Déjà-vu Hun ventede altid på breve. Lige siden barndommen – hele sit liv. Adresserne ændrede sig. Træerne blev lavere, folk fjernere, forventningernes stemmer svagere. Han troede ikke på nogen og ventede ikke på noget. Udadtil var han en helt almindelig, robust mand. Arbejde. Hjemme hunden. Rejser alene eller med firbenet følgesvend. Hun – en charmerende kvinde med store, triste øjne. En dag spurgte nogen hende: – Hvad forlader du aldrig hjemmet uden? – Uden mit smil! – svarede hun, og de søde smilehuller på kinderne bekræftede det. Hun havde altid været mest venner med drenge. “Pigen med pirathatten” kaldte de hende i gården. Men når hun var alene, legede hun mor; forestillede sig et liv med mange børn, en venlig mand og et kærligt, stort hus med have. Han kunne ikke forestille sig et liv uden sport. I garagen stod pokaler, medaljer, diplomer i kasser. Hvorfor han gemte dem, vidste han ikke – af respekt for forældrene, som var så stolte. Topplaceringer ikke for sejrens skyld, men for processen; for trætheden, den nye energi, den næste bølge af styrke. Hendes forældre døde, da hun var omkring syv. Hendes lillebror og hun blev sendt på hver sit børnehjem. De voksede op med egne kampe, sorger og glæder. Siden da havde de boet overfor hinanden i et hyggeligt boligområde med små huse, varme gader, farverige gårde og torvemarkeder. Broderen og hans familie var hendes nærmeste – hendes eneste virkelige familie. Det var en urolig dag… Hendes vagt var slut. Hun gik gennem garagegården og blev indhentet af Vasili, som gav hende et faderligt kram og takkede for hendes hjemmebag. – Sov hjemme, hører du?! – Det når jeg, svarede hun og kyssede ham på kinden, før hun ilede til bilen. – Åhh… sukkede Falck-redderen bag hende. Ved højtider satte de ofte hende og mændene sammen. Ikke mange ville arbejde nytår, ikke engang lægerne. De mandlige kolleger brød sig ikke om hende. Hun kunne lide at være soigneret og pæn – det smittede af, hvis lægen var glad og ordentlig. Han kørte alt hvad han kunne. De sportslige trofæer i bagagerummet hoppede, hunden på bagsædet jamrede nervøst. Faren havde foreslået at fejre nytår sammen. Han havde allerede lagt alt i bilen, glad for at slippe arbejde i julen – selvom han savnede trænerrollen og de unge drenge. Forældrenes sjældne selskab nagede. Et par dage før nytår blev han vækket tidligt af en opringning fra faren. – Mor har det ikke godt, lød det nervøst fra faren, den pensionerede oberst, som stadig kiggede på sin kone, som da de var unge. Der var altid et særligt lys i deres øjne – som kendte de en hemmelighed!… Hun smilede træt. Som altid op til nytår bagte hun masser af tærter og delte dem ud efter vagt. I nat havde hun endda fået et par timers søvn på vagtstuen. Ellers havde Vasili aldrig ladet hende køre – han ville gerne selv have kørt hende og moret sig over hendes forlegenhed. Ti kilometer til forældrenes hus. Pludselig begyndte det at sne kraftigt. Han kom i tanker om hvordan hunden tidligere nægtede at hoppe ind, larmen fra bagagerummet, evige ture, veje, veje… – Mor, far, hold ud… Ingen andre er tilbage end jer… Hunden slikkede ham i nakken, som havde den læst hans tanker. – Tilgiv mig, gamle ven – dig også!… Hun dæmpede motoren. Snetyfonen var så dårligt timet. Ét stykke tærte var tilbage. To, tre kilometer, så landevej, så familiens sommerhus, hvor hendes yndlingspatient boede – en spunky ældre dame… eller “dame” føltes forkert. Hun og hendes mand havde den samme glød i øjnene. Hun så sine forældre i dem… Pludseligt, et sort glimt – direkte foran bilen i det hvide kaos. – Hvor kom du fra, hund? Fra skoven eller er du stukket af?