De kom ikke tilbage. Hverken om aftenen eller næste morgen. Ej heller en uge senere, da der næsten kun var en skygge tilbage af Trofast… I starten kæmpede han selvfølgelig. Han peb og mærkede det stramme reb bide sig ind i hans hals. Men han holdt ud. Og da det blev helt uudholdeligt… Forstod han endelig…
Trofast blev efterladt uden for byen. De tog ham med ind i skoven, bandt ham til et træ med en meterlang snor og gik uden at kigge sig tilbage…
I begyndelsen forstod han ingenting, han nåede ikke rigtig at blive bange. Han tænkte, det var en leg. Hvorfor ikke? Han gøede et par gange ud i den susende skov, viftede dovent med halen og gjorde sig klar til at vente. Tålmodigt. Sådan som kun hunde kan.
Men de kom ikke tilbage. Hverken om aftenen eller næste morgen. Ej heller en uge senere, da der næsten kun var en skygge tilbage af Trofast.
Han kæmpede selvfølgelig i starten. Peb og mærkede det stramme reb skære sig ind i halsen. Forsøgte at gnave i egetræets bark, spise græsset… Han var også meget tørstig. Men han holdt ud. Hvordan kunne han andet, når ejeren havde sagt, han skulle vente? Kunne man modsætte sig sin egen herre?
Og da det blev helt uutholdeligt, da de udstående ribben nærmest kunne skære én, indså han det til sidst. Endda ville hyle, men tungen var helt tør, klæbet til ganen. Selv hvis han ville, kunne han ikke åbne munden. Og kræfterne rakte ikke længere. Ikke til noget som helst. Hver indånding var en kamp, og derfor…
Var det slut? Ensom, uværdig… Pinefuld. Og én eneste tanke myldrede i det fortumlede sind – for hvad? Hvordan kunne man? Forråde? Efterlade. Lade nogen dø langsomt…? For han var ved at dø…
Han havde allerede mistet fornemmelsen for tid. I går, i dag, i morgen… Var der nogen forskel, hvis hver dag ligner den foregående? Det stramme reb om hans hals gjorde ikke længere ondt. Blodløse ar dækkede huden, men de sved ikke mere. Kun de slidte tænder gjorde stadig ondt, ligesom de blodige poter, der havde pløjet en ujævn halvanden meter cirkel omkring det gamle egetræ, han var bundet til.
Denne jordplettet, der engang var fyldt med græs, blev hans personlige helvede. Ikke i stand til at bevæge sig, ikke i stand til at flygte. Ikke at kunne gribe ud med poten over de markerede grænser. Et bur. Fyldt med fuglesang.
Snart ville det hele være slut. Han vidste det. Følte det. Og med en uundgåelig beslutsomhed lukkede han sine tårefyldte øjne. Han gled ind i bevidstløshed, svang svagt med halespidsen, og…
– Kom så, min kære, kom nu! Vågn op! Du ånder, jeg kan se, du ånder! Og resten er ligegyldigt! Bare træk vejret, kære, træk vejret! Anders! Anders, sådan ja, hold sådan… Kom så, kom så… Lidt mere! Kom nu!
Trofast skælvede. Første dråber af væske ramte hans tørre tunge. En kølig strøm løb gennem struben, som et skred der væltede ind i hans tomme mave, og fik den til at vride sig af smerte.
– God dreng! Hvor er du dog dygtig! Lidt mere endnu! – en ny tår vand, og Trofast tvang sine øjenlåg fra hinanden med besvær.
To. Mennesker, der sad på knæ ved siden af ham, var der to af. En ung mand og en kvinde. Kvinden ventede barn. Den runde mave truede med at sprænge knapperne på den stramme trøje. Unge, travle, foretagsomme som…
Nej. Trofast kunne ikke lide at huske. Ikke den tåbelige frygt i øjnene på den gravide unge kvinde. Ikke ejerens forsigtige blikke og hvisken i mørket: “Hvad nu hvis han bider?”…
Der var smerte nok i forvejen. Så han lyttede blot. Lyttede til de blide, opmuntrende stemmer, klamrede sig til dem som til et redningsstrå.
