23. marts
Jeg sad i hjørnet på børnehjemmet i Odense og græd stille. Jeg kunne ikke forstå, hvad jeg havde gjort galt. Hvorfor havde mine forældre efterladt mig her? Jeg havde altid elsket dem og gjorde, hvad de sagde.
Min mor forlod mig allerede, da jeg stadig lå på barselsgangen. Senere blev jeg adopteret af Anna og Henrik. De havde ikke kunne få egne børn, og derfor hentede de mig fra børnehjemmet. Men Henrik kunne aldrig rigtig acceptere mig som sin egen søn. Han syntes altid, jeg var nogen andens barn og havde svært ved at tage mig til sig. Anna knyttede sig hurtigt til mig. Hun holdt fast i mig, krammede mig og passede på mig, men alligevel følte jeg aldrig, at hun kunne blive helt min mor.
Årene gik, og jeg voksede op i deres familie og elskede dem virkelig meget. Så skete det: Anna blev gravid. Hun var så lykkelig, at hun næsten ikke kunne få vejret af glæde. Da hun fortalte det til Henrik, kunne de næsten ikke være i sig selv af spænding.
Derefter begyndte de at overse mig fuldstændigt. Jeg følte mig tilovers, og det virkede som om, jeg irriterede dem. Henrik blev mere og mere voldsom han begyndte at slå ud efter mig, og det var tydeligt, at de hellere ville være fri for mig. Til sidst var de enige om, at jeg skulle tilbage på børnehjemmet, og fik det ordnet via retten.
Efter retssagen kom Anna stille hen til mig og sagde, at jeg nu skulle bo på børnehjemmet igen. Jeg græd, kaldte på hende, men hun gik bare hurtigt væk uden at vende sig om. Jeg var kun fem år og blevet svigtet af dem, jeg stolede allermest på. Først af min biologiske mor, og nu af dem, jeg troede var mine forældre.
Dommeren, en kvinde ved navn Katrine, havde fulgt sagen. Jeg kunne mærke, at hun blev rørt over min situation. Hun gik hen til lederen på børnehjemmet og sagde, at hun ville adoptere mig. Katrine fik papirerne ordnet hurtigere, end jeg kunne forstå, og kort efter tog hun mig med hjem.
Hun kaldte mig straks kærligt for “Lille Mads”, og jeg begyndte hurtigt at knytte mig til hende. Gennem årene klarede jeg mig godt i skolen. Til sidst blev jeg student med topkarakterer og kom ind på medicinstudiet i København. Efter endt uddannelse fik jeg job som læge på en anerkendt klinik.
En dag kom en mand ind på mit kontor, og jeg genkendte ham straks. Det var Henrik, min første adoptivfar. Hans øjne så slidt ud, og han fortalte, at Anna var død under fødslen deres barn var ikke overlevet. Siden da var han begyndt at drikke og mistede kontrollen med sit liv. Senere mødte han Susanne, og hun hjalp ham på benene igen og sendte ham i behandling.
Nu sad han foran mig, og selvom bitterheden stadig sad i kroppen, tænkte jeg på lægeløftet og hjalp ham. Jeg kunne ikke tage hævn jeg kunne se, at livet allerede havde straffet ham. Alle i Danmark ved jo, at man aldrig bør vende ryggen til et forældreløst barn.
Jeg føler mig stærkere nu, og jeg kan se tilbage uden vrede. Jeg har fundet min egen vej, og ved, at jeg aldrig vil dømme et barn på samme måde.
