Fra spejlet kiggede en smuk, 35-årig kvinde med triste øjne på mig. Jeg forstår virkelig ikke, hvad nutidens mænd egentlig ønsker. Ærgerligt, at man ikke lærer sådan noget på universitetet. Hvorfor fik jeg overhovedet et 12-tal?
Jeg, Mette, har altid drømt om at have en familie, en kærlig mand og gerne flere børn helst tre. Lige siden barndommen har mine forældres ægteskab været mit idealbillede. Jeg havde altid travlt med at blive gift, måske fordi jeg frygtede at gå glip af lykken.
Min mand, Rasmus, mødte jeg på universitetet i Aarhus. Han var pæn, sportstrænet og klog, og han trak alles opmærksomhed til sig især kvindernes. Vi mødtes til en fredagsbar, og straks var der kemi. Rasmus var flyttet hertil fra Odense for at læse, mens jeg stadig boede hjemme hos mine forældre.
Efter et halvt år friede han. Jeg sagde ja. Vi blev gift, da vi var færdige med studiet. Rasmus var virkelig den perfekte ægtemand: opmærksom, hjælpsom og sjov. Han fik job som ingeniør i Ørsted, og jeg begyndte som rådgiver i Danske Bank.
Et halvt år efter brylluppet opdagede jeg, at jeg var gravid. Rasmus var ikke synderligt begejstret.
Mette, hvordan kunne det ske? Du sagde jo, du havde styr på det.
Rasmus, jeg aner ikke, hvordan det er sket svarede jeg ærligt, forvirret over hans utilfredse tone. Men betyder det virkelig så meget? Vi havde jo talt om at få børn. Måske er det bare skæbnen.
Drop nu det pjat! Det handler ikke om skæbne men om uvornhed. Vi er lige kommet i gang med vores karrierer. Nu er det ikke tiden at vaske bleer.
Det var svært at holde tårerne tilbage. Hans reaktion tog mig fuldstændig på sengen.
Mette, sagde Rasmus blidt og lagde armen omkring mig. Måske skulle vi… du ved Der er jo ingen grund til hastværk, vi kan sagtens vente.
Jeg stirrede vantro på Rasmus.
Bare glem det! Hvis du ikke er enig, kan du bestemme selv. Jeg presser dig ikke.
Jeg løb ud af lejligheden. I timevis gik jeg rundt i Aarhus gader og grublede over det hele. Drømmen om en stor, glad familie smuldrede for øjnene af mig.
Vi talte ikke sammen i flere dage. Til sidst undskyldte Rasmus og sagde, han havde tænkt det hele igennem og faktisk glædede sig til at blive far. Jeg var nærmest lykkelig. Otte måneder senere kom vores søn, Emil, til verden.
Jeg nød virkelig at være mor. Det var en fornøjelse at tage mig af Emil, holde hjemmet pænt og forkæle Rasmus med god mad. Da Emil skulle begynde i børnehave som treårig, vendte jeg tilbage til banken.
Jeg følte mig som verdens lykkeligste kvinde, og vores mange venner bekræftede det indirekte. Vi havde tit besøg i vores lejlighed vennerne fra studiet med deres familier. Så en aften overhørte jeg Rasmus snakke med sine gamle venner.
Rasmus, du er da heldig med din kone! Smuk og klog, hun har god karriere, huset er altid i orden, og så kan hun lave mad, så det er en fryd.
Ja, det er rigtigt, brummede en anden. Min brokker sig bare og bruger altid mine penge.
Tja, jeg gør det heller ikke helt dårligt, så derfor har jeg også sådan en fantastisk kone, grinede Rasmus.
Drengene lo op. Men deres koner var knap så enige, og de var heller ikke blege for at fortælle mig det.
Når jeg tænker tilbage, forstår jeg, at selv de bedste også kan blive forladt det handler ikke altid om at være perfekt. Det vigtigste er at være tro mod sig selv og sine drømme og lære at finde glæde i de små øjeblikke.
