De stod der og grinede af hendes slidte frakke, lige indtil sandheden gik op for dem
Du kender det her går man og tror, at mærket på tøjet og prisen på tasken betyder alt, især i de kredse, hvor alt handler om det ydre. Det her skete faktisk til en eksklusiv velgørenhedsaften på dAngleterre i hjertet af København.
Krystallysekronerne kastede glasagtige skær over rummet, folk småsludrede med deres champagne. Sofie, i en næsten blændende guldglimmerkjole, og hendes følgesvend, Jesper, drak sjælden rødvin og lavede store øjne over gæstelisten. Pludselig gled latteren ud af dem, da der i døren stod en ung kvinde, Katrine. Hun havde et helt almindeligt, temmelig brugt beige uldfrakke på og nogle lidt trætte flade sko.
Sofie så ikke ud til at ville skjule, hvad hun mente, og stoppede Katrine uden omsvøb. Hun lod blikket glide ned over frakken og de gamle sko, og hendes smil gik hurtigt over i noget, der lugtede af foragt. Jesper lænede sig ind og hviskede, lidt for højt:
“Har rengøringspersonalet mon glemt, hvor bagindgangen ligger i aften?”
Så trådte Sofie skridtet nærmere og sagde med et ironisk tonefald:
“Skat, der serveres gratis suppe nede ved Nørreport. Du slår altså lidt skår i stemningen herinde.”
Men Katrine blinkede ikke, stod rank og så Sofie direkte i øjnene. Der var noget i hendes ro, der nærmest fik hele rummet til at føles mindre.
Ind kom en ældre herre i jakkesæt hr. Madsen, direktør for fonden. Han så slet ikke på Sofie og Jesper, der ellers havde lavet sig klar med de store smil. Nej, han gik målrettet hen til Katrine, bukkede let og sagde:
“Fru Henriksen! Vi undskylder, privatflyet landede tidligere end ventet. Købskontrakten på holdingselskabet ligger klar til Dem.”
Du skulle have set Sofies ansigt mundvigen røg helt ned i gulvet og vinen hun stod med, gled som i slowmotion ud af hånden og splintrede mod marmorgulvet.
Katrine tog stille og roligt pennen fra Madsens assistent, satte sin signatur på papiret, stadig med sin gamle frakke på.
Hun vendte sig roligt om mod Sofie, og sagde med en stemme så kold, at den kunne fryse en hel sø:
“I øvrigt, Sofie, det er ikke længere din fest. Jeg har lige købt både denne bygning og din mands firma. Din stil er ikke længere velkommen her. Vagt, kan I følge dem ud?”
Jesper og Sofie var helt stivnede, mens sikkerhedspersonalet på venlig, men bestemt vis bad dem forlade selskabet.
Moralen? Døm aldrig folks værdi eller styrke på noget så ligegyldigt som deres overtøj. Den, du vifter væk i dag, kan sidde med nøglen til din fremtid i morgen.
Nå, har du nogensinde været udsat for sådan snobberi? Del endelig din historie, hvis du har lyst!