Måske, var livet trods alt værd at spænde sig fast til. Ellers, hvorfor kæmpede han for det…
*****
– Tro! Kom her, dreng! – Nanna, hans nye ejer, vinkede inviterende med hånden.
Og han løb for fulde ben hen til hende fra den anden ende af den lyse park, ikke glemte at tage den gennemgnaskede pind med sig. Ved hendes fødder, på det grønne græs der duftede af sommer og særligt af blomstrende lindetræer, rodede lille Sofie rundt.
– Tro! – jublede hun, og viklede sine buttede børnearme om kæmpens kraftige hals.
Og med en klingende latter gav hun endnu et drivvådt, med vaniljeis smag gennemsyret kys på hans allerede fugtige næse. Han tålmodede selvfølgelig.
Selvom, hvorfor skulle han lyve for sig selv – det kunne han godt lide! Vanvittigt, så han næsten hvinede som en hvalp kunne han lide det. Han kunne lide sin nye familie: opmærksomme, udtryksfulde, men venlige og oprigtige Nanna og strikse, klippefaste, men altid retfærdige, Anders.
Trofast huskede, hvordan han bar ham i sine arme ud af skoven. Hvordan han omhyggeligt lagde ham på bagsædet af bilen og lod hans besværlige hovede hvile på skødet af den siddende kone…
Han kunne lide Sofie på et år, som lige havde lært at gå ved at holde sig fast til hans sorte side.
Han kunne lide huset, hvor han havde sin egen seng, som duftede af ham og nogle gange af Sofie, som sovende lå lige ved siden af.
Han kunne lide livet. Hans nye, der begyndte efter skovens mareridt, et liv han aldrig havde turdet drømme om, da Anders og hans dengang gravide kone Nanna ufatteligt fandt ham i skoven, da de holdte pause på vejkanten uden for byen.
– Sofie, Trofast er en hund, ikke en pony, – lo Anders løs, da han så den lille datter næsten klatre op på hunden, der lige havde lagt sig ved Nannas fødder.
Og uden ord, skiftede han et grin med sin kære hustru og lånte sin kvidrende lille datter, som gjorde som en snurretop, at hele familien med “Trofast” i hælene tomlede sig mod udgangen af parken.
Og han forstod intet, da Trofast pludselig sprang fremad og krydsede parken på få sekunder. For der…
På kanten af vejen – et barn. En pige. Samme alder som Sofie. En lyserød sløjfe, en blød elefantrygsæk, glinsende sandaler og… det stigende skrig fra en bil, der bragte til en skurrende stilstand!
Et desperat skrig fra en mor, der havde sluppet opmærksomheden… En far, der løb med udstrakte arme, vel vidende at han ikke ville nå det… Frosne forbipasserende… Og en skygge, mørk næsten sort, af en hund, som var lige ved det, sekunder før katastrofen.
Omkring nakken. Med et ryk. Rekker den. Nåede det! Og folk græd. Krammede det barn, de undersøgte det på og med tårer begyndte det at regne…
Og en erkendelse. Død stille, ordløs:
– Trofast! – næsten i sekundet hvinede de begge, mens øjnene løftedes fra det bange, grædende, men levende og uskadt datterbarn, – Trofast…
Men han vendte sig ikke om. Stod med panden mod Anders’ ben. Skælvede. Følte de omfavnede ham ved siden, Nanna og lille Sofie…
Og åndede. Levende. Elsket. Deres. Trofast.
Og på andre, dem, der havde glemt i nogle få meter derfra, kiggede han ikke tilbage, selvom han aldrig havde glemt dem. For hvorfor? Nå hører han til Anders og Nanna og lille Sofie, der kyssede ham vådt på næsen, med en hengivenhed der gik ud i beagrestukket hale! Ikke ønsket i den gamle familie. Bannebåd!
