12. marts
Nogle gange undrer jeg mig virkelig over, hvordan folk kan glemme, at det er mennesker bag facaden ikke mærkerne på tøjet eller prisen på skoene, der afgør værdien. I går oplevede jeg noget, som stadig får mine tanker til at kredse.
Det var til et eksklusivt velgørenhedsarrangement på Hotel DAngleterre, et af Københavns mest luksuriøse steder. Krystallysekronerne glimtede, champagnen boblede, og fine damer samt elegante herrer bevægede sig sorgløst omkring i designeroutfit og skræddersyede jakkesæt. Inge-Lise, med sin gyldne kjole, snakkede og grinede med Poul. Stemningen var nærmest elektrisk, alle vurderede hinandens tøj og navnlig tasker.
Så åbnede døren, og ind trådte en ung kvinde, Sidsel. Hun havde et ganske almindeligt sandfarvet frakke på man kunne tydeligt se, den havde været brugt i flere år. Skoene var pæne men nedtrådte, der var intet ekstravagant over hende.
Inge-Lise fnøs åbenlyst og stillede sig i vejen for Sidsel, mens hun lod blikket glide fra små slidmærker på frakken og helt ned til skoene. Poul lænede sig over og sagde med høj stemme, som om Sidsel ingenting hørte:
“Har rengøringspersonalet mon glemt, hvor bagindgangen er?”
Inge-Lise trådte frem, og sagde sarkastisk:
“Søde, suppekøkkenet ligger altså et par gader herfra. Du sænker standarden på arrangementet.”
Sidsel blinkede ikke, men så bare roligt på Inge-Lise med et blik, der var roligere og mere rank end noget andet i salen.
Lige da, kom direktøren for fonden, hr. Nielsen, hurtigt hen imod dem. Han ignorerede Inge-Lise og Poul, der ellers stod klar til at hilse. I stedet bukkede han let for Sidsel:
“Fru Lund! Undskyld, det private fly landede tidligere end ventet. Papirerne for opkøbet af koncernen er klar til Deres underskrift.”
Det var, som om luften frøs. Inge-Lises mund stod åben, hendes hånd slap glasset med de sidste dråber god rødvin, som ramte marmorgulvet med et højt klirr.
Sidsel tog roligt pennen fra assistenten, beholdt sit gamle frakke på, og skrev sit navn under dokumentet med sikker hånd. Så vendte hun sig mod den stadig forbløffede Inge-Lise, og sagde med kølig stemme:
“I øvrigt, Inge-Lise, det er ikke længere din fest. Jeg har lige overtaget både bygningen og din mands firma. Din æstetik passer ikke ind her længere. Vagt, vil I følge vores gæster ud?”
Poul og Inge-Lise blev stående, helt målløse, mens hotellets personale venligt, men bestemt bad dem forlade lokalet.
Det er mærkeligt under et gammelt frakke kan der gemme sig en kvinde, hvis underskrift ændrer andres skæbner. Man skal aldrig dømme folk på tøjet.
Har du nogensinde stået i sådan en situation? Jeg ville faktisk gerne høre om andres oplevelser med klassesnobberi i vores lille land.