… Smukke øjne!… Hvorfor er halsen klistret!?… Vådt sweater… Jeg er så træt… Jack, Jacko, gamle ven… Hvorfor gør det så ondt!?… Mor, jeg er på vej… Far, jeg er så tæt på… Mørke… Det var umuligt at få fat i Vasili, han var kørt med børnebørnene. Ingen ambulance kunne komme frem nu. Alt blokeret. – Nu, kammerat… hold ud, jeg skal nok hjælpe. Herregud! Der er også en hund… Hun skulle lige til at køre videre. En grå bil fløj forbi. – Nogen har travlt hjem, tænkte hun, og lidt senere lå bilen på hovedet i grøften. En sort hund lå nogle meter væk, tilsyneladende i live. – Hvad er klokken overhovedet? Hun brød sig ikke om varmt vand, men netop nu hjalp den varme bruser. Rystelserne aftog. Hun sank sammen på badeværelsesgulvet, lukkede øjnene, sukkede. Ville bare sove… – Hvordan fik du ham dog ud? Han er jo så stærk! – lød broderens stemme i hovedet. Hele kroppen frøs. Musklerne mindedes smerten. Hun kørte manden og de to hunde på hospitalet i sin egen bil. Broderen mødte dem halvvejs og hjalp til. Senere tog hun tilbage til sommerhuset for at levere tærten – hun havde også taget kassen fra bagagerummet i den grå bil. – Måske er den vigtig for ham. Det vigtigste – alle overlevede. Når han kommer til hægterne, giver jeg ham den. Den ældre dames mand åbnede døren, fortabt. – Er der sket noget? – Min kone er på hospitalet. Jeg skal afsted nu. Kan ikke komme i kontakt med sønnen… Hun blev stille, kiggede ned. – Er du sikker på, alt er ok? han tog hende i hånden. – Lad mig køre dig, foreslog hun. De kørte i stilhed. Snestormen havde lagt sig. – Kassen på bagsædet, hvordan har du fået den? – spurgte obersten til sidst. – Der var ulykke. En mand undveg en hund fra skoven, bilen rullede rundt, kassen faldt ud… – Grå bil, hvid hund indeni, sort hund fra skoven? – spurgte han meget sagte. Hun standsede, vendte sig. Obersten knyttede næverne, så ud ad ruden. – Han lever! Og din kone skal nok komme sig. – Hun omfavnede ham. – Ved du hvad, datter… Må jeg kalde dig det? – Selvfølgelig! – Tårerne stod i hendes øjne. – Min kone har i flere nætter drømt om en sort hund. Sønnen har en hvid. Hvorfra er den sorte kommet!?… – Smukke øjne. Utrolige. Sorgfulde… – det første, han tænkte, da han vågnede. På stolen ved siden af døren sad faren og døsede. – Mor. Ulykken. Han huskede alt nu. Og pigen med øjnene… Nytåret blev fejret sidst i januar. Moren kom sig. Faren var lykkelig. Jack haltede stadig, men det gik fremad. Der ventede arbejde. Drengene skulle tilbage i træning, gøres klar til turneringer. Han blev lidt længere hos forældrene end sædvanligt. Men tankerne gik kun til pigen… Før han skulle afsted, råbte faren fra loftvinduet. – Far, hvad skal jeg hjælpe med? Faren smilede lunt. Sønnen så sig om og opdagede sportspokalerne på hylderne. – Nå… Hvordan har du fået fat på dem, hr. oberst? – smilede han. – Gæt engang! … Jeg går lige ud med Jack før du tager afsted. Hun havde travlt hjem. Ventede Dinna – den hund hun havde hentet hos dyrlægen, ellers var den endt på internat. Dinna var ikke helt sort, havde et hvidt hjerte på brystet. Hun gik op i opgangen, åbnede rutinemæssigt sin postkasse uden at kigge, skulle lige til at lukke igen, da hun så et hvidt brev. I brevet stod: “Jeg kommer i aften. Tak, kære! Kærlighed, som et kompas, hjælper os med at finde vej.”

