde det altid været. Fra barnsben var Mette vant til, at mor altid havde været på vej et sted hen og kommet for sent.
“Det skal gå hurtigere”, “Jeg lige ned i Netto, de har fået”, “Bliv du her, jeg skal”, “Mette, ikke nu, kan du ikke se jeg er i gang?” Hanne var altid optaget af det praktiske, mens datteren oftest hørte “vent lige”.
“Mette, hæld selv te, jeg har ikke tid, mine syltetøjsglas er ikke steriliseret endnu. Okay?”
“Ja, mor,” sagde Mette og hældte te i koppen, selvom hun slet ikke havde lyst til at drikke det.
“Hvorfor er du egentlig kommet?”
“Mor, har du aldrig ønsket at blive skilt fra far?” begyndte Mette usikkert.
“Øh nej, hvorfor dog det? Det er jo bare at bytte én dårlig ting ud med en anden. Mændene er jo alle ens! Hvorfor spørger du?”
“Mor, jeg vil søge om skilsmisse…”
“Hvad?! Hvad er der sket?! Har han været utro?!”
Hanne så tydeligt chokeret ud og satte glasset ned midt i rensningen.
“Mor, jeg tror bare, vi er blevet fremmede for hinanden. Nikolaj er voksen nu, bor selv med sin kæreste. Jeg tror, Mikkel og jeg skal skilles…”
“Hvad i alverden er der dog sket?!”
“I dag er det femogtyve år siden vi blev gift. I morges nævnte han det ikke engang. Spurgte bare, hvor hans sokker var, og om hvor lang tid morgenmaden var klar. Det var alt…” Mettes stemme knækkede.
“Det var *alt*? Mette, du er da også dum! Hvad bilder du dig ind? Bryllupsdag! Åh gud! Din far har aldrig givet mig en gave, og jeg heller ikke ham. Hvorfor spilde penge på sådan noget pjat?” råbte Hanne.
Mette så på sin mor og tænkte, at det var en fejl at komme her for at dele sine følelser. Mor forstod hende aldrig. En tåre trillede ned ad kinden.
“Og nu skal du også lige til at græde! Ved du overhovedet, hvilket cirkus en skilsmisse bliver? Lejligheden skal deles, sommerhuset, og I har jo også bilen Har I stadig penge på kontoen sammen?! Jeg har hævet mine kontanter og gemt dem herhjemme. Det bliver et helvede at sælge lejligheden! Sådan en fin treværelses, og alle de penge, I har brugt på renovering…”
Mette stirrede tomt på sin mor. Hanne talte om lejligheder, penge, fordeling. Det lød, som om hun allerede regnede på, hvem der skulle have hvad. Mettes hjerte blev kun tungere.
“Jeg siger det bare, datter gå hjem og glem alt om det. Skal vi ikke hellere plukke nogle peoner til dig? De er ved at visne alligevel.”
“Nej tak,” sniffede Mette.
“Som du vil. Skal du allerede gå? Der kom billig sand i Jem & Fix i går, skal du ikke have noget?”
Mette rystede på hovedet og skyndte sig væk. At være i sine forældres hjem var uudholdeligt.
Hun gik mod busstoppestedet, men ændrede mening og besluttede at gå hjem i stedet: først ned ad fortovet, så ud mod kajen.
Telefonen ringede i tasken. Mette tænkte straks, at det var Mikkel, der pludselig havde husket deres bryllupsdag. Men på skærmen læste hun Nikolajs navn.
“Ja, Nikolaj?”
“Hej, mor. Har du tid? Jeg skal virkelig tale med dig om noget.”
“Ja, selvfølgelig. Skal vi mødes på en café om en time?”
“Perfekt. Hvilken?”
“*Hyggehjørnet* jeg er lige i nærheden. Jeg har også noget, jeg gerne vil fortælle dig.”
Mette drejede ind på en sidegade, gik et par kvartaler, og tyve minutter senere var hun der. Sønnen ankom ti minutter efter.
“Hej, mor.”
“Hej, Nikolaj. Jeg har kun bestilt kaffe har ikke lyst til mad.”
“God idé. Jeg har kun tyve minutter.”
“Hvad ville du tale om?”
“Mor altså det er sådan her Ida fortalte mig, at hun venter barn…”
Mette følte sig pludselig væk. For kun få uger siden var Nikolaj flyttet sammen med sin kæreste. Hun havde ikke noget imod det, men at blive bedstemor som femogfyrreårig var ikke lige planen.
“Mor, hvad er der? Siger du ikke noget?”
“Jeg det det er bare meget pludseligt, Nikolaj. Klarer I det?”
“Selvfølgelig, og du hjælper vel? Hvad ville *du* sige?”
“Jeg Nikolaj, hvad ville du sige, hvis Mikkel og jeg blev skilt?”
“Vil I skilles? Hvad er der sket?”
“Vi er bare blevet så fremmede. I dag er det femogtyve år siden vi blev gift, og han har glemt det fuldstændigt.”
“Nå. Jamen, gør hvad I vil. Jeg er jo voksen. Ses, mor, jeg skal videre.”
“Hej, Nikolaj…”
Mette betalte for kaffen og gik hjem, selvom hun ikke havde lyst. På vejen gik hun automatisk ind i en butik, og hjemme lavede hun aftensmad.
Mikkel kom hjem som sædvanlig sent om aftenen. Han spiste, fortalte om sin chef og om Mads nye bil. Mette nikkede bare.
Næste morgen kørte Mikkel på arbejde. Mette vaskede op efter morgenmaden. Hun var stadig forvirret. På den ene side sårede Mikkels ligegyldighed hende. På den anden side femogtyve år sammen. At smadre alt på grund af en glemt jubilæumsdag Mette tænkte pludselig, at mor måske havde ret, og at hun overreagerede.
Telefonen ringede igen. Nikolaj.
“Ja, Nikolaj?”
“Mor, ved du hvad, om den der skilsmisse Jeg har tænkt over det…”
“Synes du, jeg overreagerede? Altså, jeg tænker selv…”
“Nej, mor, vent. Jeg tænkte, I skal dele ejendommen *f
