De stod ved døren og sagde til hende:

De kom til lågen og sagde:
Fru, vi er kede af det, men De må forlade huset.
Hvor skal jeg dog tage hen nu, barn, i min alder? Gud, hvad skal jeg gøre
Sådan sagde de.
Koldt.
Uden at se hende i øjnene.
Den morgen gik gamle Anna og fejede gården. Hun var over halvfjerds og havde samlet et helt liv inden for murerne af det lille hus. Her havde hendes børn set dagens lys. Her var hendes mand gået bort. Her havde hun haft både glæder og sorger.
Pludselig blev lågen åbnet brat.
To mænd iført jakkesæt, med papirer under armen, trådte ind uden at spørge.
Er De Anna Jensen?
Ja, det er jeg sagde hun og rettede på sit hovedtørklæde.
Vi må meddele Dem, at der skal anlægges en ny landevej her.
Deres hus ligger i vejen.
Anna blinkede hurtigt.
Hvordan skal jeg bare gå?
De får erstatning, frue. De vil få penge udbetalt i kroner.
Men hvor skulle jeg dog tage hen, barn nu hvor jeg er gammel?
Her er mit hjem
Den ene sukkede irriteret.
Frue, vi taler ikke længere om hjem.
Det er blot en grund.
Følelser betyder intet i sådanne sager.
Ordene var værre end selve nyheden.
Må jeg da ikke engang spørge hvorfor mumlede hun.
De har ret til at skrive under, når vi siger til, svarede den anden, nu hævet hans stemme.
Lad være med at skabe besvær.
Anna satte sig ned på bænken ved muren.
Hun kunne mærke noget briste inden i sig.
Efter de var gået, virkede huset endnu mindre.
Mere skrøbeligt.
Hun gik fra stue til stue, lod hånden glide langs væggene, over gamle billeder og det slidte køkkenbord.
Hvor skal jeg dog gå hen nu, kære Gud?…
Nyheden spredte sig hurtigt i landsbyen.
Noget blev tændt.
Naboerne begyndte at komme.
Først to og to. Så ti ad gangen.
Snart hele landsbyen.
Hvordan kan de smide gamle Anna ud?
Kvinden, der aldrig har bedt nogen om noget?
Flyt da vejen!
Da myndighederne vendte tilbage, var hun ikke længere alene.
Lågen var fuld af mennesker.
Unge. Gamle. Børn.
Herfra flytter ingen!
I kan ikke tromle hen over et menneskes liv!
En embedsmand løftede stemmen:
Loven er loven!
En lov uden medmenneskelighed er ikke retfærdig! råbte én.
Anna stod i døren. Lille. Men rank.
Jeg vil ikke have penge sagde hun sagte.
Bare få lov at dø, hvor jeg har levet.
Der blev stille.
Dage gik.
Underskrifter. Lokalavis. Pres.
En morgen kom der en ny repræsentant.
Uden arrogance. Uden hårdt tonefald.
Projektet laves om.
Vejen bliver flyttet.
Her skal ikke bygges noget.
Anna forstod det ikke straks.
Betyder det jeg kan blive?
Ja, De kan blive.
Gårdspladsen brød ud i klapsalver.
Nogle græd.
Andre krammede hinanden.
Anna lænede sig op ad lågen og hviskede:
Tak, Gud fordi du ikke lod mig være alene.
Den aften var landsbyen mere end blot et sted.
Den var én stor familie.
For nogle gange stopper en stor vej ved en lille dør
når folk husker, hvad det vil sige at have et HJEM.
Ville du selv have stået ved Annas låge dengang?
Skriv din tanke.
Læg et hvis du mener, mennesker er vigtigere end asfalt.
Del historien for der er ting, vi ikke må glemme.