De kom ud fra fødeafdelingen sammen. Der var ingen, der ventede på dem, ingen der filmede, og ingen der havde blomster med. Det ville nu også have set sært ud blomster til en mand
Nej, min mor var i live og havde det fint. Bare hvis man ser bort fra, at hun slet ikke ville have et barn. Overhovedet ikke. Det lagde hun heller ikke skjul på hun sagde det til mig straks, uden at pakke noget ind. Men jeg insisterede, bønfaldt, tyede endda til små trusler engang imellem.
For jeg var jo næsten 40, og havde stadig ingen børn. Hvem ved, måske var det min eneste mulighed for at føre slægten videre. Vi lavede en aftale… Min kone fødte, vi blev straks skilt, og hun havde intet imod at betale børnebidrag.
I starten ville jeg egentlig sige nej tak stoltheden slog ud i lys lue. Men min ekskone sagde bare:
Livet er langt. Alt kan ske. Du er ikke nogen dreng længere, og jeg er trods alt noget yngre. Selvom jeg ikke vil have barnet, så er det stadig mit, og det kan være rart med en lille buffer. Til senere
Der begyndte nogle urolige dage, men jeg lod mig ikke slå ud. Der er jo masser af enlige mødre overalt! Hvorfor skulle jeg være dårligere stillet? Kunstigt befrugtede børn er også efterhånden ikke noget særsyn Så jeg så slet ikke problemet det er da ikke noget, der siger, at menin i en mands hænder ikke kan blomstre. Nej, lille Mikkel voksede godt, tog på og var en utroligt glad dreng.
Men da Mikkel blev lidt større, begyndte spørgsmålene om moren at dukke op. Hvordan skulle jeg dog sige til ham, at hans mor ikke ville have ham overhovedet? Jeg fandt på noget:
Jeg fandt dig nede i kælderen.
Hvilken kælder?
Den der, du ved, under naboejendommen.
Fra det øjeblik begyndte netop den kælder at lokke Mikkel som en magnet. På gåture, når jeg kiggede væk et øjeblik, stak han af for at kigge ned gennem luftrørene, kalde lavt på sin mor. Svaret var dog altid stilhed
Lige indtil en dag… Pludselig hørte Mikkel faktisk noget! Hans lille hjerte gik i stå et øjeblik, og bankede så så hårdt, at han ikke kunne høre andet end sit eget bryst.
Opgangen stod på klem, og Mikkel fløj ned i kælderen. Først var der bælgmørkt, men øjnene vænnede sig hurtigt. Han gik dybere ind, prøvede at råbe, kalde men gråden sad fast i halsen, så det kun blev til et kvælende lille hvisk:
Mor, mor, er du her? Det er mig Mikkel Jeg er kommet for at hente dig!
Men moren svarede ikke. Mikkel stoppede, snøftede og lyttede. En sagte raslen lød henne i hjørnet, og han tørrede tårerne af kinden med en snavset næve, så de ikke generede mere, og fulgte lyden.
Måske havde hans mor det skidt, var syg. Ellers ville hun jo for længst have fundet ham. Men det skulle nok gå han skulle selv nok finde sin mor, og så ville hun blive så glad!
Mikkel gik, græd og smilede på samme tid. Alle, han kendte, havde en mor nu ville han også en! Men ovre i hjørnet ventede der ham kun en kat. En kat, der så vagtsomt på gæsten og prøvede at gemme en lille killing under sig.
Mor?
Skuffelsen flækkede næsten Mikkel midt over, benene svigtede, og han satte sig tungt på gulvet. Så så han op igen og kiggede længe på katten…
Når man kun er fem, tænker man anderledes. Logikken er tit mere ligetil og ærlig end voksnes. Mikkel huskede pludselig Helle fra børnehaven. Hun havde altid pralet med sit flotte hår og påstod, hendes far var en havmand. Og Kasper havde bevist, at hans far var en alien. Hvorfor skulle hans egen mor så ikke kunne være en kat?
Og katten mærkede, at den her dreng ville ikke gøre dem noget. Hun nussede forsigtigt sin pande mod Mikkels hånd.
Så du er virkelig min mor?
Mikkel spurgte med så meget håb i stemmen, at han selv troede på det. Han ville have slået hvem som helst ned, der påstod andet. Han greb katten og krammede hende, og katten krammede ham igen…
Jeg lagde først mærke til, at Mikkel var væk efter noget tid. Da jeg så det, begyndte jeg hurtigt at lede, løbe rundt ved legepladsen, kigge under buskene:
Mikkkkkkel! Kom nu frem! Hvor er du, Mikkel?
Efter nogle endeløse, lange minutter, der gav mig flere grå hår, kom Mikkel frem fra kælderen. Langsomt, med katten og killingen tæt ind til sig. Og sagde til mig:
Jeg fandt min mor. Og det her hun er vist også min søster. De var i kælderen, hvor du fandt mig.
Jeg blev helt stum. Hvordan forklarer man sådan noget? Jeg endte med bare at gå med på Mikkels historie.
Hvordan kunne du vide, det var hende?
Mikkel trak på skuldrene.
Jeg vidste det bare Hun kiggede sådan på mig! Far, skal vi ikke gå hjem jeg tror, mor er træt.
Mikkel var lykkelig. Han havde fundet sin mor! Og det gjorde ikke noget, at søsteren var en bror det var måske endda bedre. Så kunne de spille drengelege, og om aftenen ville deres mor spinde godnathistorier for dem.
I børnehaven bakker de ham op. Nå ja, ens mor kan da godt være en kat! Keshas far er jo et fly han har vist endda vist et billede af ham.
Jeg spekulerede meget over, hvordan jeg skulle snakke med min søn om sandheden. Men så jeg på glade Mikkel, opgav jeg og tænkte: Det løser sig selv…
Hjemme begyndte et sandt cirkus. Mikkel legede, sprang og fjollede rundt med kattene hele lejligheden blev vendt på hovedet. Katten var stadig ungt og ville gerne lege med drengene.
I driver mig til vanvid! råbte jeg op, mens jeg samlede tingene sammen.
Mikkel, med en snor i hånden, killingen og moderkatten standsede, kiggede på mig og så på hinanden Så trak de på skuldrene og susede videre for at lave ballade for far. Hvorfor? Fordi mor havde jo sagt, de måtte!
Og jeg lærte: Nogle gange er det vigtigste ikke, hvad der er sandt men at ens barn får lov til at have sin lykke og fantasi.