Deja-vu

Hun ventede altid på breve. Altid. Siden barndommen. Hele livet.

Adresserne skiftede. Træerne blev lavere, folk fjernere, forventningerne stille.

Han troede aldrig rigtig på nogen og ventede aldrig på noget. Udadtil var han som alle andre solid, stærk mand. Jobbet passede ham. Og hjemme havde han hund. Rejste alene eller med firbenet følgesvend.

Hun var en ægte dansk pige, mild og med de smukkeste, vemodige øjne. En gang spurgte nogen hende:

Hvad vil du aldrig forlade hjemmet uden?

Uden et smil! svarede hun, og smilehullerne i kinderne fremhævede det på fineste vis.

Så længe hun kunne huske, havde hun leget bedst med drengene. I baggården hed hun altid Bukse-Mette. Men hun havde én leg, kun til når hun var alene: Hun forestillede sig selv som mor til mange børn, med en rar mand, og at de boede i et stort, hyggeligt bindingsværkshus, omgivet af have fuld af æbletræer.

Han kunne ikke tænke sig livet uden sport. I garagen lå medaljer og pokaler i en papkasse og samlede støv. Han vidste egentlig ikke hvorfor han gemte dem måske for forældrenes skyld, de var så stolte. Ville altid give dem dem, havde han lovet sig selv. 1. pladserne kom ikke så meget for sejrenes skyld, men fordi han elskede at kæmpe indtil den sidste sveddråbe, og mærke den træthed, der blev til helt ny styrke bagefter. En genvunden energi. Et nyt åndedræt.

Hendes forældre omkom en vinter. Hun var kun omkring otte år. Lillebroren og hun blev sendt til hver sit børnehjem på Sjælland. Sådan voksede de op: med egne kampe og glæder og sorger. Børnehjemslivet lå nu bag dem. De boede på hver sin side af vejen i et roligt kvarter i Odense lave huse, varme gader, små farverige gårdhaver og sindige torvedage. Hendes bedste venner i Danmark var broderen og hans børn hendes eneste rigtige familie.

Det var en urolig vinterdag Hendes nattevagt var slut. Hun gik over pladsen ved det kommunale busværksted. Henning den gamle chauffør løb hende op, lagde armen om hendes skuldre og takkede for de boller hun altid bagte til dem:

Sov nu hjemme, hører du, pige!

Jeg når det nok lo hun, kyssede ham kærligt på kinden og jog afsted.

Åh, de unge sukkede han og så hende forsvinde.

Ved juletid blev hun altid sat på vagt sammen med de to mandlige kolleger i ambulancen ingen gad rigtig arbejde den juleaften, ikke engang læger.

Mændene brød sig ikke om hende; måske fordi hun altid var velklædt og smuk, og fordi hun vidste hvordan godt humør kunne forandre dagen i enhver dansk skadestue.

Han kørte ud gennem snevejret. Pokalerne i bagagerummet bumpede, hunden på bagsædet peb sagte. Faderen havde spurgt om han ville fejre nytåret sammen med dem. Straks pakkede han sine ting og glædede sig over, at han denne gang ikke skulle træne drengene i julen savnede nu arbejdet som træner, men forældrene så han alt for sjældent Et par dage før jul, vækkede telefonen ham i det grå morgenlys.

Mor er dårlig hørte han farens stemme, der ellers sjældent rystede; som pensioneret major havde han lært at holde masken. Forældrene havde holdt sammen siden skoletiden og stadig, her i alderdommen, så de på hinanden som forelskede unge. Man kunne undre sig: Kendte de en hemmelighed, de ikke fortalte omverdenen?

Hun smilede træt. I dagene op til nytår bagte hun pirogger og kørte dem ud til folk, hun kendte fra nattevagterne. Hun nåede endda at få et par timers søvn i personalerummet, ellers ville Henning aldrig have ladet hende sætte sig bag rattet.

Der var ti kilometer hjem til barndomshuset. Pludselig tog sneen til. Hun kom i tanke om hvordan hunden for et par timer siden havde nægtet at hoppe ind i bilen og hvordan vejen bare blev ved, og ved

Mor, far, hold ud Jeg har kun jer

Hunden slikkede bekymret sin mester i nakken, som om den havde fornemmet hans tanker.

