De siger, at man bliver usynlig, når man bliver gammel… At man ikke længere betyder noget. At man er…

De siger, at når man bliver gammel, bliver man usynlig
At man ikke længere er vigtig. At man er i vejen.
De kommer med det så køligt, at det næsten klirrer i hjertet
som om det at blive ignoreret simpelthen står med småt i kontrakten for at ældes.
At man skal finde sig i sin plads i hjørnet
blive endnu en nipsgenstand i stuen
stille, urørlig og udenfor alfarvej.
Men jeg er altså ikke født til hjørner.
Jeg beder ikke om lov til at tage plads.
Jeg sænker ikke stemmen, bare for at glide ubemærket forbi.
Jeg kom ikke til verden for at ende som min egen skygge,
eller for at pakke mig selv så meget væk, at ingen bliver generet af mig.
Nej, mine herrer og damer.
I denne alder hvor de fleste regner med, at jeg snart slukker lyset selv
der vælger jeg at skrue op for flammen.
Jeg undskylder ikke for mine rynker.
Jeg er stolt af dem.
Hver eneste er en livsunderskrift
som beviser, at jeg har elsket, grinet, grædt, overlevet.
Jeg nægter at holde op med at være kvinde
bare fordi jeg ikke duer til filtre,
eller fordi min hofte knirker, før sko med hæl.
Jeg forbliver begær.
Jeg forbliver kreativ.
Jeg forbliver fri.
Og hvis det generer nogen
ja, så fred med det.
Jeg skammer mig ikke over mit grå hår.
Derimod ville jeg skamme mig, hvis jeg ikke havde levet længe nok til at få dem.
Jeg mæsker ikke ud i mørket.
Jeg giver ikke op.
Og jeg går ikke ned fra scenen.
Jeg drømmer stadig.
Jeg ler stadig højt så hele Aalborg vågner.
Jeg danser stadig på min egen lidt stavrende måde.
Jeg råber stadig mod himlen, at jeg har meget mere på hjerte.
Jeg er ikke en mindelse.
Jeg er til stede.
Jeg er en sagte ild.
Jeg er en sprællevende sjæl.
En kvinde med ar
som ikke har brug for følelsesmæssige støtteben længere.
En kvinde, der ikke venter på andres blik for at mærke sin styrke.
Så lad nu være med at kalde mig stakkels.
Lad være med at overse mig, bare fordi jeg har passeret min første ungdom.
Kald mig modig.
Kald mig en kraft.
Kald mig ved mit navn
med fast stemme og hævet snaps.
Kald mig Alvilde.
Og lad det være sagt:
jeg er her stadig
oprejst, med flammende sjæl.