I de tre dage havde Anne vasket hvert eneste hjørne af huset, som om det ikke var støven, der var fjenden, men tiden, der havde adskilt hende fra hendes søn. Hun var vågen langt før daggry, selvom bussen først skulle ankomme til landsbyen om eftermiddagen. Hun kunne alligevel ikke sove. Christian kom hjem efter fem år i Spanien. Fem år, hvor hun kun havde set ham i de sjældne billeder, han sendte, og de ustabile videoopkald med dårlig internetforbindelse.
I køkkenet hvilede dejene til wienerbrød under et rent viskestykke. Hun havde lavet frikadeller aftenen før, rullet dem én efter én indtil langt ud på natten. De havde simret på lav varme i timevis og fyldt huset med duften af Christians barndom. Hun havde også bagt en æblekage, som han elskede som lille.
Anne betragtede sig selv i spejlet på soveværelset. Hun havde redt håret omhyggeligt, taget et nyt tørklæde på, købt specielt til lejligheden på torvet. Hun studerede rynkerne ved øjenkrogene. De otteoghalvtreds år havde sat deres spor, ligesom markarbejdet, husets pleje og savnet efter hendes eneste søn.
“Mon han vil genkende mig?” tænkte hun og grinede lidt af sin egen dumhed. Hun var jo hans mor. Men ham? Havde Spanien ændret ham? Talte han stadig dansk som før? Ville han skamme sig over det gamle hus, de støvede veje i landsbyen?
Naboerne havde været forbi hele morgenen, lod som om de havde ærinder, men i virkeligheden var de nysgerrige efter at se forberedelserne. “Annes dreng kommer hjem,” hviskede de til hinanden. “Han er blevet en fin herre hos spanierne.”
Kun dem, der har opdraget børn og set dem rejse, ved, at hver ventedag føles som en lille evighed.
Ved middagstid begyndte hun at dække bordet i stuen, det rum, der kun blev brugt til højtider. Broderet dug, blankpolerede bestik, de fine tallerkener hentet ned fra skabet, der ellers stod lukket resten af året. Midt på bordet satte hun friske blomster fra haven i en krystalvase.
Da hun var færdig, gik hun ud i haven og satte sig på bænken under æbletræet. Herfra kunne hun se hovedvejen, høre bussen, når den stoppede i landsbyens centrum. Der var stadig et par timer tilbage, men hun var parat til at vente. Hjertet bankede som en ung piges før et første møde.
Hvor mange forældre forventede i danske landsbyer? Hvor mange mødre talte dagene mellem deres børns besøg? Intet offer var for stort for at hendes søn kunne få et bedre liv, men prisen for ensomheden var undertiden svær at bære.
Klokken kvart i fire hørte hun bussens horn i det fjerne. Hun rejste sig, glattede sin kjole, rettede på håret. Et øjeblik stod hun helt stille, som om hun samlede styrke fra jorden under sig, og så gik hun mod porten.
Bussen stoppede på torvet og hvirvlede støv op. Et par mennesker steg ud – en gammel mor med netposer, to teenagere, en midaldrende mand. Og så, sidst, en høj ung mand i mørkeblåt jakkesæt, med en kuffert i den ene hånd og en buket blomster i den anden.
Anne stivnede. Det var ham, men alligevel ikke. Højere, end hun huskede, slankere, med kortklippet hår og en holdning, der fik ham til at se fremmed ud i landsbyens landskab. Et øjeblik føltes hun sig usikker.
Men så så han op. Hans øjne lyste op, et smil forvandlede hans ansigt. Han satte kufferten ned og begyndte at løbe.
“Mor!” råbte han på vej hen imod hende.
Og pludselig betød jakkesættet ingenting. Det var hendes lille dreng, der kom løbende hjem fra skole, den teenager, der hjalp i haven, den unge mand, der havde lovet at komme hjem, uanset hvor langt han rejste. I hans øjne så hun den samme varme, den samme kærlighed.
Da han nåede hende, stoppede han et sekund, som om han ville studere hende, være sikker på, det virkelig var hende. Så tog han hende i sine arme og holdt hende så tæt, at hun knap kunne trække vejret.
“Mor,” hviskede han med ansigtet begravet i hendes skulder. “Min mor.”
Anne mærkede tårerne strømme ned ad kinderne. Hun kunne ikke få et ord frem. Hun holdt ham fast, som dengang han var lille, og hun var bange for at miste ham i mængden. Han lugtede anderledes af dyrt aftershave og fremmede lande men det var stadig hendes dreng.
“Kom nu hjem,” sagde Anne endelig og tørrede tårerne væk. “Jeg har ventet på dig.”
Christian rakte hende buketten hvide roser. Han samlede kufferten op og gav hende armen. Sammen gik de ned ad landsbyens støvede vej, mod huset med de åbne vinduer og det dækkede bord, klar til at byde sønnen velkommen hjem.
Mens de gik langsomt, følte Anne, hvordan årene med ensomhed smeltede som sne i forårssolen. Det betød ikke, hvor længe han blev. Om han skulle rejse igen. Nu var han her, ved hendes side, og i dette øjeblik var verden perfekt.