Sorry, gamle ven, selvfølgelig tænker jeg også på dig

Hun standsede bilen. Sneen lagde sig tung. Et enkelt pirog brød stadig i tasken. Totre kilometer til landevejen, og bag den lå det lille sommerhusområde hvor hendes yndlingspatient boede: Fru Gunhild nej, hun nænnede ikke at kalde hende gammel Det glimt i øjnene, hendes mand havde det også. Sådan ville hendes egne forældre måske have været nu

Pludseligt bevægede en mørk skygge sig ind foran bilens lygter. I det endeløse hvide.

Hvor kom du fra, hund? Skoven? Eller slap du væk fra nogen? Smukke øjne! Hvorfor er halsen så klistret? Trøjen er våd Så træt. Dino Dine, min ven Hvorfor så ondt? Mor, jeg er på vej. Far jeg er nær! Mørke

Henning var ikke til at få fat på han var kørt ud for at hente børnebørnene. Nej, ambulancen kunne ikke komme frem i sådan et snevejr.

Lige et øjeblik, kammerat jeg skal nok få dig fri Herregud, der er også en hund!

Hun var ved at køre videre, da en grå bil suste forbi.

Nogen har travlt med at komme hjem, tænkte hun. Få minutter senere lå bilen væltet i grøften, en sort hund lå blødende på sneen. Levede den endnu?

Hvilken tid på dagen er det overhovedet? Hun hadede normalt varmt vand, men netop nu var et brandvarmt bad redningen. Rystelserne faldt til ro. Hun satte sig i brusenichen, lukkede øjnene. Et hvil

Hvordan bar du dig ad med at få ham op, sådan en kraftkarl? hørte hun broderens overraskede stemme for sig. Hele kroppen sitrede, musklerne huskede smerten.

Manden og de to hunde kørte hun på hospitalet i sin egen bil. Broderen mødte hende halvvejs og hjalp. Samme dag vendte hun tilbage til sommerhusene for at aflevere den sidste pirog. Måske fik hun brug for den kasse, der var faldet ud af bagagerummet på den grå bil.

Måske betyder den noget for manden. Det vigtigste er at alle overlevede. Når han er vågen, giver jeg ham den.

Fru Gunhilds mand åbnede døren, hans øjne var røde.

Er der sket noget? spurgte hun.

Min kone ligger på hospitalet. Jeg kan ikke få fat på vores søn. Tør ikke vente længere.

Hun blev tavs, bøjede hovedet.

Er alt okay hos dig? Han tog hendes hånd.

Må jeg køre dig? spurgte hun.

De kørte gennem stilheden nu uden sne.

Den kasse, hvor kommer den fra? majoren kunne ikke lade være.

Der var et færdselsuheld. En mand undgik en hund fra skoven, bilen væltede, kassen røg ud af bagagerummet.

Grå bil, hvid hund? Skovhund sort? stemmen var svag.

Hun bremsede, så på ham. Majorens knoer blev hvide. Han så ud på vejen.

Han lever! Og jeres kone bliver frisk igen, sagde hun og lagde armene om ham.

Ved du hvad Må jeg kalde dig datter?

Selvfølgelig! Tårerne stod i hendes øjne.

Min kone har i flere nætter drømt om en sort hund. Min søn har den hvide. Hvor kom den sorte fra?

Smukke øjne, utrolige, triste tænkte manden, da han vågnede på hospitalet. Faren sad på stolen, træt.

Mor. Ulykken. Alt blev klart. Og mindet om den unge kvinde

Nytåret holdt de i slutningen af januar. Moren kom sig stille. Faren var lykkelig. Dino haltede, men det ville gå over. Arbejdet kaldte: drengene måtte i form igen efter juleferien. Han havde hygget sig længe nok hos forældrene tiden var inde til at tage hjem til Aarhus igen. Men tankerne blev ved at kredse om pigen

Han var næsten på vej ud ad porten, da farens stemme lød fra loftet.

Skal jeg hjælpe dig?

Faren smilede lunt. Sønnen så sig omkring og fik øje på det gamle trofæ på reolen.

Hmm Hvor har du den fra, hr. major? lo han.

Tænk dig om! Jeg lufter Dino inden din afgang.

Hun skyndte sig hjem, tidligere end vanligt. Dine ventede. Hun havde taget hende fra dyrlægen, da hunden fik det bedre hun kunne ikke forlade den til et internat. Dine var ikke kun sort på brystet var et hvidt hjerte.

Hun gik op i opgangen og åbnede sin postkasse, som hun nu plejede uden at tænke. Hun ville lige til at lukke igen, da et hvidt brev fangede opmærksomheden.

Brevet sagde:
Jeg kommer i aften. Tak, kære du!
Kærlighed er som et kompas den hjælper dig at finde hjem.

Rating
Mirabile dictu
Déjà-vu Hun ventede altid på breve. Lige siden barndommen – hele sit liv. Adresserne ændrede sig. Træerne blev lavere, folk fjernere, forventningernes stemmer svagere. Han troede ikke på nogen og ventede ikke på noget. Udadtil var han en helt almindelig, robust mand. Arbejde. Hjemme hunden. Rejser alene eller med firbenet følgesvend. Hun – en charmerende kvinde med store, triste øjne. En dag spurgte nogen hende: – Hvad forlader du aldrig hjemmet uden? – Uden mit smil! – svarede hun, og de søde smilehuller på kinderne bekræftede det. Hun havde altid været mest venner med drenge. “Pigen med pirathatten” kaldte de hende i gården. Men når hun var alene, legede hun mor; forestillede sig et liv med mange børn, en venlig mand og et kærligt, stort hus med have. Han kunne ikke forestille sig et liv uden sport. I garagen stod pokaler, medaljer, diplomer i kasser. Hvorfor han gemte dem, vidste han ikke – af respekt for forældrene, som var så stolte. Topplaceringer ikke for sejrens skyld, men for processen; for trætheden, den nye energi, den næste bølge af styrke. Hendes forældre døde, da hun var omkring syv. Hendes lillebror og hun blev sendt på hver sit børnehjem. De voksede op med egne kampe, sorger og glæder. Siden da havde de boet overfor hinanden i et hyggeligt boligområde med små huse, varme gader, farverige gårde og torvemarkeder. Broderen og hans familie var hendes nærmeste – hendes eneste virkelige familie. Det var en urolig dag… Hendes vagt var slut. Hun gik gennem garagegården og blev indhentet af Vasili, som gav hende et faderligt kram og takkede for hendes hjemmebag. – Sov hjemme, hører du?! – Det når jeg, svarede hun og kyssede ham på kinden, før hun ilede til bilen. – Åhh… sukkede Falck-redderen bag hende. Ved højtider satte de ofte hende og mændene sammen. Ikke mange ville arbejde nytår, ikke engang lægerne. De mandlige kolleger brød sig ikke om hende. Hun kunne lide at være soigneret og pæn – det smittede af, hvis lægen var glad og ordentlig. Han kørte alt hvad han kunne. De sportslige trofæer i bagagerummet hoppede, hunden på bagsædet jamrede nervøst. Faren havde foreslået at fejre nytår sammen. Han havde allerede lagt alt i bilen, glad for at slippe arbejde i julen – selvom han savnede trænerrollen og de unge drenge. Forældrenes sjældne selskab nagede. Et par dage før nytår blev han vækket tidligt af en opringning fra faren. – Mor har det ikke godt, lød det nervøst fra faren, den pensionerede oberst, som stadig kiggede på sin kone, som da de var unge. Der var altid et særligt lys i deres øjne – som kendte de en hemmelighed!… Hun smilede træt. Som altid op til nytår bagte hun masser af tærter og delte dem ud efter vagt. I nat havde hun endda fået et par timers søvn på vagtstuen. Ellers havde Vasili aldrig ladet hende køre – han ville gerne selv have kørt hende og moret sig over hendes forlegenhed. Ti kilometer til forældrenes hus. Pludselig begyndte det at sne kraftigt. Han kom i tanker om hvordan hunden tidligere nægtede at hoppe ind, larmen fra bagagerummet, evige ture, veje, veje… – Mor, far, hold ud… Ingen andre er tilbage end jer… Hunden slikkede ham i nakken, som havde den læst hans tanker. – Tilgiv mig, gamle ven – dig også!… Hun dæmpede motoren. Snetyfonen var så dårligt timet. Ét stykke tærte var tilbage. To, tre kilometer, så landevej, så familiens sommerhus, hvor hendes yndlingspatient boede – en spunky ældre dame… eller “dame” føltes forkert. Hun og hendes mand havde den samme glød i øjnene. Hun så sine forældre i dem… Pludseligt, et sort glimt – direkte foran bilen i det hvide kaos. – Hvor kom du fra, hund? Fra skoven eller er du stukket af?… Smukke øjne!… Hvorfor er halsen klistret!?… Vådt sweater… Jeg er så træt… Jack, Jacko, gamle ven… Hvorfor gør det så ondt!?… Mor, jeg er på vej… Far, jeg er så tæt på… Mørke… Det var umuligt at få fat i Vasili, han var kørt med børnebørnene. Ingen ambulance kunne komme frem nu. Alt blokeret. – Nu, kammerat… hold ud, jeg skal nok hjælpe. Herregud! Der er også en hund… Hun skulle lige til at køre videre. En grå bil fløj forbi. – Nogen har travlt hjem, tænkte hun, og lidt senere lå bilen på hovedet i grøften. En sort hund lå nogle meter væk, tilsyneladende i live. – Hvad er klokken overhovedet? Hun brød sig ikke om varmt vand, men netop nu hjalp den varme bruser. Rystelserne aftog. Hun sank sammen på badeværelsesgulvet, lukkede øjnene, sukkede. Ville bare sove… – Hvordan fik du ham dog ud? Han er jo så stærk! – lød broderens stemme i hovedet. Hele kroppen frøs. Musklerne mindedes smerten. Hun kørte manden og de to hunde på hospitalet i sin egen bil. Broderen mødte dem halvvejs og hjalp til. Senere tog hun tilbage til sommerhuset for at levere tærten – hun havde også taget kassen fra bagagerummet i den grå bil. – Måske er den vigtig for ham. Det vigtigste – alle overlevede. Når han kommer til hægterne, giver jeg ham den. Den ældre dames mand åbnede døren, fortabt. – Er der sket noget? – Min kone er på hospitalet. Jeg skal afsted nu. Kan ikke komme i kontakt med sønnen… Hun blev stille, kiggede ned. – Er du sikker på, alt er ok? han tog hende i hånden. – Lad mig køre dig, foreslog hun. De kørte i stilhed. Snestormen havde lagt sig. – Kassen på bagsædet, hvordan har du fået den? – spurgte obersten til sidst. – Der var ulykke. En mand undveg en hund fra skoven, bilen rullede rundt, kassen faldt ud… – Grå bil, hvid hund indeni, sort hund fra skoven? – spurgte han meget sagte. Hun standsede, vendte sig. Obersten knyttede næverne, så ud ad ruden. – Han lever! Og din kone skal nok komme sig. – Hun omfavnede ham. – Ved du hvad, datter… Må jeg kalde dig det? – Selvfølgelig! – Tårerne stod i hendes øjne. – Min kone har i flere nætter drømt om en sort hund. Sønnen har en hvid. Hvorfra er den sorte kommet!?… – Smukke øjne. Utrolige. Sorgfulde… – det første, han tænkte, da han vågnede. På stolen ved siden af døren sad faren og døsede. – Mor. Ulykken. Han huskede alt nu. Og pigen med øjnene… Nytåret blev fejret sidst i januar. Moren kom sig. Faren var lykkelig. Jack haltede stadig, men det gik fremad. Der ventede arbejde. Drengene skulle tilbage i træning, gøres klar til turneringer. Han blev lidt længere hos forældrene end sædvanligt. Men tankerne gik kun til pigen… Før han skulle afsted, råbte faren fra loftvinduet. – Far, hvad skal jeg hjælpe med? Faren smilede lunt. Sønnen så sig om og opdagede sportspokalerne på hylderne. – Nå… Hvordan har du fået fat på dem, hr. oberst? – smilede han. – Gæt engang! … Jeg går lige ud med Jack før du tager afsted. Hun havde travlt hjem. Ventede Dinna – den hund hun havde hentet hos dyrlægen, ellers var den endt på internat. Dinna var ikke helt sort, havde et hvidt hjerte på brystet. Hun gik op i opgangen, åbnede rutinemæssigt sin postkasse uden at kigge, skulle lige til at lukke igen, da hun så et hvidt brev. I brevet stod: “Jeg kommer i aften. Tak, kære! Kærlighed, som et kompas, hjælper os med at finde vej.”